Zubair Butt Hussain om Muhammedkrisen 2.0:Islams image lider under få ekstremes vold

Zubair Butt Hussain om Muhammedkrisen 2.0:Islams image lider under få ekstremes vold

25.09.2012


“Jeg er nødt til at forholde mig til, at folk kan have en opfattelse af, at Islam er voldelig. Uanset hvor fejlagtig jeg mener, den er.” Sådan siger Zubair Butt Hussain, som er religionskommentator og tidligere talsmand for Muslimernes Fællesråd.

INTERVIEW af Jonas Thomsen Sekyere


MUHAMMEDKRISEN 2.0: En anti-islamisk amatørfilm har antændt en steppebrand af demonstrationer i den muslimske verden. Demonstrationerne er foreløbigt kulminerede med drabet på flere ansatte på den amerikanske ambassade i Libyen. RÆSON dækker krisen gennem en række interviews og kommentarer.
Jeppe Nybroe: Det er også et angreb på libyernes dyrt købte frihed
Mads Fuglede: Valgkampen stopper ved USA’s grænser
Kommentar: Vi bliver nødt til at sige undskyld for at beskytte demokratiet


Kan de igangværende oprør ses som udtryk for en tendens til antiamerikanisme blandt forskellige muslimske befolkninger eller som en regulær modstand over for en nedværdigende amatørfilm?
Det kommer an på, hvor man er i verden. Der kan være en tendens til forskellige reaktioner blandt muslimer, alt efter hvor de er fra, og hvilken kontekst de lever i. Jeg tror mere, at man skal finde baggrunden for de omtalte begivenheder i en kombination af de situationer, nogle muslimer befinder sig i generelt. Hvis man ser sig omkring, er der en masse såkaldte muslimske lande, der står foran nogle store udfordringer. Det være sig økonomiske, sociale eller muligheden for at agere frit som minoritet. Flere befolkningsgrupper oplever undertrykkelse internt i landene. Undertrykkelse der kan give anledning til frustrationer og uroligheder blandt større eller mindre dele af befolkningerne. Den indre dynamik gør også, at landene bliver følsomme over for ydre påvirkninger, som kan være med til at konsolidere den indre uro. Jeg tror også, man skal passe på med at tegne et generelt billede af, at nogen er anti- eller pro nogen. Selv de fleste pakistanere, som det ene øjeblik kan udvise en enorm vrede over amerikansk indblanding, droneangreb eller andet, ville glædeligt tage imod et Green Card til selv samme land, USA.
Hvilken skade, om nogen, har filmen så forårsaget?
Jeg har valgt at se det omtalte filmklip, og jeg mener, at den er stødende. Men ved nærmere eftertanke repræsenterer den ikke profeten Muhammad, men er snarere et udtryk for stærk uvidenhed. Uanset hvad, så bliver min kærlighed til profeten ingenlunde mere inderligt og oprigtig af, at jeg gør andre fortræd eller ødelægger deres ejendom. Helt grundlæggende ser jeg filmen som et udtryk for pubertær brug af ytringsfriheden. En frihed jeg vil gøre alt for at bevare og forsvare. Men jeg vil også forsvare retten til at sige, at alt, hvad den kan afstedkomme, ikke nødvendigvis er sagligt eller godt. Sagen her kan undertrykkende regimer bruge som en politisk ventil, så befolkningen kan få luft for de frustrationer, landene står overfor. Det er formentlig en af grundene til, at demonstrationerne får lov til at løbe så frit, som de gør. Men samtidig ser jeg også demonstrationerne som regulær vrede over filmen og dets indhold.

Nogle har påpeget det paradoksale i, at demonstrationer imod et videoklip, der portrætterer Islam som en voldelig religion, udvikler sig voldeligt. Er det ikke en skadelig og kontraproduktiv reaktion?
Jeg tror desværre, der er en del, som bare gerne vil have bål og brand i gaden, og som har hovedet under armen. De har ikke Islam eller muslimers image i sinde. Demonstranterne kan være mere drevet af egne mål og dagsordner, end vrede over indholdet af filmen. Der er ingen hjemmel, hvad angår selvtægt eller vold i Islam, men derfor kan praksis blandt marginaler godt være i modsætning til religionens budskab. Og nogle er simpelthen så langt ude, at en pædagogisk reprimande eller påmindelse om etik og moral preller af. Uanset hvordan nogle amerikanerne agerer rundt om i verden, eller hvad instruktøren bag filmen har præsteret, så har det jo intet med den drabte ambassadør at gøre. Problemet er så fortsat, at vi, muslimer eller ej, ofte opererer ud fra narrativer, der i flere tilfælde ikke passer til Islams normforståelse.

Sagen har i nogle kredse rejst spørgsmål eller beskyldninger om, at Islam skulle være en voldelig religion. Selvom sådanne udmeldelser kan virke absurde, kan de så ikke være udtryk for, at Islam for nogle har fået et voldeligt image? Ligesom buddhismen ofte bliver set som fredelig. Hvordan skal muslimer så forholde sig til religionens voldelige image?
Islam i sig selv, eller andre religioner for den sags skyld, mener jeg ingenlunde opfordrer til vold. Snarere tværtimod. Men der kan som bekendt være forskel på praksis og forskrifter. Det er på sin plads at spørge, om muslimer er voldelige, men for de årvågne vil svaret ligge lige for: troende eller ej, demokrat eller ej, så er andelen af afstumpede eksistenser lige stor i alle samfund, uanset hvordan de helliger sig. Men jeg er nødt til at forholde mig til, at folk kan have en sådan opfattelse, uanset hvor fejlagtig jeg mener, den er. Folk forsøger til tider at tegne en lige linje mellem overbevisning, moralsk og etisk kodeks og handling. Og når vi ikke ser en overensstemmelse, er der noget galt med personen. Når handlingen passer ind i vores opfattelser, begrunder vi den i overbevisningerne og ophavet.
Skal de demonstranter, der går på gaden rundt om i verden nu, også tænke over, hvilket image de ændrer eller forstærker med hensyn til Islam?
Demonstranterne skal benytte deres frie ret til at demonstrere inden for lovens grænser. Hvad angår det at have Islam i baghovedet og religionens image, så ændrer Islam ikke indhold i forhold til den enkeltes ageren. Men man selvfølgelig påvirke opfattelsen af Islam. Det har naturligvis en betydning, hvis demonstranternes formål er udtalt: at det er Islam og profeten, de går i forsvar for. Ved budskaber, der entydigt hænger sammen med islam, ville muslimer gøre sig en tjeneste ved at gøre sig klart, hvilken pli og overskud de skal udvise, når de demonstrerer. En pli og et overskud, som ikke kommer til udtryk ved hærværk, vold og drab.

Nogle amerikanske kommentatorer, såsom Andrew McCarthy, har givet udtryk for, at de autoritære statsledere, som USA har støttet gennem tiderne i Mellemøsten, har været nødvendige for at holde radikale elementer i befolkningerne i ave. Man har senere set øget radikaliseringen i Nordafrika. Noget kunne tyde på at McCarthy og hans meningsfæller har ret. Hvad er dit syn på det?
Uanset hvilke radikale elementer forskellige lande måtte have inden for deres grænser, så synes jeg på ingen måde, det klæder os som demokratiske nationer at støtte op om despoter. Men det ville også være naivt af mig at tro, at bare fordi vi er demokratiske samfund, så agerer vi ikke stik mod, hvad vi prædiker, når vi taler demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder. Vi siger sikkert, at vi vil påpege over for eksempelvis Kina, hvilke uhensigtsmæssigheder vi ser i deres omgang med frihedsrettigheder, men har det gang på jord vores størrelse som nation og interesser taget i betragtning? Det er hovedsagligt lande, som i forvejen er spændt hårdt for, der får den løftede pegefinger. Nogle gange går vi så langt, at vi får den selvforståelse, at vores frihedsrettigheder godt kan implementeres gennem et geværløb repræsenteret af de internationale ’Jenser’.
Så man kan godt sige, at de undertrykkende regimer har holdt radikale og ekstreme grupperinger i skak?
For en stund måske. Men det kunne på ingen måde vare ved. Tværtimod tror jeg, de på sigt får relativt større fodfæste i samfundet, desto længere tid befolkningen bliver undertrykt. Og så kommer de ud med større styrke, når og hvis en despot bliver væltet. Men efter regimer bliver væltet af det ene eller andet forår, så har vi også en tendens til at afgøre, hvad der ville være det rette valg for de enkelte befolkninger. Derfor skorter det ikke på, hvem vi synes er udemokratiske af de folkevalgte, som kommer til magten efter frie valg i de spæde demokratier.

Jonas Thomsen Sekyere er jurastuderende på Københavns Universitet og har læst International Politik på Institut for Statskundskab og International Political Theory på LSE’s sommerskole. Han har desuden skrevet for det London-baserede magasin Think Africa Press og har haft artikler og indlæg i Information og Politiken.