Vestbredden: Besættelse i hverdagshøjde

Vestbredden: Besættelse i hverdagshøjde

09.02.2012


Pansrede vogne. Tåregasgranater. Israelske soldater og palæstinensisk modstand. Alle billeder på livet i de besatte områder. Men der, hvor besættelsen for alvor sætter dybe spor, er i dagligdagen. Fysiske forhindringer som checkpoints forhindrer palæstinensere i frit at gå på arbejde, i skole eller besøge familie.

Af Louise Boo Jespersen

Læs også
Shir Hever: Israel holder bevidst liv i konflikten med palæstinenserne
Alon Ben-Meir og Tony Karon: FN-afstemning om Palæstina kan trække ud i årevis
Palæstina splittet: Hamas undsiger Abbas

Mens store kontroltårne og pigtrådshegn markerer indgangen til en militær zone, lyder hebraiske kommandoer over højtalere i området. Klokken er 05:30 ved Qalandia checkpoint – det største checkpoint på Vestbredden, som ligger mellem Ramallah og Jerusalem. De meterlange indslusningsgange er fyldt til bristepunktet med palæstinensiske arbejdere. De skal alle igennem et grundigt sikkerhedstjek og vise gyldig tilladelse for at passere.

”Hver eneste dag tager det to timer eller mere at komme igennem checkpointet,” siger Ali på 45 år. Han har igennem otte år arbejdet på en fjerkræsfabrik i Jerusalem og står op klokken halv fem om morgenen for at nå på arbejde klokken otte.

”Én ting er den timelange ventetid, fordi der kun bliver lukket få igennem af gangen. Men man ved aldrig, hvad soldaterne kan finde på, når de scanner vores ting og tjekker vores id. Den ene dag afviser de en uden grund, mens de andre dage taler nedsættende eller råber. Det er et kæmpe pres,” siger Ali og retter blikket mod israelske soldater og sikkerhedsvagter for enden af køen.

Ali’s møde med Qalandia checkpoint er ikke enestående. Fra gadesælgeren og taxachaufføren til den studerende og professoren går de samme beretninger igen – unødigt langsomme procedurer ved checkpointene, nægtelse af adgang og israelske soldaters til tider krænkende adfærd.

Rettigheder versus sikkerhed
Hos Machsom Watch overvåger man aktiviteten ved checkpointene og kender alt til kødannelse og afviklingen af trafikken. I ti år har den israelske græsrodsorganisation skrevet rapporter om daglige hændelser og udgivet materiale om det, de se ser som den israelske forsvarsstyrkes (IDF) og grænsepolitiets overtrædelser af menneskerettigheder.

”Checkpoints er besættelsens ansigt, og der er brug for civile øjne til at dokumentere, hvad der sker, når palæstinensere krydser checkpointene,” siger frivillig gennem otte år Tami Cohen fra Machsom Watch.

Hun mener, at palæstinensere har ret til at bevæge sig frit rundt på Vestbredden og i Jerusalem. De cirka 200 checkpoints fordelt ud over hele Vestbredden krænker deres rettighed. Tami Cohen peger på, at palæstinenserne blandt andet er afskåret fra skoler og hospitaler.

Men fri bevægelighed bliver ikke aktuelt, så længe Israel er truet. Set fra IDF og grænsepolitiets side er kontrollen nødvendig for at opretholde landets sikkerhed.

“Vi er nødt til at tjekke folk og holde orden. Det er rent forsvar for at beskytte os mod terrorister,” siger en højtstående israelsk officer, som ikke må udtale sig til pressen og derfor ønsker at udtale sig anonymt. På internationalt niveau er FN’s afdeling for koordination af humanitære affærer, OCHA, opmærksom på problematikken. Ifølge specialist i barrierer, Ray Dolphin, er det tilbagevendende problem balancen mellem Israels sikkerhed og palæstinensernes frihed.

”Som besættelsesmagt har Israel ret til at yde sikkerhed. Men problemet opstår, fordi nogle checkpoints har været der i ti år og fragmenterer territoriet. Det er sikkerhed over for det besatte folks rettigheder,” siger han.

Kontrol rammer alle
Det er især adgangen til Jerusalem, som er alvorligt begrænset. Barrieren – også kaldet Muren i daglig tale – checkpoints og det komplekse system af tilladelser udgør et indskrænkende sæt af restriktioner. Palæstinensere på Vestbredden kan som udgangspunkt ikke rejse til Østjerusalem, som er den arabiske del af byen. Selv med tilladelse kan de kun passere gennem fire ud af 16 checkpoints langs Barrieren.

Restriktionerne påvirker særligt de patienter, som er henvist til behandling på de seks specialhospitaler i Østjerusalem. Deres ydelser findes ikke andre steder i de besatte områder, men vejen til behandling er ofte fyldt med forhindringer.

De mange begrænsninger rammer også palæstinensere, der ikke har en dagligdag i Jerusalem. Langt størstedelen af de fysiske forhindringer findes på Vestbredden. Landsbyer i grænseområdet omkring Barrieren og bosættelser kan eksempelvis være omgivet af checkpoints, som gør indbyggerne ude af stand til at forlade deres landsby, når de vil. Derudover kommer de mange vejspærringer på Vestbredden som flyvende checkpoints, der er bemandede vejblokeringer på ad hoc basis, elektronisk hegn, jord- og stenvolde, grøfter med mere.

Vejspærringer øger ikke sikkerhed
Ifølge OCHA’s optælling var der i 2011 522 checkpoints og vejspærringer samt 495 flyvende checkpoints på Vestbredden – alle skabt for at kontrollere og begrænse palæstinensere i at bevæge sig frit. Set over en tiårig periode har antallet ligget på samme niveau. Og hos OCHA er man ikke i tvivl om, at kontrolposterne er placeret strategisk for at beskytte de Israels ulovlige bosættelser. De hundredvis af checkpoints og vejspærringer på Vestbredden øger nemlig ikke sikkerheden for den israelske befolkning i selve Israel. Den almene israeler har ikke gavn af palæstinenseres indskrænkede muligheder for at bevæge sig rundt mellem palæstinensiske byer på Vestbredden.

”Kigger man på et kort over checkpoints kan man se, at de primært er til for israelske bosætteres sikkerhed, ikke for øvrige israelere,” siger Ray Dolphin fra OCHA. Han understreger samtidig, at selvom bosættelserne anses som ulovlige, betyder det ikke, at bosættere er legitime mål og dermed ikke har ret til sikkerhed.

Det tilbagevendende spørgsmål om sikkerhed
Netop retten til sikkerhed er et omdrejningspunkt for Israel. De mange fysiske forhindringer skal dæmme op for palæstinensisk vold, som især blev tydeligt efter selvmordsbomberne i Israel. Men selvom Qalandia checkpoint i 2001 og Barrieren i 2002 var midlertidige løsninger, er de begge stadig til stede. Ifølge en israelsk officer er sikkerhedsforanstaltningerne stadig nødvendige.

”Der er mange, der hader Israel, så vi er nødt til at forsvare os. Vi beskytter bare vores land, vores folk, børnene og Jerusalem ”, siger han og påpeger, at der cirka en gang om måneden bliver fundet knive under de daglige rutinetjek ved Qalandia checkpoint.

I henhold til Geneve konventionen har Israel ret til at oprette checkpoints. Men sagen bliver kompliceret, fordi de vedtagne love ikke tager højde for en vedvarende besættelse. Besættelsen har stået på i 44 år, og Barrieren og store checkpoints som Qalandia ser ud til at være permanente. Ray Dolphin fra OCHA vurderer, at de mange år og de øgede restriktioner har en uheldig social-, økonomisk og sundhedsmæssig effekt på den palæstinensiske befolkning.

”Forhindringerne udelukker folk fra landbrugsområder, deres familie og basale serviceydelser som uddannelse og sundhedspleje. Det må siges at påvirke kvaliteten af palæstinenseres liv,” siger han.

Spændingerne stiger
Det er især de omfattende restriktioner og historien, som gør checkpointene konfliktfyldte og betændte. Med besættelsen af Vestbredden i 1967 og Israels annektering af Østjerusalem, startede de første restriktioner af palæstinenseres bevægelsesfrihed. Udviklingen tog til i kølvandet på Golfkrigen, hvor det israelske militær etablerede checkpoints mellem Vestbredden og Israel, mellem Vestbredden og Østjerusalem og mellem en række byer på Vestbredden.

Men det var først med udbruddet af den anden folkelige opstand (Intifadaen) i 2000, at Israel implementerede det omfattende system af fysiske og administrative begrænsninger, som er kendetegnet for situationen på Vestbredden i dag. Mens påbudte tilladelser og id-tjek er eksempler på administrative restriktioner, er den omstridte Barriere og de mange checkpoints eksempler på de fysiske begrænsninger.

Opførelsen af Qalandia og specielt Barrieren symboliserede adskillelsen mellem israelere og palæstinensere. Samtidig betød det, at palæstinensere uden for Barrieren var afskåret fra deres liv i Jerusalem. Folk var ude af stand til at krydse checkpointsene til arbejde, hospitaler, skoler, religiøse, hellige steder samt besøge venner og familie uden en speciel tilladelse eller et israelsk id.

Udsigter for fremtiden
FN peger på, at den langvarige løsning på området er politisk. Kun gennem politiske forhandlinger vil checkpoints og de fysiske forhindringer blive fjernet.
Som situationen ser ud lige nu, er der altså ikke meget, som tyder på, at problemet bliver løst. Israelske og palæstinensiske politikere snakker ikke meget hen over Barrieren, men er trætte af emnet og ignorerer hinanden.

”Folk vil ikke snakke om checkpoints. Vi er strandet,” siger Tami Cohen fra den israelske organisation, Machsom Watch. Hun mener, at det israelske folk er stressede, stræber efter sikkerhed og ellers ønsker at passe sig selv.
Tilbage ved Qalandia checkpoint venter Ali på at komme igennem sikkerhedstjekket. Arbejdet venter på den anden side, men den meterlange kø med kaotisk masen vidner om endnu en lang morgen ved den militære højborg. Ifølge den højtstående israelske officer ved Qalandia checkpoint skyldes den lange ventetid de mange utålmodige palæstinensere.

”Sikkerhedsfolkene her vil bare have fred, ikke problemer. Nogen gange prøver vi at afhjælpe situationen om morgenen, men det er svært, når de bliver ved med at skubbe,” siger han.

For Ali er morgentrafikken blevet en del af dagligdagen, ligesom soldaterne, jerngitrene og pigtråden indtager deres pladser i de begrænsende omgivelser. Det er besættelse i hverdagshøjde.

Louise Boo Jespersen (f. 1983) er journalist ved Palestine Monitor og politisk medarbejder for “Arab World Democracy and Electoral Monitor”, Al Marsad. Hun har en BA i statskundskab og en MA i analytisk journalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har tidligere arbejdet på presseinstituttet i Ulaanbaatar i Mongoliet i 8 måneder og bor nu i Ramallah. ILLUSTRATION: Louise Boo Jespersen.