28.10.2012

Regionernes Parti med Viktor Janukovitj i spidsen vinder dagens parlamentsvalg, så valget får ingen betydning nu og her. Men sejren giver formanden for partiet UDAR, sværvægtsbokseren Vitalij Klitsjko, tre år mere til at køre sig selv i stilling som en seriøs modstander til Janukovitj ved præsidentvalget i 2015.

KOMMENTAR af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør

LÆS OGSÅ:
– Rusland og Ukraine på kanten af en ny gaskrig
– Ukraine: Hvad nu Janukovitj?

Dagens parlamentsvalg i Ukraine får formentlig ikke den helt store betydning for den politiske situation i landet. Flere uafhængige meningsmålinger viser, at Regionernes Parti med præsident Viktor Janukovitj i spidsen formentlig bliver valgets vinder og fortsat kan regere Ukraine fra både præsidentposten og premierministerposten. Dermed kan Viktor Janukovitj fortsætte sin zig zag politiske linje og fortsat navigere rundt mellem øst og vest uden at indtage en målrettet kurs. Gør han det, skal han dog påregne en risiko for at miste magten ved præsidentvalget i 2015. Sværvægtsbokseren og formand for partiet UDAR (Den ukrainske demokratiske alliance for reformer), Vitalij Klitsjko ånder præsident Janukovitj i nakken og får nu tre år til at styrke sin position yderligere. Ifølge meningsmålingerne får Klitsjkos parti 16 procent af stemmerne ved dagens valg. Det gør partiet til landets andet største og kan fungerer som et springbræt for Klitsjkos videre politiske karriere.


Oppositionens tomme slogans

Vitalij Klitsjko adskiller sig først og fremmest fra andre ukrainske politikere ved ikke at være indblandet i tvivlsomme forretningsmetoder og korruption. Som verdensmester i boksning og en sportsmand respekteret over hele verden appellerer han samtidigt til ukrainernes stolthed og selvrespekt. To ting de fleste ukrainere har mistet for længst og uden tvivl gerne vil finde igen. Det er store værdier i et land, som siden Orangerevolutionen i 2004 er gået fra den ene skuffelse til den anden. Et land, hvor befolkningen har mistet troen på landets politikere og generelt har indtaget en apatisk holdning til politik.

Klitsjko kan med sin ligefremme stil vise sig at være den folkelige politiker, der kan genoprette ukrainernes interesse for den politiske og samfundsmæssige udvikling i landet. Om han også vil kunne klare at få Ukraine på ret kurs politisk og økonomisk, er der dog delte meninger om. Kritikkerne mener, at Klitsjko hverken er politisk eller strategisk god nok til at kunne klare sig i landets hårde politiske klima, hvis han fik magten. Og Klitsjkos partiprogram kan godt pege i kritikernes retning. Det består hovedsageligt af slogans og holdninger, ingen ukrainere kan være uenige i, men opstiller ikke nogen løsninger på problemerne.


Fanget mellem øst og vest

Går alt som forventet, får præsident Viktor Janukovitj tre år mere til at finde løsninger, der kan sikre ukrainerne en bedre levestandard. Ukraine er i dyb krise, og en hvilken som helst forbedring af livsvilkårene, uanset hvor den kommer fra, vil utvivlsomt give præsidenten et stort plus hos befolkningen. HVOR Viktor Janukovitj skal finde den nødvendige økonomiske indsprøjtning er dog straks et større problem. Et godt forhold til EU er betinget af, at præsidenten løslader den tidligere premierminister og oppositionsleder Julija Timosjenko. Dommen på syv års fængsel til Timosjenko har haft den konsekvens, at integrationsprocessen mellem Ukraine og EU er gået i stå. Det samme er en associeringsaftale, som ellers var forhandlet på plads, men på grund af dommen ikke er blevet ratificeret af EU. Viktor Janukovitj har ikke lyst til at løslade sin hovedrival Timosjenko, både af politiske grunde, men også fordi, han gerne vil fremstå som den stærke leder, der ikke lader sig diktere af EU.

Et godt forhold til Rusland, og den rabat på russisk gas, som Ukraine så hårdt har brug for, er mere eller mindre betinget af ukrainsk medlemskab af Den Euroasiatiske Union sammen med Kasakhstan, Hviderusland og Kirgisistan. Lige som en sammenlægningen af det russiske energiselskab Gasprom og det ukrainske Naftogas formentligt kan komme på tale. Russerne har ikke lagt skjul på, at ukrainsk medlemskab af Den Euroasiatiske Union straks vil udløse en stor rabat på russiske leverancer af gas til landet. Umiddelbart lyder det som et nemt valg for Janukovitj, hvis vælgere hovedsageligt kommer fra det østlige Ukraine, som per definition er prorussisk. Men så enkel er situationen ikke. De indflydelsesrige ukrainske oligarker, som Janukovitj er afhængig af, ønsker ikke, at Ukraine ensidigt skal orientere sig mod Rusland. Dels fordi de ikke vil gå glip af de europæiske markeder, og dels fordi de er bekymret for konkurrencen fra kollegaerne i Rusland.


Sidste chance

Viktor Janukovitj havde ved sin tiltrædelse i 2010 håbet på, at han kunne balancere mellem øst og vest, bygge en bro mellem EU og Rusland og dermed fastholde orientering og eksport mod både øst og vest. I dag ved han, at Ukraines geopolitiske placering ikke tillader spil til begge sider. Dagens valg ender formentlig med at Janukovitj får tre år til at finde en løsning på situationen. Kan han ikke det, står Vitalij Klitsjko klar i kulissen. Hvorvidt han kan gøre det bedre, end hans forgænger eller hovedpersonerne bag Orangerevolutionen i 2004, som ukrainerne havde mindst ligeså store forhåbninger til, får vi ikke et svar på i dag. Men en tanke presser sig på: Kan hverken Janukovitj eller Klitsjko ikke få Ukraine på rette spor igen, er der formentlig ikke meget andet tilbage end at acceptere, at Ukraines strategiske placering på Europakortet og landets svære historie gør det mere eller mindre umuligt, at det udvikler sig som et demokrati i vestlig forstand.


Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag, Tjekkiet) er RÆSONs Østeuroparedaktør. Ota er tidligere redaktør ved Sjællandske Medier og nu freelancejournalist med speciale i Balkan, Kaukasus og Øst- og Centraleuropa. Han skriver blandt andre for Information, Kristeligt Dagblad og enkelte norske aviser. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, samt fra Rytmisk Musikkonservatorium i Prag.