Valg i Egypten: Islamisterne lykkedes med at kvæle revolutionen

Valg i Egypten: Islamisterne lykkedes med at kvæle revolutionen

13.01.2012


De islamistiske partier har nu officielt vundet parlamentsvalget i Egypten, efter at militæret og islamisterne er lykkedes med at kvæle revolutionen, og islamiske medier har formået at underminere de liberale partier ved at betvivle deres religiøsitet. Vil broderskabet føre en mere konservativ social politik for at vinde fortolkningsmonopolet i forhold til islam – eller vil de samarbejde med de liberale elementer for at fremstå moderate udadtil?

ANALYSE af Waleed Safi

Læs også Ambassadør i Egypten: På mange måder er det gamle regime stadig ved magten

Den manglende tilslutning til de revolutionære kræfter i Egypten skyldes dels den indenrigspolitiske situation, dels de kontrarevolutionære tendenser, der har præget landet siden Hosni Mubarak trådte tilbage; Den gensidige anerkendelse mellem militæret og islamisterne, narrativen i de statslige og nyetablerede islamistiske medier, den forværrede økonomiske situation og sidst men ikke mindst, militærets taktiske brug af vold.

Militærets taktiske brug af vold
Den 19. november – kun en uge før valget – gennemtævede det egyptiske politi en lille gruppe demonstranter på Tahrirpladsen og satte ild til deres telte. De efterfølgende uroligheder kostede mindst 40 mennesker livet og sårede over 1500 andre. Begivenhederne skete efter en forholdsvis rolig periode i Kairo.

Den 16. december – under valgets anden runde – gennemtævede militærpolitiet en populær egyptisk aktivist. Denne gang kostede de efterfølgende uroligheder 17 mennesker livet og efterlod flere hundrede sårede. Militærpolitiet havde en overraskende provokerende og besynderlig fremtræden under de seneste uroligheder. Betjentene stod oven på regeringsbygninger, kastede med sten, kontorudstyr, molotovcocktails, fyrværkeri, skød med skarpt, fremviste ædlere dele, urinerede på demonstranterne oppefra, og til sidst gik de ned for at gennembanke og ydmyge specielt de kvindelige demonstranter. De seneste uroligheder startede efter, at afspærringerne på Tahrirpladsen var blevet fjernet, de fleste aktivister var taget hjem, og trafikken igen fungerede normalt. Det var første gang siden den 25. januar 2011.

Spurgte man demonstranterne på Tahrirpladsen, stod det krystalklart: Militærpolitiet provokerede, og angreb, når demonstranterne mindst ventede det. Det brugte med fuldt overlæg volden til at opildne de få demonstranter på pladsen for derefter at miskreditere revolutionssegmentet ved at portrættere dem som baltagiya (bøller, red.). Forklaringen var fremherskende på Tahrirpladsen, blandt landets uddannede elite og blandt de mere liberale egyptere. Ifølge dem, var volden blot en af flere strategier, som militærovergangsrådet tog i brug i sin psykologiske krigsførelse.

Islamisterne og militæret kvæler revolutionen
En anden ting, som har isoleret de liberale kræfter, er den gensidige anerkendelse mellem islamisterne på den ene side og militæret på den anden. Det Muslimske Broderskab og salafisterne har begge støttet militærovergangsrådets tidsplan for overdragelsen af magten til en civil regering til sommer. Islamisterne og militæret har – som ambassadør Christian Hoppe siger til RÆSON (Ambassadør i Egypten: På mange måder er det gamle regime stadig ved magten) – begge anerkendt, at modparten har en stærk indflydelse og en plads i samfundet. Militæret har anerkendt, at islamisterne er en vigtig del af det politiske liv, mens islamisterne omvendt har anerkendt, at militæret nyder en stor opbakning blandt den egyptiske befolkning. Derfor gør begge parter meget for ikke at udfordre hinanden direkte. De er afhængige af at tolerere hinanden.

Alliancen har på sin vis været med til at kvæle det revolutionære i Egypten. For militærets vedkommende er de liberale egypteres krav om at overdrage magten til en civil regering specielt fatale. Kravene betyder nemlig, at militæret blandt andet må afgive de økonomiske privilegier, som de hidtil har haft. For islamisternes vedkommende er det revolutionære segment ikke andet end en flok liberal anarkistiske vantro, som vil lede Egypten i moralsk fordærv. Desuden har islamistiske partier haft en stærk interesse i, at transitionsprocessen fortsætter uden (flere) hindringer. De frygter – forståeligt nok – at militæret vil aflyse parlamentsvalget og præsidentvalget til sommer.

Både militærovergangsrådet og islamisterne har af vidt forskellige grunde en fælles interesse i at aflegitimere de revolutionære liberale kræfter. Det har blandt andet manifesteret sig i narrativen i de statslige og nyetablerede islamistiske medier. Statslige medier – med feltmarskal Mohammed Hussein Tantawi i spidsen – beskriver dagligt Tahrir-folkene som en femte kolonne; som kontrarevolutionære og upatriotiske bøller, hvis mål er, at destabilisere Egypten og nationaløkonomien. Ordet ”mundass” (en som arbejder for fremmede magter, red.) har floreret i statslige medier de seneste mange måneder.

Tilsvarende benytter nyetablerede, islamistiske medier sig mere eller mindre alle sammen af samme strategi for at underminere de liberale partier. Men hvor statslige medier ofte benytter sig af den konspirationsteoretiske diskurs om fremmede elementer i det egyptiske samfund, har islamisterne især været flittige til at gøre brug af takfir-diskursen, hvor man primært sætter spørgsmålstegn ved, om den anden er ”en rigtig muslim”. En praksis hvor man betvivler opponentens religiøsitet. For eksempel mener salafisterne ikke, at man kan være en ægte muslim, hvis man er liberal eller socialist. Den salgs angreb har den tidligere generaldirektør for Det Internationale Atomagentur, IAEA, og Nobels Fredsprismodtager – Mohammed el-Baradei – i den seneste tid gentagne gange været udsat for. Skræmmekampagnerne i de statsejede og islamistiske medier i Egypten har også været effektiv, hvad angår stabiliteten i Egypten. Overskrifter som ”Egypten på vej mod afgrunden” og ”Egypten er Mellemøstens nye Irak” fylder stort i mediebilledet. Ifølge visse medier er det udelukkende folket på Tahrirpladsen, der er skyld i landets nuværende tilstand.

Sidst men ikke mindst har militæret ved at opretholde undtagelsestilstand i Egypten givet sig selv mulighed for at retsforfølge egyptere ved militære domstole. Siden januar 2011 har militæret anholdt mindst 13.000 civile. Det er hele fire gange så mange som under Mubaraks regeringsperiode fra 1981 til 2011. Intimidering af menneskerettighedsaktivister i Egypten har faktisk aldrig været større. Og hvor intimideringen tidligere kun var målrettet egyptiske menneskerettighedsaktivister, går militæret i dag også efter de vestlige NGO’er. Militærovergangsrådet har altså – sammen med islamisterne – vundet den psykologiske krig. I hvert fald for en stund.

Tilbage står Det Muslimske Broderskab som det store parti. De fleste iagttagere spørger nu, om Broderskabet overhovedet ønsker at samarbejde med de liberale elementer i Egypten, eller om de i virkeligheden ser de konservative salafister som en bedre regeringspartner. Nogle mener, at broderskabet vil føre en mere konservativ social politik for at vinde fortolkningsmonopolet i forhold til islam. Andre mener, at broderskabet er interesseret i at fremstå moderate udadtil, og at det derfor vil føre en mere moderat politik ved at samarbejde med de liberale elementer.

Når det kommer til økonomisk politik, er der også flere spørgsmål end svar. Det Muslimske Broderskab har gennem årene kritiseret Tyrkiets islamistiske parti AKP for at være eftergivende i forhold til islamisk lov, også hvad angår den økonomiske politik. Men nu lader det til, at Broderskabet i stigende grad søger mod AKPs model. Fra Erdogans Retfærdigheds-og Udviklingsparti har Broderskabet lært, at en stærk økonomisk vækst kan gøre tingene meget lettere. Hvis man hæver folks levestandard, vil de sandsynligvis være mere tilbøjelige til at lytte til en. Også på den ikke-økonomiske front. Det vigtigste for Broderskabet er, at befolkningen vil komme til at associere den økonomiske succes med islam. Så kan det leve op til sit 82-årige gamle slogan; ”Islam er løsningen”.

WALEED SAFI (f.1984) er uddannet cand.mag. ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet. Ekspertiser: Mellemøsten og international politik i regionen. Har tidligere været ansat som konsulent for mellemøstlige forhold ved Folketinget og som projektansat hos Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut. ILLUSTRATION: (foto: flickr)