Ulla Holm: Alle vil have en bid af kagen efter Gaddafis fald

Ulla Holm: Alle vil have en bid af kagen efter Gaddafis fald

26.04.2012


”Konflikten i Libyen er et virvar af interne stridigheder, som nu for alvor kommer frem i lyset efter Gaddafis fald”. Sådan siger Libyen-ekspert og seniorforsker på DIIS, Ulla Holm, til RÆSON. Hun mener dog ikke, at en borgerkrig er under opsejling.

INTERVIEW af David Jano


EFTER FORÅRET: RÆSON interviewer op til vores store konference Efter det Arabiske Forår i Den Sorte Diamant 4. juni 2012 de deltagende eksperter, journalister og kommentatorer. Læs mere om konferencen og køb billetter her.
Søren Schmidt: Assad er slet ikke mør endnu


RÆSON: Mediedækningen skifter hurtigt fokus i Mellemøsten for tiden. Lige nu handler alt om Syrien, men ikke for så forfærdeligt længe siden handlede det hele om Libyen. Hvad sker der lige nu i Libyen?

Holm: Det er nu engang sådan, at krig sælger. Da krigen rasede mellem Gaddafi og oprørerne, og NATO-bomberne samtidig regnede ned over Libyen, så var hele verdenspressen til stede. Nu er det blevet tid til den kedelige, men enormt vigtige overgangsfase. Det får desværre ikke lige så meget mediebevågenhed. Alligevel er udviklingen i Libyen enorm interessant, da rigtig mange ting er på spil netop nu. De fleste vestlige politikere havde troet og håbet, at overgangen fra Gaddafi til demokrati ville forløbe smertefrit, nu hvor alle gerne vil leve fredeligt efter de voldsomme kampe og de mange år med diktatur. Virkeligheden er desværre bare en anden. Alle mulige grupper er ved at positionere sig. Alle vil gerne have mere magt, nu hvor Gaddafi er ude af billedet. Man kan sammenligne situationen med Jugoslavien, hvor der heller ikke var nogen til at holde sammen på det hele man efter Titos fald.

RÆSON: Gaddafi er altså forsvundet, og nu vil alle gerne have en plads i det nye styre. Overgangsrådet (CNT red.) har indtil videre afvist alle former for tilløb til selvstyreområder og en føderal opbygning. Kan de holde sammen på det hele, eller ender det med borgerkrig i Libyen?

Holm: Jeg tror ikke, vi kommer til at se nye kampe eller en decideret borgerkrig i Libyen. Alle parter har det tilfælles, at de støtter idéen om staten Libyen. Alle er libyere. Ingen ønsker at bryde ud og blive en selvstændig nation. Man har trods alt vænnet sig til hinanden. Men det er rigtigt, at virkelig mange parter har ytret ønske om at få mere medbestemmelse. Det gør det svært for overgangsrådet at manøvrere. Der skal decentraliseres, så hele magten og al administration ikke er i Tripoli. Tubu-folket, som lever sydpå langs grænsen med Tchad, ønsker mere autonomi, efter de har lidt under Gaddafis styre i mange år. Berberne i vest vil også have mere magt, og listen fortsætter. Alle de gamle konflikter vælter ud af skabet, efter alle er blevet holdt nede i så mange år af Gaddafi. Libyen er en kunstig stat, som i sin tid blev skabt af italienerne. Den består af en masse regioner, der ikke havde meget med hinanden at gøre. Nu vejrer alle morgenluft.

RÆSON: I juni er der valg til Nationalforsamlingen. Det er vel et godt tegn? Her i vesten er vi da vilde med valg, forfatninger og demokrati?

Holm: Det er typisk vesten. Vi elsker valg og hurtige resultater, men tingene tager tid. Forleden demonstrerede en stor flok unge mennesker i byen Benghazi. De unge krævede mere åbenhed og information fra det nye styre. Det er enormt vigtigt, at de unge bliver taget med på råd. Man må ikke glemme, at de unge var med til at vælte Gaddafi. Hvem er det, der sidder i overgangsrådet? Hvem kontrollerer pengene? Det er ikke de unge. Libyen er begunstiget, da man har masser af olieressourcer. Når det hele kommer på plads, er der store muligheder. Men hele statsstrukturen mangler. Den var der nemlig ikke under Gaddafi. Derfor er det i mine øjne alt for tidligt at gå ud med et valg i juni. Tingene er slet ikke faldet på plads endnu. Vi ved også alt for lidt om, hvem der er til stede i Libyen. Jeg tror ikke, der er tale om alle de her klaner og stammer, som man altid har talt om. Forskningen er alt for gammel.

RÆSON: Vi lader til at give uendelig lang snor til Assad i Syrien, men ligeså snart chancen var der for at komme af med Gaddafi, så slog vi til. Hvorfor var det så vigtigt for Vesten at intervenere i Libyen?

Holm: Her er der selvfølgelig tale om Frankrig. Den endnu siddende præsident Nikolas Sarkozy så chancen for at komme tilbage i stolen som den store leder, efter han og hans regering havde brændt fingrene i både Tunesien og Egypten. Sarkozy gik i sin tid til valg på at moralisere sin udenrigspolitik, men han blev hurtigt klogere. I Libyen så han chancen for, at Frankrig igen kunne komme til at fremstå som det land, der kæmper allermest for menneskerettigheder og undertrykte befolkninger. Det er noget andet i Syrien, hvor følgevirkningerne af en militær intervention vil være langt større. David Cameron var nok så ivrig i Libyen, fordi han håbede at kunne dreje fokus væk fra en hård indenrigspolitisk tid. Det var altså vigtigt for vestlige politikere, men man skulle nok have tænkt mere over konsekvenserne. Nu ulmer det hele videre i Libyen. Selvfølgelig kan man ikke sige, at det havde været bedre at beholde Gaddafi, men problemerne er fortsat mange. Derfor er er det vigtigt, at FN og EU bliver ved med at følge med i udviklingen i landet.

RÆSON: Der er blevet talt om, at det ”Arabiske Forår” er blevet til en ”Islamisk Vinter”. Også i Libyen er der blevet snakket om Sharia i forfatningen?

Holm: Jeg bryder mig bestemt ikke om termen ”Islamisk Vinter”. Giv nu de forskellige lande tid til at finde egne ben at stå på. Ja, der har været tale om at indføre sharia i forfatningen, men der står også noget om basale rettigheder til kvinder og mindretal. I Libyen er man ligesom i Egypten og i Tunesien fortrinsvis muslimer. Giv nu folket lov til at være muslimer på deres egen måde. Islam er blevet gjort til noget skidt i Vesten. Nu må de tidligere undertrykte befolkninger have lov til at definere deres form for styre, efter regimerne i så mange år haft kontrollen. Det er enormt vigtigt, at folket får lov at gøre tingene i dets eget tempoet. Men vi skal stadig lægge pres på fra vestens side. Det flyder med våben i Libyen, og det kan resultere i en masse konflikter.

RÆSON: I denne serie slutter vi af med at spørge alle, hvad de ser som det vigtigste i Mellemøsten netop nu? Hvad skal vi holde øje med, og hvilken udvikling er den mest spændende?

Holm: Her bliver jeg nødt til at nævne Syrien. Jeg elsker at tale om Libyen, men erkender selvfølgelig, at Syrien lige nu er langt mere interessant. Det skyldes netop, at følgevirkningerne i hele regionen er langt større, hvis der sker ting og sager i Syrien end i Libyen. Hvad gør Iran, hvis Assad falder? Hvad gør israelerne? Hvad gør Tyrkiet, når det komme til hele spørgsmålet med kurderne? Og jeg kunne blive ved.

David Jano (f. 1985) er cand. Mag. i Moderne Mellemøststudier fra Syddansk Universitet og har en BA i Historie fra Københavns Universitet. Han har desuden læst på University of Haifa i Israel og er ekspert i Israelsk politik, kultur og historie. ILLUSTRATION: demonstration mod Gaddafi i Qutar i 2011 (Foto: Omar Chatr)