Tyskland i krisen: Euroen er skyld i de største spændinger i Vesteuropa siden anden verdenskrig

Tyskland i krisen: Euroen er skyld i de største spændinger i Vesteuropa siden anden verdenskrig

09.10.2012


“Aldrig siden anden verdenskrig har der været så store spændinger mellem Vesteuropas folk som nu, og det er den fælles valutas skyld.” Det siger professor Hans-Werner Sinn, der er præsident for Forskningsinstituttet for Økonomi i München til RÆSON.

INTERVIEW af Lukas Antaeus Lausen


TYSKLAND I KRISEN For at forstå eurokrisen, må man forstå Tysklands rolle i den. Og for at få forstå Tysklands rolle, må man forstå Tyskland. RÆSON spørger politikere og eksperter: Bestemmer Berlin i Bruxelles, og hvem bestemmer i Berlin?
Tyskland i krisen: Tyskland bør indføre en parallelvaluta for at undgå inflation
Tyskland i krisen: Merkels bedste ven i oppositionen er hendes værste fjende


RÆSON: Er der bedre løsninger end den permanente europæiske stabilitetsmekanisme (ESM), altså det permanente værn mod gældskrisen, som kriseramte lande kan gøre brug af?
Sinn: Ja. De lande, der ikke er i stand til at betale deres gæld, burde have bedt deres kreditorer om at give afkald på en del af deres krav. Og det burde de kriseramte banker også. Europas banker har det problem, at de er underkapitaliseret. To gruppe burde hæfte for bankernes tab. Det er på den ene side bankernes ejere, hvis egenkapital dog er meget lille. Og på den anden side kreditorerne. For at rekapitalisere de meget svage sydeuropæiske banker vil jeg forslå, at man i hele Europa gennemfører en politisk organiseret private equity swap, hvor fremmed kapital ville blive byttet om til egenkapital. Det er bankerne dog ikke interesseret i. De foretrækker det, som politikerne tilbyder dem: pengegaver.
RÆSON: Du siger, at en gældsomlægning ville have været en bedre vej. Er det stadig muligt eller er løbet kørt?
Sinn: Det er stadig muligt. Men det afhænger klart af den politik, som ESM vil føre nu. Hvis der ikke lægges nok penge i den, så er løbet kørt.
RÆSON: Der har været rygter om at firedoble ESM. Er det et skridt i den rigtige retning?
Sinn: Nej, det betyder kun, at man fortsat undergraver kapitalmarkedet. Og det betyder, at man kunstigt leder kreditfloden til områder, hvor markedet ellers ikke ville give kredit mere.
RÆSON: Sammen med 270 andre økonomer har du skrevet under på et brev fra de tysktalende lande, hvor I kritiserer store dele af den politik, den tyske forbundsregering står for. Er det ikke rigtigt, at tyske bankkunder under alle omstændigheder er ramt af andre europæiske bankers insolvens, fordi bankerne er knyttet så tæt sammen? Og ville det så ikke give god nok mening med en kollektiv sikring?
Sinn: Selvfølgelig har tyske banker også et engagement i Sydeuropas banker. Jeg har i lang tid sagt, at man skal gennemføre equity swaps, og dem skal de tyske banker også delagtiggøre sig i. Det betyder også, at bankernes ejere, altså investorerne, skal bære de tab, der nu engang kan følge med. Det skal ikke pålægge skatteyderne, som det gør nu.
RÆSON: Bankerne skal altså stå inde for de tab, der nu engang er sket?
Sinn: Ja. Ansvarsprincippet er grundlæggende for den markedsøkonomiske orden.


Nogen skal forlade euroen, hvis den skal overleve

RÆSON: Lad os se på valutaen. Er det vigtigt for Tyskland, at Euroen fortsat består?
Sinn: Som europæisk integrationsprojekt er det af stor betydning. Og for at sikre importen og eksporten mellem de europæiske lande er den også nyttig.
RÆSON: Men ville en egen tysk valuta ikke stå stærkere i dag? Er det ikke sådan, at vi kunne have undgået krisen?
Sinn: Jo. Havde vi ikke haft euroen, stod vi ikke i den krise, vi står i. Det er euroen, der har lagt grunden for den kreditboble, der har berøvet de sydeuropæiske lande deres konkurrenceevne. Men det betyder ikke, vi skal afskaffe euroen. Den skulle være blevet konstrueret bedre. Jeg mener, man skal rette dens fejl. Så har den en chance for at overleve.
RÆSON: Hvad siger du til forslaget, som Roland Vaubel kommer med: at man skal indføre en parallelvaluta i lande som Tyskland, Østrig og Holland.
Sinn: Det er kompliceret. Hvis mindre lande i den europæiske periferi er i problemer, er det dem og ikke os, der burde indføre en parallelvaluta. Det er tænkt fra den forkerte ende. Men vi er i dag nået så langt ind i krisen, at alle bud på en løsning skal afprøves seriøst.
RÆSON: Har du så et andet bud?
Sinn: Jeg er sikker på, at Grækenland for eksempel ville køre en del bedre, hvis landet ville genindføre Drachmen i en overgang. Efter de nødvendige reformer skulle det så være muligt at komme tilbage i eurofællesskabet.
RÆSON: Professor Vaubels argument er, at en parallelvaluta i Tyskland ville udhule euroen, men til gengæld redde Tyskland fra den inflationen, der rammer eurozonen de næste år.
Sinn: Det kan jeg godt følge ham i, men alternativet er, at andre lande, som ikke kan holde til en deflation, ville forlade euroen. Så kommer vi også udenom inflation i Tyskland.
Ræson: Men I er vel enige om, at NOGEN bliver nødt til at forlade Euroen, for at den fortsat kan bestå?
Sinn: Ja! Det er for svært for Grækenland at gennemføre de nødvendige reformer, så længe de er en del af Euroen.


Fordel med organiseret statsbankerot

RÆSON: Har du en forklaring på, at to tredjedele af den tyske befolkning ønsker at få D-Marken tilbage?
Sinn: Det hænger selvfølgelig sammen med, at Euroen helt åbenlyst ikke fungerer. Den har ført til spændinger mellem de europæiske lande, som grænser op til ufred. Aldrig siden anden verdenskrig har der været så store spændinger mellem Vesteuropas folk, og det er den fælles valutas skyld.
RÆSON: Du siger, at euroen er fuldstændig fejlslagen, når det kommer til dens kerneværdi nemlig at være europæisk integrationsprojekt?
Sinn: Ja. Euroen har svigtet stort.
RÆSON: Hvorfor skulle det tyske folk gå så langt til endnu engang at finde 190 milliarder euro for at redde andre landes økonomi?
Sinn: Fordi hjælp mellem gode naboer altid er passende. Når ens nabo er i vanskeligheder, hjælper man ham nu engang med mindre beløb. Men man må også skelne mellem at hjælpe kortfristet, fordi landet er offer for spekulation, og langfristet fordi landet er dårligt til at håndtere sin økonomi. Hvis det sidste er tilfældet, bør landet i stedet organisere en fornuftig statsbankerot for at overleve. Landet burde bede dets kreditorer om at give afkald på en del af deres krav. Det er immervæk kreditorerne, der har gjort en forkert investering.


Europæisk føderation nødvendig

RÆSON: Hvordan skal fremtidens Europa se ud, hvis Tyskland skal være med?
Sinn: Jeg håber, at Europa finder vejen ind i Europas Forenede Nationer. Jeg vil anbefale at se på det amerikanske system. Det forudsætter i mine øjne også, at man går hele vejen. Og helt grundlæggende kræver det, at vi starter med en samlet regering og en samlet hær.
RÆSON: Men vi oplever for tiden et Europa med to hastighedszoner. På den ene side har vi eurozonen, som udvikler sig rasende hurtigt. På den anden side resten af EU, der virker totalt hægtet af. Hvordan skal vi kunne forene det?
Sinn: Det er en farlig tendens, vi har oplevet. Eurogruppen har samlet sig i en slags forenet Europa. Men eurogruppen er jo kun er en del af Europa. Vi må undgå at dele Europa i lande, som er med i Euroen, og lande, som ikke er.
RÆSON: Men hvad er det konkret, der skal ændre sig?
Sinn: Vi bliver nødt til at styrke EU ubetinget af, hvad der sker i eurogruppen. Og inden for eurogruppen må vi stille klare regler op, som begrænser muligheden for at trykke flere og flere penge. Her kan vi orientere os mod Amerika igen. Ingen af landene må trykke flere penge, end det er nødvendigt for forsørge sig selv. Noget af det, der konkret skal til, er, at staterne også fremover skal stå til ansvar for deres nationale gæld. Vi skal grundlægge en fælles europæisk regering og skabe et parlament, der besættes efter reglen “one man one vote”. Lovgivningen i Europa skal ensrettes, og vi skal have et fælles politi.


Lukas Antaeus Lausen (f. 1990) studerer statskundskab på Københavns universitet. Han har tidligere arbejdet i både danske og tyske partier. ILLUSTRATION (fra venstre): Spaniens Premierminister Mariano Rajoy; Italiens Premierminister Mario Monti Tysklands kansler Angela Merkel; Fraknings Præsident Francois Hollande (Foto: Italiens Premierministers pressekontor)