Tyrkisk jagerfly skudt ned. Men NATO tør stadig ikke gå i krig mod Assad

Tyrkisk jagerfly skudt ned. Men NATO tør stadig ikke gå i krig mod Assad

27.06.2012


Syrien skød i sidste uge et tyrkisk jagerfly ned, og NATO, USA og Tyrkiet truer og skælder ud. Men de tør og vil ikke gå i krig – for hvis de gjorde, har de længe haft mandatet. Syrien har nemlig flere gange brudt Tyrkiets territoriale suverænitet med tyrkiske dødsfald til følge.

ANALYSE af Brian Esbensen, RÆSONS Mellemøstredaktør

På Tyrkiets anmodning havde NATO i går indkaldt til hastemøde. ”Det er uacceptabelt,” sagde NATO-generalsekretær Fogh Rasmussen om flynedskydningen. “Skulle noget lignende forekomme vil Nato forbeholde sig retten til at overvåge og tage stilling til, hvad der kan gøres.”

Dén ikke-reaktion er helt i tråd med den måde både NATO, Europa og USA har forholdt sig til konflikten i Syrien på, siden oprøret startede i marts 2011. Til tider bliver retorikken skruet voldsomt op med snak om verdenssamfundets forpligtigelse til at beskytte civilbefolkningen mod overgreb. Men det bliver kun til snak. Og Bashar al-Assad kan på 16. måned koncentrere sig om de interne fjender i Syrien, stadig mere sikker på at presset udefra kun er retorisk.

Det interne pres er så til gengæld også en stadig større udfordring for det syriske regime. I april og maj besøgte jeg det tyrkisk-syriske grænseområde og den syriske hovedstad Damaskus. Fra grænseområdet oplyste Assads væbnede modstandere i Den Frie Syriske Hær, at man havde til hensigt at rykke oprøret mod hovedstaden. Det er netop, hvad man har haft held til i de seneste uger. Så Assad, der ellers helst vil nedtone oprørets omfang, siger nu, at man er en nation i krig.

NATO ønsker ikke en krig
Tilbage til den aktuelle flynedskydning. Den fordømmes naturligvis bredt. Men snarere end det der bliver sagt – af bl.a. den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, og Tyrkiets leder, Recep Erdogan – skal man lytte til, hvad der IKKE bliver sagt. Ingen taler om en intervention.

Oprøret i Syrien er særlig stærkt i den nordlige del af landet, ved grænsen til Tyrkiet. I løbet af foråret 2012 har konflikten flere gange krydset grænsen med mange dræbte og sårede til følge. Det skete f.eks. 9. april, hvor en af de store flygtningelejre på den tyrkiske side kom under beskydning af den syriske regeringshær. Ved den lejlighed udtalte Tyrkiets Erdogan: ”Det er en klar krænkelse af den territoriale suverænitet […] Vi vil nu træffe de nødvendige foranstaltninger. Og så sent som i mandags skød Syrien igen mod et tyrkisk jagerfly, som dog undslap ved denne lejlighed.

Med andre ord: Hvis man havde en reel interesse i at reagere over for Syrien, så ville man have gjort det allerede – anledninger har der været nok af. Derfor reagerer man næppe heller nu.

Tyrkiet er et helt centralt NATO-medlemsland, og artikel 5 i alliancens charter slår fast, at ”et angreb på en medlemsstat anses for et angreb på alle alliancens medlemmer”. Også med dette udgangspunkt kunne man således retfærdiggøre en modreaktion. Hvis man ville.

Tyrkiet ønsker ikke en krig
Efter at civile flygtninge og grænsevagter er blevet dræbt, og senest et par jagerfly er blevet beskudt af den syriske regeringshær, burde der være rigelig hjemmel til at aktivere NATOs artikel 5. Det er der bare ikke nogen, der ønsker – ikke engang Tyrkiet.

De seneste dages reaktioner i de tyrkiske medier afslører en dyb splittelse mellem dem, der ønsker en militær reaktion mod Syrien, og dem, der taler for besindighed. Landet støtter allerede Den Frie Syriske Hær, men her er de ambivalente. Der er trods alt et stykke vej til en egentlig krig, der involverer tyrkisk militær og – givetvis – en aktivering af allierede inden for NATO.

De fleste er klar over konsekvenserne af et eventuelt engagement. Så det bliver nok ved ord igen, selvom tyrkerne nu har mobiliseret en større troppeforøgelse ved den syrisk-tyrkiske grænse. Skulle Syrien åbenlyst krænke Tyrkiets suverænitet endnu engang, kan man muligvis forvente en enkeltstående 'øje for øje' reaktion. Men en egentlig væbnet konflikt ønsker kun få i Ankara.

Kina og Ruslands modvilje er en gave til Vesten
Vesten og USA har heller ikke lyst til en konfrontation – måske endda mindre. De fordømmer Syrien og kommer i tilspidsede situationer med de forventelige trusler. Men så heller ikke mere.

Og i en FN-sammenhæng er man så 'heldige' at have Kina og Rusland, som kan nedlægge veto mod enhver kritisk Syrien-resolution. Her har man så parkeret sorteper og forklaringen på, hvorfor man ikke reagere over for Syriens stadig grovere og mere voldsomme overgreb på sin civilbefolkning.

Den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger står nok for den ærligste og klareste udmelding om et militært engagement i Syrien: Han forudser, at det ville blive ”et rent mareridt”. Det ved den nuværende amerikanske administration udmærket godt, ligesom de øvrige NATO-allierede og det mest berørte medlemsland, Tyrkiet, også ved det.

Kina og Ruslands modvilje i FN er således en særdeles værdsat undskyldning for Vesten, som ønsker at vise guns, men ikke at bruge dem. At dømme ud fra det mønster, der har tegnet sig, rækker Tyrkiets tålmodighed meget langt. Så en tyrkisk-syrisk krig synes IKKE tæt på.

Brian Esbensen er RÆSONs Mellemøstredaktør. Han er cand.scient.soc. med speciale i udviklingspolitik og internationale politiske forhold, journalist og politisk kommentator og har boet og arbejdet i flere lande i Mellemøsten. ILLUSTRATION: Assad-postkort i en butik i Damaskus' bazar (foto af Brian Esbensen/RÆSON).