Syrien: Vesten har ladet alle andre muligheder end interventionen gå i glemmebogen

Syrien: Vesten har ladet alle andre muligheder end interventionen gå i glemmebogen

08.08.2012


Det hjælper ikke at spekulere i, hvilken slags militær intervention vi skal kaste os ud i, når konflikter som den syriske står for døren. Det svarer til at åbne værktøjskassen og overveje, om den store hammer eller den meget store hammer skal i anvendelse. Når der vel at mærke skal skrues skruer i. Vi har glemt ord som diplomati og mægling.

RÆSONS KOMMENTARSERIE af Søren Friis

LÆS OGSÅ:
Syrien: Vestens politik har medvirket til at eskalere konflikten
Assad er en kransekagefigur: Her er Syriens reelle magthavere
Russisk veto i Syrien: En advarsel til tidligere sovjetrepublikker og Vesten

Mediebehandlingen af konflikten i Syrien bærer stærkt præg af, at vi i den udenrigspolitiske debat ikke længere kan forestille os andre muligheder end intervention. Vi har glemt betydningen af ord som diplomati og mægling. Derfor står vi tilbage med et yderst begrænset sæt handlemuligheder, når vi skal afhjælpe eller forebygge krige og konflikter. Et godt eksempel finder man i Politikens leder fredag den 3. august. Her advarer lederskribenten Anders Jerichow under overskriften ”Syriens oprørere bør kunne hjælpes uden krig” imod en vestlig militær intervention i det konfliktramte land. Nøgleordet i analysen er dog det vigtige ’men’. Baggrunden for Jerichows indlæg er forlydender i den amerikanske presse om, at USA’s efterretningstjeneste CIA står klar til at levere våben til de syriske oprørere. Det er Politikens lederskribent ”i den bedste verden” imod, men…

Det berømte MEN
I en forkortet og lettere redigeret version fremstår Anders Jerichows egentlige kernebudskab tydeligere end i originalen: ”Ingen – hverken i den arabiske verden eller Nato-kredsen – ønsker at involvere sig i et åbent militært engagement i Syrien. Men oprørerne behøver hjælp. Dels hjælp i form af våben. Hvis USA’s præsident Obama nu har givet CIA ordre til at hjælpe oprørerne – også i en vis militær dimension – er det mindre optimalt end drømmen om den bedste verden. Men det er bedre end mareridtet om en ny international krig. Nato har intet at gøre i Syrien uden anmodning fra FN’s Sikkerhedsråd. Men selv om man ikke vil gå ind i en krig ligesom i Libyen, må det være muligt at yde et fokuseret bidrag til oprørernes indsats.”

Snæversyn
Her er lederens relativt ukontroversielle brug af pyntebegreber som ”humanitær hjælp” og ”politisk genopbygning” bortredigeret. Tilbage står den bagvedliggende logik: Det handler for Vesten om intervention vs. ikke-intervention. Og en variant af interventionen – at levere våben til konfliktens ene part – er klart at foretrække. Skribentens mange men’er udvander budskabet om farerne ved et vestligt militært indgreb. Eller måske vender de faktisk snarere denne konklusion helt på hovedet. For Anders Jerichow er det en grundpræmis, at det væbnede oprør imod præsident al-Assad må og skal støttes. Han anerkender således hverken a) farerne ved ensidigt at støtte den ene part i en intern konflikt eller b) den store interne splittelse i den syriske opposition, som for eksempel blev overbevisende beskrevet i en svensk rapport fra maj 2012. Præcis hvordan skal oprørerne støttes? Jerichow mener åbenbart, at det ville være at foretrække, at USA – snarere end Saudi-Arabien og Qatar – aktivt bevæbner oprørerne i deres kamp mod al-Assads regeringsstyrker.

Ukendte kræfter eller venligtsindede frihedskæmpere
Da Jerichow ikke skelner mellem forskellige oprørsfaktioner, må man antage, at han her mener de selvsamme oprørere, som han andetsteds betegner som ”ukendte syriske kræfter”. Det dystre mærkat påklistrer han dog kun oprørerne i konteksten af bevæbning fra arabiske lande – ikke i forbindelse med en eventuel vestlig bevæbning. Kontekstafhængighed er her værd at bide mærke i: Ved arabisk støtte er oprørerne ’ukendte kræfter’ med skumle målsætninger, men ved vestlig støtte transformeres de samme oprørere med et trylleslag til venligtsindede frihedskræfter. Hvad den faktiske eller principielle forskel mellem vestlig og arabisk bevæbning af de syriske oprørere skulle være, berør lederen imidlertid ikke.

Indbyggede parakdokser
Et andet centralt spørgsmål forsøger Jerichow heller ikke at besvare: Hvordan ville en vestlig våbenstøtte principielt adskille sig fra (eller sikre imod) skribentens eget worst case scenario: ny international krig. Det på trods af at det slet ikke svært at forestille sig, at en bevæbning af de syriske oprørsstyrker nærmere ville øge risikoen for, at det i værste fald ender sådan. Den væbnede intervention opstilles i Politikens leder som den eneste mulighed, der er seriøse overvejelser værd. Spørgsmålet er blot, i hvilken grad den skal foregå. Meget sigende nævner lederen intet om, hvilke ikke-voldelige midler man alternativt kunne gøre brug af for at nærme sig et bedre udfald end en decideret krig. Jerichow betegner hånligt og overfladisk ét af disse udfald som ”drømmen om den bedste verden”. Kunne det være en mulighed, at USA eller Vesten hverken bevæbner en af konfliktens parter eller selv deltager aktivt i en decideret syrisk krig? Nej, ikke i denne snævre forståelse af de vestlige valgmuligheder.

Modvilje mod fredssporet
De pyntende og uanstødelige persillekvaster ”humanitær hjælp” og ”politisk genopbygning” nævnes, men bemærkelsesværdigt nok kun i kombination med brugen af væbnet magt. Ligegyldigt at en aktiv amerikansk bevæbning af den ene af konfliktens parter ville fjerne enhver antydning af legitimitet som upartisk mægler, og således helt umuliggøre en sideløbende humanitær indsats fra de vestlige allieredes side. Det skal dog siges, at Jerichow aldrig selv nævner begreberne ’diplomati’, ’forhandling’ eller ’mægling’. I den forenklede interventionsoptik kan man end ikke forestille sig handlemulighederne. Men måske er der en vis logik i skribentens undladelser. Især i betragtning af stormagternes modvilje mod det diplomatiske spor, som den 2. august fik FN’s fredmægler Kofi Annan til at opsige sin stilling. De vestlige lande, ikke mindst USA, har allerede medvirket til at eskalere konflikten yderligere gennem deres manglende vilje til reelle forhandlinger og ligegyldighed over for den syriske befolknings situation, bemærkede mellemøstenanalytiker Poyâ Pâkzâd i Ræson den 26. juli. Annans afskedserklæring, hvor den tidligere FN-generalsekretær fremhævede Sikkerhedsrådets ”finger pointing and name calling” angående Syrien, var yderligere indikation på amerikansk modvilje mod fredssporet.

Alle fnyser af diplomatisk løsning i Syiren
Diplomati i dag noget, som udenrigspolitikere, korrespondenter og debattører fnyser af, hvis det da overhovedet falder dem ind at overveje begrebets betydning. Det udstiller på paradoksal vis debattørernes og politikernes utroværdighed – de, der er hurtigst til at påpege forhandlingsprocessens indbyggede svagheder eller til at erklære ’diplomatiet udtømt’, udviser yderst sjældent nogen særlig interesse i at forhindre andre konflikter end den, der har mediernes opmærksomhed netop nu og her. For at forebygge eller afhjælpe fremtidige krige og konflikter kræves langsigtet arbejde og langsigtet tænkning. Det er ikke nok at spekulere snævert og ’strategisk’ i, hvilken slags militær intervention vi nu skal kaste os ud i, når konflikter som den syriske allerede står for døren. Det svarer til at åbne værktøjskassen og overveje, om den store hammer eller den meget store hammer skal i anvendes. Når der vel at mærke skal skrues skruer i.

Søren Friis er cand.mag. i Internationale Studier og ph.d.-studerende ved Institut og Samfund, Aarhus Universitet, hvor han forsker i udviklings- og sikkerhedspolitik. Han er desuden redaktør af udenriget.dk og bidrager jævnligt med kommentarer og analyser i forskellige dagblade. ILLUSTRATION: Vestens ledere ser fodbold (Foto: Pete Souza/White House)