Syrien: Rusland mister enten indtægter eller indflydelse

Syrien: Rusland mister enten indtægter eller indflydelse

16.03.2012


I takt med at dødstallet stiger i Syrien, stiger presset på Rusland, der nu står i et alvorligt dilemma: Enten støtter de Assad og mister politisk troværdighed, eller også trækker de støtten og mister milliarder.

ANALYSE af Kasper Kildegaard Sørensen

LÆS OGSÅ:
Skovgaard-Petersen: Det syriske regime er ved at smuldre
Kommentar: USA er stadig Israels vigtigste allierede, men Israel er ikke USA’s
Dagen efter valget: Oppositionen må stå sammen for at holde momentum

For nylig vurderede Syrien-ekspert Jakob Skovgaard-Petersen, at det syriske regime er ved at smuldre. Det kan betyde enden for den russiske støtte. For Rusland vil sandsynligvis stoppe med at modarbejde den Vesten, hvis de vurderer, at det syriske styre styrter. Det er en benhård afvejning af fordele og ulemper. De seneste ugers skærpede tone over for Assad tyder på, at Rusland allerede er begyndt at lægge afstand til hans regime. På længere sigt er det ikke usandsynligt, at det ender i Syrien, som det gjorde i Libyen: Rusland undlader at stemme i FN’s sikkerhedsråd, så de øvrige medlemmer kan vedtage resolutioner, der endeligt vil tvinge det syriske regime i knæ.

Men det er ikke et drømmescenarium for Rusland. Landet mister både betydelig våbeneksport og en vigtig flådebase. Samtidig taber Kreml ansigt på den internationale scene. Der er god grund til at tro, at Rusland længe har være frustreret over at tabe de storpolitiske opgør, som de blandt andet gjorde i Libyen. Hvis de endnu engang må bøje sig for det internationale pres, vil det slide hårdt på deres indflydelse, magt og image. Og det strider kraftigt imod det selvbillede, den russiske regeringstop har, og de ambitioner, Vladimir Putin har på nationens vegne.

Alternativet er dog ikke meget bedre. Hvis Rusland fortsætter med at støtte det syriske styre, får det også alvorlige konsekvenser. Modstanden i den russiske befolkning stiger, og relationen til andre vigtige allierede i Mellemøsten, herunder Israel, bliver bragt i fare. Den seneste uges begivenheder i Syrien peger derfor på, at Rusland modvilligt indlader sig på den første af de to.

Presset stiger, så Rusland skærper tonen
Der er nemlig grænser for, hvor længe Rusland kan se til, mens Assads militær brutalt nedkæmper opstandsbevægelsen og civile. De seneste officielle tal fra FN melder om mere end 7500 civile tab; et tal, der stiger med 100 om dagen. Situationen skriger selvsagt på en storpolitisk respons, men Rusland og Kina bliver ved med at nedlægge veto mod FN-resolutioner i sikkerhedsrådet. Officielt siger den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, at Rusland ikke vil fordømme regimet, så længe de øvrige medlemmer ikke vil fordømme de væbnede grupper, der gør oprør mod det. Men det internationale pres er nu så massivt, at Kreml kan blive nødt til at ændre kurs i spørgsmålet om Syrien. Rusland har skærpet tonen over for det syriske styre, men de kan blive tvunget til at gå endnu længere. Og selvom der er milliarder på spil i form af våbeneksport, er det tvivlsomt, at udsigten til tabte indtægter vil holde Rusland tilbage. De fem milliarder dollars, Syrien skylder, er peanuts i forhold til de enorme summer, Rusland tjener på blandt andet gas.

Alligevel har russerne en interesse i at opretholde eksporten til det syriske regime indtil videre. Det gør Bashar al-Assad afhængig af Rusland. Afhængigheden betyder, at Rusland ved, hvor de har ham. Og den slags er efterspurgt i international politik.

Frygter skepsis i befolkningen
Tidligere analyser har også peget på, at Rusland heller ikke længere kan tillade sig at være ligeglade med de krænkelser af menneskerettighederne, der finder sted i Syrien. Den russiske befolkning ser den fortsatte støtte som et tegn på, at det Putin og Lavrov bakker op om Assads nedslagtning af civile. Det er ikke en gunstig situation for Putin, som allerede møder betydelig modstand inden for landets grænser. Særligt i storbyerne, hvor indbyggerne har oplevet stor økonomisk vækst og bliver mere og mere veluddannede, synes der at være en stigende utilfredshed med Putins ”styrede demokrati”.

Selvom de russiske magthavere stadig nyder stor opbakning på landet og i mindre byer, har den russiske regering god grund til at være bekymret. Hvis utilfredsheden med fraværet af reelt demokrati breder sig, og billedet af et Rusland, der ikke kerer sig om de civile drab i Syrien, vinder indpas, er der en risiko for, at optøjerne og demonstrationerne vil tage til i Rusland og sprede sig geografisk.

Ny når strategi, når det kan betale sig
Mens Putin vakler på hjemmefronten, tager hans allierede mere og mere afstand fra ham på den internationale scene. Især forholdet til Israel er anspændt. De to nationer har ellers et godt forhold til hinanden. Blandt andet i kraft af et bilateralt udenrigspolitisk samarbejde. Men Israel har et meget anstrengt forhold til Syrien. Historisk set har der været store spændinger mellem de to nationer, som har afledt flere krige. Israel vil næppe blive kede af det, hvis Bashar al-Assad bliver væltet, og den israelske premierminister har da også flere gange fordømt de brud på menneskerettighederne, der finder sted. Så hvis Rusland vurderer, at støtten til Syrien får for store konsekvenser for relationen til Israel og andre lande i Mellemøsten, vil de med stor sandsynlighed ændre strategi.

Det er dog ikke sikkert, at russerne behøver lægge strategien om lige med det første. For Israel er i disse tider langt mere fokuseret på Iran, der måske er ved at udvikle atomvåben. Senest har Benjamin Netanyahu lagt stort pres på Barack Obama på den mægtige AIPAC-konference i Washington. Rusland kan håbe, at fokus bliver rettet mod Iran, så det internationale pres på Bashar al-Assads styre dulmer, og kravet om, at Rusland skal tage stilling, bliver udskudt.

Kasper Kildegaard Sørensen (f. 1991) studerer Journalistik ved Syddansk Universitet og holder en del foredrag om blandt andet dansk politik, som han også har skrevet kronikker om i Dagbladet Børsen. Han har tidligere studeret på CEPOS Universitetet i København. ILLUSTRATION: Demonstranter viser deres ubehag ved Putin og Medvedev. (Foto: c.a.l. via flickr)