Sydsudan: etnisk konflikt kan sætte en stopper for vækst

Sydsudan: etnisk konflikt kan sætte en stopper for vækst

22.01.2012


Handelssamarbejde med Kina og Egypten giver mulighed for vækst i Sydsudan. For at det lykkes, er det altafgørende, at den nye regering formår at skabe fred mellem de to stammer, Lou Nuerne og Murlerne, som atter bekriger hinanden.

Af RÆSONs stab

Det er ikke eksterne, men interne konflikter, der udgør den største udfordring for Sydsudans vækstmuligheder. Det startede ellers så godt: 2011 blev året, hvor Sydsudan løsrev sig fra resten af Sudan. Verdenssamfundet så spændt til, og for en kort stund var der håb om, at et nyt uafhængigt Sydsudan kunne bringe en ende på den årelange etniske konflikt og åbenlyse diskriminering af sydsudanesere. Men selv før uafhængigheden blev fejret d. 9. juli, genopstod kampe mellem de etniske stammer i Sydsudan. Siden januar 2011 har disse spændinger fundet vej til overfladen, og hen over årsskiftet til 2012 eskalerede konflikten mellem Lou Nuer- og Murle-stammerne. Flere end tusind mennesker fra begge stammer meldes dræbt i Jonglei-regionen, og endnu flere er internt fordrevet. Lou Nuer-stammen har angrebet flere Murle-byer, angiveligt som hævn for kvægtyveri. Tilbage i juli 2011 angreb Murler en Lou Nuer-landsby, hvor 600 blev dræbt og adskillelige børn bortført. FN og sydsudanesisk militær har indsat tropper i den Lou Nuer-belejrede Murle-by Pibor, men har hidtil vist sig utilstrækkelige i forsøget på at skabe sikkerhed i byen og det omkringliggende område grundet for få indsatte tropper og dårlig mobilitet.

Hvis Sydsudan skal kunne skabe varig vækst, er det afgørende, at den nye sydsudanesiske regering i Juba griber ind og forsøger at dæmpe den etniske konflikt. For en yderligere eskalering af den etniske konflikt kan skræmme mulige investorer væk. I vejen for regeringens indgriben står politisk uvilje og det faktum, at de angribende Lou Nuere ikke lytter til regeringens opfordringer om nedrustning mellem parterne – en kæmpe forhindring for den nye regering, der viser et stort skel mellem regeringen og civilbefolkningen. Hvad, der komplicerer situationen yderligere, er, at Lou Nuer-stammen udgør en betragtelig størrelse af den sydsudanesiske hær og koalitionsregeringen.

Eksport styrker sydsudansk vækst
I konflikten mellem Sudan og Sydsudan har Sudan truet med at lukke af for den rørledning, der er Sydsudans eneste mulighed for at eksportere olie ud på verdensmarkedet. Men det kommer formentlig ikke til at ske.
Den vestlige verdens fordømmelse af Sudan har overladt landet til handel med Kina, og Sudan er i dag derfor dybt økonomisk afhængig af Kina. Kina får dækket 5 % af sit olieforbrug fra Sydsudan, der nu har kontrol med 75% af sudanesisk olie efter bruddet med Sudan. Kina har derfor store økonomiske interesser i en fredelig forhandling mellem de to parter.
Lukker Sudan for olieledningen, vil det ramme Kinas adgang til olie, og vil sandsynligvis få Kina til at iværksætte en handelsembargo mod Sudan. Samtidig har Kina både ressourcerne og motivationen til at etablere en ny forsyningsledning igennem Kenya og helt frigøre olieeksporten af Sudan. Sudans forhandlingsstyrke over for Kina er derfor lille, og det er tvivlsomt, om Sudan vil risikere at miste en af dets største samarbejdspartnere på grund af konflikten med Sydsudan.

Sydsudan inviterer Vesten indenfor
Sydsudan har med de 75% af olien og et tørstigt Kina ved sin side erhvervet sig gode forhandlingsmuligheder for fremtiden. Selvom Sydsudan er blevet påvirket af det internationale samfunds sanktioner mod Sudan, så håber Sydsudan at kunne tiltrække vestlige investorer til landets olieindustri for hermed at skabe konkurrence og større gennemsigtighed på området, udtalte den sydsudanesiske olieminister Garang Dijing til AFP tilbage i januar 2011. Sydsudan forsøger også som et led i udviklingen af landet at udbygge andre sektorer. Kinas interesse i at forsætte samarbejdet og hjælpe til med finansieringen af nye udviklingsprojekter har senest fået følgeskab af Egypten. De har erklæret, at de vil samarbejde med Sydsudan i udvikling af uddannelse, sundhed og landbrug i forsøg på at styrke forholdet mellem Egypten og Sydsudan. De nye initiativer omkring samarbejde i andre sektorer kan vise sig afgørende for landet. Spekulationer om omfanget af de tilbageværende oliereserver og rygter om, at Sydsudan allerede har pantsat det meste af de næste års olieindtægter til Kina. Olien kan derfor ikke i sig selv oppebære den økonomiske vækst.

ILLUSTRATION: FN