Sverige: Socialdemokraternas mirakuløse himmelflugt

Sverige: Socialdemokraternas mirakuløse himmelflugt

28.04.2012


For få måneder siden var Socialdemokraterna i krise. I dag ville de generobre tronen som Sveriges største parti, hvis der var valg i morgen. Bag succesen står en svejser, der nu for alvor skal trække i arbejdstøjet.

Af Jens Bomholt

LÆS OGSÅ:
Sverige: Nu er indvandrerdebatten ligegyldig
Økonomiprofessor Torben M. Andersen: Virkeligheden indhenter Sverige

I de første måneder af 2012 kunne man ikke læse en svensk avis uden at få en fornemmelse af, at det svenske socialdemokratiske parti befandt sig i sin største krise i nyere tid. En krise der ville omklamre de svenske sossere så langt øjet, eller i hvert fald de politiske analyser rakte. Der tegnede sig et billede af et parti, der famlede i blinde efter både politisk ståsted og vælgernes opbakning. Begge dele synes Socialdemokraterne at have genfundet og -vundet.

Et par tal tjener som glasklare eksempler på Socialdemokraternas fremgang. I januar i år viste en meningsmåling foretaget af TNS SIFO, at knap 25 procent af svenskerne havde i sinde at stemme på det ledende oppositionsparti. Den nyeste måling, som Aftonbladet har lavet i samarbejde med United Minds, fastslår, at partiet ville mønstre over 35 procent af alle svenske stemmer, hvis der var valg i morgen. På bare tre måneder har de socialdemokratiske forkæmpere, om ikke genvundet fordums styrke (Socialdemokraterna fik næsten 50 procent af stemmerne ved Riksdagsvalget i 1994, red.), så i hvert fald gjort et massivt vælgerindhug hos den borgerlige regeringsalliance. Og det til trods for at Socialdemokraternas politiske venner, Vänsterpartiet og Miljöpartiet, begge taber terræn i målingerne.

Skræmmende læsning for regeringen Reinfeldt
Vælgerflugten fra regeringen kan skyldes, at den ikke har samme legitimitet som hidtil, vurderer eksperter: ”Reinfeldt fik ikke riksdagsmajoriteten ved det seneste valg. Han valgte at regere videre på et smallere grundlag. Der er en følelse af, at han siden da ikke har virket så handlekraftig som tidligere,” siger Mikael Hermansson, som er svensk politisk kommentator.

Samtidig fortsætter det før så mandatvægtige Centerpartiet sin omfattende katastrofekurs, og heller ikke det liberale Folkpartiet vælter sig i succes. Iagttagere i Sverige udråber partiets som regeringens nye problembarn. Den rolle har de overtaget fra det resignerende Kristdemokraterna, der ikke længere markerer sig politisk, men lader til at fæstne sig ved håbet om et vælgermirakel ved næste valg. Eneste trøst for statsministeren er, at finansminister Anders Borg stadig er landets suverænt mest populære politiker, samtidig med at flere undersøgelser viser, at vælgerne ser økonomien som det væsentligste politikområde frem mod det næste Riksdagsvalg, der afholdes i september 2014.Det kan være Reinfeldts livline. Ifølge Mikael Hermansson er regeringens taktik at slå på den ansvarsfulde økonomiske styring, der har ført Sverige meget skånsomt igennem krisen.

”Regeringen skal køre ansvarslinjen over for oppositionen. Og så skal man retorisk markere sig ved at påpege den gode økonomiske krisestyring, man har udvist. Det er helt klart, hvad strategerne i Moderaterna råder Reinfeldt og Borg til,” siger han.

Lederen tegner partiet
Og den sønderskudte regering har brug for gode råd. Den svenske opposition til manges overraskelse taget teten. En af de primære årsager til den genvundne position er den kampstemning, der har bredt sig i partiets bagland – en stemning, der har spiret, siden Stefan Lövfen i begyndelsen af året blev valgt som ny partileder. Han er om nogen manden bag de nye toner.

Socialdemokraternas krise, der kulminerede med katastrofevalget den 19. september 2010, hvor partiet høstede sit dårligste valgresultat i 100 år, har nemlig i høj grad hængt sammen med partilederens popularitet i befolkningen. Mona Sahlin, partiets første kvindelige leder, formåede ikke at samle partiet og dermed udfordre Alliansen. Efter nogle turbulente år som partiformand trak hun sig som følge af valget i 2010. At hun mere eller mindre bestemt blev bedt om at pakke sit gode tøj og gå, kunne ingen skjule. End ikke inderkredsen i partitoppen, hvis indsats for at beskytte Sahlin dårligt kan kaldes ihærdig. Endnu værre blev det med den nye partileder, Håkan Juholt. Han sad på posten i 10 måneder, inden han noget brødebetynget måtte medgive, at han ”ikke ville stå i vejen for den nystart, som Socialdemokraterna behøvede”. Juholt indgår dermed i nogle kedelige statistikker. Han er den kortest siddende partileder og kun én blandt tre socialdemokratiske ledere, der ikke har bestredet statsministerposten. Mona Sahlin er selvfølgelig også at finde på den uheldsvangre top tre. Både Juholt, Sahlin og før dem Göran Persson har skadet Socialdemokraterne, forklarer lektor i statsvittenskap ved Stockholms Universitet, Jenny Madestam:

”En stor del af svenskere definerer sig som socialdemokrater. Men de var trætte af Persson, de nærede mistillid til Sahlin og hendes nære bånd til Vänsterpartiet, og Juholt, ja, han duede bare ikke. Både Sahlin og Juholt ville så gerne være partiledere, at de glemte at samle partiet. Den nye mand, Stefan Lövfen, er en samlende figur,” siger hun.

Svejseren ved roret
Det er det, Lövfen kan. Han kan samle de forskellige fløje i partiet. Hans pragmatiske gemyt og driftsikre politiske tæft har været bindeleddet mellem traditionalisterne og fornyerne – de to herskende fløje i Socialdemokraterna, som især under Sahlin nærmest mindede om fraktioner, der hellere ville bekrige hinanden end regeringen.

Socialdemokrat af den gamle skole er han også, og overraskende nok den første socialdemokratiske partiformand hentet ind fra fagbevægelsens egne rækker. Her er han uddannet, skolet og oplært i det klassiske socialdemokratiske tankesæt, som han stadig gør sig til talsmand for i sit nye hverv. Löfven er en af fagbevægelsens tunge drenge. Han er uddannet svejser, og siden han trådte ind i metalarbejderforbundets hierarki i 1995, har han støt og roligt bevæget sig mod toppen. Først som international sekretær, dernæst chef for organisationsenheden, inden han i 2005 blev valgt som formand for forbundet; et af de vægtigste i det svenske LO. Og trods bestræbelserne mod magten, har han holdt på sit gode ry.

”Det betyder meget, at partiet har fået en stabil leder. Mange anser ham for reel og pålidelig fra tiden som fagforeningsleder,” siger Jenny Madestam.Og selvom Lövfen endnu ikke har præsteret politisk, så tegner han allerede et billede af et succesfuldt socialdemokrati. Det vurderer kommentatoren Mikael Hermansson:

”Han er god garant for, at fløjkrigene ikke bryder ud internt i partiet. Og det er det, vælgerne sætter pris på. Stabilitet frem for alt. Så man kan sige, at Lövfen har normaliseret positionerne i svensk politik. For når Socialdemokraterna fører en pragmatisk midterpolitik, som Lövfen har bebudet, så bliver partiet altid det største parti. Det lærte Sahlin aldrig,” siger han.

Ikke tid til at fejre
Tiden er dog ikke inde til at lade champagnepropperne springe endnu. Sosserne skal i arbejdstøjet. Som en stockholmsk byrådspolitiker skrev på sin blog forleden: ”Vi må ikke hvile på laurbærrene. Det vælgerne vil have, og som vi skal give dem, er politik, politik politik.”

Både Mikael Hermansson og Jenny Madestam er da også enige om, at regeringsalternativet blandt oppositionspartierne ikke er så soleklart, som opinionsmålingerne giver udtryk for. For med Sahlins afsked forsvandt også det tætte samarbejde med det socialistiske Vänsterparti.

”Succesen kan ikke lægges til grund for et klart alternativ til Reinfeldt. Det før så traditionelle rød-grønne samarbejde med Miljöpartiet og Vänsterpartiet ser jeg ikke frem mod valget i 2014. Lövfens succes er ikke nok i sig selv lige nu. Der skal mange stemmer til, at Socialdemokraterna ikke behøves mandathjælp fra det yderste venstre,” påpeger Mikael Hermansson. Jenny Madestam istemmer den konklusion og peger samtidig på, at Löfven skal markere sig i langt højere grad end hidtil.

”Det er klart, at industrimanden Löfven ikke kommer lige så godt overens med Miljöpartiet, som Sahlin gjorde. Men han er dygtig, og det er nu tid til, at han fremstår som en kommende statsminister. Det ville være en katastrofe, hvis Löfven skal skrives på listen over socialdemokratiske partiledere, der ikke formåede at vinde nøglerne til Det Sagerske Hus”, siger hun.

Jens Bomholt (f. 1988) studerer analytisk journalistik (cand.public) på Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er bachelor i historie fra Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: Stefan Löfven (Foto: Presse)