Status efter konventerne: Obama og Romney står stadig lige

Status efter konventerne: Obama og Romney står stadig lige

18.09.2012


STATUS: Hverken Mitt Romney eller Barack Obama imponerede ved de nationale konventer, og valgkampen er stadig tæt.

Af Rasmus Sinding Søndergaard

LÆS OGSÅ:
USA: Derfor slog Obamas tale fejl
RÆSON spørger: Er Obama en succes?
Joseph Nye: Her er de udenrigspolitiske udfordringer for USA’s næste præsident

Både Republikanerne og Demokraterne talte til deres politiske baser og forsøgte at samle entusiasme omkring deres kandidater ved de nyligt afholdte nationale konventer. Republikanernes fokus var på at kritisere Obamas økonomiske politik og præsentere Romney som et bedre alternativ. Demokraternes hovedargument var, at Obama har brug for mere end fire år til at rette op på Bushs fejl.

Men med under to måneder til præsidentvalget får begge partier svært ved at rykke ved befolkningens stemmer. Gruppen af tvivlere, der normalt afgør amerikanske valg, er historisk lille i år. Ned til beskedne seks procent i flere svingstater. Ifølge Jesper Pedersen, der er Democratic Staff Director for the Subcommittee on Europe i Repræsentanternes Hus, er det den mest interessante udvikling i valgkampen. Det betyder, at partierne ikke vil føre valgkamp i flere af de stater, hvor modparten fører stort.

Jesper Pedersen vurderer Romney og Obamas konventpræstationer som nogenlunde jævnbyrdige: ”For begges vedkommende var der tale om jævne og sikre præstationer, der ikke var specielt fantastiske. Men samtidigt lavede de heller ikke de store fejl. Eneste undtagelse lader til at være Romneys beslutning om ikke at nævne Afghanistan og de amerikanske tropper. Det har han modtaget kritik for.”

De mindre navne overtog scenen
Da de to præsidentkamphaner ikke formåede at imponere på scenen, fik andre mulighed for at brillere. Ifølge Jesper Pedersen var Floridas Senator Marco Rubio den mest interessante ved det republikanske konvent: ”Han er virkelig en stjerne i den republikanske lejr. Han er en dygtig politiker, som har sat sig i respekt som senator, og det er ikke for ingenting, at han længe blev nævnt som et godt bud på en vicepræsidentkandidat.” Han fremhæver også Condoleezza Rices tale, der især handlede om behovet for at reformere USA’s uddannelsespolitik: ”Det var en meget visionær tale, og det var enormt interessant, at hun kører sig selv i stilling som en fremtrædende taler inden for det felt.” Samfundsdebattøren Henrik Fogh Rasmussen, der støtter republikanerne, roser ligeledes Marco Rubio og fremhæver den tidligere guvernør i Florida Jeb Bush: ”Jeb Bush holdt en glimrende tale om nødvendigheden af reformer i det amerikanske skolesystem. Meningsmålingerne viser, at vælgerne har lav tiltro til det offentlige skolesystem, så det er et godt emne for republikanerne.”

Obama burde overtage Clintons retorik
Hos demokraterne overstrålede Bill Clinton de fleste. ”Han leverede en af de bedste taler, jeg nogensinde har hørt om økonomisk politik. Han fremlagde væsentligt bedre argumenter, end jeg har hørt, Obama eller det Hvide Hus fremlægge for, hvorfor demokraternes økonomiske politik virker,” siger Jesper Pedersen. Aisha Turner, der er reporter ved PBS News Hour, mener, at Clintons tale var en smule for lang, men uddeler ellers også kun ros til den tidligere præsident: ”Han gav en overbevisende redegørelse for demokraternes økonomiske politik de sidste fire år. Hans sammenligning af antallet af jobs skabt af Obama og republikanerne var meget effektfuld.” Selvom det er svært at vurdere så langt fra valgdatoen, mener Aisha Turner, at Clintons præstation kan få en betydelig indflydelse på midtervælgerne, der er afgørende for valgets resultat. Henrik Fogh Rasmussen roser også Bill Clinton for at have holdt en brandtale med masser af visioner og politisk substans: ”I modsætning til Obama dæmoniserede Clinton ikke det private erhvervsliv. Obama ville gøre klogt i at efterligne Clintons retorik i den resterende del af valgkampen.” Blandt de yngre demokrater fremhæver både Jesper Pedersen og Henrik Fogh Rasmussen San Antonios borgmester Julian Castro. Sidstnævnte vurderer, at Castro kan være med til at øge demokraternes popularitet i det normalt republikanske Texas, hvis ikke republikanerne formår at appellere til den voksende latinobefolkning i delstaten.

Republikanere rækker ud efter minoriteterne
Det republikanske konvent gjorde sig bemærket ved at have flere talere med minoritetsbaggrund. En række endnu ikke landskendte politikere gjorde sig, ifølge Jesper Pedersen, positivt bemærket. Heriblandt South Carolinas guvernør Nikki Haley. Jesper Pedersen er overrasket over, at republikanerne havde mange talere med minoritetsbaggrund og oven i købet gav dem prime time tider. Han ser det som klart forsøg på virkelig at bejle til minoriteterne, der sætter deres kryds ved demokraterne. Henrik Fogh Rasmussen fremhæver Marco Rubio og New Mexicos guvernør Susana Martinez som stærke republikanske kort, der appellerer til indvandrere med latinamerikansk baggrund. Han mener, det er nødvendigt, at republikanerne tiltrækker flere vælgere med minoritetsbaggrund i lyset af den demografiske udvikling i USA. Og han tror på, at det kan lykkes. ”Problemet for partiet er, at dele af det konservative miljø i USA til tider fokuserer for meget på problemerne med illegal indvandring frem for de mange positive bidrag, som indvandrere yder til det amerikanske samfund. Men republikanerne er efter min mening det naturlige hjemsted for indvandrere, som ofte kendetegnes af konservative værdier som hårdt arbejde, personligt ansvar og privat initiativ. Så på længere sigt er mulighederne gode.”

Romney behøver ikke være populær for at vinde
Og minoriteterne er mildest talt velkomne i den republikanske lejr. Romney har længe været beskyldt for at være for elitær. På det republikanske konvent formåede Romney og især hans kone Ann Romney, ifølge Aisha Turner, do at tegne et mere folkeligt billede af kandidaten: ”Romney formåede i højere grad end hidtil at fremstille sig selv som en person, der forstår vælgernes problemer. Han gjorde det lettere for vælgerne at identificere sig med ham gennem de meget personlige anekdoter, han fortalte om sig selv og sin familie. Han fik også god støtte fra en række evangeliske præster, der afviste, at det skulle være et problem, at Romney er mormon.”

Alligevel kan amerikanerne stadig bedst lide Obama. Ifølge de nyeste ’favorability’ tal, der ikke spørger til de to kandidaters politik, men udelukkende til deres personlighed, svarer 51 procent, at de har en favorabel opfattelse af præsidenten, mens det tilsvarende tal for Romney kun er 45 procent. Men det behøver ikke at være afgørende for Romneys chancer til november, vurderer Jesper Pedersen: ”Mange amerikanere ser umiddelbart Romney som en naturlig leder, der har haft enormt meget succes, og det er kriterium, som de værdsætter, når de skal vælge præsident. Han er ikke specielt folkelig, men derfor kan han sagtens blive set som en god leder på grund af sine resultater som guvernør, erhvervsmand og ansvarlig for de Olympiske Lege i Utah. Det er det amerikanerne vil se på, når de bedømmer lederegenskaber, og her gør Romney det rigtig godt.”

Obamas uindfriede forventninger
Obamas store problem er, at han ikke har været i stand til at leve op til de meget høje forventninger, han skabte til sig selv under præsidentvalget i 2008. Aisha Turner vurderer, at præsidentens tale lykkedes med at imødegå det problem: “Obama forsøgte at fortælle en historie om, at de høje forventninger, han var med til at skabe omkring sit kandidatur tilbage i 2008, vil tage længere tid at indfri på grund af det vanskelige økonomiske klima. Men samtidigt forsøgte han at holde håbet ved lige. Det havde han held med.” Henrik Fogh Rasmussen er mere kritisk: ”Obama brugte for meget tid i sin tale på at dæmonisere millionærer, Wall Street og olieindustrien og for lidt tid på at samle amerikanerne om en fælles vision. Jeg mener ikke, at han genskabte optimismen fra 2008.”

Udenrigspolitikkens kan snige sig ind fra højre
Selvom Obama og demokraterne kæmper for at vinde det store, afgørende slag om sandheden om økonomien og den høje arbejdsløshed, bør de måske også skæve til udenrigspolitikken op til præsidentvalget. Selvom Udenrigspolitiske emner som ’national sikkerhed’ og ’terrorisme’ ligger i bunden, når amerikanerne bliver bedt om at pege på valgkampens vigtigste temaer, kan de alligevel komme til at spille en rolle. Ifølge en ny rapport foretrækker de såkaldte uafhængige vælgere en udenrigspolitik, der minder mere om demokraternes end republikanernes. Henrik Fogh Rasmussen vurderer, at udenrigspolitik kan få stor betydning for valget, hvis den igangværende krise i Mellemøsten fortsætter, eller hvis en anden krise bryder ud.

På konventet var republikanerne tilbageholdende med at tale udenrigspolitik, mens demokraterne især fremhævede drabet på Osama Bin Laden og tilbagetrækningerne fra Irak og Afghanistan. ”Demokraterne fremstår stærke og villige til at anvende magt. Men samtidigt har de fleste amerikanere en fornemmelse af, at Obama kun gør det, når det er nødvendigt,” siger Jesper Pedersen. Han betegner det som en overraskelse, at demokraterne har fået overtaget på det udenrigspolitiske felt trods den kontroversielle brug af droner og det brudte løfte om at lukke Guantanamo.

Republikanerne splittet om udenrigspolitikken
Forklaringen på, at republikanerne holder sig tilbage, når det kommer til udenrigspolitikken, kan ifølge Jesper Pedersen være, at der er sket en fløjdannelse i det republikanske parti. ”På den ene side er de konventionelle, som gerne vil have en aktivistisk udenrigspolitik med et kraftigt amerikansk aftryk på verden. De er repræsenteret af folk som John McCain, Condoleezza Rice og Mitt Romney selv. På den anden side har man Tea Party bevægelsen og den libertarianske fløj, der gerne ser et meget mindre aktivistisk USA, der i stedet koncentrerer sig om problemer på hjemmefronten. Den store uenighed gør det svært for republikanerne at tale om udenrigspolitik i øjeblikket.”

Det er Henrik Fogh Rasmussen ikke enig i. Han mener derimod, at begge partier har forskellige udenrigspolitiske synspunkter: ”Grundlæggende kan man sige, at begge partier er splittede mellem isolationister, idealister og realister. Isolationisterne findes på yderfløjene i begge partier, mens internationalt orienterede realister og idealister udfylder et stort centrum på tværs af begge partier. Debatten står således ikke mellem republikanere og demokrater, men mellem realister og idealister af begge partier.”

Rasmus Sinding Søndergaard (f. 1984) er BA og kandidatstuderende i amerikansk historie ved Københavns Universitet og har desuden studeret internationale relationer ved University of North Carolina. I 2012 var han i praktik i den amerikanske kongres i the House Foreign Affairs Committee. Han arbejder i øjeblikket som student ved Centre for Advanced Security Theory ved KU og har tidligere været praktikant på DR2 Udland og undervisningsassistent ved KU. ILLUSTRATION: Romney ved republikanernes konvent (Foto: Republikansk presse)