Skovgaard-Petersen: De klassiske arabiske autoritære styrers tid er ved at være forbi

Skovgaard-Petersen: De klassiske arabiske autoritære styrers tid er ved at være forbi

04.05.2012


”Én samlende leder kan ikke længere stå i spidsen som alfaderlig figur i de arabiske lande. Folk kræver medbestemmelse,” siger Jakob Skovgaard-Petersen, professor på Københavns Universitet og ekspert i Islam og arabiske medier.

IINTERVIEW af David Jano


EFTER FORÅRET: RÆSON interviewer op til vores store konference Efter det Arabiske Forår i Den Sorte Diamant 4. juni 2012 de deltagende eksperter, journalister og kommentatorer. Læs mere om konferencen og køb billetter her.
Ulla Holm: Alle vil have en bid af kagen efter Gaddafis fald
Rasmus Tantholdt: Religion er vigtigere end politik i mellemøstlige demokratier
Julie Pruzan-Jørgensen: Det marokkanske regime har overhalet protestbevægelsen indenom


RÆSON: Vi taler rigtig meget om Syrien for tiden. Det fylder enormt meget i mediedækningen herhjemme, men lad os i stedet indledningsvis rette blikket mod Libanon. Hvor er det ”libanesiske forår”?

Skovgaard-Petersen: Jeg har selv boet i Libanon engang og været dernede et par gange, siden foråret brød ud. Libanon har været præget af krig i rigtig mange år før, og libaneserne ved, hvad det vil sige i at befinde sig midt i orkanens øje. Dér kan der været foruroligende stille. Libanon ligger tæt opad Syrien, så libaneserne følger udviklingen i Syrien tæt. Den nuværende premierminister i Libanon, Najib Mikati, har vist sig ganske god. Det havde man ikke regnet med. Jeg tror dog ikke, man kan sige, at Libanon mangler en diktator at forene sig imod, men alle afventer udviklingen i Syrien og holder vejret. Libanon havde allerede sit forår i 2005. Her gik folk på gaden og gjorde oprør. Men det delte landet i to, og de to blokke har været midt i et opgør lige siden. Den provestlige blok, som opstod, var i første omgang ny og stærk, men den blev slidt ned med årene. Den har visse forhåbninger til situationen nu, men venter på at situationen i Syrien er afklaret.

RÆSON: Udviklingen i Libanon er altså præget af Syrien. Udviklingen i Syrien har dermed sagt store regionale konsekvenser. Det er også med til at gøre spørgsmålet om vestens indblanding i Syrien ganske mudret. Lars Erslev Andersen har blandt andet sagt, at Syrien lider af ”libyske tømmermænd”. Er det ikke lidt for letkøbt at sige, at konsekvenserne ved at gribe ind i Syrien er for omfattende, til at man vil blande sig?

Skovgaard-Petersen: På internationalt plan er det selvfølgelig rigtigt, at situationen i Syrien hænger sammen med udviklingen i Libyen. Lande som Kina og Rusland mener, at mandatet til interventionen i Libyen blev strakt alt for langt. Det går igen i forhold til Syrien, da man ikke mener, det er korrekt at blande sig i staters interne anliggende. Danmark og lande, som vi læner os op ad udenrigspolitisk, var alt for langsomme til at reagere under revolutionerne i Egypten og Tunesien, og nåede først at støtte demokraterne, da kampen var forbi. Nu lover man så penge. I Syrien trak det imidlertid så langt ud, at politikerne måtte fordømme al-Asad som den hensynsløse diktator, han er. Det er også sket, om end så sent som i august sidste år. Vi aner ikke, hvilket ben vi skal stå på. Det er dog samtidig vigtigt at slå fast, at regionale spændinger og konsekvenser har langt større indvirkning på andre lande, når det kommer til Syrien, end det havde i Libyen. Vi ved også langt mere om Syrien, end vi gjorde om Libyen. Hillary Clinton og de fleste vestlige og arabiske stater har fastslået, at Bashar Al-Assad har mistet enhver legitimitet i sin befolknings øjne og må forsvinde. Men det gør han altså ikke frivilligt. Tværtimod kalibrerer han volden efter, hvornår der kommer reaktioner fra verden, og gradvist er hans ”frygtens mur” faldet, så 100 døde om dagen tilsyneladende er i orden. Det er dér, vi står. Nuvel, diplomater tænker i risici, og intet er ligetil i politik; det er ikke sært, at man i Vesten gerne vil undgå en egentlig militær indblanding. På den anden side kan verden ende med at blive drevet til det, da Asad tilsyneladende har en religiøs rensnings politik i gang i den centrale del af Syrien. Selv om det ikke er noget, vi vil, burde overveje alle de forskellige muligheder. Også de militære. Det er utrolig påfaldende, at der ikke har været nogen som helst militære eksperter på banen, når det gælder Syrien. Tilbage i 2007 angreb Israel Syrien, hvorefter der ingen respons kom fra Syrien. Styret vurderede øjensynligt, at dets antiluftskyts bare ville blive sat ud af drift, hvis de forsøgte at anvende det. Så kan NATO vel også angribe Syrien? I alt fald undrer det mig, at vi ikke engang kan få militære vurderinger, når det nu har været på tapetet i så mange måneder.

RÆSON: Assad har altså mistet sin legitimitet i vesten, men har han stadig opbakning blandt sine egne borgere?

Skovgaard-Petersen: Assad har stadig en vis legitimitet tilbage i dele af befolkningen i Syrien. Men det er ikke meget, og det bliver mindre og mindre. Tidligere på året afholdte styret afstemning om en ny forfatning i Syrien. Den introducerede mindre reformer, men lod stort set regimets kontrol være intakt. Dengang sagde regimet, at flertallet støttede tiltaget, og at stemmedeltagelsen havde været høj. 51 procent af befolkningen skulle have stemt ja. Det er helt illusorisk; formentlig har 100 procent af stemmerne været for. Hvorfor skulle man ellers vove sig til stemmeboksen? Og deltagelsen har været væsentligt under 10 procent, som det normalt er i de autoritære arabiske lande, hvor det er et meningsløst ritual. Folk jeg talte med fra Hama og Damaskus berettede om totalt tomme valgsteder de steder, de boede. Regimet har heller ikke talt om afstemningen siden, hvad den selvfølgelig havde gjort, hvis den virkelig havde fået et folkeligt mandat til sin såkaldte reformproces. Folk er ikke længere taknemmelige over, at en leder som Assad tilbyder reformer og afstemninger. De opfatter simpelthen ikke længere Syrien som Assads ejendom. Den klassiske alfaderlige præsident er ikke længere attraktiv; folk vil have medbestemmelse.

RÆSON: Du forsker meget i arabiske medier. Hvilken betydning har medierne haft i Syrien?

Skovgaard-Petersen: Kigger vi på mediernes rolle i Syrien, så har de også været med til at karakterisere, hvilken form for leder Assad er. Syrien var et af de lande, der var imod stationer som Al-Jazeera, da kanalen blev udbredt. På trods af sin panarabiske ideologi ønskede Assads styre ikke, at folk skulle se andet end statens tv. Den kamp har regimet imidlertid tabt for mange år siden; man kan bare stille sig ud på gaden i Aleppo og se alle parabolerne i de lokale hjem. Siden blev Assad ganske glad for Al-Jazeera, da kanalen ikke rapporterede ret meget fra Syrien og for eksempel ofte var på linje med Assad, når det kom til synet på Israel. Det var da også et krav, at man skulle være syrer for at arbejde som reporter i Syrien. I dag er Assad igen stor modstander af kanalen, da al-Jazeera med sin dækning støtter den syriske opstand.

RÆSON: Hvis vi kigger mere bredt på hele Mellemøsten, har Hillary Clinton så ret, når hun siger, at man ikke kan kigge bredt på regionen, men må forholde sig enkeltvis til hvert land?

Skovgaard-Petersen: Den panarabiske offentlig er i høj grad stadig tilstede. Folk i andre lande går rigtig meget op i, hvad der sker i hele regionen. Men det er klart, at de enkelte landes interne konflikter og stridigheder mange gange kan være forskellige. Landene har dog så stor indflydelse på hinanden, at man i mange tilfælde ikke kan kigge isoleret på et enkelt land.

RÆSON: Hvad synes du generelt, er det mest spændende at følge i Mellemøsten netop nu?

Skovgaard-Petersen: Jeg er ude til mange seminarer og debatter, hvor jeg tit bliver spurgt ind til termen ”det arabiske forår”. Kan man overhovedet bruge betegnelsen for udviklingen i Mellemøsten? Jeg vil tilslutte mig en bemærkning, jeg hørte i det danske udenrigsministerium for nylig. Det hed sig, at man ikke arbejdede med årstider, men i stedet mente at hele Mellemøsten var inde i en klimaforandring. Den betegnelse kan jeg godt lide. Hvad vil islamisterne med deres nyfundne position i Egypten? Hvordan vil de tackle hele udviklingen, når man først har fået magten? Det store forbillede i Tyrkiet, premierminister Erdogan, sagde under et besøg i Egypten, at man skulle tage at blive lidt mere sekulariserede. Det skurrede i Broderskabets ører, men måske skal man til at finde en måde at kombinere demokratiet, økonomiske reformer og fælles vilkår for alle med Islam.

DAVID JANO (f. 1985) er cand. Mag. i Moderne Mellemøststudier fra Syddansk Universitet og har en BA i Historie fra Københavns Universitet. Han har desuden læst på University of Haifa i Israel og er ekspert i Israelsk politik, kultur og historie. ILLUSTRATION: Kvinder stemmer ved parlamentsvalget i Egypten. (Foto: FN via flickr)