Rundbordssnak: Fire eksperter om regeringens økonomiske politik

Rundbordssnak:
Fire eksperter om regeringens økonomiske politik

15.02.2012


Fire økonomi-eksperter diskuterer regeringens økonomiske politik. Er det fornuftigt at fremrykke offentlige investeringer? Hvad vil effekten af en skattesænkning være? Vil efterlønspengene sætte gang i privatforbruget? Skal pensionskasser finansiere betalingsring og lignende projekter? Økonomerne er ligeså uenige som politikerne.

Rundt om bordet sidder Leif Beck Fallesen, erhvervspolitisk rådgiver for Frank Jensen og tidligere chefredaktør på Børsen, Christen Sørensen, professor i økonomi ved SDU og tidligere økonomisk vismand, Lars Nielsen redaktør på JP, skriver om privatøkonomi og investering, og den liberale økonom Torben Mark Pedersen.

INTERVIEW af Lasse Marker, medlem af RÆSONs chefredaktion

– FREMRYKNING AF OFFENTLIGE INVESTERINGER FOR 18,7 MIA. KR. i 2012 OG 2013
RÆSON: Christen Sørensen, du er enig med regeringen i, at det er en god idé at fremrykke offentlige investeringer. Hvorfor?
Christen Sørensen: Jeg mener, at man skal bruge finanspolitikken som et stabiliseringsmiddel, og derfor er det en god idé at lave offentlige investeringer, når der som nu er lavkonjunktur. Men man skal passe på med at overdrive effekten af den foreslåede kickstart. Kickstarten vil højst resultere i maksimalt 10.000 flere job i 2012 og 2013, og vi har mistet 180.000 job.
RÆSON: Torben M. Pedersen, du mener ikke, at det er en god idé at fremrykke offentlige investeringer. Hvorfor?
Torben M. Pedersen: Nej. En fremrykning af offentlige investeringer betyder en ren midlertidig forøgelse af beskæftigelsen, men det har ingen langsigtet effekt.
Der er ikke udsigt til, at der kommer gang i væksten inden 2014, og kommer der ikke det, så vil vi stå værre bagefter, fordi pengene er brugt. I 2014 vil vi mangle 42.000 arbejdspladser i forhold til 2013, og jeg frygter, at effekten af fremrykningen af de offentlige investeringer alene vil være en forøgelse af den offentlige gæld på sigt. I 2015 er der valgår, og det er utopisk at tro, at regeringen i 2015 vil være klar til at reducere de offentlige udgifter igen.
RÆSON: C. Sørensen, har T. M. Pedersen ikke en pointe?
Sørensen: Nej. Problemet ligger ikke i de offentlige investeringer, men i det offentlige forbrug, som er steget voldsomt i de seneste år. Det er det offentlige forbrug, der skal reduceres – ikke de investeringer som med fornuft kan fremrykkes til en periode, hvor der er lavkonjunktur og masser af ledige hænder.
RÆSON: T. M. Pedersen har tidligere fremført et argument om, at der sker et samfundstab ved at renovere skoler, veje osv. 2 år inden planlagt – dvs. inden det er nødvendigt. Er det ikke rigtigt?
Sørensen: Enhver regering bør altid have en investeringsplan liggende klar i skuffen, som de hurtigt kan implementere. For jeg er enig i, at der kan være en masse spild, hvis man fremrykker investeringer, som ikke er nødvendige at foretage i dag, og som ikke har været planlagt. Men der er på mange områder muligheder for produktivitetsfremmende offentlige investeringer, bl.a. i trafikanlæg.
RÆSON: Men er fremrykkede investeringer i sin natur ikke allerede planlagte investeringer, som blot fremrykkes et par år? Man planlægger vel investeringer, hvor de er mest optimale at foretage, og har T. M. Pedersen så ikke en pointe i, at der SKER et velfærdstab?
Sørensen: Jeg har ingen sinde argumenteret for, at der skulle renoveres skoler to år før, det var nødvendigt. Det er et manipulatorisk udgangspunkt. Der er jo mange offentlige opgaver, herunder renoveringer, som man kunne iværksætte nu, hvor der er ledig arbejdskraft. Det er f.eks. på det seneste kommet frem, at der er mange veje og broer i København, hvor det er påtrængende med renoveringer. Og der er mange tilsvarende opgaver, hvor der ikke er tale om førtidige aktiviteter. Kloakker, cykelstier, parkeringsanlæg ved jernbanestationer osv. Det overser T. M. Pedersen.
Leif Beck Fallesen: I Københavns Kommune har vi en voksende befolkning de kommende år, og her er der behov for skoleinvesteringer. Der er derfor ikke nogen form for spild, for de fremrykkede investeringer er nødvendige.
RÆSON: T. M. Pedersen, har L. B. Fallesen ret i, at de fremrykkede skolerenoveringer og lignende er nødvendige? Ville man ikke kunne droppe dem helt?
Pedersen: Jeg skal ikke gøre mig klog på skolernes status i kommunerne. Men i modsætning til, hvis man investerer i kapitalapparat og produktion i det private erhvervsliv, så giver skolerenoveringer ikke et tilsvarende privat- eller samfundsøkonomisk afkast.

RÆSON: L. B. Fallesen, du argumenterer for, at fremrykning af offentlige investeringer er en god idé, bl.a. fordi det skaber beskæftigelse i dag. Men er det ikke rigtigt, at de store opgaver skal lægges ud i EU-udbud, og de 21.000 forventede jobs behøver altså ikke at blive danske jobs?
Fallesen: Det har du ret i. Men der er faktisk ved at ske en politisk forandring både støttet af den private sektor og af de fleste politiske partier på Christiansborg, så udbudsreglerne gøres mere fordelagtige for især mindre og mellemstore danske virksomheder.
Udgangspunktet for at fremrykke offentlige investeringer er, at vi i Danmark har en vækst, der er fuldstændig i bund. Og det har en positiv effekt, at man faktisk forsøger at gøre noget. Det er meget vigtigt, at man kommer med et vækstsignal eller vækstinput, og jeg må minde om, at den borgerlige blok under valgkampen også gik ind for fremrykning af offentlige investeringer.
RÆSON: T. M. Pedersen, det har L. B. Fallesen jo ret i. Den borgerlige opposition har også været ude at argumentere for, at fremrykning af offentlige investeringer er en god idé, de er bare ikke enige i tidspunktet.
Pedersen: Fremrykningen betyder alene øget offentlig gæld, og man får kun nogle helt forbigående effekter. Hvis man skal overholde sin budgetrestriktion, kan man ikke skabe permanent øget beskæftigelse. Man kan ikke skabe permanent økonomisk vækst vha. finanspolitikken.
RÆSON: Så du er ikke enig med oppositionen i, at det blot er tidspunktet, der er forkert.
Pedersen: Nej, jeg er ikke enig med oppositionen. Jeg mener slet ikke, at fremrykning af offentlige investeringer er fornuftigt uanset tidspunktet.
RÆSON: T. M. Pedersen, du har også argumenteret for, at arbejdsløsheden ikke er høj nok til, at der overhovedet er et presserede behov for at fremrykke offentlige investeringer. Vil du uddybe det?
Pedersen: Arbejdsløsheden er ikke kritisk høj i forhold til, hvad vi har set tidligere. Det er klart, at hvis der var risiko for, at mange ville hænge fast i en langtidsledighed, så kunne det have nogle gunstige effekter at fremrykke offentlige investeringer, såfremt det var sådan, at der var kommet så meget gang i økonomien, at det ikke blot ville få en tilsvarende negativ effekt i 2014 og 2015, hvor vi skal spare igen. Men det ser jeg ikke for mig. Vi står formentlig over for en lavvækst periode de næste mange år. Jeg er enig i, at det er vækstudfordringen, der er den helt store udfordring, men den afhjælper vi ikke ved ekspansiv finanspolitik. Det der skal til er skattelettelser, mindre offentlig sektor, færre på overførelsesindkomster osv.
RÆSON: Oppositionen og T. M. Pedersen siger, at fremrykningen af de offentlige investeringer er som at tisse i bukserne, fordi vi i 2014 og 2015 vil stå værre, hvis ikke der er kommet gang i den europæiske vækst. C. Sørensen, du siger, at gældsproblemet kan overdrives. Har vi råd til at fremrykke offentlige investeringer igen i 2014?
Sørensen: Ja, helt sikkert. Hvis man kigger på den offentlige finansielle nettogæld, så har Danmark ingen gæld p.t. Det er stort set ingen lande i verden, der har en bedre finansiel stilling end Danmark. Jeg er enig i, at lavvækstperioden formentlig bliver langvarig – jeg sagde allerede i 2008, at lavvækstperioden kommer til at vare mindst 10 år. Men Danmark har råd at fremrykke offentlige investeringer igen i 2014, og det er vigtigt at gøre for at undgå, at langtidsledigheden bider sig fast – tænk på den store ungdomsarbejdsløshed. I 2014 begynder efterlønsreformen at træde i kraft, og dagpengeperioden sættes forinden ned fra 4 til 2 år. Det betyder, at arbejdsudbuddet øges. Jeg er enig i, at arbejdsudbuddet på lang sigt skal forøges, men på kort sigt er det problematisk, hvis det ikke følges op af en ekspansiv finanspolitik, der kan skabe jobs.
RÆSON: C. Sørensen, du siger, at man bør få gang i beskæftigelsen, inden man øger arbejdsudbuddet. Er sænkningen af dagpengeperioden en fejl?
Sørensen: Jeg mener ikke, at det er en fejl, men det er fejltimet. Jeg tror, at det er ødelæggende at gå ledig længe, så for mig må dagpengeperioden gerne sænkes yderligere.
RÆSON: Men det er et forkert tidspunkt, man sænker dagpengeperioden?
Sørensen: Nu, ja.

RÆSON: Lars Nielsen, byggebranchen er blevet pustet op af boligboblen i løbet af de seneste år og skal på sigt reduceres. Er det uklogt at holde byggebranchen kunstigt i live endnu et par år ved at fremrykke offentlige investeringer?
Lars Nielsen: Jeg kan konstatere, at byggebranchen er i live i dag, og at de dygtige i byggebranchen fortsat har arbejde og kan tage de priser, de før har kunnet tage. De, der ikke har noget at lave, er overvejende de håndværkere, der ikke er ret dygtige. Så jeg tror ikke på, at man kan bidrage med ret meget ved at fremrykke offentlige investeringer. Som du siger, skal større anlægsprojekter i EU-udbud, og jeg har svært ved at se, hvordan det skal skabe danske jobs.
RÆSON: Så der er tale om en naturlig selektion?
Nielsen: Ja. Og det sker også i andre brancher. Det er helt naturligt og sundt for økonomien.
RÆSON: L. B. Fallesen, synes du, at det er uklogt at holde byggebranchen kunstigt i live endnu et par år ved at fremrykke offentlige investeringer?
Fallesen: Jeg er enig i, at man ikke skal holde byggebranchen kunstigt i live. Men udgangspunktet er et andet: nemlig om der er nogle opgaver, som det er fornuftigt at fremrykke, og som under alle omstændigheder skal gennemføres? Og det er der. Jeg mener, at man begår en fejl, hvis man sætter sig tilbage og siger, at vi absolut intet kan gøre ved den økonomiske situation, fordi vi er en lille åben økonomi. Det vil kunne være med til at forstærke krisen i Danmark, hvis man blot indtager den opfattelse. De 18,7 mia., der fremtrykkes investeringer for, er et relativt beskedent beløb, og det er ikke dét, der får os ud af krisen. Men der ligger noget symbolsk i det. For det sender et signal til forbrugerne om, at der faktisk er nogen, der er villige til at gøre en lille smule for den danske økonomi, og det kan have en psykologisk effekt på forbrugerne.

RÆSON: L. B. Fallesen, de fleste taler om, at den danske konkurrencedygtighed er for dårlig, hvilket blandt andet skyldes et for højt lønniveau. En måde at få lønniveauet ned er ved at have en høj arbejdsløshed i en periode. Er det ikke sundt nok for den danske konkurrencedygtighed at have en højere arbejdsløshed i en periode?
Fallesen: Vi ligger med en bundvækst og et fuldstændig fastfrosset boligmarked. Vi kommer til at se en reallønnedgang, og vi har allerede set én stor sektor spille ud med muligheden for en nominel lønnedsættelse: nemlig finanssektoren. Og det vil blive fulgt op af andre dele af den private sektor. Men en konkurrenceevneforbedring kan ikke hentes af lønvejen i løbet af et par år. I Tyskland er det lykkes rigtig godt gennem en 10-årig periode at holde lønniveauet nede. Det er et sådant tidsperspektiv, der er nødvendigt. Men hvis man vil gøre noget for konkurrenceevnen på kort sigt, så handler det om at skabe nogle andre rammevilkår: skatteforhold osv., men først og fremmest noget, der kan sætte gang i investeringerne, så vi får en højere produktivitet, som i løbet af 2-3 år vil give en væsentlig forbedret konkurrenceevne. Fremrykningen vil både have en psykologisk effekt på privatforbruget, fordi staten viser, at den tør bruge penge – og det vil have en reel effekt, fordi det vil give et positivt afkast for samfundet om 2 år.
RÆSON: C. Sørensen?
Sørensen: Det er rigtigt, at høj ledighed presser lønniveauet ned, og jeg håber også, at der kommer så lave lønoverenskomster som muligt. Men det tager tid at neutralisere den forringede konkurrenceevne som ledsagede den uansvarlige politik i især overophedningsårene 2006 og 2007. Og hvis arbejdsmarkedets parter laver fornuftige overenskomster, vil det også være forsvarligt yderligere at iværksætte offentlige produktivitetsfremmende investeringer.
RÆSON: C. Sørensen, Hvis byggesektoren ligger over sit langsigtede niveau, og hvis lønniveauet på sigt skal ned – hvorfor er det så fortsat fornuftigt at fremrykke offentlige investeringer, der holder byggesektoren kunstigt i live og holder lønniveauet oppe?
Sørensen: Jeg argumenterer ikke for, at man skal øge beskæftigelsen inden for byggesektoren mere end svarende til det langsigtede niveau. Beskæftigelsen i byggesektoren ligger i dag over det langsigtede niveau, og skal ned på sigt. Men det tåbelige er, hvis man først påbegynder dette i en nedgangsperiode som nu, mens det – som bl.a. jeg foreslog – skulle været sket i overophedningsårene 2006 og 2007.
RÆSON: Så du mener ikke, at det ville være sundt for dansk økonomi at få presset lønniveauet længere ned i stedet for at skabe jobs her og nu?
Sørensen: Lønniveauet vil falde på grund af lavvæksten. Men det er rigtigt, at lønniveauet ville kunne falde endnu mere, hvis man ikke forsøgte at øge beskæftigelsen. Men det offentlige kunne gå foran i denne proces ved især at presse cheflønningerne ned. Hvordan forestiller man sig, at fagforeninger relativt frivilligt skal gå med til at presse lønningerne for deres almindelige medlemmer, når de samtidigt ser cheflønninger, der fortsat presses op. Hvis man sænkede cheflønningerne, ville man formentlig få væsentlig lettere ved at få parterne til at gå med til lønoverenskomster med meget moderate og muligvis ingen lønstigninger i nominelle termer.

——————————————————————————————————-

– PRIVATFORBRUGET
1) SKATTEN
RÆSON: L. B. Fallesen siger, at en fremrykningen vil have en psykologisk effekt på privatforbruget, fordi staten viser, at den tør bruge penge. L. Nielsen, har han ret i det?
Nielsen: Nej. Jeg har svært ved at gennemskue, hvad den psykologiske effekt skulle være. Det er i hvert fald ikke noget real økonomisk bag den betragtning.
Sørensen: Der er et betalingsbalanceoverskud på 100 mia. og et offentligt underskud på 70-80 mia. kr. Det betyder, at der i den private sektor er et opsparingsoverskud på 180 mia. kr. Hvorfor er der det? Fordi forbrugerne er blevet pessimistiske, fordi de kan se de dårlige beskæftigelsesudsigter og de faldende friværdier. Og virksomhederne har naturligvis også skruet ned for investeringerne, fordi afsætningsforventningerne er ramt. Det afgørende er derfor at skabe tillid til fremtiden. Derfor er fornuftige overenskomster og en langsigtet troværdig politik, med bl.a. trepartsforhandlinger, så ganske afgørende. Det er nemlig en væsentlig forudsætning for, at der kan skabes tillid til, at det igen bliver godt at øge produktionen i Danmark.
RÆSON: L.B. Fallesen?
Fallesen: Vi er i en situation, hvor forbrugerne ser alt sort i sort, og uanset, hvad det er, der kan være med til at skabe lidt optimisme, så er det positivt. Det virkeligt udfordrende i øjeblikket – også internationalt – er, at man er kommet ind i en selvforstærkende psykologisk pessimisme, og en fremrykning af offentlige investeringer vil kunne bryde den onde cirkel og skabe en smule optimisme og tillid, som er nødvendig for at få gang i investeringerne igen.
RÆSON: Men L. B. Fallesen, er der ikke en fare for, at folk vil holde på pengene, fordi de ved, at jobsene er væk igen i 2014?
Fallesen: Jeg ved ikke om folk tænker frem til 2014 på den måde. Jeg tror, at folk tænker mere kortsigtet og lægger vægt på, om der er nogen, der overhovedet vil gøre noget som helst for at bringe os ud af krisen.
RÆSON: T. M. Pedersen, er du enig i, at fremrykningen vil kunne have en positiv psykologisk effekt på privatforbruget?
Pedersen: Nej. At argumentere for fremrykning af offentlige investeringer med henblik på, at det er godt for det private forbrug, er en lille smule absurd. Hvis vi vil gøre noget for det private forbrug, skal vi sænke skatterne. Det vil give større disponible indkomster, og altså et større beløb, der kan forbruges af.
Den borgerlige krisepolitik siden 2008 gik ud på, at man forøgede det offentlige forbrug og den offentlige beskæftigelse ganske voldsomt, på trods af, at det var i den private sektor, at det store antal jobs gik tabt. Hvis man i stedet for at øge det offentlige forbrug havde sænket skatterne og fået gang i det private forbrug, kunne man bedre have holdt hånden under den private produktion og beskæftigelse. Det ville også have været bedre på lang sigt. Det er den samme fejl, som man er ved at begå igen. Nu vil man fremrykke offentlige investeringer – og hvis der er tale om, at de 18,7 mia. kr. skal bruges på at renovere skoler og lignende, så minder det til forveksling om offentligt forbrug. Det ville være bedre, hvis man brugte de samme penge på at sænke skatterne i stedet for.

RÆSON: I regeringsgrundlaget står der, at ”skatten på arbejde skal sænkes markant”. L. Nielsen, er du enig i, at en skattesænkning vil øge privatforbruget? Er der ikke en fare for, at folk holder på pengene, fordi de ved, at skattelettelser i dag betyder skattestigninger i fremtiden?
Nielsen: Jeg tror faktisk ikke, at folk forventer skattesænkninger her og nu – og jeg tror ikke selv på, at en skattesænkning bliver gennemført lige foreløbig. Jeg går varmt ind for en sænkning af indkomstskatten, men det kræver, at man finder pengene et andet sted. Og det bliver på afgifter. Og afgifter vil alt andet lige ramme de lavest lønnede hårdest, fordi afgifterne udgør en større procentdel af de lavtlønnedes disponible indkomst. Og det tror jeg ikke, at hverken S eller SF vil kunne leve med.
RÆSON: Lad os vende tilbage til afgifterne om et øjeblik. Hvorfor mener du, at indkomstskatten skal sænkes?
Nielsen: Det skal i højere grad kunne betale sig at gå på arbejde, og jeg tror, at en sænkning af indkomstskatten vil kunne skabe noget vækst og dynamik i samfundet.
RÆSON: Mener du, at en skattesænkning vil øge arbejdsudbuddet?
Nielsen: Vi kan måske få flere i arbejde, hvis skattelettelserne kan skabe noget mere vækst og forbrug, men jeg tror ikke, at det vil få folk til at ville arbejde mere.
RÆSON: Du siger, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det kan det i forvejen. Hvis en skattesænkning ikke vil få folk til at arbejde mere, er det så ikke dumt at sænke skatten?
Nielsen: Nej, for jeg mener, at det er mere sundt for økonomien, at væksten skabes gennem privatforbrug og ikke gennem offentlige tilskud af den ene eller anden slags. En skattesænkning vil øge den disponible indkomst og derved også privatforbruget.

RÆSON: I de fleste EU-lande ser vi, at skatterne stiger, og flere lande bl.a. Cypern har indført en ekstra skat for højtlønnede. C. Sørensen, du argumenterer for en millionærskat. Hvorfor?
Sørensen: Ja, det er rigtigt. Millionærene kan alligevel ikke arbejde mere, og en skattesænkning vil derfor ikke kunne få dem til at arbejde mere. Derfor mener jeg, at en millionærskat er fornuftig. Men jeg vil ikke øge det samlede skattetryk. Jeg vil gerne omfordele strukturen, så det bliver mere attraktivt at arbejde for de lavtlønnede.
RÆSON: C. Sørensen, hvis du vil sænke indkomstskatten for de lavestlønnede, er det så for at få folk til at arbejde noget mere?
Sørensen: Ja
RÆSON: Men er det ikke et dumt tidspunkt at gøre det på, når arbejdsløsheden – særligt for de lavtlønnede jobs – er høj?
Sørensen: Jo, hvis det stod alene, men vi behøver ikke at diskutere det. For man kan alligevel ikke finde pengene til skattelettelser.
RÆSON: T. M. Pedersen, du mener ikke, at en millionærskat er en god idé. Hvorfor?
Pedersen: Alle, der betaler topskat, betaler allerede rigeligt i skat. Det er også et moralsk spørgsmål. Det er ikke kun et spørgsmål om arbejdsudbud. Når man arbejder mere for fællesskabet end for sig selv, er det grundlæggende umoralsk.
Noget andet er, at en millionærskat stort set ingen penge vil give til statskassen – det er primært en misundelsesskat. Vi skal gå den anden vej. Vi skal sænke skatten for at få gang i væksten.
Sørensen: Men der er mange lande, der har lav skat, der ikke har gang i væksten. Så det er ikke så let, som T. M. Pedersen her siger. Kigger vi i EU og også uden for EU, så er det de lande med de laveste skatter, der har de største gældsproblemer.
RÆSON: L. B. Fallesen?
Fallesen: Jeg tror ligesom L. Nielsen heller ikke på, at der kommer en større skattelettelse her og nu – uagtet hvad man siger fra politisk hånd. Men modsat C. Sørensen mener jeg ikke, at en millionærskat er en god idé. Vi må erkende, at vi lever i en global verden. Hvis man vil have de bedste hjerner til og fastholde de bedste hjerne i Danmark, må man acceptere, at vores høje indkomstskat virker som en barriere. De høje skatter faktureres desuden direkte over i virksomhedernes omkostninger og er med til at nedsætte virksomhedernes konkurrenceevne. Så at sige, at en millionærskat ikke har nogen negative virkninger, passer ikke.

2) EFTERLØNSPENGENE
RÆSON: L. Nielsen, du argumenterer for, at man skal hæve sin efterlønsopsparing, nu hvor man får mulighed for det. Men du har ikke haft held med at overbevise danskerne endnu. En undersøgelse fra december viser, at kun 17 % forventer at hæve efterlønspengene. Hvor stor effekt vil efterlønspengene kunne få på privatforbruget?
Nielsen: Ja, hvis man er under 55 skal man hæve efterlønspengene, og jeg har selv sagt, at jeg vil være den første til at gå ned til A-kassen og hæve mine efterlønspenge. For jeg vil undgå det modregningshelvede, som man ellers løber ind i, når man skal hæve sine pensioner. Det, som mange ikke er klar over, er, at, der bliver modregnet ganske kraftigt i efterlønnen, hvis man selv har sparet op til pension. Og modregningen sker, uanset om man hæver pensionen i efterlønsalderen eller ej. Med de nye regler kan vi i princippet få godt 204.000 kr. om året i tre år, men har man selv sparet 1 mio. kr. op – og det vil mange have – kan man kun få 164.936 kr. i efterløn, har man sparet 2 mio. op: 124.936, 3 mio.: 84.936, 4 mio.: 44.936 og 5 mio.: 4.936 kr.
Efterlønnen er oversolgt. Det beløb, man får, er latterligt lavt. Man får noget, der svarer til en arbejdsløshedsunderstøttelse. Så jeg tror, at der er langt flere end 17 %, der finder ud af, at de skal hæve deres efterløn. For mange vil der være tale om at fylde nogle huller ud i de afdragsfrie lån og få udlignet nogle kassekreditter, men jeg tror faktisk, at det denne gang – modsat SP-pengene – vil betyde en væsentlig forøgelse af det private forbrug. For jeg tror, at det – som L. B. Fallesen siger – vil have en positiv psykologisk effekt, som vil få folk til at turde bruge penge igen.
RÆSON: SP-pengene fik ikke gang i det private forbrug, og noget tyder på, at usikkerheden om fremtidig jobsituation gør, at folk spare pengene op i stedet for at forbruge dem. L. B. Fallesen, hvor stor effekt tror du, at efterlønspengene vil få på privatforbruget?
Fallesen: Jeg tror ligesom L. Nielsen, at det realøkonomisk kun vil have en beskeden effekt. Men vi bliver nødt til at gøre et eller andet til for at løsne de fastfrosne markeder op. Vi har mange flere penge, end vi bruger, og den danske økonomi er derfor på mange måder stærkere end det, som politikerne giver udtryk for. I den private sektor – især på boligmarkedet – er der en angstfornemmelse for øjeblikket. Efterlønspengene vil formentlig have en positiv psykologisk effekt og vil øge privatforbruget.
RÆSON: T. M. Pedersen, er du enig i, at efterlønspengene vil have en psykologisk effekt på privatforbruget?
Pedersen: Økonomisk teori vil sige, at når man ikke ændrer på folks livsindkomster, men alene giver folk mulighed for at forbruge af en ellers tidligere opsparing, så burde de ikke forbruge en særlig stor del af det, hvis de elleres opførte sig rationelt. Hvis de før synes, at det var optimalt at spare pengene op, så burde de formentlig fortsat synes, at det var optimalt, og derfor sætte pengene ind på en ny opsparingskonto. Så den rationelle forbruger vil ikke gå ud at starte en forbrugsfest, fordi efterlønspengene bliver udbetalt.
RÆSON: L. Nielsen, på din blok skriver du, at en af krisens positive sider er, at vi skal lære at spare op. Er det så ikke en fejl at forsøge at forøge privatforbruget?
Nielsen: Min pointe er, at skal man øge privatforbruget, er det fornuftigt, at det sker ved opsparede midler og ikke lånte midler. De private husstande er meget gældssatte, og jeg mener bestemt ikke, at vi skal låne os til mere forbrug. Men det er fornuftigt at forsøge at sætte gang i privatforbruget ved at udbetale efterlønspengene. Det er opsparede midler, der hæves før tid, for at blive forbrugt i dag. I den situation, som vi befinder os i nu, giver det god mening at ”fremrykke” et privatforbrug, som ellers først ville have været forbrugt på et senere tidspunkt.

——————————————————————————————————-

– OPSPARINGSOVERSKUDDET I DEN PRIVATE SEKTOR
RÆSON: L. Nielsen siger, at det er fornuftigt at sætte gang i det private forbrug ved udbetaling af efterlønspengene, dvs. ved opsparede midler – ikke ved lånte midler. Skal man også forsøge at sætte gang i de private investeringer ved en aktivering af det private opsparingsoverskud? Fx som vi ser med betalingsringen, der finansieres af pensionskasser og ATP.
Sørensen: Privat-offentlige samarbejder, hvor pensionskasser finansierer betalingsringen og lignende er ikke den bedste måde at gøre det på. Pensionskasserne er jo forpligtiget på, at deres medlemmer får et så godt afkast som muligt, og de vil derfor kræve en merrente i forhold til den rente, som staten kan låne penge til. Det betyder, at det i sidste ende bliver dyrere for skatteborgerne.
RÆSON: C. Sørensen, du lægger stor vægt på beskæftigelsen. Er det ikke fornuftigt at lade private virksomheder finansiere anlægsprojekter, der vil genere jobs, i en tid, hvor staten ikke har råd til selv at stå for finansieringen?
Sørensen: Jo, men hvem skal tage ansvaret? Hvis vi skal have gang i de private investeringer, så er det afgørende at få skabt tillid til fremtiden. Og tilliden til fremtiden skal skabes gennem overenskomstforhandlingerne, som altså er helt afgørende. Det vil kunne sætte gang i privatforbruget og i de private investeringer. Det er måden at gøre det på.
RÆSON: L. B. Fallesen?
Fallesen: Pensionskasserne har en 30-årig horisont, og C. Sørensen har ret i, at de vil kræve en merrente i forhold til, hvis staten selv finansierede anlægsprojekterne. Men staten må låne, for den har ikke selv pengene, og pensionskasser bør kunne konkurrere prismæssigt med lånemarkedet. I en periode med lavvækst, hvor det offentlige ikke kan bidrage til at få sat gang i væksten, da giver det god mening at forsøge at aktivere opsparingsoverskuddet i den private sektor. Investeringslysten og forbrugslysten er fastfrosset i øjeblikket, men pensionskasserne VIL faktisk gerne investere.
RÆSON: Du siger, at pensionskasserne ER parate til at investere, og de investerer allerede i dag i canadiske havnebyggerier og i vedvarende energi i Spanien. De samme behov er i Danmark, så burde man ikke forsøge at lave lignende privat-offentlige samarbejder i Danmark?
Fallesen: Jo. Behovet er der. Der er bunkevis af større anlægsprojekter, som kunne sættes i gang.
RÆSON: T. M. Pedersen, det er du ikke enig i?
Pedersen: Nej. Man skal passe på med fra politisk hånd at styre, hvad pensionskasserne skal investere i. Men taler man om at liberalisere og fjerne begrænsninger for, hvad pensionskasserne må investere i, så er det fint. Og pensionskasserne vil investere i betalingsringen og lignende anlægsprojekter, hvis de vurderer, at de kan få større afkast der end ved at investere deres penge et andet sted. Men det er pensionskasserne selv, der skal bestemme, hvad de vil investere i – ikke staten.
RÆSON: Men er det ikke skidt for dansk økonomi, at danske pensionspenge arbejder i udlandet, når de kunne arbejde i Danmark?
Pedersen: Hvis jeg er pensionsopspare, er jeg interesseret i at få det størst mulige afkast. Hvis det opnås ved investeringer i udlandet, så er det fint.
RÆSON: Så problemet er, at der ikke er investeringsprojekter med tilsvarende afkast i Danmark, som i fx Canada og Spanien?
Pedersen: Ja, det kan man sige.
RÆSON: L. Nielsen, er det en dårlig løsning at lade ATP og pensionskasser finansiere betalingsringen og lignende projekter?
Nielsen: Nej, det synes jeg ikke. Hvis pensionsselskaberne vel at mærke inden for lovgivningen kan sikre pensionsopsparingerne det nødvendige afkast. En pensionskasses formål er at maksimere afkast, ikke at vurdere om nogle projekter er mere politisk korrekte end andre.

Lasse Marker (f. 1986) er medlem af RÆSONs chefredaktion. Han har to bachelorgrader fra Københavns Universitet – en i Dansk og en i Statskundskab – og er kandidatstuderende på Statskundskab og Historie på KU. Desuden ansat på Politiken.