“EU er ikke for tiden i stand til at løfte en mere aktiv rolle” – Rasmus Helveg (R)Rundbord om Gaza

“EU er ikke for tiden i stand til at løfte en mere aktiv rolle” – Rasmus Helveg (R)
Rundbord om Gaza

18.11.2012


ISRAEL OG GAZA. RÆSON spørger politikerne om konflikten – svarene tilføjes løbende:

1. Hvad bør være reaktionen fra Danmark, EU og USA på eskaleringen af konflikten mellem Israel og Hamas? Hvilke krav bør vi stille til palæstinenserne/Hamas? Hvilke krav bør vi stille til Israel?
PER STIG MØLLER (K): Danmark, EU og USA har ikke den store indflydelse på Hamas, der har sin egen dagsorden: at provokere både Israel og Abu Mazens lederskab. Derfor er den direkte indflydelse beskeden. USA har ikke under Obama gjort noget for at fremme fredsprocessen, og det har EU følgelig heller ikke gjort. Men vores krav til palæstinenserne må være, at Abu Mazen tager afstand fra Hamas` provokationer med raketbombardementerne af Israel. Det fremmer ikke mulighederne for en to-statsløsning. Kravet til Hamas må være, at det indstiller sine raketangreb. Kravene til Israel må være at stoppe bosættelsespolitikken og genoptage fredsforhandlingerne med Abu Mazen. Kun disse kan give ham autoritet til igennem et heldigt resultat at få samlet det store flertal af palæstinenserne bag sig.
SØREN ESPERSEN (DF): Situationen er den banalt enkle, at i det selvsamme øjeblik, Hamas holder op med at sende raketter af sted mod Israel, vil der ikke blive skudt mere fra israelsk side. Skulle det modsatte ske først – at Israel holder inde med skydningen, vil Hamas fortsætte som de har gjort næsten dagligt de seneste år. Af den grund må kravet fra Danmark være ensidigt rettet mod Hamas: Hold inde med skydningen. Der bør i denne forbindelse ikke stilles krav til Israel, der gør som andre lande formodentlig ville gøre i den tilsvarende situation.
METTE BOCK (LA): Det internationale samfund skal reagere med skarp afstandtagen. Enhver form for yderligere forhandlinger om Palæstinas ændrede status i forhold til EU skal desuden sættes på stand by til situationen ændrer sig. Enhver form for vold og magtanvendelse er no go – uanset, hvem anvender den!
CHRISTIAN JUHL (EL): En kraftig opfordring til begge parter om at stoppe krigshandlingerne – og en klar besked til Israel om, at de som besætter og den stærkeste magt har hovedansvaret. [på spørgsmålet: Hvilke krav bør vi stille til Israel?] Krigshandlingerne skal stoppes og forhandlinger om fred skal igangsættes nu.
RASMUS HELVEG (R): Dette er ikke første gang at stilstanden i konflikten blusser op. Situationen i Gaza er så grim, at det med forudsigelig sikkerhed vil udløse voldelige reaktioner. Det er derfor ikke nok at fordømme selve volden – vi skal også fordømme stilstanden i forhandlingerne om en varig fred. For den egentlige baggrund for volden er ikke døgnets seneste provokation. Vores ubetingede krav til israelerne må være at de reelt indgår i fredsforhandlinger med henblik på en tostatsløsning baseret på de internationalt anerkendte grænser, og undlader at lægge nye forhindringer i vejen for fred, herunder opførsel af flere bosættelser. Vi må kræve af Hamas at de også forfølger et forhandlingsspor. Og vi skal selvfølgelig kræve af begge parter at de afstår fra vold.
JEPPE KOFOD (S): De billeder vi ser på tv viser lidelse og frygt i en grad, som er ukendt for de fleste på vores breddegrader. Men hver gang den israelsk-palæstinensiske konflikt blusser op ser vi en uhensigtsmæssig radikalisering af den offentlige debat herhjemme, hvor der bliver udpeget helte og skurke. Selv om jeg har forståelse for at der er store følelser på spil, går vejen til fred ikke gennem dæmonisering af den ene eller anden part. Hvis nogen tror at dansk dundertale til Netanyahus højreradikale regering eller Hamas har nogen virkning, stikker de sig blår i øjnene. Men for mig er der ingen tvivl om, at Hamas skal stoppe raketregnen – det er en første forudsætning for en fredelig løsning på konflikten. Det eneste, Danmark kan tilbyde i en sådan situation, er diplomatisk pres. Den rolle som Danmark kan og skal spille bilateralt, og som vi har tradition for i Skandinavien, er at lægge pres på parterne for at indstille volden og tilbyde humanitær bistand. Gennem EU bør vi lægge samme linje. Men det er amerikanerne, som står med nøglen til at mægle i denne konflikt. Fordi både Israel og Ægypten er afhængige af USA’s økonomiske bistand håber jeg Obama-administrationen lægger maksimalt pres på Morsi (og derigennem Hamas) og Netanyahu for at der indgås en våbenhvile. Man kan analytisk spekulere lidt over om ikke både Hamas og måske i nogen grad Netanyahu-regeringen har interesse i at holde krigen kørende lidt endnu: Hamas er upopulære hos mange i Gaza fordi de ikke har formået at give palæstinenserne et bedre liv og Netanyahu vil stå stærkere frem til det parlamentsvalget, der skal afholdes senest i januar.

2. Fredag besøgte den nye ægyptiske præsident Mohamed Morsi (Det Muslimske Broderskab) Gaza-stribens premierminister Haniya i en kontorbygning, som Israe bombede igår. Hvordan vil Ægypten stille sig i konflikten? Har Det Arabiske Forår ændret noget i Israel-Palæstina-konflikten – i givet fald: Hvad?
PER STIG MØLLER (K): Egypten har traditionelt spillet en dæmpende rolle, men kan ikke længere gøre det med samme styrke som før. Israel stoler næppe helt på den nye ledelse, som har en anden hjemlig situation. Det arabiske forår gør situationen mere uigennemskuelig – også for Israel – end før.
SØREN ESPERSEN (DF): Det er mit indtryk, at den ægyptiske hær-ledelse står fast på fredsaftalen med Israel. Det uvisse i denne situation er i hvor høj grad, det er lykkedes præsident Morsi at få indflydelse på Hæren, som jo bestemt ikke ønsker militær konflikt med Israel. Foreløbig tyder alt på, at præsidenten kun har en meget begrænset indflydelse på Hæren, hvorfor jeg udelukker ægyptisk militært engagement. Hæren vil måske ligefrem hjælpe Israel med at få lukket våbensmuglingerne via tunneler. Præsident Morsi vil dog givet på det retoriske plan bakke op om Hamas, som jo er en del af Det Muslimske Broderskab.
METTE BOCK (LA): Det Arabiske Forår har flyttet verdens opmærksomhed. Nye magtforskydninger finder sted, og ingen ved endnu, hvordan en ny magtbalance kommer til at se ud. Både Egypten og Tyrkiet – og i øvrigt også andre – er i nye roller og meget kan ændre sig i de kommende måneder.
CHRISTIAN JUHL (EL): Ja, foråret har ændret meget – mange steder er der krav om demokrati – selv i Israel: I det sidste år har der i Israel været store sociale demonstrationer, teltbyer i de større byer med krav om arbejde og forbedringer for bl.a. unge. De har ikke rejst krav om fred mellem Israel-Palæstina, men alene været sociale protester mod den højreorienterede israelske regering. Jeg anser dem som inspireret af det arabiske forår. Desuden viser Syrien-krigen at alliancerne skifter – det betyder, at både Syrienkrigen og krigen i Gaza alt for let kan eskalere.
RASMUS HELVEG (R): Ægyptens nye ledelse har valgt at være pragmatisk i konflikten til nu, og er ikke i gang med at ændre politik på Israel-spørgsmålet. Men det er nu en demokratisk valgt regering, der står til ansvar overfor vælgere, som i vidt omfang er kritiske overfor status quo. Det kommer til at betyde en ændring i Ægyptens handlemåde. Dog næppe i en voldelig retning. Det er værd at huske at ledelsen i Ægypten opererer på et folkeligt mandat.
JEPPE KOFOD (S): Før det Arabiske Forår var Ægypten en skeptisk og modstræbende allieret til Israel. Siden Morsi blev præsident har han haft et indenrigspolitisk behov for at vise sig som en stærkere modstander af Israel end hans forgængere. Men til trods for lidt sabelraslen har et ikke har manifesteret sig i radikale ændring af den førte politik. I forhold til konflikten i Gaza forsøger Ægypten at spille rollen som den regionale stormagt og mægle. Den største sejr for Morsi vil være at kunne stå som statsmanden, der stoppede Israels angreb mod palæstinenserne. Men lige nu står han fanget mellem international realpolitik, ideologiske bånd og indenrigspolitisk pres. På den ene side presser amerikanerne på for at Morsi skal vride armen om på Hamas og stoppe missilaffyringerne. På den anden side er Hamas en del af det Muslimske Broderskab [den bevægelse, Morsi tilhører, red.] og Morsi har en ideologisk inklination til at støtte sine ideologiske fæller. Og samtidig presser den folkelige opinion i Ægypten og fra de salafistiske partier på for en endnu hårdere kurs overfor Israel. Så spørgsmålet er: kan Morsi være fødselshjælper på en våbehvile/fredsaftale uden at fremstå som et instrument for amerikanske interesser? Et andet spørgsmål er, om Netanyahu er villig til en fredaftale med Ægypten som mellemmand, hvis det kan bidrage til at styrke Morsis position i den arabiske verden? Omvendt kan en fredsaftale med Morsis mellemkost både sikre Israel/Egypten fredsaftalen og øge tiltroen til, at Egyptens præsident kan spille en fredsskabende rolle i regionen.

3. Striden mellem Israel og Hamas finder sted samtidig med fortsatte kampe i Syrien, som allerede skaber voldsom uro ift. Tyrkiet og Libanon. Mener du, at situationen i Mellemøsten er ifærd med at eskalere til en bredere konflikt? Hvad er i givet fald de største risici pt.?
PER STIG MØLLER (K): Syriens regering har formentlig enten sagt god for Hamas` provokationer eller opmuntret dem for at brede konflikten ud. Hamas` partnere og støtter er Syrien og Iran. Ved at dreje opmærksomheden hen mod Israel, kan det syriske regime få mere ro til at slå opstanden ned. Syrerne vil gøre Israel til den hovedfjende, araberne må samle sig imod, så de ikke fokuserer på, at Assad skal gå af. Hvis det herefter lykkes at sætte Hetzbollah i gang mod Israel, ruller den store konflikt, som sætter Israel i en endnu sværere situation. Derfor skulle Israel tidligere have benyttet fredsmulighederne ved både at fremme to-statsløsningen og stoppe bosættelserne.
SØREN ESPERSEN (DF): Hizbollah oppe nordpå – i Libanon – er i disse måneder stærkt svækket netop som følge af situationen i Syrien, hvor deres nærmeste allierede og ven er Syriens svækkede præsident. Mens uro omkring Gaza under andre omstændigheder normalt ville føre til at også Hizbollah gik i aktion, vil dette nok ikke ske i dette tilfælde – og hvis det sker, vil det blive meget sporadiske raketaffyringer ind i det nordlige Israel. Syrien og præsidenten har jo også nok at gøre i disse måneder med at holde oprørsfolkene i ave – og vil i den situation slet ikke kunne agere i forhold til Israel. Skulle Syrien begynde at lave uro omkring Golan-Højderne, vil det alene være symbolsk for at forsøge at samle det syriske folk imod den fælles fjende. For nogle uger siden bevægede et par syriske kampvogne sig faktisk ind i den demilitariserede zone, men fortrak hurtigt igen. Tyrkiet vil kun retorisk blande sig i konflikten mellem Israel og Hamas. Tyrkiet er i øvrigt i opgøret med Syriens præsident varmt støttet af USA, som gerne ser præsidenten afsat, og dermed svække Irans indflydelse i området.
METTE BOCK (LA): Ja, situationen er absolut ved at eskalere. De seneste dages uro viser med al (u)ønskelig tydelighed, at situationen i området er en krudttønde. Det internationale samfund skal optræde konsekvent i sin fordømmelse, men det bliver samtidig tydeligt, hvor vanskeligt det er at pege på konstruktive handlemuligheder. Viljen og ønsket om stabilitet og fred skal først og fremmest komme fra de deltagende parter selv. Det intenationale samfund kan ikke tvinge hverken fred, demokrati eller gensidig respekt igennem, hvilket historien klart dokumenterer. Det begynder og ender med landenes egen vilje til at bevæge sig i en fredsskabende og stabiliserede retning.
CHRISTIAN JUHL (EL): Syrien: Risikoen er at der kommer krigshandlinger mellem Syrien og Tyrkiet, hvor NATO støtter Tyrkiet. Desuden at krigen breder sig i Libanon. Israel-Palæstina: Krigshandlingerne – og USA’s/EU’s meldinger – kan være med til at legalisere en aggressiv kurs fra Israel.
RASMUS HELVEG (R): Nej, jeg mener ikke at situationen er ved at konvergere til én stor eller større konflikt. Syrien er et separat kapitel fra Israel/Palæstina. Men Syrien-konflikten kan selvfølgelig sprede sig til både Tyrkiet og til Libanon, og det er galt nok.
JEPPE KOFOD (S): Nej, det tror jeg ikke. Konflikten i Syrien er nok i høj grad en stedfortræderkrig mellem Iran og Saudi-Arabien. Konflikten i Gaza handler i bund og grund om den israelske besættelse. Men dermed ikke sagt, at Iran ikke har forsøgt at sprede krigen – det er iranske missiler, derm har gjort Islamisk Jihad i stand til at ramme Tel Aviv. Det værste scenarie ville være, at et sådant missil, der indeholder et kemisk stof, rammer en israelsk storby. I så fald ville krigen eskalere fuldstændig ud af kontrol.

4. Bør EU spille en mere fremtrædende rolle ift. Israel-Palæstina-konflikten? Hvis ja, hvordan?
PER STIG MØLLER (K): EU kan spille en større rolle ved at gå i samarbejde med USA og få skabt en stærkere indsats for at få løst det palæstinensiske problem. Det er kun vokset. For kan Abu Mazen efterhånden levere en fred, der inkluderer Gaza? Det vil Hamas vise verden, han ikke kan.
SØREN ESPERSEN (DF): Nej, EU kan ikke spille nogen rolle – andet end at levere penge til Gazas indbyggere – og til araberne på Vestbredden. Israel har ingen respekt for EU, og lytter alene til USA.
METTE BOCK (LA): Lige nu skal EU holde sig til fordømmelse – og klart signalere, at en eventuel ny status for Palæstina ikke er på dagsordenen før uroen ophører.
CHRISTIAN JUHL (EL): De bør beslutte, at de samlet støtter opgraderingen af Palæstina i FN ved afstemningen 29/11. Og de bør sige til Israel, at de annullerer den særlige privilligerede handelsaftale med EU indtil Israel viser vilje til forhandling.
RASMUS HELVEG (R): Det måtte EU meget gerne, men EU er delt, jf. afstemningen i FN om opgradering af Palæstina. Så jeg vurderer ikke at EU for tiden er i stand til at løfte en mere aktiv rolle.
JEPPE KOFOD (S): Én ting er hvad man måtte mene EU bør gøre. Én anden ting er hvad EU kan gøre. Jeg så gerne et meget mere proaktivt EU, men virkeligheden er, at Europa er grundlæggende splittet i spørgsmålet.

LÆS MERE: Lørdag har Christian Juhl offentliggjort følgende indlæg om konflikten: Stop bombningerne i Gaza.

ILLUSTRATION: Demonstranter går langs “sikkerhedsbarrieren” der omkranser Al-Walaja på Vestbredden, 16/11 2011 (foto: Ryan Rodrick Beiler / Shutterstock.com)