Rasmus Tantholdt: Religion er vigtigere end politik i mellemøstlige demokratier

Rasmus Tantholdt: Religion er vigtigere end politik i mellemøstlige demokratier

27.04.2012


”Irakerne stemte ud fra deres religiøse tilhørsforhold frem for deres politiske overbevisninger, da der var valg. Hvis det viser sig at være en generel tendens, vil det ændre fundamentalt på magtstrukturerne i Mellemøsten.” Det siger TV2’s Mellemøstkorrespondent, Rasmus Tantholdt, til RÆSON.

INTERVIEW af Louise Boo Jespersen


EFTER FORÅRET: RÆSON interviewer op til vores store konference Efter det Arabiske Forår i Den Sorte Diamant 4. juni 2012 de deltagende eksperter, journalister og kommentatorer. Læs mere om konferencen og køb billetter her.
Søren Schmidt: Assad er slet ikke mør endnu
Ulla Holm: Alle vil have en bid af kagen efter Gaddafis fald


RÆSON: Som Mellemøstkorrespondent, hvor ser du de mest aktuelle begivenheder udspille sig netop nu i regionen?

Tantholdt: Lige nu sker der spændende ting med magtstrukturerne i hele Mellemøsten. Syrien er det mest aktuelle eksempel. Hvor lang tid kan det lade sig gøre for en ikke folkevalgt leder at blive siddende, når man møder så stor modstand, som der har vist sig at være mod præsident Assad. Indtil videre har han slået oprøret tilbage, men jeg tror ikke, at det er slut. Mit indtryk er, at den interne modstand mod ham vokser dag for dag. Alligevel er det svært at se, hvad der skal kunne få ham til at trække sig. På trods af det internationale pres, står han stærkere, end han har gjort i flere måneder.

RÆSON: Hvor ser du magtstrukturerne komme til udtryk i et land som Syrien?

Tantholdt: I Syrien, som i mange andre lande i Mellemøsten, er det dem med de største muskler, der bestemmer og ikke nødvendigvis dem med de bedste politiske ideer. Sådan er det ofte i lande uden demokrati og frihed. Selvom alawitterne kun udgør godt 12 procent af befolkningen, så er det dem, der sidder på mag-ten. Blandt andet med støtte fra en del af landets kristne indbyggere. Det kan kun lade sig gøre, fordi de sidder med våbenmagten. Så længe Assad har kontrol over hæren, som ledes af hans trosfæller, er det svært at se, hvordan han skal kunne væltes. De ved godt, at det vil være enormt risikabelt for dem, hvis de overdrog magten til landets største religiøse befolkningsgruppe, nemlig sunnimuslimerne, der udgør omkring 70 procent af befolkningen. Måske vil de hævne sig efter så mange år uden indflydelse, og det vil Assad ikke risikere.

Det bliver interessant at se, hvordan indbyggerne vil stemme, hvis der en dag kommer et frit valg. Jeg tror, at mange ville stemme ud fra deres religiøse tilhørsforhold og mindre ud fra politiske holdninger. Det er for eksempel ikke tilfældigt, at der i Irak er en shiamuslimsk Premierminister. I Irak udgør shiamuslimerne 60 pro-cent af befolkningen. Tidligere sad sunnimuslimerne på magten. De udgør 20 procent af befolkningen, men sad på alle topposterne i det offentlige, staten og militæret. Da valget kom, var det klart, at shiamuslimer ikke valgte nogle af de mennesker, der tidligere undertrykte dem, men også at de ikke stemte på kandidater fra andre religiøse grupperinger end deres egen. I Irak kan man altså se en tendens til, at folk har stemt ud fra deres religiøse og etniske overbevisning og måske ikke så meget ud fra deres politiske. Hvis det viser sig at være en generel tendens, vil det ændre fundamentalt på magtstrukturerne og magtforholdene i Mellemøsten.

RÆSON: Hvordan kommer det til udtryk i andre lande end Syrien og Irak?

Tantholdt: Det kan ses i Bahrain, hvor der lige nu er daglige demonstrationer. Hvis der var frit valg her, ville det også blive shiamuslimerne, der kom til magten. De udgør den største del af befolkningen. Det er bare ikke dem, der har magten. Det vil sige, at magtstrukturerne ville ændre sig fuldstændig. Og det ville også medfører en ny politiske dagsorden i Mellemøsten. I Bahrain så vi, hvor vigtigt det er for saudierne, at Bahrain forbliver sunnimuslimsk. Saudi Arabien sendte ligefrem soldater til Manama for at bekæmpe de shiamuslimske demonstranter og deres kamp for demokrati. Samtidig taler Saudi Arabien om vigtigheden af at støtte den primært sunnimuslimske kamp for demokrati i Syrien. Det virker umiddelbart paradoksalt. Og så er det ret ironisk, da Saudi Arabien selv ikke har meget med demokrati at gøre. Men det viser, at det vigtigste for saudierne ikke er demokrati. Det vigtigste er, at sunnimuslimer sidder på magten. Demokrati eller ej. Det fortæller meget om, hvad der er på spil i Mellemøsten lige nu, synes jeg.

RÆSON: Udover Syrien, magtstrukturerne og shiasunni spørgsmålet, hvad ser du så som det mest interessante i Mellemøsten?

Tantholdt: Det Arabiske Forår 2,0. Altså den næste fase. Hvad sker der med de lande, hvor man har fået væltet den siddende leder, som det skete i Egypten og Libyen? Hvad kommer der til at ske, hvordan vil et demokratisk valg forløbe, og hvem kommer til at sidde på magten? Man har set, at det er gået forholdsvist fredeligt i Tunesien, hvor der har været et valg, og som er det land, der er kommet længst. Det er svært at forudsige, hvordan det generelt vil gå i de forskellige lande, da forholdene er så forskellige, og da de alle er i forskellige faser, men alle faserne er interessante.

RÆSON: Er der som korrespondent forskel på at rapportere fra lande, der befinder sig i forskellige faser?

Tantholdt: Ja. Det er mere kompliceret at rapportere fra de lande, hvor revolutionen for alvor ikke har fået fat. Lande som for eksempel Bahrain og Syrien. Jeg var i Syrien sidste måned, og jeg kom ind i ly af mørket ved at kravle igennem et hul i et pigtrådshegn og løbe halvanden kilometer over en bar mark som var ingenmandsland mellem Tyrkiet og Syrien. Imens forsøgte grænsevagter at finde os med deres projektører. De var i deres gode ret til at smide os i fængsel, da vi var der ulovligt uden noget stempel i passet. Det er en ekstrem svær måde at rapportere på, når man er der på ulovlig vis. Du må ikke blive opdaget, du må nærmest ikke gå ude på gaden, og der er ingen, som tør have dig boende hos. De er bange for, at det vil koste dem livet, hvis det bliver opdaget. Men da jeg gik ud derfra, følte jeg, at jeg havde været inde og for-tælle en historie om nogle mennesker, som ikke nødvendigvis var blevet fortalt, hvis ikke jeg havde været der. Og at fortælle om deres meget store problemer med dagligt at blive ramt af de syriske raketter, der bliver skudt tilfældigt ind i de civile områder, det gør det risikoen værd.

Louise Boo Jespersen (f. 1983) er journalist ved Palestine Monitor og politisk medarbejder for “Arab World Democracy and Electoral Monitor”, Al Marsad. Hun har en BA i statskundskab og en MA i analytisk journalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har tidligere arbejdet på presseinstituttet i Ulaanbaatar i Mongoliet i 8 måneder og bor nu i Ramallah. ILLUSTRATION: Valg i Irak (Foto: IraqPhoto via Flickr)