RÆSON i Mexico: Studenterbevægelsen viser tænder

RÆSON i Mexico: Studenterbevægelsen viser tænder

17.07.2012


Mexicos nyvalgte præsident sidder ikke så sikkert i stolen som sine forgængere. Efter flere års stilhed er studenterbevægelsen vågnet op til dåd, og den har tænkt sig at holde landets magthavere fast på kursen mod mere demokrati.

ANALYSE af Lisbeth Rasch

LÆS OGSÅ: RÆSON i Mexico: Nyvalgt præsident købte sejren af landets fattige

Peña Nieto fra Mexicos ældste parti Partido Revolucionario Institucional (PRI) kunne søndag den 1. juli erklære sig som vinder af lørdagens præsidentvalg. Det kom ikke bag på nogen. Siden valgkampen blev skudt i gang, har stort set samtlige meningsmålinger tydet på, han ville løbe med sejren. Men sejren blev ikke indkasseret så sikkert, som Nieto og stort set samtlige af landets politiske kommentatorer havde regnet med. I begyndelsen af maj blev han mødt af massiv modstand fra uventet kant. Det skete, da storfavoritten besøgte et af landets mest prestigefyldte private universiteter. Det, der skulle have været endnu en manifestation af Peña Nietos sikre plads i mexicanernes hjerter, udviklede sig til en tumultarisk protestaktion fra de studerendes side. De nydelige unge mænd og kvinder anklagede Peña Nieto for at være morder og kujon, fordi han i sin tid som delstatsguvernør i 2006 var indblandet i en episode, hvor demonstranter i San Salvador Atenco blev voldeligt nedkæmpet og tortureret. Mødt af de studerendes buh-råb måtte Peña Nieto søge tilflugt på et af universitets toiletter. Han fik en gevaldig ridse i sit ellers så glatpolerede image.

Ungdommen melder sig ind i kampen
Den spontane protestaktion fra de studerende blev startskuddet på en omfattende kampagne, der har involveret studerende fra en bred vifte af landets uddannelsesinstitutioner og spredt sig som en steppebrand via de sociale medier. De Peña Nieto- og PRI-kritiske protestermarcher samlede et rekordstort antal studerende på gaderne, og de politiske iagttagere begyndte hurtigt at tale om en ungdomsgeneration, der pludselig vågnede op efter at have udmærket sig ved sin politiske passivitet og pessimisme. Fra den ene dage til den anden så PRI’s forventede valgsejr ikke så let og gnidningsfri ud. Og valgkampens slutspurt blev da også præget af en voksende kritik af PRIs metoder og af Mexicos største mediers favorisering af partiet.

En ny politisk kultur?
Da Mexico Citys studerende i valgkampens sidste dage gik på gaden i de største studenterprotester i nyere tid, lignede det, at et generationsskifte var på vej i mexicansk politik. Mexicos unge er vokset op i et land med demokrati og voksende pluralisme. De har andre forventninger til deres politikere end deres forældre. ”Det er ikke bare et opgør mellem de studerende og PRI, men et generelt ideologisk opgør, et generationsopgør, vores generation kæmper for et demokrati, som den ældre generation ikke forstår” forklarer en af studenterbevægelsens talspersoner Luis Jaime Estrada. Det er derfor paradoksalt, at Peña Nieto har forsøgt at markedsføre sig selv som barn af en ny demokratisk tradition i landet. Han har i sin kampagne gjort en del for at distancere sig fra det gamle PRI. Blandt andet ved at pointere, at han er opvokset og politisk socialiseret i et Mexico i en spirende demokratiseringsproces. Nieto fremstiller sig selv som repræsentant for en ny demokratisk generation. En historie de kritiske studerende ikke giver meget for.

Korrumperet partikultur
Professor i statskundskab ved Center for Nordamerikastudier ved Mexicos Nationale Universitet, Raúl Benítez Manaut, kan godt forstå, at de studerende ikke kan kende billedet af demokratiforkæmperen Nieto. Han vurderer, at der stadig hersker en korrumperet partikultur bag partiets nye image: ”PRI anno 2012 har en ung ledelse, som har fået positiv mediedækning især via tv. Men det er det samme, gamle PRI, hvad angår korruptionen. Størstedelen af PRI’s lokale guvernører varetager fortsat budgetterne meget uansvarligt. De har gjort sig selv rige og gældsat deres delstater,” siger han. Men studenterbevægelsen blomstrede for sent op til at få betydning for valgresultatet. Og de studerende er heller ikke kommet bredt nok ud til at rykke stemmefordelingen for alvor, lyder kritikken fra flere mexicanske kommentatorer. Det medgiver talsmanden Luis Jaime Estrada gerne: ”Det er en af de vigtigste kritikker, vi kan rejse mod os selv som bevægelse,” siger han: ”Vi har været for centraliserede. Vi har centraliseret os på de sociale medier og i Mexico City. Det ligner lidt, at bevægelsen kun eksisterer i Mexico City og på de sociale medier, og at vi så en gang imellem går på gaden. Men vi har brug for en bred folkelig støtte”.

Yo Soy 132
En bredere folkelig opbakning var tilsyneladende, hvad studenterbevægelsen – nu konsolideret under betegnelsen ”Yo Soy 132”, som er hentet fra nogle af bevægelsens første tweets – søgte, da den afholdt sin første nationale kongres i weekenden 14.-15. juli. Det brede fremmøde fra alt fra fagforeninger til feministiske grupper og repræsentanter fra Mexicos autonome landsbyer viste, at de studerende kan regne med opbakning fra mange af de eksisterende sociale bevægelser i Mexico. Samtidig blev weekendens kongres af mange iagttagere betragtet som et udtryk for, at studenterbevægelsen er ved at udvikle sig fra en heterogen og uforudsigelig mængde af individer, holdninger, twittertråde og protestformer til en mere konsolideret politisk gruppe. En gruppe der samtidig er ved at positionere sig politisk som en venstreorienteret bevægelse.

Fra kritisk røst til politisk bevægelse
Udviklingen høstede hurtigt kritik på de sociale medier. Ved at alliere sig med de fortrinsvis venstreorienterede grupper og organisationer, risikerer bevægelsen at frastøde alle de studerende, der ikke deler det ideologiske standpunkt, men som alligevel er kritiske over for PRI og for valgsystemet i Mexico. Mange kommentatorer har påpeget, at en vigtig del af bevægelsens oprindelige succes og gennemslagskraft skal tilskrives, at protesterne opstod så pludseligt og fra helt uventet kant – fra et af Mexicos fineste private universiteter, der normalt ikke er scenen for sociale protester. På bevægelsens nationale kongres var der ikke mange studerende fra de private universiteter. Til gengæld prægede de røde faner, anti-neoliberalistiske kampråb og støtteerklæringer til politiske fanger og selvstyrende landsbyer billedet.

Sikker sejr til Nieto
Mens de unge organiserer sig, er den brede mexicanske offentlighed ved at have accepteret, at Peña Nieto vandt valget med 38,1 procent af stemmerne. Efter massive indicier på valgfusk og en strøm af historier, om hvordan PRI havde købt stemmer af landets fattigste, krævede venstrefløjen stemmerne talt om. Men resultatet faldt stadig ud som en sikker sejr til Peña Nieto. Det har og ikke fået hverken venstrefløjen, studenterbevægelsen eller landets øvrige sociale bevægelser til at forlige sig med udsigten til seks år med PRI ved magten.

Grund til optimisme
Og der er stadig grund til en grad af optimisme, mener den anerkendte sociolog Roger Bartra fra Uafhængige Nationale Universitet i Mexico City: ”Jeg tror, at der langsomt er ved at vokse en ny kultur frem. Fra borgerråd, folkehøringer og organisationer, der forsvarer menneskerettighederne og grupper, der holder øje med magtmisbrug. Det er det, man har kaldt et ’monitory democracy’,” forklarer han og tilføjer ”Det repræsentative demokratis traditionelle maskineri er ikke i stand til at forhindre, at kriminelle politikere overtager magten, og det er heller ikke i stand til at fremme en kultur kendetegnet ved respekt for civilsamfundet, retsstaten og tilliden til regeringen. De folkelige og uafhængige kontrolmekanismer er meget mere effektive i at forberede samfundet på en omstilling til et holdbart demokrati”. På selve valgdagen var de unge fra den PRI-kritiske bevægelse da også ivrige valgobservatører, ligesom de brugte de sociale medier til at rapporterer om valgfusk ved valgstederne. Og selvom det på nuværende tidspunkt virker usandsynligt, at de studerende kan bremse PRI’s tilbagevenden til magten, har den massive mobilisering i valgkampens slutspurt bibragt en sund diskussion af demokratiets tilstand i Mexico. De unge er vågnet op, og Peña Nieto kan overtage præsidentembedet med en forvisning om, at han har langt mindre råderum, end den gamle PRI-garde havde.

Lisbeth Rasch er BA i antropologi fra Københavns Universitet med tilvalg i statskundskab og international politik fra Mexicos nationale universitet, UNAM. Nu bosat i Mexico City, hvor hun skriver for den amerikanske tænketank Centre for International Policy Americas Program. ILLUSTRATION: Stencil af Peña Nieto, og politi, der holder vagt ved tv-stationen Televisas hovedsæde. Tv-station er blevet kritiseret af de studerende for at favorisere PRI og Peña Nieto. (Foto: Rodrigo Jardón Galeana)