RÆSON i Libanon: For mange bordherrer og ingen diktator at vælte

RÆSON i Libanon: For mange bordherrer og ingen diktator at vælte

20.04.2012


Libaneserne har bedre muligheder for at stable et oprør på benene end de fleste af deres naboer. Men intern splid og en fraværende statsmagt forhindrer egentlig folkelig opstand.

ANALYSE af Ann-Sofie Jespersen & Line Louise Bahner

LÆS OGSÅ:
Kommentar: Splittelsen blandt palæstinenserne spidser til
Rapport fra Bahrain: Politiet belejrer landsbyer med vold og magt
Free Syrian Army om splittelsen i oppositionen: Frihed først – politik bagefter

I Libanon går folk på gaden for ingenting og alting. Der demonstreres ivrigt for alt fra bedre arbejdsvilkår for taxachaufførerne, over forbedringer af migrantarbejdernes rettigheder, til en bedre internetforbindelse. Samtidig er Libanon notorisk kendt for sin ustabilitet, sit konfessionelle demokrati, og de mange udenlandske aktørers stadige indblanding i indenrigspolitiske anliggende. Mens resten af regionen er på barrikaderne, er Libanon mærkeligt stille. Spørger man libanesiske eksperter, civilsamfundsaktører og aktivister tegner der sig et billede af, at det konfessionelle system er den primære bremseklods. Der er for mange stemmer og tværgående interesser i spil og ingen stærk statsmagt at samle sig imod, som i de omkringliggende arabiske oprør.

Det konfessionelle demokrati betyder, at hver sekt er repræsenteret i parlamentet baseret på deres andel af den samlede befolkning. Problemet er bare, at den sidste folkeoptælling blev foretaget i 1932. Samtidig er stabiliteten i landet så skrøbelig, at ingen har turdet røre ved fordelingen af sæder i parlamentet af frygt for nye interne stridigheder. Den nuværende fordeling i parlamentet svarer derfor ikke til den reelle konfessionelle fordeling i befolkningen, men det forhindrer ikke de forskellige sekter i at kæmpe for deres egne interesser med næb og klør. Det betyder, at der sjældent laves politik efter Libanons interesse, men efter de forskellige sekters.

Seks rivaliserende konger
Hele Libanons etablering har rødder i de mange og forskellige politiske stemmer. Efter afslutningen på Første Verdenskrig oprettedes staten Libanon under fransk mandat. Som mange andre stater i regionen bestod befolkningen af mange forskellige etniske grupper og religioner. I Libanon var der en 50-50 fordeling mellem muslimer og kristne, med i alt 18 undergrupperinger eller sekter. Efter den blodige borgerkrig fra 1975 til 1990 er skellene ikke blevet mindre, og libaneserne er kristne, sunni, shia eller drusere, før de er libanesiske og arabere. Størstedelen af de nuværende partier i Libanon har rødder i borgerkrigens militser – med undtagelse af Hariri-partiet ’Tayyar Al-Mustaqbal’ (Fremtidsbevægelsen), der påstår at være sekulært, men i høj grad er et Sunni-orienteret parti. De sekteriske grupperinger trækker linjerne skarpt op i Libanon og ligger i vejen for, at landet bliver ramt af revolutionsbølgerne fra omkringliggende lande. Hver sekt har sin egen interesse og sit eget patron-klient system. I toppen af hver sekt sidder der derfor en magtelite, som nyder godt af situationen, som den er. Som en leder af en af de store NGO’er i Libanon udtrykte det, så er der seks konger i Libanon. De har nok forskellige interesser på mange områder, men ingen ønsker nogen som helst fundamental forandring af systemet. Det er med til at bevare en svag libanesisk stat, som er ude af stand til at opfylde befolkningens behov for sociale ydelser. Et faktum som er i de sekteriske lederes fælles interesse, da en velfærdsstat ville underminere de vertikale patron-klient forhold, der opretholder den almindelige befolknings loyalitet og afhængighed af sekten som primær referenceramme. Det siger alt, at hospitalerne er sektbaserede, jobs rekvireres gennem staten – ja selv barområderne i hovedstaden Beirut er konfessionelt opdelte.

Flere faktorer peger umiddelbart på en demokratisk bølge
Der er dog flere faktorer, som burde betyde, at den libanesiske befolkning kunne påvirke den politiske beslutningsproces. Landet har en høj grad af forsamlings- og ytringsfrihed i forhold til andre lande i den arabiske verden, og den lange tradition for demonstrationer spiller sin rolle. Problemet er, at faktorerne bliver anvendt strategisk af sekternes konger, og samtidig undermineres af systemet. Mens de mange demonstrationer på sin vis fungerer som en sikkerhedsventil for staten, hvor befolkningen kan få afløb for deres utilfredshed, bærer de mange demonstrationer også præg af interne sekteriske opdelinger. Selvom der er relativ pressefrihed i Libanon, er de enkelte medier i høj grad domineret af forskellige politiske partier og fraktioner.

Revolutionen uden forandringer
Men i 2005 skete der alligevel noget. Premierminister Rafiq Hariri blev myrdet i februar, og der blev spekuleret i, om Syrien var indblandet i attentatet. Det fik et samlet Libanon til at gå på gaden og kræve Syrien ud af landet og ud af libanesisk politik. Selv for libanesiske standarder var det enorme folkemængder, der indtog gaderne. Målet blev opfyldt, da syriske tropper efter cirka 30 år forlod Libanon i april 2005. Men Syrien spiller stadig en stor rolle i libanesisk politik. Splittelsen mellem pro- og anti-syriske stemmer kommer til udtryk i de to største politiske koalitioner, 8. og 14. marts bevægelserne, der har taget navn efter datoerne for de to største demonstrationer henholdsvis for og imod Syrien i 2005. Inden for koalitionerne er der forskellige konfessionelt baserede partier. Alliancerne skifter på kryds og tværs, afhængig af hvad der bedst tjener sektens interesse, mens de enkelte partier og deres vælgerbase forbliver stort set uændrede i deres sammensætning. Ceder revolutionen i 2005 – eller The Independence Intifada, som libaneserne selv kalder den – fik libaneserne til at gøre fælles front mod en ydre fjende. Den gav mange libanesere håb om en mindre sekterisk politisk fremtid. De drømme er skudt i stykker nu, og som The Economist formulerer det, har Libanon sine kroniske plager i behold. Sektarianisme, korruption, en svag stat, udenlandsk indblanding og bevæbnede militser er der stadig – og Syrien er tilbage. Libanon er lige så opdelt som før.

Sekulær opstand ulmer
Men det konfessionelle system har dog været genstand for en bølge af folkelige angreb. Især siden starten af 2011. Det er blevet for meget. Specielt for de unge. Topple The Regime bevægelsen – eller Laïque Pride fra det franske ord for sekularisme – er inspireret af og har kørt på det momentum, de arabiske opstande har skabt. Siden deres begyndelse i vinteren 2010 har de haft succes med at samle op til over 30.000 demonstranter, og har opnået det uhørte at samle flere fra de fattige områder og fra forskellige konfessionelle baggrunde. Men de har ikke formået at holde fast i den blandede skare og samle befolkningen. Blandt andet på grund af deres egen sekteriske og ideologiske splittelse. Selv siger de også, at politikere forsøger at infiltrere dem og kører smædekampagner mod dem fra forskellige medieplatforme, fordi de er bange for at miste magten. Samtidigt ramler de ind i blot at være en sag mellem mange. I opfølgningsdemonstrationen efter deres største succes gik de fra 30.000 deltagere til 1500. Blandt andet fordi de havde valgt at lægge demonstrationen den samme dag som palæstinensernes Right of Return demonstration, der samlede omkring 50.000 deltagere, hvoraf mange ellers ville have deltaget i den anti-sekteriske demonstration.

Ingen diktator at vælte
Topple the Regime bliver af mange set som den eneste reelle bølge i Libanon fra det arabiske forår, men samtidig som en bevægelse der ikke har en chance. Det er mest en start. Et håb. Et behov for at udtrykke sig. Som en deltager i de store anti-sekteriske demonstrationer sagde: “Det er noget rod, men vi går på gaden, fordi vi har brug at føle, vi gør noget. Man kan ikke bare ikke gøre noget.”

Af de aktivister RÆSON mødte ved demonstrationerne, var størstedelen der for at udtrykke en stor utilfredshed med systemet. Men de havde ingen reel forventning om at opnå et bestemt politisk mål. De seks konger vil for alt i verden bevare status quo, og ingen tror, at de kan væltes nu. Det konfessionelle system gør, at der ikke er en rigid og autoritær diktator, som befolkningen kan udtrykke deres utilfredshed med. I stedet bliver det selve systemet, der er genstand for demonstranternes frustration – et system, der er svært at ændre på. Den analyse er ikke fremmed for deltagerne i bevægelsen. “Vores kampagner er gode, men vi kan ikke skabe forandring på grund af systemet,” sagde en af ophavsmændene til bevægelsens demonstrationer sidste maj.

ANN-SOFIE JESPERSEN er cand.soc. i internationale udviklingsstudier & virksomhedsstudier og arbejder i øjeblikket med politiske kampagner i Gambia for Activista, ActionAid. LINE LOUISE BAHNER er cand.soc. i internationale udviklingsstudier og mellemøststudier, og er policy og research medarbejder hos IBIS. De tog i 2011 i forbindelse med deres afsluttende speciale på Internationale Udviklingsstudier ved Roskilde Universitet til Libanon for at undersøge, i hvor høj grad Libanon kunne opleve massiv social mobilisering for civile rettigheder for Palæstinensere i Libanon og generelt. Artiklen bygger hovedsageligt på materiale indsamlet gennem interviews med over 40 græsrodsaktivister, politiske eksperter, NGO’ere, politikere og journalister. ILLUSTRATION: Papirlappen siger: Palæstina, Irak, Libanon… Hvis tur er det til at smage demokratiet? (Foto: looking4poetry via flickr)