RÆSON i Kairo: Folket frygter, militæret vil klamre sig til magten

RÆSON i Kairo: Folket frygter, militæret vil klamre sig til magten

20.05.2012


Militæret sidder tungt på magten i Egypten, og selvom det gang på gang har lovet at overlade taburetterne til folket, er der ikke mange, der tror på, at det kommer til at ske. Det kræver nemlig, at den kommende præsident træder i karakter, og det lader ingen af kandidaterne til at have i tankerne.

Af Sarah Borger, Kairo, Egypten


DEMOKRATITEST: For første gang nogensinde har egypterne valgt deres egen præsident. Mohamed Mursi fra det Muslimske Broderskab. RÆSON dækker valget gennem analyser og løbende rapporter fra Kairo.
RÆSON i Kairo: Jeg stemmer, inshallah
RÆSON i Kairo: Islamisterne mister opbakning
RÆSON i Kairo: Folket frygter, militæret vil klamre sig til magten


I onsdags svor formanden for militærrådet, Mohammed Tantawi, endnu engang, at militæret vil overgive magten til befolkningen senest 1. juli i år. “Valget i Egypten vil være en model på folkelig frihed og retfærdighed for resten af verden”, sagde han. Men formandens forsikringer runger hult i egypternes ører. Siden valgkommissionen diskvalificerede en række folkeligt opbakkede kandidater i slutningen af april, har mange mistet troen på et retfærdigt og demokratisk valg. I starten af maj førte utilfredsheden til demonstrationer foran forsvarsministeriet i bydelen Abbasseya. Demonstrationerne udviklede sig til kampe, som kostede 12 mennesker livet. Siden har militærets rolle været årsag til stigende bekymring for landets fremtid.

Udbredt mistillid
Foran et af Kairos populære storcentre lufter Dr. Abdel Karim Hassan og hans nevø Abdallah Hassan deres frustrationer over, at valgets topkandidater ikke forholder sig til, hvor meget indflydelse hæren skal have efter valget. Indtil for nylig var de begge involveret i præsidentkandidat Aboul Fotouhs valgkampagne. Men Fotouhs manglende stillingtagen til hærens rolle i samfundet fik dem i sidste ende til at trække deres støtte.
“I de fire timer topkandidaterne, Amr Moussa og Abdel Moneim Aboul Fotouh, debatterede på tv, nævnte de kun militæret i generelle termer. Vores bekymringer bliver slet ikke afspejlet,” siger Dr. Abdel Karim Hassan. Nevøen Abdallah tilføjer:

“Selv hvis SCAF overgiver magten, som de har lovet, så skal de nok finde en måde at styre landet på, hvis ikke præsidenten tager affære. Og så vil hele revolutionen og alt, vi har kæmpet for, være spildt. Min onkel mistede sin søn i kampene i november, og jeg mistede min fætter. Og vi stolede på Fotouh. Vi troede, han var med os imod militæret. Men nu ved jeg ikke længere, hvad jeg skal tro på.”

Militæret i civil
Flere af landets politiske eksperter udtrykker bekymring over, at topkandidaternes valgprogrammer er så godt som blottet for reel stillingtagen til militærets dominerende position. Debattør og professor i historie, Zeinab Aboul Magd, skrev for nyligt en længere kritik af præsidentkandidaternes valgprogrammer i landets førende avis Al-Masry Al-Youm. “Kandidaterne taler detaljeret om urealistiske planer, velvidende at ingen af deres løfter kan holdes, så længe hæren sidder på hvert hjørne af staten. Indtil videre har ingen af præsidentkandidaterne reelt forholdt sig til, hvordan den Egyptiske stat skal demilitariseres,” skrev Magd. Hun er ikke bekymret for, at militæret ikke vil overgive den formelle magt som lovet. Hun er bekymret for de uofficielle og økonomiske fordele, som hæren har sikret sig gennem tiden, og som de næppe opgiver frivilligt. Landets topposter, inklusive præsidentposten, har været besat af militærfolk siden revolutionen i 1952. Og sådan ser billedet stadig ud i dag. Militæret sidder tungt på den statsejede oliesektor, transportområdet og langt de fleste større virksomheder. Desuden har 18 ud af landets 27 guvernører haft høje positioner i hæren, ligesom formanden for valgkommissionen tidligere fungerede som dommer i militærdomstolen. Dr. Abdel Karim er ligesom Aboul Magd bange for, at de pensionerede militærfolk kommer til at sidde på den reelle magt i landet, hvis landets leder ikke aktivt gør en indsats for at vælte dem af pinden.

“Hvordan skal vi nogensinde slippe af med korruptionen, når militærfolkene dækker over hinanden? Problemet er, at de stadig er loyale over for hæren, men sidder på civile stillinger, og derfor ikke kan rammes ved hjælp af militærbudgetter og den slags. Man skal turde sætte problemet på dagsordenen, men det tør ingen af kandidaterne. Da Det Muslimske Broderskab fik flertallet i parlamentet, var jeg glad. Jeg er selv muslim, men vil ikke have en religiøs regering. Men de efterlader os ikke med noget valg. Ikke hvis valget står imellem Islamisme og militærstyre. Se på kampvognen derovre.” Han peger op kampvognen foran centeret. På siden er et stort banner med sloganet Hæren og Folket er én hånd. “Under revolutionen troede vi på, at vi var én hånd. Men efterhånden har mange af os indset, at militæret altid var Mubaraks hånd, ikke vores,” siger Dr. Abdel Karim.

Det er dog langt fra alle, der er enige med ham. Trods den store kritik af militærets håndtering af sikkerheden i landet efter Mubaraks fald, foretrækker mange en militærstøttet regering, så islamisterne ikke både sidder på flertallet i parlamentet og på præsidentposten. Det kommer blandt andet til udtryk i de seneste meningsmålinger, hvor Præsidentkandidat Ahmed Shafiq, som tidligere var chef for det egyptiske flyvevåben, går stærk frem. Målingerne peger på, at det endelige opgør bliver mellem Ahmed Shafiq og tidligere udenrigsminister Amr Moussa. Men som det er tilfældet for dr. Adel Karim og hans nevø, så synes valget for mange at handle om fravalg snarere end tilvalg.

Sarah Borger er BA i arabisk og kommunikation, stud. cand.com, og arbejder bl.a. med interkulturel kommunikation. Hun dækker det egyptiske præsidentvalg for RÆSON. ILLUSTRATION: Tankvogn i Kairo (Foto: Aschevogel/flickr)