RÆSON i Kabul: Vesten overser afghanske flygtninge i kapløbet mod udgangen

RÆSON i Kabul: Vesten overser afghanske flygtninge i kapløbet mod udgangen

11.06.2012


Vesten har for lidt fokus på Afghanistans flygtninge og internt fordrevne. Det er en dårlig idé. For de er en væsentlig forudsætning for fred og fremgang – og de har brug for hjælp. RÆSONs Af-Pak-redaktør har besøgt dem.

KOMMENTAR af Andreas Geertsen, KABUL, AFGHANISTAN


AFGHANISTAN: HVAD VIL KRITIKERNE? Kritikerne af krigen og Vestens exit-strategi er mange, men antallet af forslag til alternative løsninger få. RÆSON beder i denne serie markante krigsskeptikere og eksperter om konstruktive bud på fremadrettede løsninger. Serien opdateres løbende med interviews og kommentarer.
En af verdens førende Afghanistaneksperter: Pres på for øget regionalt selvstyre
Nagieb Khaja om Afghanistan: Sådan bør en fredsaftale se ud
Carsten Jensen om Afghanistan: Vi har belønnet oprør med udviklingshjælp
Peter Viggo: En magtdeling med Taleban er afgørende for fred
– 24.06.11: Astrid Washington: Sådan bør en fredsaftale se ud


Endnu en støvstorm fejer ind over Kabul, udtørrer mine slimhinder, og tvinger folk inden døre. Som om 30 års uafbrudt konflikt ikke var nok, plages afghanerne af jævnlige sandstorme, tørkeperioder, oversvømmelser og jordskælv. Fra det nittende århundredes ”Great Game” om herredømmet over Centralasien til Sovjetunionens fejlslagne invasion i december 1979 og ISAF’s mere end ti års tilstedeværelse – de er altid ofre for større magter.

NATO-topmødet i Chicago for nylig handlede især om tilbagetrækning. Generalsekretær Anders Fogh sagde til reporterne, at han ”er overbevist om, at vi vil fastholde solidariteten i koalitionen”. Mødet fik ligesom vejsidebomber og væbnede sammenstød stor mediebevågenhed. Det gør en stor og stadig større udfordring til gengæld ikke: Afghanistans mange flygtninge og internt fordrevne. Det er en udfordring, som det internationale samfund er nødt til at tage alvorligt – især nu, hvor Vestens blik er så stift rettet mod udgangen.

Flere og flere internt fordrevne
FN's flygtningeagentur, UNHCR, opgør med jævne mellemrum antallet af internt fordrevne i Afghanistan. I april 2012 var der 427.000, og de anslår, at 150.000 flere føjes til i løbet af 2012. Antallet er steget og steget de seneste par år. I 2011 blev 45 % flere drevet på flugt fra deres hjemegn end året før.

2011 var også året, hvor antallet af civile dødsofre for kampene satte rekord. Mere end 3.000 civile afghanske mænd, kvinder og børn omkom som direkte følge af den væbnede konflikt.

Landmænd i storbyen
De internt fordrevne fra landet ender ofte i store byer som Kabul, Herat og Kandahar. Efter Talebans fald er den økonomiske udvikling gået hurtigere i byerne end på landet, og de internt fordrevne søger derfor mod byerne i håb om at finde arbejde og forsørge familien. Blandt andet derfor er Kabuls befolkning blevet tredoblet på mindre end ti år.

Men de internt fordrevne afghanere fra landområderne er vant til at ernære sig gennem landbrug og har ikke de fornødne uddannelses- og håndværksmæssige kompetencer til at klare sig i byen. Og den jord og de husdyr, de levede af, er blevet konfiskeret eller efterladt under flugten. De internt fordrevne udgør en ny urban underklasse, stuvet sammen under kummerlige forhold i uformelle bosættelser, som er skudt frem overalt i Kabul de senere år.

En fælles undersøgelse gennemført af UNHCR og Verdensbanken bekræfter, at de internt fordrevne i Kabuls ghettolignende bosættelser er langt mere udsatte end selv den fattigste del af den normale befolkning i byen. Blandt de internt fordrevne kan blot én ud af 100 kvinder læse og skrive – sammenlignet med en tredjedel af kvinderne blandt den normale bybefolkning. Mændene forsøger sig som daglejere, men der er langt fra arbejde nok at få til at forsørge familien. Børnedødeligheden er høj, og fejlernæring og børnearbejde udbredt. Hvert femte afghanske barn dør før sin femårs fødselsdag.

Midlertidige bosættelser i over fem år
Bystyret i Kabul anser bosættelserne som midlertidige og tillader ikke opførelsen af permanente strukturer som sanitære faciliteter, vandforsyning og solide bygninger. De internt fordrevne bor derfor i interimistiske skure af ler, træ og presenninger, som hverken kan holde vand, vind eller kulde ude.

En kvinde i en af bosættelserne fortæller mig, at hun har boet i det ”midlertidige” skur i mere end fem år med sine børn – uden udsigt til forandring. Børnene render barfodede rundt i laset tøj, og en ram stank af affald, urin og uvaskede menneskekroppe hænger i luften. Vinteren i Afghanistan er bidende kold, og mange små børn frøs ihjel i Kabuls uformelle bosættelser denne vinter. Andre grupper af internt fordrevne har slået sig ned i forladte sovjetiske militærbarakker i udkanten af byen.

Et ofte gentaget argument for, at den internationale indsats i Afghanistan nytter, er antallet af opførte skoler. Men langt fra alle børn går i dem, og blandt de internt fordrevne de færreste. Deres børn bliver sendt ind til byen for at tigge i gaderne.

Et andet ofte gentaget argument for indsatsen i Afghanistan er mere demokrati. Men de flygtninge, jeg møder, har på det nærmeste ingen mulighed for politisk indflydelse. For det første fordi de har nok at gøre med blot at overleve. For det andet fordi de ikke anses som fuldgyldige medborgere. Rettighedsbeskyttelsen er minimal, og de internt fordrevne familier har ingen sikkerhed mod overgreb og ekspropriation. Kvinderne er som sædvanligt blandt de allermest udsatte, og mange er eneforsørgere, fordi manden enten er flygtet eller død.

Manglende reintegration af hjemvendte flygtninge med de internt fordrevne i Kabuls uformelle bosættelser lever mange af de hjemvendte afghanske flygtninge, som efter regimeskiftet i 2001 vendte tilbage til fædrelandet, primært fra Pakistan og Iran. I en af historiens største repatrieringsoperationer, hjulpet af UNHCR, vendte over fem millioner afghanere hjem fra nabolandene i årene umiddelbart efter Talebans fald. Det svarer til mere end 20 % af landets befolkning. Selv for Afghanistan, som har en langvarig tradition for økonomisk migration og sæsonbetinget mobilitet, er en sådan pludselig befolkningstilstrømning ekstraordinær.

Undersøgelser fra UNHCR bekræfter, at en stor del af de hjemvendte flygtninge overalt i Afghanistan fortsat har ringere levevilkår end resten af lokalsamfundet. Samtidig skaber den massive tilstrømning grobund for konflikter og voldelige disputter om ejerskab af jord og bygninger, ligesom nytilflytterne øger konkurrencen om de i forvejen knappe ressourcer i lokalsamfundene.

Humanitær krise med bredere implikationer
Vilkårene for Afghanistans internt fordrevne og hjemvendte flygtninge er i sig selv en humanitær krise, der kræver øjeblikkelig opmærksomhed og handling. UNHCR og humanitære NGO’er forsøger at hjælpe de trængende, men har kun midler til at dække en brøkdel af behovet. Det internationale samfund yder enorme beløb i udviklingsbistand til Afghanistan, men bør ikke glemme, at der stadig er stort behov for humanitær hjælp.

Flygtningeproblemet har imidlertid også bredere implikationer, som truer både Afghanistans udviklingsperspektiver og den langsigtede regionale stabilitet. En stor del af de hjemvendte flygtninge og internt fordrevne er unge mænd uden fremtidsudsigter. Det kan øge rekrutteringsgrundlaget for fundamentalistiske og militante grupperinger. En meget stor del af de nuværende Taleban-krigere er således vokset op og rekrutteret i de utallige afghanske flygtningelejre i Pakistans grænseområder. Så selvom de sårbare internt fordrevne og hjemvendte flygtninge ikke på kort sigt udgør en decideret sikkerhedsrisiko, kan dette blive tilfældet på den lange bane. Samtidig vil legitimiteten af enhver fremtidig regering i Kabul blive voldsomt udfordret, hvis den ikke formår at støtte de internt fordrevne og reintegrere de hjemvendte flygtninge, som til sammen udgør næsten en fjerdedel af Afghanistans nuværende befolkning.

Forsoning og genopbygning er desuden langt mindre sandsynlig, hvis en så stor befolkningsgruppe på forhånd er ekskluderet. Varig reintegration af de mange hjemvendte flygtninge og forbedring af de internt fordrevnes fremtidsudsigter er derfor bydende nødvendig for langsigtet politisk stabilitet og økonomisk udvikling i Afghanistan.

Risiko for regionale kontroverser
På trods af den omfattende repatriering efter Talebans fald er der stadig et enormt antal afghanske flygtninge tilbage i Pakistan og Iran. 1,7 millioner afghanske flygtninge opholder sig i Pakistan, mens omkring en million registrerede og to millioner uregistrerede afghanere befinder sig i Iran. På grund af det anspændte forhold mellem styret i Teheran og det internationale samfund, har især Iran måttet tage vare på de mange flygtninge med et minimum af international assistance. Som sikkerhedssituationen ser ud i Afghanistan i dag, er det imidlertid ikke så underligt, at de resterende afghanske flygtninge i Pakistan og Iran er meget tilbageholdende med at vende hjem.

Den massive tilstedeværelse af afghanske flygtninge i nabolandene er en potentiel kilde til ustabilitet og regionale kontroverser, som i værste fald kan hindre den igangværende fredsproces. De mange afghanere i eksil udgør en betragtelig byrde for værtslandene, og netop Pakistan og Iran presser i stigende grad på for repatriering med slet skjulte trusler om massedeportation til fædrelandet. I kraft af den latente trussel om tvangsdeportation af afghanske flygtninge har Iran og Pakistan en gevaldig klemme på enhver fremtidig afghansk regering. Og alle analytikere er enige om, at en holdbar fredsaftale forudsætter opbakning fra Afghanistans regionale naboer, navnlig Pakistan og Iran. Det er heller ikke usandsynligt, at de afghanske flygtninge i Iran kan blive en forhandlingsbrik, hvis krisen omkring Teherans atomprogram eskalerer, og en israelsk eller amerikansk militær intervention rykker nærmere.

Langsigtet indsats nødvendig
Afghanistans egen kapacitet til at modtage og absorbere de mange hjemvendte flygtninge og sikre en værdig tilværelse for den internt fordrevne del af befolkningen er imidlertid minimal. Med både internationalt og afghansk fokus på bekæmpelse af de Taleban-ledede oprørsgrupper og skabelse af en tålelig sikkerhedssituation inden Vestens militære exit i 2014, kan de hjemvendte flygtninge og internt fordrevne hurtigt blive overset – ligesom den stærkt politiserede flygtningetilstedeværelse i nabolandene kun i yderst begrænset grad bliver inkluderet i bestræbelserne på at få Afghanistans nabolande med på vognen i fredsforhandlingerne. Det er en fejl – og risikerer at forhindre strategiens succes.

Efter længere tids opfordring har den afghanske regering for nylig annonceret politiske initiativer, der skal forbedre vilkårene for det stigende antal internt fordrevne. Samtidig er UNHCR i færd med at orkestrere en regional indsats, der kan sikre reintegration af de hjemvendte afghanske flygtninge og en varig løsning for eksilafghanerne i Pakistan og Iran. På et topmøde i Genève 2.-3. maj 2012 tilsluttede mere end 40 donorlande – samt Afghanistan, Pakistan og Irans regeringer – sig en regional strategi, der skal styrke reintegrationen i Afghanistan og gøde jorden for frivillig repatriering af afghanske flygtninge i nabolandene. Men den slags initiativer og strategier kræver flere ressourcer for at lykkes.

Hvis Vesten vil have langsigtet stabilitet og udvikling i Afghanistan, er det nødvendigt at yde massiv civil støtte til at bringe de hjemvendte flygtninge og internt fordrevne på fode igen – også når den sidste pansrede mandskabsvogn snart har forladt slagmarkens støvstorme.

Andreas Geertsen (f. 1982) er RÆSONs Af-Pak-redaktør. Han er cand.scient.pol. med speciale i international sikkerhedspolitik og arbejder til daglig i Dansk Flygtningehjælps internationale afdeling. Tidligere ansat ved Udenrigsministeriets Center for Global Sikkerhed, Danmarks ambassade i Beijing og det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre. FOTO: Afghanske flygtninge (Farshad Davari/Flickr).