10.05.2012

”Man glemmer ofte de menneskelige aspekter i de arabiske revolutioner. Det handler ikke kun om krig og ødelæggelse, men folks personlige historier drukner ofte i strategiske analyser og storpolitik.” Sådan siger DR’s Mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård Andersen, til RÆSON.

INTERVIEW af David Jano

EFTER FORÅRET: RÆSON interviewer op til vores store konference Efter det Arabiske Forår i Den Sorte Diamant 4. juni 2012 de deltagende eksperter, journalister og kommentatorer. Læs mere om konferencen og køb billetter her.
– Ulla Holm: Alle vil have en bid af kagen efter Gaddafis fald
– Rasmus Tantholdt: Religion er vigtigere end politik i mellemøstlige demokratier
– Skovgaard-Petersen: De klassiske arabiske autoritære styrers tid er ved at være forbi

RÆSON: Er det svært at skelne mellem de mange forskellige situationer og konflikter i hvert enkelt land som Mellemøstenkorrespondent?

Damsgård: Det synes jeg ikke. De er meget forskelligartede, og alligevel er der nogle grundlæggende principper. Min opgave som korrespondent er at komme rundt om konflikterne. Det er en udfordring for eksempel i Syrien, som er næsten lukket land for journalister. Det er klart, at jeg som journalist selvfølgelig bliver indigneret. Ellers kan jeg ikke stille de rigtige spørgsmål. Jeg ser det som min opgave at vise situationen blandt de mennesker, der oplever konflikten og ikke fortabe mig i at analysere strategisk politik, for så kommer vi for langt væk fra, hvad det handler om. For eksempel havde jeg interviewet et torturoffer, der var flygtet fra Syrien til Tyrkiet den samme dag, som EU’s udenrigsministre vedtog sanktioner, der skulle forhindre Assads kone i at købe dyre sko over internettet. Torturofret kunne ikke bruge det til noget. Kontrasten er skærende, og det er min opgave at pointere det. Syrerne forstår ikke, hvorfor deres liv betyder mindre end libyernes liv i Vesten øjne. Og for mig som journalist er det vigtigt at holde fast i det grundlæggende menneskelige aspekt. Hvis jeg bliver for analyserende og strategisk, så kan jeg ikke længere udføre mit arbejde. Der er mange udfordringer i at hjælpe syrerne. Men lige meget hvad er det frustrerende for de mennesker, der bare vil have hjælp, og den side af det skal jeg også dække. Man skal ikke fortabe sig i dybe analyser, som kommer alt for langt væk fra folks og krigens virkelighed. I Syrien er det interessante den store distance mellem, hvad oprørerne føler og har brug for, og så de omkringliggende landes egennyttige strategier. Det gør jo noget ved mennesker, at politik og regional strategi vejer tungere end menneskeliv.

RÆSON: Men er den menneskelige vinkel noget, der sælger?

Damsgård: Det kan det godt være, hvis man insisterer på det. Nu skal jeg til Egypten og følge valget i den kommende tid. Selvom dækningen får et indenrigspolitisk præg med mange kandidatnavne og lignende, så er valget en aktuel krog og mulighed for at få sat spot på, hvordan egypterne egentlig har det. Der er selvfølgelig meget mere plads i en avis til en større, dybdegående historie, end der er på tv, men der skal være plads til det hele – også i fjernsynet.

RÆSON: Din kollega Rasmus Tantholdt har tidligere i denne serie sagt, at der er stor forskel på at rapportere fra de enkelte lande, da man befinder sig forskellige steder i den omvæltende proces, regionen oplever. Er du enig i det?

Damsgård: Jeg forstår godt, hvad det er Rasmus mener. Jeg tror, det er vigtigt at følge op på, hvad der sker med revolutionerne, der stadig er i gang, selvom der ikke står demonstranter på Tahrir-pladsen hver dag. Vi skal ikke konsekvent kun følge med de steder, hvor der er krig. Vi bliver nødt til at holde fast i historierne og følge dem til dørs. Jeg tænker enormt meget på modtageren derhjemme. Jeg rapporterer til folk, der ikke beskæftiger sig indgående med Mellemøsten i det daglige, og dem lader jeg i stikken, hvis jeg bare stopper dækningen, så snart egypterne er gået hjem fra Tahrir-Pladsen.

RÆSON: Tror du vi får demokrati i et land som Egypten?

Damsgård: Der er rigtig mange udfordringer i Egypten, og jeg er træt af etiketten Arabisk Forår. Revolutioner tager virkelig lang tid. Udfordringerne i Egypten er store. Et helt nyt parlament skal finde ud af, hvad demokrati er. Salafisterne ved slet ikke, hvad politik er. Men de ved, det er noget, de tidligere har været modstandere af. Militæret skal afgive magt, og der skal laves helt om på den rolle, det tidligere har spillet i Egypten. Jeg ved ikke, om det på nuværende tidspunkt er muligt at reformere militærapparatet. Man fokuserer på forfatningsændringer og præsidentvalg, men militærets nye rolle er det vigtigste at få løst.

RÆSON: Du nævner selv, at du er træt af termen Arabisk Forår. Den bliver ellers brugt for hele udviklingen i Mellemøsten. Hvad så hvis jeg siger Islamisk Vinter ?

Damsgård: Det er faktisk endnu værre. For her overfortolker vi endnu mere. Det er interessant at se, hvad der er sket i Marokko, Tunesien og Egypten. Vi må holde op med bare at bævre ved frygten for islamisterne og se, hvad de rent faktisk har på hjertet. De skal til at føre pragmatisk politik og ikke bare være den råbende opposition. At kalde udviklingen Islamisk vinter er forkert, da man sætter en etiket på noget, der er mange forskellige ting. Det Arabiske Forår var sidste år, og nu synes jeg, det må være på tide at kalde det de arabiske revolutioner.

RÆSON: Hvad skal vi holde øje med i Mellemøsten lige nu?

Damsgård: Jeg bliver nødt til at sige Syrien. Der er så meget på spil lige nu og så mange forviklinger at holde øje med. Men det er enormt vigtigt at følge alt det, der står på spil, da det handler om menneskeliv hver eneste dag. Ikke bare storpolitik. Men det er også enormt fascinerende at prøve og forstå, hvad der foregår inde i hovedet på Assad. Det hele virker nogen gange næsten tegneserieagtigt. Selv om folk derhjemme i Danmark måske vil sige, at det har været sådan længe, så bliver vi nødt til at blive ved med at rapportere fra konflikten, for den udvikler sig dagligt.

DAVID JANO (f. 1985) er cand. Mag. i Moderne Mellemøststudier fra Syddansk Universitet og har en BA i Historie fra Københavns Universitet. Han har desuden læst på University of Haifa i Israel og er ekspert i Israelsk politik, kultur og historie. ILLUSTRATION: Egyptisk demonstration (Foto: J. Rashad via flickr)