Præsidentdebat: Ikke et ord om klimaet

Præsidentdebat: Ikke et ord om klimaet

23.10.2012


Den tredje og sidste præsidentdebat gjorde én ting klart: Klimaforandringer kommer ikke til at betyde noget for, hvem der bliver præsident, og selv hvis Obama får fire år mere, vil hans hænder være bundet på klimaområdet.

ANALYSE af Esben Alslund-Lanthén, RÆSONs klimaredaktør

Præsidentvalg: Her slås Obama og Romney om USA’s energipolitik

I 370 minutter fordelt på tre debatter har Barack Obama og Mitt Romney diskuteret USA’s – og verdens – tilstand uden at nævne klimaforandringer. Under nattens debat kom kandidaterne ind på emner som energisikkerhed og vedvarende energi, og Romney fik udråbt USA til ’the hope of the earth’. Men direkte adspurgt til USA’s rolle i verden, valgte begge kandidater endnu engang at ignorere menneskeskabt global opvarmning som et problem. Præsidentvalgkampen er kulminationen på en udvikling, hvor økonomi, energiforsyning, arbejdspladser og benzinpriser har skubbet klimaforandringer væk fra den politiske dagsorden.


Energiboom har forstummet klimasnak

Kandidaterne konkurrerer nu på at understrege deres støtte til brugen af fossile brændstoffer. USA har i de seneste år oplevet et boom i energiproduktionen, hvilket særligt skyldes gasudvinding ved den kontroversielle fracking-metode. Resultatet er en enestående mulighed for at gøre USA uafhængig af energi fra tvivlsomme regimer i Mellemøsten og samtidig skabe tiltrængte arbejdspladser. Den mulighed har ingen af kandidaterne villet lade glide af hænde i en krisetid, hvor valgkampens altoverskyggende tema er en presset amerikansk økonomi.

Samtidig spiller USA’s valgsystem en afgørende rolle for, at kandidaterne pludselig er blevet meget glade for kul. Ohio er blevet udråbt som den mest afgørende stat i årets valgkamp, og netop her er der en stor produktion af kul med dertilhørende arbejdspladser. I sin tid som guvernør var Romney ellers meget kritisk over for kulkraftværker, men han har i valgkampen forsøgt at fremstå som Mr. Coal (hovedsageligt ved vælgermøder i Ohio). Obama har i sine første år som præsident gjort livet væsentligt vanskeligere for kulproducenterne i USA, men det er ikke noget han praler med i valgkampen. I stedet gentager han gang på gang, at han støtter op om ’clean coal’, hvilket i sig selv er en selvmodsigelse og under alle omstændigheder dækker mindre end én procent af USA’s energiforbrug.


Klimaforandringer er en tabersag

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Obama har haft intentioner om gøre alvor af sine højtflyvende klimaløfter fra valgsejren i 2008. Men enten har han manglet opbakning, eller også har han ikke investeret nok i sagen. Den føromtalte klimalov skulle introducere et system, hvor virksomheder i USA kunne handle med CO2-kvoter. Loven klarede sig gennem Repræsentanternes Hus, men strandede i Senatet, hvor en række demokratiske senatorer – særligt fra stater med stor kulproduktion – trak deres støtte. Fiaskoen ved klimatopmødet i København havde kort forinden understreget, at en international aftale havde lange udsigter.

Konklusionen i Obamas administration blev derfor, at klimaforandringerne skulle nævnes så lidt som muligt. I stedet måtte man tale om de grønne job, som var blevet skabt med vækstpakkerne. Obamas rådgiver, David Axelrod, formidlede præsidentens budskab videre til demokratiske medlemmer af kongressen, og siden da har der med få undtagelser hersket klimastilhed fra præsidenten og det demokratiske parti.


Obama har lagt sig selv i håndjern på klimaområdet

Så selvom Obama stadig er favorit til at blive USA’s næste præsident, vil hans genvalg ikke betyde, at USA kommer til tage et større ansvar for at undgå global opvarmning. Obama har ikke turdet spørge vælgerne om mandat til et nyt forsøg på en klimalov, og dertil kommer, at kongressen med et sikkert republikansk flertal i Repræsentanternes Hus højest sandsynligt vil stoppe loven endnu en gang.

Hvad kan vi så forvente os, hvis Obama bliver genvalgt? De små skridts politik vil fortsætte. USA vil fortsat investere i clean tech og vedvarende energi, sådan som det har været tilfældet, siden vækstpakkerne blev vedtaget. Derudover har Obamas centrale rådgiver på energi- og klimaområdet, Carol Browner, afsløret, at der formentlig vil blive tale om en sektor-for-sektor tilgang, hvor de mest forurenende sektorer såsom kul- og cementproduktion bliver bedt om at nedbringe deres udslip af CO2-udslip. Det har vist sig at være en succesfuld tilgang i forhold til bilindustrien, som i 2011 forpligtede sig til at fordoble antallet af kilometer per liter benzin inden 2025. Produktionen af gas vil fortsætte med at stige, hvilket kan have den positive bivirkning, at kul vil miste sin status som den billigste form for energi. Kul udleder omtrent dobbelt så meget CO2 per energienhed som gas, så hvis gas erstatter kul i USA’s energisystem, bliver der udledt mindre CO2.


Skrækscenariet: Det Hvide Hus tror ikke på klimaforandringer

Romney har på den anden side troet på eksistensen af menneskeskabte klimaforandringer. Det gør han bare ikke mere. Nu tvivler han på videnskaben. For at sætte en streg under sit manglende engagement har Romney gjort klart, at selv hvis menneskeskabte klimaforandringer fandtes, så ville problemet være for dyrt at gøre noget ved. Hvis Romney bliver valgt, vil han gøre det op til staterne selv at regulere, hvor og hvor meget der skal bores efter olie og gas. Resultatet bliver efter al sandsynlighed en kraftigt øget produktion med dertil hørende øgede CO2-udledning og lokale miljøproblemer. Romney vil samtidig deregulerer opførelsen af nye kulkraftværker og fjerne skattefordelene for vedvarende energi, mens han vil beholde de tilskud til olie- og gasproducenterne. Med andre ord er hensynet til verdens klima ikke-eksisterende i Romneys energiplan.

Esben Alslund-Lanthén (f. 1985) er RÆSONs klimaredaktør. Han skriver speciale om grøn vækst på statskundskab ved Københavns Universitet, har studeret international klimapolitik ved Freie Universität i Berlin og er uddannet faglig formidler fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus. Esben har tidligere arbejdet for Politiken og Mandag Morgen og været i praktik på DR2 Deadline.