Peter Hummelgaard: Kandidat på landingsbanen

Peter Hummelgaard: Kandidat på landingsbanen

17.05.2012


NYE NAVNE I POLITIK: Peter Hummelgaard (f.1983)
HVEM HAN ER: Han er Socialdemokrat af opdragelse og overbevisning, en mønsterbryder med exceptionelle retoriske evner.
HVAD VI VED: De seneste måneder er han brudt gennem mediemuren med budskabet om, at regeringen svigter i tidens store ideologiske opgør om finanssektoren.
HVAD VI VIL VIDE: Hvorfor vil han (ikke) være sit partis nye næstformand?

LÆS OGSÅ: Portræt: Banke for bordenden / Stine Brix: Lægedatteren fra Albertslund

PORTRÆT af Tinne Hjersing Knudsen

Peter Hummelgaard Thomsen, formand for DSU og nyudnævnt folketingskandidat, ankommer til sin partiforening på Amager kl. 6.30 i en lyseblå skjorte og en lejet sort Seat. Inden klokken bliver elleve skal han holde fem taler forskellige steder i København. En ældre mand spiller en klagende version af ”What a wonderful world” på mundharmonika, mens gæsterne betaler 70 kr. i døren og finder sig til rette ved bordene med papirduge. Et pigekor stiller op foran scenen og talerstolen, der egentlig bare er tre sider træ og en skrå plade, hvor talen kan ligge. Lokalet er påskegult, dekoreret med bøgegrene og partiflag. Scenen er fyldt med røde balloner, og midt i lokalet stiller TV 2 News og DR Update op. TV 2-journalisten hiver fat i Hummelgaard for at høre hovedpunkterne i hans tale.

Harald Børsting træder ind. En stor mand i havblå skjorte siger godmorgen og velkommen. Han kigger ud af vinduet og siger med en drilsk stemme »Ja, hvis ejeren af en sort Seat vil undgå en bøde, skal han skynde sig at flytte den, for der står en parkeringsvagt og kigger intenst på den«. En af Hummelgaards tre kvindelige følgesvende springer op fra sin klapstol og løber ud af døren. Resten af de fremmødte griner.

»Vejret er godt, og vi har fået en ny regering«, starter Børsting. Han vil have en 1. maj, der handler om ungdomsarbejdsløshed og fortæller, at ’tøusivn’vis’ af unge har mistet deres job. Han fastslår, at Margrethe Vestager er regeringens problembarn og VK-regeringen skyld i det meste, der er galt i samfundet.

Peter Hummelgaard sidder ved siden af sin socialdemokratiske kæreste. Børsting taler om udenlandsk arbejdskraft og slutter sin tale af med »..det er sgu ikke solidaritet!« til stor begejstring for tilhørerne. De fremmødte er enten meget glatte eller meget rynkede. Få af dem er mellem 25 og 50 år. »Det er helt tydeligt, at der mangler en generation et eller andet sted. Jeg tror, det er et udslag af de kampe, vi har været igennem. Det er ikke super spændende at være i et parti, hvor man slås med hinanden i 15 år i streg, som vi gjorde fra 1990 til 2005«, siger Peter Hummelgaard.

Journalisterne farer ud af lokalet for at være først med et referat af Børstings tale. Mikrofonerne forsvinder med dem, og kun stativerne står tilbage. Men det passer Peter Hummelgaard fint, for han kan godt lide at råbe sine taler.

»I skal ikke være glade i dag!«
Han starter med kraft og store ord. Han fortæller om børskrakket i 1929, hvor finansfolk sprang ud fra højhuse i skam over at have ført verden ud i en krise. »Det er absurd, at dem, der har skabt den her krise ikke lider under det, men er på vej tilbage til en tilstand som før«, siger han, før han forsikrer, at han ikke vil have danske topdirektører til at begå selvmord. Publikum selskabsgriner og tygger videre på rundstykker og kaffe. »Han er ung, men har holdningerne og hjertet på det rette sted. Der er mange som mig, der gerne så en mere rød profil som ham i partiet, og her ude på Amager er han vores kandidat«, siger Ib Hansen, et ældre og trofast medlem af Socialdemokraterne.

Ib Hansen fortæller, at Stauning lagde hjørnestenen til bygningen, vi sidder i. »Den er meget vigtig for partiets historie«, siger han, inden han bliver afbrudt af en høj DR-journalist med slikhår. Journalisten vil gerne have en kommentar til Børstings tale, men den vil Ib Hansen ikke give ham. »Jeg gør mig ikke så godt på TV«, griner han.

»Vi har vundet valget, men ikke værdikampen!«, tordner Hummelgaard afsluttende fra talerstolen. Publikum bryder ud i stor jubel – større end efter Børstings tale.

Hummelgaard er vokset op mellem landingsbanerne i Kastrup. Han er født ind i en uuddannet familie, hvor alle arbejdede i eller omkring lufthavnen. »De er ufaglærte hele banden undtaget min morfar, der har en eller anden maskinarbejderuddannelse«, fortæller han. Han var meget hos sine bedsteforældre og er præget af sin morfar, der var meget politisk bevidst. »Det har præget mig meget at snakke politik med ham og gjort mig til socialdemokrat. Jeg er vokset op i et miljø, hvor der var mange, der ikke havde det helt let.«

Han kalder sig selv mønsterbryder, fordi han valgte at gå på gymnasiet og universitetet. »Men når det er sagt, betyder den der arbejderbaggrund, at alle mine venner og bekendte nu arbejder ufaglært i lufthavnen. Det betyder utrolig meget for mig og er afgørende for, at jeg er socialdemokrat.« Lufthavnsdrengen melder sig ind i DSU i kampen mod det Foghske samfundsprojekt, da Poul Nyrup taber regeringsmagten. Han kan ikke genkende Socialdemokratiet, så han beslutter sig for blande sig. Partiet var simpelthen kørt af sporet. »Men jeg meldte mig også ind, fordi jeg vidste, at jeg var socialdemokrat,« siger han.

Hvornår begyndte du at være mere end almindeligt aktiv og stille op til forbundsformandsposten? »Når man bliver tændt af en forening, har den en tendens til at æde hele kroppen, når man rækker hånden frem,« siger han og forsikrer, at det kun er godt og dejligt. »Ellers ved jeg det sgu ikke. Det ene tog det andet, og jeg blev formand i 2008. Jeg overvejede det rigtig meget, for jeg var i tvivl, om jeg ville gå hele vejen og blive politiker, som man er på fuld tid, når man er forbundsformand.«

Hummelgaard snakker med partimedlemmerne og drikker meget kaffe undervejs. Det næste møde foregår på det ydre Nørrebro med flere rundstykker, mere kaffe og denne gang en morgenbajer. I bilen bliver talen diskuteret og justeret. Peter Hummelgaards kæreste, Anne Paulin, sidder i midten på bagsædet. Hummelgaard ringer op for at få adressen på cafeen. Det er kæresten ikke tilfreds med. Hun tager telefonen fra ham og husker ham på selen. »Og det kunne være fedt, hvis vi kunne parkere lovligt denne gang«, siger bagsædet, der består af tre piger, i kor. »Jeg synes du var meget vred,« siger Anne Paulin om talen. »Men det var jo meningen,« forsvarer Hummelgaard sig.

Formet af finanskrisen
Hummelgaard holder tale nummer to i en trang café. Han retter den lidt til og taler mindre om selvmord, som bagsædet rådede ham til, fordi det er for deprimerende. Men han taler stadig med blokbokstaver og er rasende.

»Krisen har motiveret mig til at blive folketingskandidat. Vi har brug for nogle helt nye værdipolitiske diskussioner, om hvilken type samfund vi gerne vil leve i,« siger Peter Hummelgaard til RÆSON. Han kalder sig formet af finanskrisen, fordi han har set familie og venner miste jobs. »Jeg er tændt af en ild ovenpå den økonomiske krise til at tage en politisk kamp«.

»Jeg er kommet her for at ødelægge den gode stemning,« siger han i sin tale, som han har fået trykt mere eller mindre ordret i Politiken samme dag. Folk klapper lige så begejstret som før og i flere omgange.

Talens essens er enkel: Vi skal tage et opgør med grådigheden. »Grådigheden førte til den globale nedsmeltning. Mere ville have mere, og nogle få mennesker ville have endnu mere. Det sker, når økonomien bygger på spekulation og virksomheder, der ikke har en samfundsnyttig værdi, men som maksimerer tal på en computer og handler frem og tilbage alene for at påvirke kursernes udsving.«

Hvordan skal det opgør helt præcis foregå? »Vi kan ikke bare gennemføre et lovforslag, og så er den hjemme. Konkret handler det om at finde tilbage til en økonomisk tankegang, hvor man har mere Aalborg Portland og mindre Goldman Sachs.«

Hummelgaard vil støtte den del af erhvervslivet, der producerer noget. »Det er dem, der skaber værdi og arbejdspladser i samfundet.« Han tilføjer: »Men den største del af opgøret er en grundlæggende værdidiskussion af, hvilket samfund vi vil leve i, i fremtiden. De borgerlige forsøger at gøre velfærdssamfundet ansvarlig for den gældskrise, samfundet er i, og det er lodret forkert. Vi skal slå tilbage i den debat og forbedre velfærdssamfundet og den danske arbejdsmarkedsmodel.«

Er det ikke snart på tide, at I holder op med at tale om VK? I giver dem jo 10 nye leveår, fordi I bliver ved at tale om dem. »Der er en risiko for, at vi kommer til at glemme for hurtigt, hvorfor vi var i opposition i 10 år, og hvorfor vi ønskede en ny kurs for Danmark. Jeg er bange for, at fraværet af opgøret med de borgerlige…«, han bliver afbrudt af bagsædet.

»Vi skal dreje her!« siger en af pigerne, der har påtaget sig rollen som navigatør. »Her? Nej, det kan man ikke,« indvender Hummelgaard. De bliver enige om at køre videre ned mod søerne. Han fortsætter: »Fraværet af slagsmålet med de borgerlige vil gøre, at vi havner i den samme krise igen, som vi står i nu. Det vil gøre, at sådan en som Joachim B. Olsen frit og uden at blive konfronteret af nogen kan sige de mest uhyrlige ting om folk, der har mistet deres arbejde. Det er et værdiskred, som vi nødt til at gøre op med. Og hvis du lægger mærke til det, bruger de borgerlige stadig tid på at kritisere helt tilbage til Anker Jørgensens tid. De har ingen skrupler.«

»Det handler ikke kun om oprydning, men et opgør med de borgerliges blinde tro på markedskræfterne. Er det her ikke Vester Farimagsgade?«, siger han og drejer. »Vi ved ikke, hvem markedet er, og det er skræmmende, at markedet styrer mere end de politiske beslutningstagere. Hvis man skal trumfe et argument herhjemme, skal man sige, at det vil markedet ikke bryde sig om. Men hvem fanden i helvede er markedet egentlig?«

Næstformand nu?
Der har været gisninger om dig som kandidat til næstformandsposten. Stiller du op? »Jeg stiller ikke op. Jeg er sindssygt beæret over at blive nævnt i sammenhængen, og i virkeligheden er det et meget stort skulderklap. Men jeg er jo ikke folkevalgt endnu. Jeg har sagt, at hvis nogen i partiet ringer og siger, at der er fornuft i, at jeg stiller op, vil jeg finde det meget interessant. Men jeg har ikke noget behov for at stille op på nuværende tidspunkt. Det må komme, når tid er.«

Du har lyst, men alligevel ikke og vil overveje det, hvis prikker dig på skulderen. Hvad betyder det? »Hvis de prikker mig på skulderen, vil jeg synes, at det er interessant. Sådan noget i den stil«. Men som det er nu, har du ikke lyst til at stille op? »Nej, det har jeg ikke. Jeg er da et skarn, hvis jeg siger nej, når nogen spørger, om jeg har lyst til at spille en større rolle i partiet, men der en anden og praktisk side af det,« siger Hummelgaard, der er ved at gøre sit studie færdigt:

»Jeg har et behov for og et ønske om at komme ud at få et almindeligt arbejde. Jeg kunne også godt tænke mig at få nogle almindelige erfaringer, når jeg til sommer er færdig med studiet. Det vil ikke være muligt, hvis jeg stiller op til næstformandsposten,« siger han.

Er du bange for at blive karrierepolitiker? »Der er ikke noget galt i, at man går benhårdt efter magt, så længe man har idealer og politisk glød, hvad fanden så end overbevisningen er. Problemet med karrierepolitikere er, at de holder op med at brænde for noget og bare fortsætter med at stille op,« siger han. »Hvis jeg på et tidspunkt når dertil, vil jeg aldrig nogensinde fortsætte. Det må du gerne komme at banke mig oveni hovedet med, når eller hvis den tid kommer.«

Hvad er det bedste og værste ved Socialdemokraterne? »Det bedste er, at vi har et stærkt værdifællesskab. Jeg synes, at det er rart at være medlem af et parti, hvor vi kan have brede og store diskussioner i stedet for, at alting har et automatisk svar. Det værste er, at vi på nogle leder og kanter er et parti, der er gammeldags. Det er sgu en udfordring.«

Hvorfor tror du, at nogle opfatter S som et parti i krise? »Altså, jeg føler mig ikke i identitetskrise. Alt det der med krise og identitetskrise er noget forbistret vrøvl. Jeg føler mig mere end nogensinde bekræftet i, at jeg er socialdemokrat. Jeg tror vel egentlig bare, at man er begyndt at diskutere identitetskrise, fordi der er blevet indgået så mange kompromiser til højre og til venstre i regeringens første tid.«

Hvordan synes du Helle Thorning-Schmidt klarer sig som statsminister? »Jeg synes, at hun er urimeligt meget udskældt og, at hele løftebrudsdiskussionen har været latterlig. Der har været nogle bitre sager som håndteringen af betalingsringen. Men Helle mangler at fremhæve de gange, hvor hun prøver at tage et værdiopgør. Det er mig en gåde, at hendes fremragende nytårstale blev udråbt som ikke noget særligt af hele det kommentatorcirkus af orakler.«

Talerstolen på Herlev Skole er placeret på noget, der ligner et skrivebord. Der er en mikrofon, men den er ikke nødvendig: Hummelgaard taler uden.

Der er fyldt med mennesker på Arbejdermusset. Her er der børnefamilier fra den ellers forsvundne generation af partisoldater. En horde af DSU’ere stiller op på balkonerne, og kan knap se gulvet for de store, røde faner, der hænger fra loftet. Hummelgaard erobrer den store talerstol og fortæller igen, at han vil ødelægge den dårlige stemning. DSU’erne finder sorte sække frem med partiballoner og lader dem dale ned over salen. Efter dagens sidste tale og på vej ned til dagens første øl kan Hummelgaard knap nok komme igennem lokalet for folk, der vil rose ham.

Tinne Hjersing Knudsen (f. 1991) er journaliststuderende på Syddansk Universitet og redaktør på Lixen – avisen for yngre journalister.