Pakistan og USA: En hårdt prøvet alliance

Pakistan og USA: En hårdt prøvet alliance

10.01.2012


Alliancen mellem USA og Pakistans civilregering har over de seneste måneder nået et historisk lavpunkt. Kontrovers omkring et lækket ambassadørnotat og et angreb på en pakistansk grænsepost har bragt Pakistans største udfordringer op til overfladen. Pakistans civilregering står nu i et dilemma: På den ene side er regeringen afhængig af opbakning fra en befolkning der i stigende grad er skeptisk overfor alliancen med USA – på den anden side af USA’s støtte for at holde militæret i skak.

ANALYSE af Mona Kanwal Sheikh

I sidste uge nedsatte Pakistans højesteret en undersøgelseskommission for at undersøge omstændighederne omkring det notat, der bragte Pakistans tidligere ambassadør til USA i problemer: I et notat til Pentagon, skulle eks-ambassadøren angiveligt have bedt amerikanerne om hjælp til at holde militæret i kort snor og forhindre endnu et af de militærkup, der har kendetegnet godt halvdelen af Pakistans politiske historie. “Memogate” skandalen, der stadig præger den nationale debat i Pakistan, blotlægger de to udfordringer, der gennem årtier har ledt til de mest heftige kontroverser i landet: Forholdet mellem militæret og civilregeringen, og Pakistans alliance med USA.

Krise i allianceforholdet
Forholdet mellem USA og Pakistan har i den seneste tid nået et historisk lavpunkt. For nyligt blev situationen højspændt, da amerikanske NATO-helikoptere, formentlig utilsigtet, dræbte 24 pakistanske soldater ved en grænsepost på pakistansk territorium. Det førte umiddelbart til, at Pakistan blokerede NATO-konvojernes forsyningslinje til de internationale styrker i Afghanistan. Episoden eskalerede yderligere, da amerikanerne tøvede med at undskylde, og Pakistan forlangte, at USA skulle forlade en strategisk vigtig militærbase på pakistansk jord. Islamabads ”nok er nok”-tilkendegivelser kom imidlertid ikke blot fra officielt hold. Som en af de mange protestaktioner over, hvad der i mange pakistaneres øjne opfattes som amerikanernes arrogante imperialistiske adfærd, blokerede pakistanske kabel-operatører for eksempel for adgangen til internationale tv-kanaler.

Gensidig mistillid
Den dybe mistillid mellem Islamabad og Washington går begge veje. USA har gennem årene opsamlet betydelig frustration over Pakistans utilregnelighed, og i amerikanske medier er der stor skepsis over for alliancen med et land, der i manges øjne snarere er fjende end ven. Mest af alt på grund af Pakistans tvetydige politik over for de militante bevægelser i landet, herunder Taleban og Haqqani-netværket. USA’s mistillid til Pakistan blev særligt tydelig efter, at amerikanske specialtropper i foråret 2011 opsporede og dræbte Osama Bin Laden i den pakistanske by Abottabad. Efterfølgende lød højlydte anklager om, at den pakistanske efterretningstjeneste udmærket var klar over, hvor al-Qaeda-frontfiguren skjulte sig. Da Haqqani-netværket, der opererer fra Pakistans stammeområder, senere gennemførte et angreb på den amerikanske ambassade i Kabul, udløste det igen højlydt amerikansk kritik af forbindelsen mellem den pakistanske militære efterretningstjeneste, ISI, og de anti-amerikanske militante grupper i Pakistan.

Samtidig er der en voksende anti-amerikansk stemning blandt den pakistanske lokalbefolkning, hvilket skyldes:
– Obamas intensivering af droneangreb
– USA’s økonomiske bistand, hvormed der følger krav, som har til formål at fremme amerikanske interesser i regionen
– episoder som den amerikansk efterretningsagent Raymond Davis, der skød to civile på åben gade i den tætbefolkede storby Lahore

Kompromitteret pakistansk suverænitet
Siden Barack Obama overtog præsidentposten i USA, er de hyppige droneangreb i Pakistans stammeområder blevet yderligere intensiveret, og stigningen i antallet af droneangreb er i grove træk proportional med den øgede pakistanske modstand mod USA. Meningsmålinger viser, at lokalbefolkningen i Pakistan er splittede i spørgsmålet om, hvorvidt de er mest trætte af amerikanerne eller de militante bevægelser, som er tilknyttet Taleban og al-Qaeda. I adskillige tilfælde har vreden over det, som Pakistans lokalbefolkning opfatter som suverænitetskrænkelse, ført til organisering af lokale militser, der kæmper mod den USA-ledede invasion i nabolandet Afghanistan. Og det vel at mærke uden nogensinde at have sympatiseret med Talebans politiske dagsorden.

Amerikansk bistand med betingelser
En af betingelserne for den amerikanske bistand på flere milliarder dollars er, at den pakistanske militære efterretningstjeneste, ISI, endegyldigt afbryder forbindelserne med de militante bevægelser, som gennem tiden er blevet plejet eller fredet for at sikre sig en gunstig geopolitisk position mellem Indien på den ene side og Afghanistan på den anden. Derfor kommer hjælpepakken også med forventninger om, at der bliver ryddet ud i ISI’s rækker, og at de efterretningsfolk, der har sympati for og tætte forbindelser til det oprindelige Taleban, skal afskediges. Under den forrige pakistanske regering, ledet af general Pervez Musharraf, fandt en sådan fyringsrunde rent faktisk sted dog uden at komme problemet helt til livs. De amerikanske krav til intern oprydning har gjort dele af det militære establishment harme og udløste også en bredere folkelig kritik af, at USA blander sig i Pakistans interne anliggender under dække af bistand.

Amerikanske agenter på afveje skaber sympati for Taleban
En tredje episode, der har forstærket den anti-amerikanske stemning i Pakistan udspiller sig omkring den amerikansk efterretningsagent Raymond Davis. Han skød i værste James Bond-stil to civile på åben gade i den tætbefolkede storby Lahore. Efter skuddramaet mistede endnu en tilfældig civil livet på grund af hasarderet kørsel, da Raymond Davis’ efterretningskolleger kom ham til undsætning. Hovedparten af Pakistans befolkning opfattede episoden som endnu et bevis på amerikanernes imperialistiske arrogance, og medierne dækkede intensivt det tragiske efterspil, herunder hvordan en af de dræbtes enker lå for døden efter at have slugt rottegift i sorg over tabet af ægtemanden. I mange år har rygter om Blackwater – en privat amerikansk militærvirksomhed, der angiveligt skulle være hyret af CIA – yderligere holdt liv i forestillingen om, at amerikanerne benytter sig af groft voldelige og illegitime metoder.

Raymond Davis-affæren minder om historien om den terrorsigtede kvinde Aafia Siddiqui, der blev snuppet af CIA i den pakistanske havneby Karachi tilbage i 2003. Omtrent 5 år efter offentliggjorde en pakistansk avis et billede af Aafia, hvor hendes ansigt var tævet til ukendelighed. Pakistanske medier fortalte, hvordan hun var blevet mishandlet, voldtaget og havde mistet forstanden i amerikansk varetægt på Bagram-basen i Afghanistan, og at hendes tre små børn havde været sporløst forsvundet siden 2003. Episoder som disse er med til at give det pakistanske Taleban vind i sejlene, fordi de fremstår som de mest højrøstede kritikere af den amerikansk-ledede invasion i Afghanistan.

Pakistans civilregering afhængig af USA’s støtte
Denne perlerække af kontroversielle sager med USA som hovedskurken i den pakistanske bevidsthed er uhyre pinagtig for Pakistans civilregering, fordi alliancen med Washington bliver stadig vanskeligere at legitimere. Men netop den pakistanske civilregering har en stærk interesse i at opretholde et nært samarbejde med USA, fordi amerikanerne kan hjælpe med at holde det traditionelt magtfulde militær i skak. En af Pakistans største interne udfordringer er netop civilregeringens skrøbelighed over for et militær, der ofte har bragt landet i undtagelsestilstand ved at kuppe sig til magten. Den nylige afskedigelse af den pakistanske ambassadør i Washington illustrerer med al ønskelig tydelighed, hvor højspændt forholdet mellem den pakistanske civilregering og militæret er. Hvor autonomt ambassadøren handlede, er stadig uvist, men under alle omstændigheder bragte sagen spændingerne mellem civilregeringen og militæret op til overfladen. Samtidig første den til en yderligere polarisering af debatten omkring hvorvidt et fortsat samarbejde med USA er frugtbart.

Trods den stigende pakistanske utilfredshed med alliancen, er det svært at tro, at civilregeringen i Pakistan for alvor vil vende USA ryggen. Men balancegangen er uhyre vanskelig og forbundet med en paradoksal risiko: Hvis civilregeringen bliver for upopulær ved at samarbejde med USA, vil det forbedre mulighederne for endnu et militærkup.

Mona Kanwal Sheikh er projektforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Hendes hovedekspertise er militante bevægelser i Pakistan, herunder særligt bevægelser knyttet til det pakistanske Taleban. Hendes forskning fokuserer på religiøse legitimeringer af og mobilisering til vold. ILLUSTRATION: (Foto: The White House via flickr)