Muhammedkrisen 2.0: Vi bliver nødt til at sige undskyld for at beskytte demokratiet

Muhammedkrisen 2.0: Vi bliver nødt til at sige undskyld for at beskytte demokratiet

15.09.2012


Hvis vi i Vesten virkelig mener, vi vil have demokrati i kølvandet på de arabiske oprør, må vi blive stående på befolkningens side og sige undskyld for Muhammedfilmen.

KOMMENTAR af Waleed Safi, Kairo

En amerikansk amatørfilm om Islams profet har bragt sindene i kog i Mellemøsten. Det kulminerede tirsdag den 11. september, hvor den amerikanske ambassadør i Libyen blev dræbt, da bevæbnede demonstranter stormede ambassaden. Hele episoden er blevet uhyrligt politiseret. Det ligner en ny kamp mellem ytringsfrihed og religionshensyn; det ligner en Muhammedkrise version 2.0.

Men der er sket meget siden, Jyllands-Posten valgte at publicere Kurt Westergaards Muhammed-tegninger: George W. Bush hører fortiden til, amerikanerne har trukket sig ud af Irak, den amerikanske præsident Barack Obama hedder Hussein til mellemnavn, araberne har gjort oprør mod de diktatoriske regimer. Og befolkningerne i de omstyrtede diktaturer trækker landene mod demokrati. Men ikke kun det. Bin Laden er død, shiitiske Iran er den nye fjende nummer et, libyerne er taknemmelige for Vestens intervention, de nye folkevalgte regeringer ønsker at samarbejde med Vesten, og størstedelen af borgerne i Mellemøsten frygter de ultrakonservative salafisters puritanske tolkning af islam, lige så meget som det er tilfældet i Vesten. Med andre ord: Vi lever i en ny tid; et nyt paradigme er undervejs.

Politiseringen af de seneste ambassadeangreb kan derfor blive et stort tilbageslag for alle parter. Vi skal ikke være naive: Den antiamerikanske og antizionistiske stemning i regionen forsvinder ikke efter et forår eller to. Og profettegninger og -film vil fortsat være et ømt punkt for de fleste i regionen. Men en eskalering af islamofobisk retorik vil kun bidrage til en mere antivestlig stemning i Mellemøsten. Og det vil formentlig give ekstremisterne mere gennemslagskraft og legitimitet. Samtidig er de fleste eksperter nogenlunde enige: Vesten – med amerikanerne i spidsen – er mere end nogensinde tvunget til at engagere sig i Mellemøsten, hvis ikke ultrakonservative kræfter skal have vind i sejlene ved at udnytte de nye regeringers skrøbelighed. Egypten er et godt eksempel. Der gik 48 timer, før den siddende egyptiske præsident, Mohammed Morsi, udtalte sig om den nuværende situation. Sagen er, at både Det Muslimske Broderskab og de ultrakonservative salafister konstant forsøger at gøre krav på titlen som Islams vogtere. Morsi er i knibe. Han er tvunget til at skabe et bedre forhold til USA for at redde Egyptens skrantende økonomi. Men han er også nødt til at fordømme islamkritikken for at lukke munden på ekstremisterne.

Vesten bliver nødt til at tage den pragmatiske kappe på, hvis man fortsat ønsker stabilitet i regionen. Marionetterne er som bekendt faldet. Man har taget side med befolkningen. Derfor kan det – om vi kan lide det eller ej – blive nødvendigt med undskyldninger, når profeten bliver genstand for kreativ kunst. De fleste egyptere på gaden i Kairo er rasende over filmen, men de er alle enige om at drab på ambassadører er modbydeligt. Krisen kan forværres, men også forstumme, hvis ikke den politiseres yderligere. Dialog og imødekommenhed må være vejen frem.

WALEED SAFI er uddannet cand.mag. ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet. Han er ansat på Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo. ILLUSTRATION: Glæde. Gaddafis folk er drevet ud af byen. Benghazi, 19. marts 2011 (foto af Goran Tomasevic)