Montis første 100 dage: En ny slags politiker reformerer Italien ud af krisen

Montis første 100 dage: En ny slags politiker reformerer Italien ud af krisen

25.02.2012


Fredag 24. februar kunne Mario Monti fejre sine 100 første dage som premierminister. Han har på kort tid formået at vende den ellers synkende skude kaldet Italiens økonomi, vurderer eksperter.

Af Helle Asbjørn Sørensen

Læs også:
Demokratiernes ledelseskrise
Bruce Krasting: Italien kollapser inden for seks måneder, hvis ikke der gøres noget NU
Jesper Rangvid: Sådan kan Monti redde Italien

For Italiens nu 100 dage gamle premierminister blev fredagen næppe markeret med hverken champagne eller serpentiner. I modsætning til den stereotype italienske politiker – hvem sagde Silvio Berlusconi? – overtog Mario Monti nemlig ikke embedet af egoistiske grunde: Han ville redde Italiens økonomi. Måske er det netop det, der gør ham til kaptajnen, der kan styre Italien uden om et økonomisk forlis.

Kaptajnen uden Berlusconi-tendenser
I midten af november i fjor valgte rigmanden Silvio Berlusconi at trække sig som Italiens premierminister ovenpå store indenrigsøkonomiske problemer. Den 69-årige økonomiprofessor og tidligere EU-kommisær, Mario Monti, blev indstillet til at overtage posten af landets præsident Giorgio Napolitano. Med et parlamentsflertal i ryggen blev han endelig taget i ed den 16. november. Selvom han fra flere kanter blev set som den perfekte afløser, er Mario Monti ikke en typisk italiensk politiker. Han er uddannet i økonomi og management. Han tager udtalt afstand fra at fremme egeninteresser gennem partipolitik. Han prydes ikke af hentehår på toppen.

Ifølge professor i statskundskab ved Københavns Universitet og ekspert i politisk økonomi, Peter Nedergaard, er han en unik figur i italiensk politik:

”En italiensk politiker har normalt enten været en levebrødspolitiker, der har haft politik som sit erhverv og sjældent har kunnet andet end at være politiker. Eller også har det været en politiker, som har haft ambitionen om at gavne sin private virksomhed via politik. Mario Monti er hverken det ene eller det andet. Derfor er han en sjælden race i italiensk politik. Det gør ham troværdig”.

Den behagelige og bedstefaderligt udseende politiker fra Lombardiet er anderledes uegennyttig og blev premierminister for fædrelandets skyld. Han ønsker ikke at gavne sig selv. Han ønsker at redde Italiens skrantende økonomi.

Den økonomiske krise i Italien
Om end prisværdigt bliver landsfaderønsket ikke let at opfylde. Mario Monti overtog lidt mere end en vanlig lederstilling fra Berlusconi. Ifølge italiensk professor i økonomi, Filippo Reganati, består Italiens økonomiske udfordringer både i kortsigtede finansielle problemer og langsigtede strukturelle problemer. Han kalder de kortsigtede Italiens økonomiske krise:

”At have et højt skattetryk, højt forbrug og en meget lav vækst af BNP er et problem for markedet. Hvorfor? Fordi det betyder, at folk føler, det er meget risikabelt at købe din gæld. Derfor vil de have en højere rente. I de seneste 3-4 år har renten været ret lav internationalt set. Italien har derimod oplevet stigende gældspres i samme periode. Landet har derfor ikke været i stand til at reducere sin gæld i en periode, hvor renten ellers var ret lav. Det er et troværdighedsproblem for markedet,” siger han til RÆSON.

Efter adskillige år med røde tal på budgetbalancen har Italien oparbejdet en gæld på 120 procent af BNP. Ubalancen mellem landets indtægter og udgifter skyldtes primært et svært reducerbart, også kaldet sticky, offentligt forbrug kombineret med et skattetryk, der havde ramt loftet. For at dække udgifterne måtte Italien sælge statsobligationer. Renten rendte over 7 procent, og markedet var begyndt at miste tilliden til, at Italien var i stand til at tilbagetale sine statsobligationer. De udenlandske markeder antog, at Italien ikke var i stand til at tilbagebetale sin gæld, og at landet derfor var faretruende tæt på rentedøden.

En tikkende bombe under det internationale samfund
Hvor grelt de finansielle problemer end lyder, udgør de strukturelle udfordringer imidlertid et langt større problem for Italiens økonomi:

”Italien er et land med relativ lav stigning i produktiviteten. Det medfører meget lav vækst af BNP. Da Italien indtrådte i EU’s monetære union, mistede de et vigtigt instrument i den italienske økonomi: devaluering. Devaluering er en måde at opnå fordele i markedet uden at gøre noget. Man devaluerer sin valuta og bliver konkurrencedygtig. Nu afhænger Italiens konkurrencedygtighed af produktivitet. Men der er ikke blevet gjort noget for at øge produktiviteten. Det er det primære problem i landet,” siger Filippo Reganati.

Sammenlignet med andre EU-lande, eksempelvis Tyskland, har Italien en lav stigning i produktiviteten, og det svækker konkurrenceevnen. Uden indgreb vil det på længere sigt stagnere den samlede vækst af BNP og resultere i et økonomisk sammenbrud. EU’s tredjestørste økonomi stod over for betydelige udfordringer både på kort og langt sigt. Mario Monti overtog derfor ikke blot premierministerposten i Italien, men også en tikkende bombe under det internationale samfund.

Monti bag roret
Mens omverdenen gjorde klar til stiv kuling fra syd, trak Monti i arbejdsbukserne. Han smøgede ærmerne op og stillede sig bag roret på den synkende skude. På sine 100 første dage har han formået at adressere Italiens kritiske økonomi på effektiv vis. Allerede den 4. december kunne han præsentere regeringens sparepakke, der skulle imødegå Italiens kortsigtede, finansielle problemer. Inden udgangen af 2014 skulle Italien spare hele 20 milliarder euro. Monti ville skabe balance på budgettet fra 2013, reducere gælden og på sigt stimulere væksten. Hans plan er i god tråd med den indsigt, der efterhånden er bred enighed om blandt medlemslandene i EU: Vi kan ikke ekspandere os ud af krisen.

Peter Nedergaard mener, Montis strategi er fornuftig. Den kontraktive finanspolitik skal i første omgang nedbringe gælden. Det vil sænke renten, som på længere sigt skaber ny vækst i Italien. Fremadrettet vurderer Peter Nedergaard, at gælden kan afvikles, fordi markedet genvinder tilliden til Italien.

”Det er ikke noget, der er slået igennem på gældsprocenten endnu, og der skal stadigvæk ske meget med hensyn til at få den nedbragt. Men Monti har taget de første skridt. Vi er i begyndelsen til en løsning. Vi er ikke ved slutningen af processen, men vi er i begyndelsen til en løsning af Italiens gældsproblemer. Det vigtige er her, at markedet tror på, at han kan komme igennem krisen,” forklarer Nedergaard.

Det italienske arbejdsmarked skal reformeres
Ifølge Filippo Reganati har Monti endog også formået at dæmme op for Italiens mere langsigtede, strukturelle problemer. For at øge produktiviteten og væksten har han fremsat en række initiativer, der skal liberalisere det italienske marked. Han vil blandt andet liberalisere apoteker, taxiselskaber, advokatfirmaer og forsikringssystemet. Samtidig har han igangsat en reformering af Italiens ellers dybt tabuiserede arbejdsmarked. I slutningen af maj vil forskellige interessegrupper mødes med regeringen for at ændre systemet. Italiens arbejdsmarkedssystem er kendt for en lang række detailreguleringer og privilegier, der mindsker virksomhedernes produktivitet. Monti ønsker eksempelvis at afskaffe den omstridte artikel 18, der forhindrer virksomheder med over 15 ansatte i at fyre medarbejdere. Overordnet er hans ambition at bevæge sig mod øget flexicurity. Virksomhedernes produktion forberedes, hvis Monti finder den rette balance mellem fleksibilitet i ansættelse og afskedigelse på den ene side og social sikkerhed for arbejdsløse på den anden side.

Liberaliseringen af markedet er endnu på et relativt beskedent niveau. Det skyldes, at Monti navigerer inden for et begrænset parlamentarisk spillerum. Forslagene er et tåleligt kompromis for alle parter, hvilket optimerer chancerne for at få lovændringerne vedtaget. Omvendt har Monti sat en ganske unik reformproces i gang. Italien lider under udtalt korporatisme, og markedet har tidligere været præget af mere sporadiske lovændringer. Man forsøgte sig med adskillige modeller fra udlandet, men fik sjældent de enkelte markedsdele til at arbejde sammen. Montis initiativ åbner det stærkt konservative land for ændringer. Hans forsøg kan måske få delmængderne til at spille mere harmonisk sammen og sikre økonomisk vækst i fremtiden.

På trods af at Monti er begrænset parlamentarisk, strukturelt og kulturelt, har han altså formået at iværksætte en omfattende reformation af italiensk økonomi. Montis største problem er, ifølge Filippo Reganati, tidsmangel: ”Jeg tror, han er manden, der kan ændre økonomien, men han står over for et tidsproblem”. Det italienske parlamentsvalg løber allerede af stabelen til marts næste år. Monti har i virkeligheden få måneder tilbage til at færdiggøre arbejdet. Allerede godt på vej lader han dog til at være den bedst kvalificerede til opgaven. Han er gennem sit tidligere virke fortrolig med det økonomiske system. Han er også anerkendt internationalt. Samtidig har han noget, som er vigtigt for en midlertidigt indsat premierminister: befolkningens tillid.

En ny slags politiker
Ifølge meningsmålinger støtter hele 60 procent af italienerne Mario Monti efter hans første periode som premierminister. Det er en betydelig andel i en kultur, der er dybt mærket af flere års politikerlede. Filippo Reganati forklarer, at italienerne i øjeblikket gennemlever kulminationen på deres frustrationer: de mærker presset på skattetrykket, låget på lønstigningerne og ungdomsgenerationens arbejdsløshed. Hele den italienske befolkning er begyndt at indse, at politikerne har skabt den økonomiske elendighed, som de lider under i dag.

Samtidig har italienerne et anderledes syn på Monti. Han går eksemplarisk i front for økonomisk ansvarlighed ved at afvise at modtage løn for sit politiske arbejde. Han bekæmper de illegitime elementer i italiensk politik ved at gå i krig mod skatteunddragelsen, reducere omkostningerne til landets politiske ledelse samt modarbejde nepotisme. Han forsøger med sin strategi at fordele ofrene bredt udover den italienske befolkning. Han kræver ofre fra både sig selv og sine politiske kollegaer. Linjen vinder befolkningens tillid. Ifølge Peter Nedergaard er medviljen fundamentalt. Finanspolitisk udgør det en mindre betydelig andel, men det er centralt i kraft af en øget legitimitet til Montis politik. Montis popularitet kan nemlig ses som et pres i partipolitikken: ”Det er ikke vigtigt i sig selv, men det er vigtigt, fordi det ligger pres på de politiske partier i parlamentet”

Som det ser ud nu, ville Monti med stor sandsynlighed vinde befolkningens mandat til at fortsætte som premierminister, hvis han udskrev parlamentsvalg i morgen. Det giver de øvrige partier i parlamentet en interesse i at imødekomme Montis politiske linje, frem for at fremprovokere et mistillidsvotum og forsøge at afskedige ham. Hans initiativer er altså ikke blot fornuftige økonomisk set. De er også realiserbare, fordi befolkningen – indtil videre – støtter op om dem.

Italien er ikke det nye Grækenland
Selvom han klarer sig godt, er Monti ikke nået sikkert i havn endnu. Den almindelige italiener på gaden stiller stadig spørgsmålstegn ved, om statsbankerot i virkeligheden er at foretrække over den elendighed, man dagligt står model til. Det kan lyde som en genklang af den græske offentligheds modstand mod yderligere besparelser. Hvad sker der så, når man spørger, om Italien stadig kan risikere at ende som sin sydeuropæiske nabo? Grækenland har en gæld, der skal reduceres fra hele 160 til 120,5 procent af BNP inden 2020. Selv med et lån på 240 milliarder euro fra de øvrige EU-lande, skal grækerne virkelig spænde livremmen i de følgende år. Er de ikke villige til det, er næste station statsbankerot.

Peter Nedergaard mener dog ikke, at Italien er det nye Grækenland. Ifølge ham har Italien et langt mere robust udgangspunkt end sin nabo. Med en utrolig konkurrencedygtighed, især i Norditalien, og en større privat opsparing, synes Italien bedre rustet til at imødekomme udfordringerne:

”Udgangspunktet er helt anderledes i Grækenland. Grækenland er i ekstrem grad i dårlig forfatning. Italien har langt mere at byde på. De har en langt mere robust økonomi, de har en langt bedre udgangssituation, og så har de Monti,” siger Nedergaard til RÆSON.

Det er endnu for tidligt at sige, om Italien får skabt balance på budgettet, vinder markedets fulde tillid og begynde at afskrive gælden. Og det er endnu alt for tidligt at vurdere, om Italien får gennemført de nødvendige liberaliseringsreformer til også i fremtiden at sikre øget produktivitet og vækst. Men med et bedre udgangspunkt og med Monti i front er Italien godt rustet til sine økonomiske udfordringer.

Mario Monti kunne fredag skrive 100 arbejdsdage som Italiens premierminister på cv’et. Med en fornuftig plan, befolkningens tillid og lidt god vind i sejlene kan han muligvis også tage æren for at have reddet landets økonomi.

Helle Asbjørn Sørensen er bachelor i Statskundskab fra Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: (foto, EU council via flickr)