RÆSON - Danmarks internationale nyhedsmagasin


RÆSON udkommer på tryk 4 gange årligt og hver dag på nettet, hvor udvalgte artikler er gratis. Årsabonnement: 250 kr. (200 for studerende) Køb abonnement » .

Merete Riisager: Pagten er ikke en succes. Europa har ikke afveget fra sin vej mod stagnation og faldende velstand.

Merete Riisager: Pagten er ikke en succes. Europa har ikke afveget fra sin vej mod stagnation og faldende velstand.

20.04.2012


Pagten er ikke en succes. Europa har ikke afveget fra sin vej mod stagnation og faldende velstand.
- Merete Riisager, MF (LA)
RÆSONS RUNDE BORD:
ER FINANSPAGTEN EN FEJL?

De seneste måneder er flere og flere aktører – herunder den internationale valutafond, IMF – begyndt at kritisere EU’s Finanspagt, og den sparsommelighed, som Tyskland kræver både af sig selv og af de andre medlemslande. RÆSON har samlet en række af kritikernes pointer, og spørger en række danske politikere og eksperter: Har kritikerne ret? Er finanspagten en fejl? Svarene tilføjes løbende.

1. DARLING: KRISEN IKKE SLUT. Alistair Darling, der var britisk finansminister 2007-2010, mener at Europa slet ikke er ude af krisen: “I think we’re in a lull in Europe at the moment. It’s rather like going through cyclones. You get in the middle and you think, great. And then you forget the other side of it”. Han siger: “Part of the problem with Europe is that a lot of them took the view that that this crisis is now behind us, therefore this is a time to visit austerity, whereas the countries who are going to be most hit by austerity [like Spain] are not out of the crisis at all.” Har han ret: Befinder Europa sig mellem to kriser? Og ignorerer politikerne i nord problemerne i syd?
■ MERETE RIISAGER (MF, LA): Svømmetræning – ingen redningskrans: Det er forkert at sige, at de nordeuropæiske politikere er ligeglade med de sydeuropæiske lande. Tværtimod hersker der i alle nordeuropæiske lande en udpræget bevidsthed om, at de europæiske landes økonomier påvirker hinanden. Men der hersker også en begrundet ulyst til at betale for og vedblive med at betale for den ulykke, grækerne befinder sig i, der primært er selvforskyldt. Grækerne har i euroens svalende skygge kunnet låne sig til forbrug. Men uanset at fordelagtige lån er fristende har grækerne selv et ansvar for at være svømmet ud på det dybe vand. Grækenland vil have større fordel af at forlade euroen og begynde forfra med at bygge deres konkurrenceevne op. De mange strukturelle udfordringer i Sydeuropa skal løses af landene selv. Det kommer til at tage tid og det kræver en erkendelse af nødvendigheden af reformer – også i lande som Frankrig. Krisen er ikke ovre.

2. KRUGMAN: SPANIEN I DEPRESSION. I sin klumme i New York Times skriver Paul Krugman (15/4): “Never mind talk of recession; at 23.6 percent, comparable to America at the depths of the Great Depression, and the youth unemployment rate over 50 percent. This can’t go on — and the realization that it can’t go on is what is sending Spanish borrowing costs ever higher.” Har Krugman ret – er Spanien i en depression, der tåler sammenligning med USA’s i 1930erne?
■ MERETE RIISAGER (MF, LA):Gæld med gæld på. Svaret på Spaniens problemer vil ikke være at låne flere penge til forbrug. Ingen lande i Europa har overskud på de offentlige finanser. Endnu tungere gæld vil trække Europa ned.

3. SPANIEN: MELLEM TO TABERSCENARIER. Den spanske finansminister advarer mod en “lose-lose-situation” for landet, hvor finansmarkederne presser landet til at reducere sit offentlige underskud, men hvor disse indgreb, når de gennemføres, ødelægger væksten og dermed også truer investorernes tillid. Har han ret? Hvad bør de spanske politikere stille op med dette dilemma?
■ MERETE RIISAGER (MF, LA): Reformer kan styrke konkurrenceevnen. Spanien kan eksempelvis forbedre sin konkurrenceevne ved at gennemføre arbejdsmarkedsreformer. Reformer kan styrke investorernes tillid og skabe jobs ved at gøre det mere attraktivt og mindre risikofyldt at investere.

4. DE POLITISKE KONSEKVENSER. Hvor længe kan EU’s statsledere leve med en situation, hvor arbejdsløsheden i Grækenland, Spanien m.fl. er så høj som nu? Hvad bliver de politiske konsekvenser i disse lande – og, i næste omgang, for EU?
■ MERETE RIISAGER (MF, LA): Direkte ansvar nødvendigt. Høje arbejdsløshedstal i Sydeuropa vil kræve ansvarlighed og handling af disse landes politikere. Og når befolkningerne kræver dette, vil det blive et problem, hvis de oplever at EU står mellem dem og deres politikere. Grækenland og Italien har oplevet helt konkrete indgreb i styringen af deres økonomi og i lande som Frankrig og Spanien kan de nationale politikere gemme sig bag EU og sløre deres eget ansvar. Det ligger der en åbenlys fare i. Befolkningerne må opleve, at de politikere, de har valgt, står til ansvar for deres handlinger. Hvis de ikke oplever dette, kan det blive til skade for demokratiet i de pågældende lande, men også til skade for kernesamarbejdet i EU omkring det indre marked.

5. SOCIALDEMOKRATERNE OG FINANSPAGTEN. Det tyske SDPs leder, Frank Steinmeier, sagde forleden: “Budgetdisciplin er nødvendig. Men der bliver ingen vækst, hvis alle 27 lande i EU kun sparer bevidstløst [do nothing but mindlessly saving]“. Mogens Lykketoft sagde i denne weekend til Jyllands-Posten: “Det er ikke et spørgsmål om at kassere finanspagten, men et spørgsmål om, hvad den skal følges op med. Realiteten bliver, at pagten består, men der kommer mere til. Tonen i Europa er præget af meget konservative nedskæringstankegange for øjeblikket. Men man er ikke kommet ud af en krise uden også at stimulere efterspørgslen”. Ser du disse argumenter som begyndelsen til en samlet, socialdemokratisk distancering ift. Finanspagten? Mener du socialdemokraterne har et klart alternativ?
■ MERETE RIISAGER (MF, LA): Øget forbrug i Tyskland vil gavne Kina. Socialdemokraternes modstand mod budgetdisciplin udstiller et af Finanspagtens mange svage punkter – der er ikke taget højde for, at nationale politikere ønsker at føre politik. At socialdemokrater i alle lande ikke har forstået, at verden er blevet global er en anden sag. Hvis efterspørgslen eksempelvis stimuleres i Tyskland ved at føre ekspansiv finanspolitik er det mere end usikkert, at dette vil føre til fremgang i lande som Spanien og Grækenland. Derimod vil Kina drage nytte af det, hvis de tyske forbrugere rører på sig.

6. IMF KALDER BERLIN. “What we have advocated consistently now for at least the last six months is that there should be a proper balance within the zone, particularly within the advanced economies. We also need a proper balance between the austerity measures that are necessary and the growth-facilitating measures,” siger IMF’s direktør, Christine Lagarde, der utvetydigt beder nogle europæiske lande fortsætte med at skære, mens hun indirekte opfordrer Tyskland til at bruce penge. Har hun ret? Kan man på samme tid opretholde én pagt med ét sæt regler og samtidig henstille til medlemslandene, at de foretager vidt forskellige indgreb? Og hvad er, i virkelighedens verden, de politiske muligheder for EU skulle slække på Finanspagten eller supplere den med andre betragtelige vækstinitiativer?
■ MERETE RIISAGER (MF, LA): EU bevæger sig mod fælles finanspolitik. Eurozonen kan ikke udelukkende reguleres gennem regler. Uanset at Lagardes forslag næppe vil fungere, er det et udtryk for, at regelstyringen kommer til kort. Demokratiet vil lide under den stigende centralisering af beslutningerne.

7. PAGTEN SOM KULTURFORANDRING. Økonomi-og indenrigsminister Margrethe Vestager mener, at pagten virker efter hensigten – at den inddæmmer krisen, og at den har skabt en “kulturel forandring” blandt EU’s politikere: “Det betyder, at vi diskuterer overophedning, konkurrenceevne, betalingsbalanceproblemer og den type ting på en helt anderledes konkret måde, end det har været gjort før. Det er ikke kun en økonomisk forandring, men også en kulturel forandring”. Har hun ret?
■ MERETE RIISAGER (MF, LA): Velfærdsstat i stor skala. EU bevæger sig hastigt mod en situation, hvor der finder udligning sted mellem landene i eurozonen. Hvis landene indenfor eurozonen vedbliver at understøtte sydeuropæiske lande og i højere og højere grad deler gæld og risici vil vi se en velfærdsstat i stor skala, hvor ansvar og penge fordamper. Overforbruget vil øge den centraliserede styring. Det kan man kalde en kulturændring, men det løser ikke det problem, at EU bag de flotte ord til stadighed spænder ben for sig selv. Overregulering, nytteløs omfordeling af midler og et pres for nye indtægter og skatteudligning i EU trækker Europas samlede konkurrenceevne nedad alt imens der sættes balloner i vejret med håb om grøn vækst.

8. FINANSPAGTEN. Er pagten en fiasko eller en succes? Bør den ændres, suppleres (i givet fald: af hvad?) eller fastholdes?
■ MERETE RIISAGER (MF, LA): Så gik der tid med det. Finanspagten er eurolandenes forsøg på at løse et problem bagudrettet. En betragtelig del af eurolandene har levet over evne, og denne løssluppenhed skal Finanspagten forsøge at bortskaffe. Men Finanspagten løser ikke de problemer, eurolandene allerede har oparbejdet. Og den løser ikke de strukturelle udfordringer i Sydeuropa. Ligesom den heller ikke løser de iboende problemer, der ligger i at lande med forskellige forudsætninger og kultur deler valuta. Og så tager regelkomplekset i Finanspagten ikke hensyn til det banale faktum, at Europa består af nationalstater, hvor der afholdes valg. Hvor politikere fremlægger politik og hvor borgere har en berettiget forventning om, at de kan stemme sig til den politik, de ønsker. Det er det, der kaldes demokrati. Så selvom Finanspagten består af en række principper, der isoleret set er fornuftige er pagten ikke en succes. Europa har ikke afveget fra sin vej mod stagnation og faldende velstand.

Flere svar tilføjes løbende.

BARCELONA, SPANIEN: Urolighederne under generalstrejken mod regeringens arbejdsmarkedsreformer, 29. marts 2012 (matthi / Shutterstock.com)