Meier Sørensen om finanskrisen: Borgerne spillede med, da bankerne gamblede

Meier Sørensen om finanskrisen: Borgerne spillede med, da bankerne gamblede

29.04.2012


Selvom finanssektoren med god grund får på puklen for finanskrisen, kan vi ikke give bankerne hele skylden. Vi må også gribe i egen barm. Krisen skyldes ikke mindst den neoliberale styringsform, der gør os alle til individuelle entreprenører, og dermed til medansvarlige. Det mener lektor ved CBS, Bent Meier Sørensen.

INTERVIEW af Lasse Blaabjerg

LÆS OGSÅ:
Fallesen om finanssektoren: Det moralske opgør er stadig i gang
Mangler verden at tage et moralsk opgør med finanssektoren? RÆSON vs. ungdomspartiernes formænd

RÆSON: Vil du sige, at der har været et slags moralsk forfald i finanssektoren?

BMS: Ideologi, grænseløs grådighed og pyramidespil er en risikabel kombination. Man kan håbe på, at vi kommer til at tage i hvert fald to opgør i forbindelse med krisen. Det ene er moralsk. Det andet er et systemopgør: Hvordan vil vi mindske risikoen for finans-, IT- og boligbobler i fremtiden? Hvordan kan vi sikre, at markederne bliver og forbliver langt mere regulerede, også globalt? Hvordan kan vi begrænse markedets indtog i alle samfundets sfærer? Dertil kommer det mere moralske opgør: Hvad var vores egen rolle i finanskrisen? Hvad fik opturen os til at gøre, som vi i dag skammer sig over? Altså, hvordan begyndte for eksempel landmænd at låne penge i egen bedrift og spekulere i valuta og i ’innovative, finansielle produkter’? I dag er de begravet i en gæld på 360 milliarder kroner. Og vi har alle været med i budrunder på toværelseslejligheder i Nordvest, eller belånt huset i Højbjerg med henblik på at investere i en lejlighed i Berlin. Det vigtigt, at vi gør os klart, at vi som individer og som samfund er medansvarlige for det fatale hysteri. Både på systemniveau og på individniveau. De to niveauer mødes i vores bank. Bankfolk har traditionelt nydt vores tillid, og vi har ofte rettet os efter deres råd og anvisninger. Pludselig bliver den samme bank til en gambler, og vi bliver gamblere med den. Vi køber også aktier i banken, og året efter er vores pensionsopsparing væk. Men gambling af den her størrelsesordning kræver to parter. Vi går med på pyramidespil med en fantasi om arbejdsfrie gevinster.

Det har forhåbentligt lært os, at man ikke kan have ubegrænset tillid til sin bankrådgiver. Han eller hun er primært sælger, og bankerne gjorde ikke det, de er bedst til, under opturen. Samtidigt har vi også set at vores eget moralske kompas er letpåvirkeligt og at vores økonomiske rationalitet ofte blot er en betryggende fiktion. Vi vælger derfor at tro på, at det er et stabilt og selvregulerende marked, der fører ekstreme svingninger med sig, og deregulerer i øvrigt yderligere under opturen med afdragsfrie lånemuligheder og lignende. Økonomiprofessor Jakob Brøchner Madsen påviste konsekvent galskaben i vores opfattelse af markedet, før det brød sammen. Han kaldte afdragsfrie lån for ’kriminelle’, og blev helt forudsigeligt frosset ude både af den vækstglade presse og af velafrettede kollegaer.

RÆSON: Som du selv siger, vil neoliberalisterne jo netop hævde, at markedssystemerne er selvregulerende. Det kræver måske nogle store ofre, men hvis vi lader det helt være, så vil det rent faktisk regulere sig selv. Er det rigtigt?

BMS: Det er den klassiske liberale holdning. Altså en minimalstats holdning. Men de neoliberale anlægger et mere vidtrækkende perspektiv. De ønsker en stærk og smidig stat for at skabe og beskytte et frit marked. Staten skal udbrede markedets logik på alle samfundets felter. Alle sociale domæner skal underlægges en økonomisk rationalitet via udliciteringer, privatiseringer, målstyring, individuelle skole-hjem-kontrakter og lignende. Venskaber bliver uskelnelige fra netværk, og livet bliver et projekt, der skal bedømmes på dets markedsværdi. Den folkeskole jeg gik i, blev i almindelighed anset for at være en god skole. Men i den neoliberale konkurrencestat er begrebet ’god’ tømt for mening: skolen skal konkurrere med alle andre, og dens kvalitet skal kunne udtrykkes i et tal. En slags pris eller værdi, så jeg altid kan optimere mit og min families liv, ganske som jeg gør, når jeg køber ind i Kvickly. I dag ville min gamle skole næppe komme igennem nåleøjet, og endnu en god skole måtte lukkes. Faren er, at alt forstås og værdsættes via en generel ækvivalent, i de fleste tilfælde penge. Troen på at markedet rummer den ultimative sandhed understreges, når de neoliberale argumenterer for, at problemer skabt af markedet skal løses af markedet selv. Det er imidlertid ikke bare udtryk for banal nihilisme eller gesjæftig egoisme: tanken er, at markedet producerer en overlegen rationalitet, der egentlig minder om en moral. Men resultatet er, at det klassiske fokus på udveksling af varer og tjenester erstattes af et fokus på konkurrence.

RÆSON: Deler du neoliberalisternes samfundsanskuelse?

BMS: Jeg vil hævde, at Chicago-skolens neoliberalisme, som har regeret i omkring 30 år, bærer et stort ansvar for de bobler, vi har haft. Det handler om deregulering på den ene side, og så en stat, der går ind og redder F1-lånere og uansvarlige banker på den anden. Socialisme for de rige, kapitalisme for alle andre, som Clintons arbejdsminister Robert Reich kaldte det. Så nej, det gør jeg ikke. Forestillingen om, at samfundet består af individuelle entreprenører, og at konkurrence er roden til alt godt, forekommer mig fattig og horisontløs. Goethes Faust beskriver, hvordan en sammensmeltning af det romantiske jeg og den moderne entreprenør, der kun genkender omverdenen som forhindringer, forskriver sig til djævelen. Det betyder: gør sig blind.

RÆSON: Du har tidligere sagt, at troen på det kapitalistiske system grænser sig til det religiøse. At systemet mangler opbakning af empiri. Det kæder du blandt andet sammen med Calvinismen. Vil det sige, at det økonomiske system, vi har i Vesten, kun er et produkt af vores kultur og etik og ikke et udtryk for, hvad der er mest effektivt?

BMS: Det økonomiske systems udbredelse viser, at det er et stærkt system, som også er effektivt til at fordele ressourcer. På den måde er det et robust og meget dynamisk system, som er tilpasningsdygtigt i mange forskellige sammenhænge. Jeg påpeger, at systemet er ineffektivt på en række punkter. Vi forholder os ikke til det som et fordelingssystem, men mere som et slags meningssystem. Et system, som rummer muligheder for forløsning og mulighed for mening, som går langt ud over et egentligt fordelingssystem. Adam Smith havde sin forestilling om den usynlige hånd fra reformatoren Jean Calvins ide om Guds skjulte hånd, der udvalgte visse mennesker til frelsen. Det er præcis på markedet, at vi via vores succes kan vise andre, at vi er udvalgt af Gud. Det bliver hurtigt vulgært: Nu frelser jeg mig selv ved at vinde konkurrencen. ’Vinderne’ af en konkurrence, de selv er dommere i, kalder så vrængende de andre ’tabere’. Men taberne er præcis de samme mennesker, som blot for få årtier siden var borgere.

RÆSON: Hvilke muligheder og implikationer er der ved det?

BMS: Arbejde og økonomi går fra at have en sekundær eller en støttende funktion i forhold til menneskeliv, til at indtage en primær funktion i kapitalismen. Den er afgørende for, hvordan man kommer til at klare sig åndeligt. I Nordeuropa og USA har vi været ekstremt modtagelige over for en neoliberale variant af kapitalismen, som netop sætter individet eller entreprenøren i centrum. Vi vurderer et menneskelivs succes på dets økonomiske produktivitet og på dets rigdom. Den samme logik har bredt sig til en lang række andre områder. Lad os tage et eksempel som boligen. Boligen har været en relativt uantastet del af vores liv, som vi ikke har set på som en pris i økonomiske termer. Selvfølgelig har vi skullet have råd til den, men vi har mest set på boligen i praktiske termer og i termer af tryghed og forskellige andre kvaliteter. Men imens finanskrisen byggede sig selv op, gik huse og lejligheder fra at være steder, som vi boede i, til steder, vi havde investeret i. Boliger blev investeringer snarere end steder, vi rent faktisk skulle bo. Og det er et enormt kulturelt og værdimæssigt skift i forhold til, hvordan man har det med det sted, man bor. Og det var blot et eksempel blandt mange.

RÆSON: Men kapitalismen har i sig selv været en god ting?

BMS: Man kan sige, at hovedproblemerne i kapitalismen ikke er systemet som sådan. Systemet er effektivt. Men det kapitalistiske system har vanskeligt ved at håndtere eksternaliteter som miljø- og råvaresituationen, eller moralsystemer som menneskerettigheder: det hylder i sin nuværende form enhver grænseløs selvudfoldelse. Vi lever i Fausts tid, som Norman Mailer sagde. Det er systemets smagløse side, og grunden til at systemet har uhyre vanskeligt ved at regulere sig selv. De selvregulerende mekanismer er svage. Kapitalismen, som vi kender den, er ikke et selvregulerende system. Man er hele tiden nødt til at regulere det.

Lasse Blaabjerg (f. 1991) er RÆSONs projektleder og medlem af chefredaktionen. Han studerer økonomi ved Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Demonstrationer i London (Foto: Shutterstock)