Lars Erslev Andersen: Foråret er ikke gået i stå, men vi har været for optimistiske

Lars Erslev Andersen: Foråret er ikke gået i stå, men vi har været for optimistiske

06.05.2012


”Vi står i et dilemma mellem støtte og passivitet. Syrien lider af libyske tømmermænd, mens hykleriet ikke kender nogen grænser, når det kommer til lande som Saudi Arabien og Bahrain.” Sådan siger forskningsleder for indsatsområdet Mellemøsten på DIIS, Lars Erslev Andersen, om den seneste udvikling i Mellemøsten.

Interview af David Jano


EFTER FORÅRET: RÆSON interviewer op til vores store konference Efter det Arabiske Forår i Den Sorte Diamant 4. juni 2012 de deltagende eksperter, journalister og kommentatorer. Læs mere om konferencen og køb billetter her.
Ulla Holm: Alle vil have en bid af kagen efter Gaddafis fald
Rasmus Tantholdt: Religion er vigtigere end politik i mellemøstlige demokratier
Skovgaard-Petersen: De klassiske arabiske autoritære styrers tid er ved at være forbi


RÆSON: Folket fik væltet Ben Ali i Tunesien. Folket fik væltet Mubarak i Egypten. Folket fik sammen med NATO væltet Gaddafi i Libyen. Men vi kan ikke få bugt med magthaverne i Syrien og Bahrain. Er foråret gået i stå?

Erslev Andersen: Jeg synes ikke, man kan sige, at foråret er gået i stå. Mine forventninger har faktisk hele tiden været, at processen ville vare en del år, og at der ville blive tale om lange seje træk. Fortolkningen af foråret har i første omgang været alt for optimistisk i de vestlige medier og blandt vestlige politikere. Det lykkedes for folket i landene i Nordafrika at komme af med deres despoter. Det var aldrig tidligere lykkedes for de militante islamister. På den arabiske halvø går udviklingen mere træg, men der er sket en reel forandring i Mellemøsten. Det springende punkt bliver den økonomiske liberalisering, og hvorvidt de nye magthavere kan leve op til folkets krav om nye og bedre tider.

RÆSON: Vi lader altså til at give langt længere snor til folk som Assad og lederne i Saudi-Arabien og Bahrain. Hvorfor kræver vi ikke demokrati og bedre rettigheder her, ligesom vi gjorde i Libyen?

Erslev Andersen: Syrien er et kapitel for sig. Syrien lider af det, jeg kalder libyske tømmermænd. Lande som Kina og Rusland, men også lande som Tyrkiet og Indien har langt mere at skulle have sagt nu om dage. De mener, man gik alt for langt, da man blandede sig i Libyen. Det spiller ind i forhold til Syrien nu. På regionalt plan har udviklingen i Syrien også langt større konsekvenser for hele regionen, end det var tilfældet i Syrien. Når det kommer til Saudi Arabien og Golflandene, det man kalder GCC (Golf Corporation Council red. ), så er det rigtigt, at hykleriet i vesten er uden grænser. Vesten samarbejder med landene, som slår hårdt ned på deres egne befolkninger, når de kræver mere demokrati. For at gøre det hele absurd rasler man så samtidig med sablen over for Assad i Syrien.

RÆSON: Er vi simpelthen for nølende over for Saudi Arabien og lande som Bahrain:

Erslev Andersen: Det er lykkedes for landene i golfen at positionere sig rigtig godt. De var meget skuffede over amerikanernes rolle i Mubaraks fald. Saudi Arabien, USA og Egypten havde udgjort en fælles akse i mange år. Derfor mente Saudi Arabien, at amerikanerne faldt Mubarak i ryggen. Det skulle saudierne i hvert fald ikke nyde noget af. Udadtil støtter saudierne oprørerne i Syrien. Imens slår man hårdt ned på modstand inden for egne grænser og sender tropper til Bahrain for at gøre det samme. Ingen ønsker det arabiske forår i golfen. De mange vestlige interesser i regionen gør det selvfølgelig sværere for vesten at gribe ind. Blandt andet fordi amerikanerne har mange baser golfen. USA er ikke længere til stede i Irak, så tilstedeværelsen i golfen er enormt vigtig. Kigger man på Bahrain, så har man her slået på, at der er en klassisk konflikt mellem shia og sunni muslimer. Men alle rapporter rejser tvivl, om det nu også er tilfældet. Folket i Bahrain har samlet sig i en kampen mod regimet. Men menneskerettigheder i Bahrain blegner, når man holder det op mod olieinteresser og militære baser. Hykleriet kender ingen grænser i vesten.

RÆSON: Lande som Saudi-Arabien og resten af GCC fremstår altså lige nu som de store vindere i Mellemøsten. Du kaldte selv tilbage i 2006 situationen i Mellemøsten en kold krig med Iran, Syrien og deres støtter på den ene side og Saudi Arabien, resten af GCC, Egypten og til dels Israel og USA på den anden. Vandt saudierne og de andre den kolde krig?

Erslev Andersen: På sigt kan det godt tænkes, at Saudi Arabien kan se fordelen i en ændring af det nuværende billede i regionen. Men det er klart, at udviklingen, som den ser ud nu, i den grad behager Saudi Arabien og resten af landene i GCC. Man har støttet oprørerne i Syrien, man er stadig tæt allieret med vesten, og man er tilfreds med, at USA og Israel agiterer kraftigt mod Iran. Her må jeg dog indskyde, at jeg synes, man skulle satse endnu mere på forhandlinger med Iran. I Teheran fornemmer man, at der tales om regimeskifte og ikke bare forhandlinger om atomprogram. Man burde få en klogere Iran-politik, men det kommer man ikke til at høre fra golflandene. Til gengæld kom Saudi Arabien med et udspil til fred i Israel-Palæstina konflikten. Det burde man kigge nærmere på. Dermed ikke sagt at løsningen af konflikten vil bremse alle problemerne i regionen, men det vil være langt nemmere at agere over for lande som Iran og Syrien.

RÆSON: Du forsker meget i militante islamisters rolle og betydning i Mellemøsten. Hvordan ser du den seneste udvikling, hvad det angår?

Erslev Andersen: Grupperinger som Al-Qaida fremstod pinlige og latterlige under for eksempel revolutionen i Egypten. De militante islamister er i den grad trængt. Den amerikanske indsats i Pakistan og Afghanistan har i den henseende været ganske succesfuld. De mange droneangreb og andre aktioner gør, at lederne ikke holder meget mere end et halvt år i Al-Qaida. Det gjorde også ondt, da man mistede symbolet Osama Bin-Laden. At han ikke længere udgør ansigtet i organisationen betyder, at rigtig mange donorer holder igen med støtten.

RÆSON: Vi spørger alle i denne serie, hvad de interesserer sig mest for netop nu i Mellemøsten. Hvad skal vi holde øje med, hvilken udvikling skal følges?

Erslev Andersen: Det er klart, at udviklingen i Syrien følges nøje netop nu, da konflikten som sagt har store følger både på internationalt og regionalt plan. Også udviklingen i Iran er interessant, da også konflikten viser, hvordan nye spillere blander sig i forløbet. Vi har i mange år hyldet et land som Indien, når det kom til demokrati og økonomisk fremgang, men de mener ikke, man skal sanktionere hårdt mod Iran. USA kan ikke længere selv bestemme tempoet. Det har Rusland og Kina allerede vist, men nu kommer lande som Indien, Tyrkiet og måske på sigt også Japan på banen. Selv synes jeg udviklingen i Golfen er den mest spændende lige nu. Udviklingen i Golfen har enorm betydning for hele Mellemøsten. Et eventuelt angreb på Iran ville have kæmpe indvirkning på Golfen. Hvorvidt Bahrain slipper af sted med at undertrykke sit folk, samtidig med at man i vesten taler om demokratiske værdier, bliver også meget interessant at følge.

DAVID JANO (f. 1985) er cand. Mag. i Moderne Mellemøststudier fra Syddansk Universitet og har en BA i Historie fra Københavns Universitet. Han har desuden læst på University of Haifa i Israel og er ekspert i Israelsk politik, kultur og historie. ILLUSTRATION: Oprører. (Foto: Shutterstock)