Kommentar: Sådan redder de europæiske ledere ØMUen

Kommentar: Sådan redder de europæiske ledere ØMUen

13.02.2012


En europæisk kickstart skal genstarte vækstmotoren og få EU ud af krisen. Det er ikke penge, der mangler; men visioner – men tiden er knap.

Af Jesper Jespersen

Det er endnu ikke for sent at redde ØMUen for de europæiske ledere. Det kræver dog, at de tænker i alternativer til finanspagten. Finanspagten mindsker den økonomiske aktivitet i stort set alle de lande, der tilslutter sig den; for det offentlige underskud og gæld overstiger, de tilladte grænser. Det vil sige, at finanspagten indebærer yderligere besparelser med deraf følgende reduktion af efterspørgsel og købekraft i den private sektor. Spørgsmålet er derfor ikke, hvordan eurozonen sparer sig ud af krisen, for det kan landene ikke. Der er ingen vej uden om at indlede den proces, der skal føre til en reduktion af den offentlige gæld, gennem en fornyet økonomisk vækst. Rækkefølgen er helt afgørende. Dette ligger således også i tråd med en række historiske erfaringer: USA i 1930erne, Vesteuropa efter 2. verdenskrig og Danmark i 1990erne. Uanset, at der i disse lande var et underskud på de offentlige budgetter, så blev der iværksat store investeringsprogrammer, der var offentligt finansieret, men med det klare sigte på at kick-starte det private erhvervsliv. For så snart væksten i den private sektor kommer i gang bliver de offentlige budgetter forbedret. Ent argumentation, der i den aktuelle situation er blevet fremført af bl.a. Christine Legarde, direktør for IMF. “Europe, which is at the center of global concerns, needs stronger growth … and there is.a large core [of countries] where fiscal adjustment can be more gradual.” (23. januar 2012, IMF Survey). Hun refererer til rækken af nordeuropæiske lande med Tyskland i spidsen tæt fulgt af Benelux, Østrig og Finland, der har meget store betalingsbalanceoverskud. Disse overskud, der tilsammen har en størrelse svarende til underskuddene i Syd, er i sig selv med til at kvæle væksten i Spanien, Italien, Grækenland og Portugal. En europæisk kickstart i overskudslandene kunne tage form af fremrykkede offentlige investeringer og (midlertidige) skattelettelser. Jo flere EU-lande, der går sammen, desto stærkere bliver den positive spredningseffekt til underskudslandene. Her er det vigtigt at understrege, at de lande, der har overskud på betalingsbalancen, også har et råderum til at iværksætte en sådan ekspansion. Det er netop disse lande, der undtagelsesfrit kan finansiere offentlige investeringer til en renten på ca. 2 pct., hvilket i praksis betyder en negativ realrente (når der korrigeres for inflation).

Fælles europæisk kickstart vil virke som Marshall-hjælpen
En fælles europæisk kickstart ville på mange måder minde om den Marshall-hjælp, som amerikanerne ydede Europa i årene lige efter krigen. I perioden fra 1948-1952 gav amerikanerne et beløb svarende til cirka 2 procent af deres BNP om året. Det økonomiske saltvandsindsprøjtning bestod af en blanding af lavt forrentede lån og gaver til en række vesteuropæiske lande. I USA så man ikke støtten som en belastning for de amerikanske skatteydere. Tværtimod var der fuld opbakning omkring Marshall-hjælpen, fordi den var med til at holde den amerikanske industri i gang. Dengang fik den amerikanske støtte en betydelig spredningseffekt. Den var med til at genstarte de europæiske økonomier, der mildt sagt lå i ruiner efter krigen. Noget tilsvarende kunne eurozonen opleve i dag, hvis en målrettet europæisk kickstart blev gennemført. Finansieringen heraf skal de EU-lande, der har overskud på betalingsbalancen fortrinsvis stå få; for EU set under ét mangler ikke penge – i og med, der er ligevægt i samhandlen med omverdenen. Det er fordelingen af pengene, der i øjeblikket er så skæv inden for EU. Det, der er brug for, er, at de europæiske penge, der hober sig op i overskudslandene bliver aktiveret – bl.a. gennem offentlige investeringer, der så kan kickstarte de private investeringer og det private forbrug i nord med en stærk spredningseffekt til de gældsplagede lande i syd.

Start vækstmotorerne nu; før ØMUen går i opløsning
Men hvis ikke EU tager et sådan modigt skridt i retning af at finde en fælles europæisk og solidarisk løsning på den aktuelle ØMU-krise, er der en betydelig risiko for, at landene i Sydeuropa ét efter ét vil gå i knæ og føle sig tvunget til at kappe trossen til ØMU-skibet. Den stigende arbejdsløshed og den fortsat faldende produktion i den private sektor i de gældsplagede sydeuropæiske lande vil føre til en politisk reaktion – hvornår eller hvor hurtigt er det naturligvis umuligt at spå om. I så fald bliver disse lande nødt til at genindføre deres nationale valuta for selv at genstarte den økonomiske vækst. Det vil være en både vanskelig og omkostningsfuld proces at udskifte euroen med en national valuta, men det er ikke umuligt. Det er set mange gange tidligere i historien. Da den monetære union mellem Storbritannien og Irland blev opløst i 1979, foregik det fuldstændig kontrolleret og grundigt planlagt. Det samme var tilfældet, da Tjekkoslovakiet blev opløst i 1992. Forhåbentlig har EU-kommissionen i samarbejde med ECB nøje planlagt, hvordan et ØMU-medlemsland kan genindføre sin egen valuta. I Skandinavien har vi svenske, norske og danske kroner. Vi skal formentlig allerede nu vænne os til tanken om, at der kommer græske, spanske og portugisiske euro i løbet af et år eller to.

Mange muligheder står åbne
Det er ikke givet, at den Økonomisk Monetære Union vil forlise. Det er et spørgsmål om politisk vilje til at udvise en betydelig europæisk solidaritet. Det vil sige, at de lande, der har overskud på betalingsbalancen er villige til at bruge flere penge primært på sine egne borgere – bedre infrastruktur, tilskud til private investeringer og øget privat forbrug, der vil have en gunstig afsmittende effekt på alle samhandelspartnere – også i Sydeuropa. Men hvis denne vilje til at gå forrest og ekspandere økonomierne ikke er til stede i overskudslandene, er det svært at se, hvordan ØMUen i uændret form skal komme sikkert i havn. Hvis EU ikke ændrer kursen væk fra yderligere besparelser, vil kun en mindre kreds af lande kunne beholde den fælles valuta, formentlig Tyskland, Benelux, Østrig, Finland og måske Frankrig. Disse lande har alle haft en omkostningsudvikling, der har været nogenlunde parallel, samtidig med, at de – bortset fra Frankrig – har et betydeligt overskud på betalingsbalancen, og forholdsvis beskedne offentlige budgetunderskud. De øvrige eurolande må i stedet binde værdien af deres nationale valuta til den nordeuropæiske euro på forskellig vis. Det kunne tage form af et genetableret European Monetary System (EMS), som blandt andet Danmark stadig formelt er en del af. Systemet med faste, men justerbare valutakurser fungerede ganske udmærket. Navnlig efter 1993, hvor den tilladte udsvingsmargen blev udvidet til +/- 15 procent. Mulighederne er mange, men en ting er sikkert: Hvis ØMUen skal bestå, må politikerne handle helt anderledes visionært.

Jesper Jespersen, Professor, dr. scient. adm., Roskilde Universitet. ILLUSTRATION: (Foto, European Council via Flickr)

Alle kommentarer på RÆSON er alene udtryk for skribentens egne holdninger. Vil du skrive en kommentar eller et svar til denne? Så send dit forslag til: redaktionen@raeson.dk