Kommentar: S burde have forudset kollaps i trepartsforhandlinger

Kommentar: S burde have forudset kollaps i trepartsforhandlinger

22.06.2012


Helle Thorning erklærede sig ved de længe ventede trepartsforhandlingers forlis ”overrasket”. Men ved at gennemføre et Business War Game – en særlig form for rollespil, allerede i brug blandt amerikanske og britiske politikere – kunne S have forudset kollapset uger i forvejen. Og måske endda have undgået det.

KOMMENTAR af Søren Malmborg

Kunne S have forudset og undgået fagbevægelsens exit fra forhandlingerne? Det korte svar er: Ja! Hvis S havde gennemført et Business War Game inden forhandlingerne startede, havde fagbevægelsens exit hverken været chokkerende eller uundgåeligt.

Trepartsforhandlingernes kollaps er desværre et skoleeksempel i, hvad der kan ske, når man ikke udnytter Business War Game-metoden. Det kan og må efterhånden ikke komme bag på nogen, at ens mavefornemmelse er en notorisk dårlig spåkone, når det kommer til at forudse andres reaktioner. Et Business War Game er derimod beviseligt det mest nøjagtige redskab, vi har. Det er ingen krystalkugle, men 30 års forskning på The Wharton School konkluderer, at metoden er dobbelt så effektiv som spil-teoretiske computermodeller og ekspertviden.

Sådan fungerer metoden
Et Business War Game er en særligt struktureret rollespilsimulation af en kommende forhandling. Spillet giver et uhyre nøjagtigt billede af, hvordan en modpart vil reagere i en konkret forhandlingssituation. Metoden bruges derfor ofte til at forudse en modparts reaktion og derpå skærpe og tilpasse argumenter og strategi, således at man ender ud med en skræddersyet forhandlingsstrategi.

Toppen af dansk politik kunne lære meget af deres amerikanske og britiske kollegaer vedr. brugen af metoden. Ronald Reagan brugte den, inden han og Gorbachev skulle forhandle de nu så berømte nedrustningsaftaler på plads i 1985-86. I 2004 gjorde John Kerry det samme i præsidentvalgkampen inden hans TV-dueller med George. W. Bush, og senest beretter Financial Times, at Nick Clegg og hans topstrateger brugte metoden til at udarbejde en effektiv forhandlingsstrategi i tilfælde af, at det engelske parlamentsvalg ikke fik en klar vinder. På trods af disse forhandlingers forskellige karakter var Reagans, Kerrys og Cleggs ønske det samme: at forudse modpartens reaktion og kalibrere deres egen strategi derefter.

S's fejl: Startede forhandlingerne med for stor en blind vinkel
Meget tyder på, at finansminister Bjarne Corydon (S) gik ind til trepartsforhandlingerne med en enorm ”blind vinkel”. Havde han styr på, hvordan fagbevægelsen ville reagere, når den for alvor blev presset. Kendte han den ”tricker”, som endte med at udløse fagbevægelsens exit. Havde S udarbejdet en alternativ løsning, der kunne modvirke, at fagbevægelsen trak sig fra forhandlingerne? Bedømt udefra så det ikke sådan ud.

Når man tænker på, hvor amerikaniseret dansk politik efterhånden er blevet, er jeg forundret over, at danske politikere ikke har ladet sig inspirere af deres udenlandske kollegaer på dette punkt. Hvis S havde lavet et Business War Game over trepartsforhandlingerne, kunne fagbevægelsens exit sandsynligvis have været forudset – og måske endda undgået.

Selv dele af den danske fagbevægelse bruger nu Business War Game-metoden. For tiden er fagforbund af gode grunde tvunget til at tænke nyt – og det er netop, hvad Finansforbundet gør. Som det første fagforbund i Danmark har Finansforbundet uddannet tillidsrepræsentanter i brugen af Business War Gaming. Finansforbundet er således rustet til at kalibrere konkrete forhandlingsstrategier samt udarbejde og afprøve alternative strategier og løsninger. Finansforbundet følger herved trop med hovedparten af Fortune 1000-virksomhederne, som arbejder seriøst med metoden.

Søren Malmborg (f. 1978) er cand. scient. soc. ved Københavns Universitet og ejer af firmaet Outcome Business War Games. FOTO: Helle og 3F's formand Poul Erik Skov Christensen på besøg ved byggeri i Ørestaden 5. februar 2009 (pressefoto).