Kommentar: Marlene Wind og det demokratiske underskud

Kommentar: Marlene Wind og det demokratiske underskud

11.02.2012


Marlene Wind sætter spørgsmålstegn ved europærernes dømmekraft, når hun mener, at EU’s institutioner skal kunne overtrumfe nationalstaternes befolkninger for at få Europa ud af krisen og ind i fremtiden. Det vil ikke fungere.

Af Rasmus Fonnesbæk Andersen

Marlene Wind, professor i statskundskab og leder af Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet, mener, at nationalismen vil blive Europas undergang: ”Nationalismen forklædt som manglende krisebevidsthed, mudderkastning mellem de europæiske hovedstæder samt den evindelige rundbordssnak om EU’s såkaldt demokratiske underskud. En ’væren sig selv nok’ hos såvel regeringsledere som debattører og almindeligt godtfolk,” skriver hun i Politiken den 29. december. Europa – forstået som det eksisterende samarbejde inden for EU – er fremtiden, og det nationale demokrati hører fortiden til, lyder det. De europæiske befolkninger er i denne optik besværlige, og det at insistere på demokratisk indflydelse på EU er enten reaktionært bagstræb eller at bortvise Europa fra indflydelse. I fremtiden bliver Europa et romantisk lilleputland, der vil blive domineret af det fremadbrusende Kina, Rusland og resten af verden.

I Weekendavisen går Marlene Wind til angreb mod det ”ubegrænsede flertalsdemokrati”. Det giver ikke plads til ”domstoles mulighed for – i menneskerettighedernes navn – at tilsidesætte, hvad et demokratisk valgt flertal har besluttet”. Problemet er, at ”danskerne slet ikke forstår, hvordan en klarere magtfordeling og en klarere balancering af magtens grene kan være en styrkelse snarere end en underminering af demokratiet.” Wind erstatter demokratiets evige tvivl, dynamik og spontanitet, dvs.,det, at demokratiets indhold ikke forhånd er besluttet, men netop gives ved borgeres og politikeres ønsker, med en forståelse af demokratiet som noget evigt givent, som skeptiske befolkninger ikke kan rokke ved. I stedet for valgkampe og parlamenters tingen og diskussion træder den Europæiske Menneskerettighedskonvention, EU’s forfatningstraktat og deres tilknyttede domstole som ultimative autoriteter. Hvis et lands politikere med folkelig opbakning beslutter ikke at overdrage suverænitet til EU, eller bevidst lovgiver i modstrid med en afgørelse fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, skal landets domstole underkende dem, fordi de er i strid med en autoritativ fortolkning af demokratiet og som sådan faktisk udemokratiske. Man kan ikke stole på flertallets dømmekraft. Folkeafstemninger tjener derfor i denne optik ikke det formål at finde ud af, hvad befolkningen mener om et emne og lade det være styrende for politik, men har i stedet et rent formelt og legitimerende sigte.

Problemet med en sådan samfundsindretning er, at man ikke kan være sikker på, at det er rigtigt at underkende flertallets politiske ønsker. Hvem har skrevet konventionerne, og hvordan vælges dommere til at fortolke dem? Hvorfor har deres politiske præferencer særlig forrang i samfund, hvor vi normalt hylder politisk lighed og dermed flertallets legitimitet? Disse spørgsmål gør sig naturligvis gældende for enhver bindende traktat eller konvention, som også ofte kan sætte spørgsmål uden for demokratiets rækkevidde, men de er særligt presserende i forhold til EU og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der til sammen dækker en kolossal mængde politikområder, og som udstikker en stadigt smallere sti for, hvilke prioriteringer og afvejninger enkelte lande må foretage.

Problematikken aktualiseres yderligere af demokratiske landes problemer med at håndtere økonomiske kriser. I særdeleshed i EU. I sommer blev sagen sat på spidsen af erhvervslederen Asger Aamund i Berlingske Tidende: ”Vi skal ikke én gang for alle kappe forbindelsen til demokratiet eller have en enevældig konge, men i en nødsituation, ligesom under krigen, kan man have en slags elite-regering i en periode, som bistår de folkevalgte – skal vi sige lidt håndfast. Så vi kan få de nødvendige reformer.” I Grækenland og Italien er teknokratiske økonomregeringer trådt til. De hævder at stå over politik og kun at gøre det nødvendige for at undgå statsbankerot. Selvfølgelig er det ikke helt demokratisk, men hvad er alternativet, spørger Wind. Prøver Wind i virkeligheden ikke bare at sige, at europæiske befolkninger og regeringer burde gå ind for suverænitetsafgivelse til EU? Som et middel til at opnå ting, som de gerne vil have: vækst, beskæftigelse og europæisk indflydelse i verden? I så fald deltager Wind blot i den demokratiske debat med argumenter, som – hvis de er overbevisende – kan blive udslagsgivende for en demokratisk beslutning. Men Marlene Wind mener ikke, at man kan stole på befolkningernes dømmekraft, og hun regner tilsyneladende modstand mod EU for illegitim eller for udslag af dystre nationalistiske sympatier. Hendes holdning giver afkald på en i demokratiet nødvendig tvivl og ydmyghed.

Wind har helt ret i, at letkøbt EU-skepsis, som ikke fremsætter et alternativ, ultimativt er ufrugtbar. Men folkelig modvilje er altid demokratisk legitim. Og Marlene Winds afvisning af enhver EU-skepsis skygger for kritikernes konstruktive pointer. Hvis noget har været uhensigtsmæssigt for Europas indflydelse i verden, er det den politisk motiverede indførsel af Euroen i modstrid med størstedelen af fagøkonomiens anbefalinger og omdannelsen af EU fra et liberalt frihandelsområde til et bureaukratisk detailreguleringshelvede, der nu også truer med at belønne kronisk overforbrug. Det er en relevant og gyldig pointe, at et lille land som Danmark er afhængig af sin omverden. Vi kan ikke fravælge suverænitetsafgivelse. Men vi kan forsøge at påvirke, hvor megen suverænitet vi afgiver og til hvem.

Det er vigtigt, at USA og Europa har stor indflydelse i verden, hvis man kerer sig om demokrati, frihed og frihandel, som har bragt og fortsætter med at bringe milliarder af mennesker ud af nød og fattigdom. Og det koster penge at fremme fred, demokrati, markedsøkonomi og menneskerettigheder ude i verden. Her har EU tidligere spillet en glorværdig rolle i sit nærområde, både efter Anden Verdenskrig og efter Murens fald. Men Euroen og den overnationale vision for EU, som Wind agiterer for, vil ikke resultere i økonomisk vækst og være med til fremme demokrati og frihed i resten af verden – og slet ikke i EU. Ønsket om nationernes afvikling lader i højere grad til at hindre mellemfolkelig forbrødring mellem de europæiske nationer. Mens nordeuropæiske befolkninger oplever, at de skal betale for dovne sydeuropæeres overforbrug, føler sydeuropæiske befolkninger at nordeuropæerne afskaffer deres demokrati.

Det er klart, at EU har en rolle at spille i at løse problemer, som reelt er fælleseuropæiske. Frihandel, organiseret kriminalitet, terrorisme, fælles standarder, miljø, klima. Men EU bør ikke blande sig i andre politiske spørgsmål end dem, som reelt er fælleseuropæiske. EU bør i stedet leve op til sit selverklærede subsidiaritetsprincip om, at problemer skal løses på det niveau, hvor de mest hensigtsmæssigt kan løses i stedet for at bekymre sig om farerne ved, at børn puster balloner op, andelen af kvinder i europæiske virksomheders bestyrelser eller nationalstaternes regler for familiesammenføring.

EU har ikke anden legitimitet end den, der er afledt af folkelig opbakning. Det er ikke en naturgiven sag, at EU skal eksistere og træffe bindende beslutninger. Mange europæere frygter med rette, at overdragelsen af magt fra deres respektive hovedstæder vil føre til et mindre lydhørt demokrati, hvor det enkelte menneske ikke har mulighed for at blive hørt eller udøve indflydelse på den førte politik. Vi har aldrig nogensinde set et velfungerende, ukorrupt og lydhørt demokratisk styre, der har fungeret uden forankring i en nationalstat, som folk har tillid til og orienterer sig efter. Det globale eller europæiske demokrati er en kimære, et mytisk fantasifoster.

Hvis Europa skal gøre sig gældende i verden, må EU genetableres som et demokratisk legitimt projekt om samarbejde mellem nationer i stedet for mere og mere hårdhændet at stræbe efter at erstatte de enkelte nationer med et fælleseuropæisk folk. Spørgsmålet er, om lande som Italien og Grækenland kan håndtere krisen uden indgreb fra EU’s side. Wind kan have en pointe i, at befolkningerne i visse sydeuropæiske lande måske endda ønsker at fratage deres egne parlamenter og regeringer beslutningsdygtighed og overføre den til EU. Men det er der intet behov for i Danmark. Winds ønske herom røber en mistro over for demokratiet, som på langt sigt kan være betydeligt mere ødelæggende for Europa end alskens finansielle og økonomiske kriser.

Rasmus Fonnesbæk Andersen (f. 1987) er kandidatstuderende i statskundskab på Københavns Universitet og har tidligere læst i England og USA samt på CBS. Han har redigeret antologien 11 Konservative tænkere, er redaktør på Damefrokosten.com og sidder i redaktionskomiteen for tidsskriftet Libertas og er dertil frivillig hos ytringsfrihedsorganisationen Fri Debat. ILLUSTRATION: European Council via flickr

Alle kommentarer på RÆSON er alene udtryk for skribentens egne holdninger. Vil du skrive en kommentar eller et svar til denne? Så send dit forslag til: redaktionen@raeson.dk