25.04.2012

Angela Merkel insisterer på skrap europæisk sparedisciplin i bytte for tyske redningsmilliarder, selvom en række prominente økonomer vurderer, at det forlænger eurokrisen. Hvorfor gør hun det? Jeg kan kun se tre grunde.

KOMMENTAR af Michael Leif Larsen

Den store recession i 2008 tydeliggjorde de økonomiske ubalancer inden for euroområdet. Tyskland havde i årene op til recessionen ført en forsigtig økonomisk politik, hvor lønstigninger og produktivitetsstigninger fulgtes ad. Imens var reallønninger og boligpriser steget dramatisk hos de sydeuropæiske medlemmer af eurosamarbejdet. Da recessionen kom, kollapsede huspriser og efterspørgsel, og de sydeuropæiske lande blev kastet ud i en voldsom økonomisk krise. Grækenland er næsten gået fallit. Portugal har kun undgået samme skæbne – i første omgang – fordi landet har modtaget store økonomiske hjælpepakker fra EU og den Internationale Valuta Fond. Og nu frygter stadig flere så, at Spanien og Italien ikke klarer den.

Den, der betaler, bestemmer medicinen. Så Tyskland bestemmer. Og som den afgående præsident for Verdensbanken Robert Zoellick i denne uge bemærkede i Financial Times, så er økonomisk videnskab i tysk sammenhæng en form for moralfilosofi. Man sætter tæring efter næring. Man afviser offentlig stimulering af efterspørgslen for at få gang i en kriseramt økonomi, fordi det kan medføre øget gæld. Ordren fra Tyskland til de kriseramte sydeuropæere er klar: I skal spare.

Den tyske medicin gør patienten mere syg
Det har de så forsøgt de seneste tre-fire år – uden at det har hjulpet noget som helst. Tværtimod har sparetiltagene skabt usikkerhed og øget arbejdsløshed, hvilket har drevet efterspørgsel og produktion ned. Det er en ond cirkel. For faldende produktion og øgede offentlige udgifter til flere arbejdsløse giver større underskud på de offentlige finanser, hvilket så udløser flere sparetiltag, som dermed driver efterspørgsel og produktion endnu længere ned.

Status efter tre-fire år med den tyske sparemedicin: Produktionen i de sydeuropæiske falder. Arbejdsløsheden stiger – i Spanien er den nu o på næsten 25 procent. Det sociale armod tager til. Vreden tager til. Det samme gør antallet af selvmord på grund af økonomi. Og der er IKKE lys for enden af tunnelen.

Det er ikke kun blødsødne venstreorienterede, som kan se, at retningen er gal. I Berlin advarede den verdensberømte spekulant, mangemilliardær og filantrop George Soros for nylig tyske politikere om, at den nuværende kurs risikerer at ødelægge ikke blot euroen, men også selve det europæiske samarbejde. Den respekterede økonomiske kommentator Walter Munchau skrev i denne uge i sin klumme i Financial Times, at selv hvis det med drakoniske midler skulle lykkes Spanien at nedbringe sit offentlige underskud til det mål, EU har fastsat, så vil landet sandsynligvis stadig skulle betale dramatisk høje renter med det resultat, at de finansielle markeder hurtigt vil indse, at landet næppe kan komme på ret køl uden et politisk kursskifte. Ugens klumme i New York Times af Nobelprismodtageren i økonomi, Paul Krugmann, om den tysk-dirigerede økonomiske strategi i EU havde meget passende overskriften: ”Europe´s Economic Suicide”.

Så hvorfor gør de det, tyskerne?
Hvorfor fastholder Tyskland en kurs, som flere og flere er overbeviste om vil køre de sydeuropæiske lande og måske både euroen og EU-samarbejdet i afgrunden?

Jeg kan kun se tre muligheder:
■ 1) den provinsielt-illusoriske
■ 2) den usympatiske
■ 3) den skræmmende.

1. Den provinsielt-illusoriske mulighed er, at de faktisk tror på, at det, de gør, hjælper. Med udgangspunkt i egne erfaringer, og ikke mindst i egen inflationsparanoia, er tyskerne tilsyneladende overbeviste om, at hvad der er godt for tysk økonomi, det er også godt for alle andre økonomier. I den sammenhæng er det ligegyldigt, at der ikke eksisterer et eneste bevis på, at en udviklet økonomi er kommet ud af en recession ved ensidigt at spare. Selv fundamentet for det tyske `wirtschaftswunder` efter 2. Verdenskrig var en massiv indsprøjtning af udenlandsk (Marshall-hjælp-) kapital, som satte gang i efterspørgsel, vækst og beskæftigelse i en sønderbombet tysk økonomi. Det seneste eksempel på et land, som prøvede at spare sig ud af krisen, er Argentina omkring år 2000. Forsøget mislykkedes, Argentina gik konkurs, devaluerede pesoen og startede forfra. Derefter opnåede de – stik imod alle forudsigelser fra de internationale økonomiske vismænd – solid økonomisk vækst i det første årti af de nye årtusinde. Eftersom de sydeuropæiske lande er med i euroen, kan de ikke lave en tilsvarende manøvre. Men hvis den nuværende negative udvikling fortsætter, så vil det ikke være overraskende, hvis de sydeuropæiske lande på et tidspunkt begynder at overveje alvorligt, om ikke man bør droppe det eurosamarbejde, som forhindrer dem i at lave en argentinsk løsning.

2. Den usympatiske mulighed er, at dem, som The Telegraphs økonomiske redaktør Ambrose Evans-Pritchard kalder Europas `neo-calvinisterne`, med Tyskland i spidsen bruger den aktuelle økonomiske krise til at gøre op med den eksisterende arbejdsmarkedskultur i Sydeuropa. Det usympatiske består i, at hele øvelsen er bygget op på en fortælling om økonomisk uansvarlighed i Sydeuropa, som ikke passer. Bortset fra Grækenland, så førte de sydeuropæiske lande i årene op til recessionen ikke en specielt uansvarlig finanspolitik. Det har blandt andre Paul Krugman argumenteret for i sine klummer. Portugals og Italiens underskud på de offentlige finanser var i 2007 og 2008 ifølge Eurostat mindre end både Frankrigs og Storbritanniens. Da krisen satte ind, havde Spanien ligefrem overskud på de offentlige finanser og en lav offentlig gæld. De sydeuropæiske landes nuværende dramatiske økonomiske problemer er først og fremmest et resultat af en alt for voldsom løn- og prisudvikling, der i højkonjunkturen ikke mindst blev drevet frem af et byggeboom finansieret af især tyske banker.

3. Den skræmmende mulighed består i, at hele det tyske politiske og økonomiske establishment i europæisk sammenhæng er ramt af Honecker-syndromet. Honecker-syndromet har navn efter DDR´s sidste leder, Erich Honecker, der holdt skåltaler for, hvad han anså for sit fremragende land, alt i mens det selv samme land styrtede i grus omkring ham. Honecker-syndromet er altså den tilstand, hvor den etablerede politiske magt mentalt har isoleret sig så eftertrykkeligt i sin egen boble, at den er ude af stand til indse, hvad der foregår ude i virkeligheden. Og ude af stand til at overskue konsekvenserne af den udstukne politiske kurs. Det er et syndrom, man mest ser i totalitære lande, men EU-konstruktionen tågede politiske strukturer gør EU til et velegnet levested for syndromet. Der er jo den delikate detalje ved EU-konstruktionen, at det netop ikke er de kriseplagede sydeuropæere, der skal leve med konsekvenserne af den tysk-dirigerede krisepolitik, som til næste år skal beslutte, om kansler Merkel skal genvælges eller ej. Tværtimod så er de – først og fremmest tyske – beslutningstagere, som dirigerer EU´s økonomiske krisepolitik, ikke forbundne med de sydeuropæere, der skal leve med de politiske beslutninger. På det punkt er lighederne med et totalitært politisk system iøjnefaldende. Det er ideelle vækstbetingelser for Honecker-syndromet. Og hvis Honecker-syndromet først for alvor har fået fat, så er der, som manden, der har givet navn til syndromet, med al ønskelig tydelighed demonstrerede, næsten ingen grænser for, hvor bizart tingene kan udvikle sig.

Det er en højst besynderlig forestilling, vi i øjeblikket er vidne til. EU startede som et forsøg på at binde de europæiske økonomier sammen for dermed at forhindre århundreders interne krige i at fortsætte. Det projekt er indtil nu lykkedes. Det ville være en grum skæbnens ironi, hvis det skulle blive netop en forfejlet tysk håndtering af egen økonomisk og politisk magt, der fik udviklingen til at begynde at rulle baglæns igen.

Michael Leif Larsen (født 1959) er cand.scient.pol. og freelance-journalist. Han har tidligere bragt kommentarer og analyser i blandt andet RÆSON, Berlingske og Kristeligt Dagblad. ILLUSTRATION: Angela Merkel med Martin Schulz og Joseph Daul (Foto: EU via Flickr)