Kommentar: Drop mærkeordning og boykot varerne, Villy

Kommentar: Drop mærkeordning og boykot varerne, Villy

19.05.2012


Udenrigsminister Villy Søvndal vil indføre en mærkeordning for varer, der er importeret fra israelske bosættelser. Rasmus Jarlov reagerer på Facebook ved at skrive, at ”det er fuldstændig ude af proportion og troløst mod en af Danmarks gode allierede at udpege Israel til skurk og bruge den danske stat til at opfordre til et handelsboykot”. Men mærkeordningen er IKKE en boykot. Desværre.

KOMMENTAR af Poyâ Pâkzâd

I går var Villy Søvndal på banen med planer om en mærkeordning for varer fra israelske bosættelser. Mærkeordningen bliver i praksis et tilbud til danske supermarkeder, som frit kan vælge, om de ønsker mærkningen eller ej. Regeringen har ikke i sinde at håndhæve ordningen, men har tillid til ”erhvervslivets velvilje”, og at ”bosættelsesspørgsmålet vækker så megen vrede, at forbrugerne vil ændre adfærd”, skriver Politiken. I bedste fald får vi en debat, som kan føre til en bredere bevidsthed om den israelsk-palæstinensiske konflikt og den rolle, vi spiller i den. Som altid ligger ansvaret hos borgere, som kan og vil yde en civil indsats. Vi må holde regeringen fast på dens verbale og skriftlige forpligtelse til international lov, og bede den om en total boykot af varer fra de israelske bosættelser.

Boykot er vejen frem
Tidligere forsøg på boykots, som har inkluderet varer fra hele staten Israel og dets akademiske og kulturelle institutioner, har forudsigeligt ledt til et hav af fordømmelser og beskyldninger om antisemitisme. Det har mestendels været for at afspore opmærksomheden fra konflikten med palæstinenserne. Men en boykot af varer fra israelske bosættelser går direkte efter besættelsen, og har således rigelig hjemmel under international lov. Regeringen kan blot vifte med den Internationale Domstols erklæring fra 2004, hvor det hedder, at ” de områder, Israel har besat i over 37 år, har været underlagt dets territoriale jurisdiktion som besættelsesmagt.” Man ville ikke stå alene, men derimod stå sammen med majoriteten af verdens stater, som konsekvent har stemt for et tostatsløsning samt afvikling af bosættelserne. Indtil nu har verden i form af FN ikke været i stand til at gribe ind, fordi amerikanerne har holdt hånden over Israel. For at afvende den uholdbare situation må de enkelte stater træde i karakter. Blandt andet ved at suspendere materiel og politisk støtte til Israels besættelse. En økonomisk boykot er en fornuftig ikke-voldelig taktik, som ikke så let kan afvises, hvis den har til formål at opnå et retfærdigt og konstruktivt forlig til den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Et halvt århundredes besættelse
Om knap en måned træder den israelske militærbesættelse af de palæstinensiske områder ind i sit 45. år. Det er en veldokumenteret kendsgerning, at Israel har begået overtrædelser af palæstinensernes basale menneskerettigheder. Flere gange i en grad, så vi kan tale om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Palæstinensere, som lever under israelsk besættelse i Østjerusalem og på Vestbredden, er underlagt strenge restriktioner på retten til bolig. De israelske myndigheder erklærer vilkårligt palæstinensiske boliger for ulovlige, og river dem ned uden behørig varsel. Som det så ofte er tilfældet, bygger man bosættelser og driver erhverv på grunden i stedet. Ifølge Amnesty International er ”35 procent af Østjerusalem blevet eksproprieret” på sådan vis.

Siden 1967 er 135 officielt anerkendte israelske bosættelsesblokke og 99 forposter blevet bygget på Vestbredden, herunder Østjerusalem, i strid med international lov og FN-resolutioner. Israel bygger uhindret videre, og den 23. april ’legaliserede’ Netayanhu-regeringen tre nye forposter. Den nuværende israelske kurs har ført til en sønderdeling af de palæstinensiske områder. The International Crisis Group skriver i sin seneste rapport, at ”det langt om længe er tid til at erkende, at kejseren står uden klæder” med henvisning til Israels fortsatte byggeri på Vestbredden. Der er behov for en ”ny tilgang til en forhandlet tostatsløsning, der søger at øge incitamenterne til at opnå et forlig, og skabe incitamenter imod status quo, ved hjælp af en alternativ tredjepartsmægling.” Med andre ord: USA og EU ikke er farveløse mæglere, Israel er ikke interesseret i fred, og incitamenterne til en løsning bør komme ude fra.

Israelske besættelser som Sydafrikas apartheid
Den Internationale Domstol erklærede i 2004, at Israels mur og bosættelser i de besatte palæstinensiske områder (”Gaza, Vestbredden og Østjerusalem”) er ulovlige under folkeretten. Helt afgørende understregede domstolen det internationale samfunds juridiske forpligtelse til ikke at anerkende den ulovlige situation. Danmark er forpligtet til ikke at yde hjælp eller bistand til opretholdelsen af status quo, men bidrage til at bringe enhver forhindring af det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse til ophør.

Den israelske menneskeretsorganisation B’Tselem skriver i samklang med Human Rights Watch, at ”Israel i de besatte områder har skabt en orden baseret på forskelsbehandling, som anvender to separate retssystemer i det samme område, og som skelner mellem borgernes rettigheder på baggrund af deres nationalitet.” ”Dette regime er det eneste af sin art i verden” forsætter B’Tselem, ”og det minder om usmagelige regimer fra fortiden, såsom apartheidstyret i Sydafrika.” Hvis det var forsvarligt, at Sydafrikas apartheid blev gjort til genstand for en international økonomisk boykot, er det ligesådan med Israel.

Selvvalgte krige
Israel forsvarer sin besættelse af de palæstinensiske områder med henvisning til dets sikkerhedsbekymringer. Den israelske sikkerhedsdoktrin er i høj grad baseret på landets evne til at skræmme sine naboer fra at handle imod det. I sine spæde 64 år har Israel ført i hvert fald syv krige, og haft mere end 150 militære sammenstød med sine naboer. Israel er således den mest konfliktramte stat i moderne historie. I en udtømmende publikation fra University of Michigan Press konkluderer den israelske militærhistoriker Zeev Maoz, at ”de fleste af de israelske krige helt kunne have været undgået.” De var et resultat af ”bevidste israelske aggressioner, defekte politikker og fejlfortolket konfliktstyring.” De var alle ”selvvalgte krige”, og har konsekvent gjort sikkerhedsbehovet større.

Samtidig kan man argumentere for, at hele forehavendet er en god forretning for Israel, som i dag kan tjene på sine erfaringer ud i militære anliggende. Situationen er ikke mindst lukrativt for landets våbenhandelspartnere, USA og EU, som leverer landets isenkram. Forretningsfordelene og USA’s uforbeholdne støtte har bevirket en israelsk utilbøjelighed til at engagere sig i meningsfulde forhandlinger med palæstinenserne. Til gengæld er viljen til at anvende militær magt for at gennemtvinge sin vilje stor. Derfor er en boykot af israelske handelsvarer såsom urter og grøntsager i danske supermarkeder selvsagt ikke tilstrækkeligt til at standse besættelsen. For at fungere effektivt må boykotkampagnen hægtes på et krav om en tostatsløsning, en våbenembargo og en blokering af midler, som bruges til bosættelseskonstruktioner. En våbenembargo er allerede blevet opfordret af Amnesty International i kølvandet på angrebet på Gaza i 2008, “så længe der er betydelig risiko for, at Israel benytter disse til at krænke palæstinensernes menneskerettigheder.” Human Rights Watch har ligeledes opfordret til en boykot af Caterpillar, som leverer værktøjerne til nedrivning af palæstinensiske boliger. Det er alt sammen fornuftige midler i en samlet strategi mod besættelsen.

Poyâ Pâkzâd (f.1984) er aktivist, debattør og blogskribent vedrørende udenrigspolitik og Mellemøsten. Bestyrelsesmedlem i “Netværket af Akademikere, Studerende og Interesserede i Mellemøsten” (NASIM). Initiativtager til foreningen “Uvildig Irak-undersøgelse Nu!” Deltager i den internationale “Gaza Freedom March”, der blev organiseret af CODE Pink i Egypten og Gaza i 2009. Han har tidligere bidraget til RÆSON. ILLUSTRATION: Villy Søvndal (Foto: Presse)

Alle kommentarer på RÆSON er alene udtryk for skribentens egne holdninger. Vil du skrive en kommentar eller et svar til denne? Så send dit forslag til: redaktionen@raeson.dk