Kommentar af Peter Nedergaard: Finanspagten styrker demokratiet

Kommentar af Peter Nedergaard: Finanspagten styrker demokratiet

19.04.2012


Finanspagten binder landene til at føre en politik, som giver mindre underskud på de offentlige budgetter. Forpligtelsen til at overholde de økonomiske grænser er stærkest i eurozonen, hvor der i modsat fald er sanktioner involveret, men også i landene uden for vil der være et politisk betonet pres for at overholde reglerne.

af Peter Nedergaard, professor i statskundskab, KU

Pagten har været udsat for megen kritik. Sætter det ikke demokratiet ud af kraft, at man hindrer politikerne i at vedtage, hvilke offentlige udgifter de nu finder passende? Nej, en sådan betragtningsmåde er noget overfladisk.
Den overser, at noget af det, som dybest set og kraftigst har vist sig at true demokratiet, er, når politikerne ikke har taget hensyn til spørgsmålet om mulige underskudskonsekvenser på langt sigt af deres handlinger eller mangel på samme. Har vi politikere, som ikke har begrænsningerne af de offentlige underskud for øje, udvikler det sig lynhurtigt i retning af, at markedet straffer det pågældende land med meget høje renter på de statsobligationer, som skal udstedes for at finansiere den statsgæld, som underskuddene afføder. Markedet bliver demokratiets overherre. Det tvinger landene – ofte formidlet af internationale långivere – til at foretage drastiske nedskæringer i de offentlige udgifter hen over hovedet på befolkningerne. Vi ser således, at befolkningernes mulighed for at være herrer i deres egne demokratiske huse afhænger af, at man er i stand til at styre, at gældsætningen ikke eskalerer. Det hjælper finanspagten med til. Manglende styr på gældsætningen har det omvendt med at sætte demokratiet ud af kraft.

Finanspagtens bindinger af politikerne svarer til, da Odysseus bad om at blive bundet til masten, mens han sejlede forbi Sirenernes Ø. Handlingen bragte skibet hjem til Itacha, således som finanspagten fremover kan bringe landene mere helskindet gennem strømmen af kortsigtede lokketoner om at finansiere den nuværende krise med meget mere gæld. I stedet tvinger finanspagten landene til de reformer, som politikerne meget vel ikke ellers havde haft mod og mulighed til at gennemføre. Finanspagtens bindinger hjælper dermed demokratiet, fordi den giver mulighed for, at demokratiet får en langsigtet dimension indopereret, som rækker ud over den fireårstvang, der til tider kan ride demokratierne som en mare, og hvor al politik sigter mod at vinde næste valg.

Er finanspagten så tilstrækkelig, og er problemerne løst med den? Nej, langt fra. Finanspagten indeholder en ny (tyskinspireret) langsigtet måde at tænke offentlig økonomisk politik på i Europa, men den løser ikke i sig selv nogen af de presserende problemer for især de unge uden job, som findes på kort sigt. Derfor må finanspagten i EU og i de enkelte medlemslande følges op med en helt ekstraordinær indsats for at få gjort noget ved den ungdomsarbejdsløshed, som i mange lande er ved at gå grassat. I den forbindelse bør ingen midler være hellige. I første omgang må politikerne i langt højere grad begynde at adressere problemet. Det gælder også de danske politikere, hvor man kan have det indtryk, at mange tror, at problemet er helt forbigående. I anden omgang skal der konkrete løsninger på bordet. Det kan være at skaffe flere uddannelsespladser, hvilket imidlertid ikke løser problemet for dem, som allerede er færdige med deres uddannelser uden at kunne få job. Derfor må der udvikles modeller, som via praktikjobs, trainee-stillinger osv. får de unge hæftet fast på arbejdsmarkedet.

FORSLAG TIL KOMMENTARER SENDES TIL: redaktionen@raeson.dk

ATHEN, GRÆKENLAND: Udenfor parlamentet protesterer demonstranter mod konsekvenserne af EU’s aftale med IMF, 9. maj 2010. (FOTO: vicspacewalker / Shutterstock.com)