Kommentar: 1200 sultestrejkende palæstinensere forandrer ingenting

Kommentar: 1200 sultestrejkende palæstinensere forandrer ingenting

21.04.2012


Det internationale pres på Israel er forsvundet, og det kommer ikke igen foreløbig. Heller ikke selvom 1200 sultestrejkende palæstinensiske fanger i israelske fængsler og episoder med hårdhændet israelsk politi har fået verden til igen at rette øjnene mod konflikten på Vestbredden.

KOMMENTAR af David Jano

LÆS OGSÅ:
Kommentar: Splittelsen blandt palæstinenserne spidser til
Vestbredden: Besættelse i hverdagshøjde
Kommentar: USA er stadig Israels vigtigste allierede, men Israel er ikke længere USA’s

Den israelske premierminister Benyamin Netanyahu og premierminister fra PA Salam Fayyad skulle have mødtes i denne uge i Jerusalem. Det var det mest højprofilerede møde, der har været planlagt mellem de to stridende parter i 20 måneder og første gang nogensinde, at de to politikere skulle have holdt direkte samtaler. Anledningen til mødet var en palæstinensisk opfordring til nye forhandlinger, så snart Israel accepterer de to palæstinensiske kernekrav:

1) Forhandlingerne skal tage udgangspunkt i grænserne før 1967
2) Alle palæstinensiske fanger, som sad fængslet før underskrivelsen af Oslo-aftalerne i 1993, skal løslades fra israelske fængsler


Begge krav bliver som så ofte før kategorisk afvist af Israel, og ingen i den israelske offentlighed mener, at et nyt gennembrud er på vej i de strandede fredsforhandlinger. Netanyahu hævder, at han støtter en to-statsløsning, men han vil ikke indgå i forhandlinger med palæstinenserne på baggrund af forhåndsbetingelser. Salam Fayaad endte med at blive væk fra mødet og sendte i stedet sin sædvanlige forhandler, Saeeb Erekat. I forvejen er palæstinensernes præsident Mahmoud Abbas og Netanyahu ikke på talefod. Netanyahu nægtede midt i forhandlinger med Abbas tilbage i 2010 at fortsætte sit midlertidige stop for bosættelsesbyggeri. Luften er iskold mellem de to parter.

Intet internationalt pres på Israel
Det lader altså til, at Israel fortsat vil afvise palæstinensernes krav om nye fredsforhandlinger. Og det kan israelerne gøre i ro og mag, da ingen internationale parter længere lægger pres på Israel. Den eneste stemme, Israel lytter til, er amerikanernes, men i USA er valgkampen i fuld gang. Hverken præsident Barack Obama eller hans formentlige modstander Mitt Romney skal have klinket skårene i forholdet til Israel på denne side af det valget. USA modarbejder fortsat palæstinensernes forsøg på at opnå fuldt medlemskab af FN, og vil fortsat bruge sin vetoret, skulle det komme så langt. Dét sagde Israels ambassadør i USA Daniel Shapiro for nyligt, at han var blevet lovet af amerikanske kolleger. Den såkaldte kvartet bestående af EU, USA, FN og Rusland har heller ikke gjort megen væsen af sig på det sidste.

Men derfor skal Israel ikke føle sig for sikker. Presset kan vise sig at komme andetsteds fra. Mere end 1.000 palæstinensiske fanger i israelske fængsler gik i denne uge i fælles sultestrejke. Helt konkret går protesten ud på at gøre opmærksom på dårlige forhold for de indsatte, men det skaber også dårlig omtale for Israel i de internationale medier. De palæstinensiske fanger protesterer mod, hvad de kalder ”administrative tilbageholdelser”: Mere end 300 fanger er spærret inde på dét grundlag i de israelske fængsler. Talsmanden for de israelske fængsler, Sivan Weizmann, udtalte til AFP, at Israel før har stået over for sultestrejkende indsatte – og slog fast, at forhandlinger med de indsatte ikke kommer på tale. De sultestrejkende fanger kan dog sammen med andre uheldige episoder være med til at øge presset på Israel.

Dårlig omtale kan mærkes, men rykker intet
En af de episoder hændte for ganske nylig. Den danske fredsaktivist Andreas Ias kom pludselig på alles læber i Israel, da han brutalt blev slået ned af en israelsk soldat med et maskingevær. Det skete under en demonstration på Vestbredden, hvor Andreas Ias arbejder frivilligt for en palæstinensisk NGO. Overfaldet blev filmet, og videoen gik verden rundt. Episoden skabte stor harme både i og uden for Israel. Både Netanyahu og Israels præsident Shimon Peres har offentligt fordømt episoden, men alligevel har både Villy Søvndal og den danske ambassadør i Israel Liselotte Plesner krævet en redegørelse. Episoden falder oveni furoren omkring ”Flytilla”-demonstrationen, hvor flere hundrede demonstranter for andet år i træk ønskede at flyve til Tel Aviv, hvorfra man ville stige på busser mod Betlehem på Vestbredden. Her ønskede man at demonstrere mod Israels fortsatte besættelse af området. Israel forsøgte først at opfordre til, at demonstranterne hellere skulle protestere mod umenneskelige forhold for civilbefolkningen i Syrien, men det stoppede ikke de mange rejsende. Efter voldsomt israelsk pres på diverse europæiske flyselskaber, blev mange nægtet at rejse til Israel allerede i deres hjemlande. Dem, der slap af sted til Tel Aviv, blev mødt af kampklædt politi og militær i Israels lufthavne, hvor man hårdhændet afviste demonstranterne.

Flytilla, Andreas Ias og senest den palæstinensiske sultestrejke i fængslerne har skabt dårlig medieomtale for Israel. Og dårlig presse har før påvirket israelerne. Man så det senest med Flotilla-episoden i 2010, hvor mediernes kritiske dækning af drabene på ni tyrkiske aktivister fik Netanyahu til at bløde blokaden af Gazastriben op. Men selvom han lyttede til kritikken, kom han ikke palæstinensernes udspil til nye fredsforhandlinger i møde. Det er der heller ingen grund til at tro, at han vil gøre denne gang. Netanyahu har et år tilbage på posten, før israelerne går til valg. Han skifter ikke kurs og sætter alt ind på en fredsaftale med palæstinenserne nu. Manden støtter godt nok to-statsløsningen, men han er først og fremmest en dreven politiker, der gerne vil genvælges. Og for at blive genvalgt, skal han vise befolkningen, at han ikke lader sig diktere af palæstinensere og fredsaktivister. De internationale mediers kritiske røster ryster derfor ikke Netanyahu nok til at lægge sin politik om. Der skal pres til udefra. Navnlig fra USA. Og det ser ikke ud til at komme foreløbigt.

David Jano (f. 1985) er cand. Mag. i Moderne Mellemøststudier fra Syddansk Universitet og har en BA i Historie fra Københavns Universitet. Han har desuden læst på University of Haifa i Israel og er ekspert i Israelsk politik, kultur og historie. ILLUSTRATION: Propalæstinensisk demonstration i London (Foto: Khalid via flickr)