Kasper Fogh Hansen: Thornings problem: ikke kommunikation, men substans

Kasper Fogh Hansen: Thornings problem: ikke kommunikation, men substans

17.08.2012


DETTE ER ET UDDRAG. DEN FULDE VERSION AF DENNE ARTIKEL [2.500 ORD+] KRÆVER KØB AF EBOGEN: DANSK POLITIK 2007-2012 [199 KR.]. ”Jeg tror ikke, de dårlige meningsmålinger handler så meget om, hvorvidt man skal dreje til højre eller til venstre, men om at folk ikke kan mærke hænderne på rattet. Folk er villige til at stemme svære ting igennem og belønne politikere, der træffer de svære valg. Problemet er, hvis folk er usikre på, om de virkelig mener det.”

Sådan siger Kasper Fogh Hansen til RÆSON i et stort interview. Han er udviklingschef og tidligere rådgiver for Ritt Bjerregaard.

”Der er er opbakning i partiet til, at Helle får vendt skuden. Men det er selvfølgelig rigtigt, hvis uddannelsesreformen kuldsejler – ligesom det gjorde for Lars Løkke – et halvt år efter trepartsforhandlingerne gjorde det, SÅ er det svært.”

Udvalgte pointer:
– Vejlegården: De borgerlige overspillede deres kort
– Der er ingen kommunikationsproblemer i dansk politik
– Regeringen skal vise den kan redde Folkeskolen
– Thorning har stadig chancen for at lykkes
– SF’s ledelse har faktisk gjort det godt
– 13 procent i Holland: S har ikke nødvendigvis ramt bunden endnu
– Derfor vil Thulesen Dahl kunne lave forlig med Thorning

Interview af Johan Moe Fejerskov

RÆSON: Er sagen om Vejlegården et udtryk for, at fagbevægelsens solidaritetsværdier har A) et godt tag i danskerne, eller B) et dårligt tag i danskerne?
FOGH HANSEN: Den sag starter med at vise, at danskerne ikke forstår, hvad det er for nogle mekanismer, der ligger i arbejdsmarkedet. Folk synes blokadeværktøjet virker meget voldsomt – så når det bliver brugt, virker det meget skævt.
Men de ultraliberale taber den på gulvet for sig selv, i takt med at Joakim B. Olsen, Anders Samuelsen og det liberale filliongongon-projekt rykker ind i sagen. I pressen vil man gerne undersøge, hvad der sker, for det kan da heller ikke være rigtigt, at de liberale alene skal tegne, hvordan sagen bliver udlagt. Pludseligt ender pressen med at lave det oplysningsarbejde, som fagbevægelsen ikke lykkes med at gøre: i hver eneste avis læser DU artikler om, hvordan blokadeværktøjet hører historisk sammen med at skabe en høj organiseringsgrad. Så den sag ender nærmest med være positiv for fagbevægelsen. Sagen viser, at befolkningens forståelse for det faglige kompleksitetsspil er for lille, men den ender næsten med – i avisartiklerne – at give danskerne en forståelse for, hvordan det kunne have været historisk været muligt for virksomheder at nægte at tage folk ind på gode overenskomster, og så havde vi ikke haft den velfærdsmodel, vi har i dag. Vejlegården ender med at levere noget af det oplysningsarbejde til danskerne, som fagbevægelsen enten ikke har lykkes med eller ikke har gjort. Fordi højrefløjen sparker så hårdt til den, så ender de med at sparke sig selv bagi. Pressens sympati i sagen skifter, fordi den bliver for outreret markedsført. Det er meget sjovt at se den mekanisme, der bliver udløst i pressekorpset efter et stykke tid, måske fordi LA gik for hårdt til den. Man kan høre, hvordan de har siddet på redaktionerne og kigget på sagen og sagt: 'vi er lige nødt til at have et konkurrerende billede til det Joakim B. Olsen-show'.
Det, som jeg tror, du og jeg og alle andre, der følger den her sag, kan være helt enige om, er, at der kommer i hvert fald ikke noget opgør med hvilke værktøjer, der ligger i det faglige konfliktsystem, efter Vejlegården. Jeg startede med at tænke, ’nu får fagbevægelsen tæv igen’, men så var jeg bortrejst i to dage, og da jeg kommer hjem, så siger folk, jeg kender i det borgerlige Danmark, at ’det skal jo også være muligt at forsvare overenskomster’. Ét godt spin-råd til de borgerlige: Lad være med at sende Joakim B. Olsen ind i noget som helst, altså andet end Carina-sagen, så snart det bliver for svært, så går det galt.
RÆSON: EU: Hvordan vil Danmark stille sig til det tyske krav om yderligere finanspolitisk integration?
FOGH HANSEN: Spørg Margrethe Vestager, det er hende, der bestemmer. Vi stemmer for det, tyskerne og franskmændene finder ud af. Det er ligegyldigt, hvad Danmark mener, hvis resten af Europa bliver enige om det, så er vi med. Vi er ikke engang med ved bordet, hvor det bliver talt om. (Merkels forslag skal ses som en balancering på et krav om yderligere gældssolidaritet i Europa – det hænger sammen med en strammere finanspolitisk regulering).

Folkeskolens fiasko
RÆSON: Med både skattereformen og førtids- og fleksjobreformen vedtaget, hvilke emner kommer til at dominere den politiske dagsorden i efteråret?
FOGH HANSEN: Medieforlig og skoleforlig.
Nu har Helle sagt, at uddannelse og unge mennesker er det vigtigste for regeringen. Vi står for første gang med en generation, der bliver dårligere uddannet end den forrige. Hver femte, der går ud af den danske folkeskole, kan ikke læse og skrive godt nok til at gå på nogen form for videregående uddannelse. Det er en katastrofe! Det er rigtig fint, at Helle siger, at det er unge og uddannelse, der er målet, men så er det spændende, om regeringen kan levere noget på det. Om de har ideer. Vi har ikke hørt, hvilke ideer de har, hvad der skal redde en mildest talt synkende skude. Der står ikke noget i de forslag, de har været ude med. Anslaget er ’mere faglighed’ og ’flere lærere’, men hvem kan være imod det? Der er nogle positive målsætninger, som alle, der kender dansk politik og har arbejdet med uddannelsesområdet, har hørt på i mange år.
Lærerne har større fravær end eleverne! Jeg har arbejdet i Københavns Kommune i fire år, der er det ikke hvert femte, men hvert fjerde barn, der efter 9 klasse ikke kan læse og skrive godt nok til at fortsætte på nogen form for videregående uddannelse. Det er hvert fjerde barn i Skandinaviens største storby, som vi ikke giver nogen som helst chance for at klare sig selv i en globaliseret økonomi. Det er selvfølgelig dét, regeringen burde være optaget af.
Så kommer der et medieforlig, og det burde være en foræring til regeringen. Både i forhold til en revision af medieansvarsloven og til at få en meningsfuld omkalfatring af den mediestøtte, som man sagtens kan rykke rundt i og få nogle positive budskaber ud af. Det burde være et af de steder, hvor der var nogle lavthængende frugter, og hvor man også kan få lov til at vise, at man forstår den moderne verden og har en mediepolitik, der svarer til det. Men som sagt, der ved vi heller ikke rigtigt, hvad regeringen vil, ud over at Mogens Jensen har sagt, at man godt kan skabe en afløser for Pressenævnet, som måske har lidt mere gennemslagskraft.
RÆSON: Hvordan vil finansloven forløbe?
FOGH HANSEN: Regeringen falder ikke på finansloven. Selvfølgelig gør den ikke det. EL holdt Poul Nyrup stående igennem ti år, og EL kommer også til at holde Helle stående, så længe hun er her. DET betyder ikke, at det bliver pænt – det betyder ikke, at det ikke bliver dyrt. EL har jo talt sig selv op i et træ med, at de skal have alle de penge tilbage, som blev taget i skattereformen, så det bliver langhåret. EL ved godt, at hvis de sender S til valg på 18 procent, så er venstrefløjen dømt ude af indflydelse de næste ti år – det er ti års mørke.

Substansproblemet
RÆSON: SANDT eller FALSK – regeringen har været så optaget af EU-formandsskabet, at den reelt først kan bedømmes for sit indenrigspolitiske projekt over de kommende måneder?
FOGH HANSEN: Jeg vil da håbe, at det er det, de har været optaget af.
RÆSON: Hvad er regeringens indenrigspolitiske projekt?
FOGH HANSEN: Jeg er simpelthen ikke klar over det.
<...>
DETTE ER ET UDDRAG. DEN FULDE VERSION AF DENNE ARTIKEL [2.500 ORD+] KRÆVER KØB AF EBOGEN: DANSK POLITIK 2007-2012 [199 KR.].