KOMMENTAR – Israel/Gaza: Israelerne er blevet deres egen værste fjende

KOMMENTAR – Israel/Gaza: Israelerne er blevet deres egen værste fjende

18.11.2012

.

KOMMENTAR. Israel er blevet så vant til, at dets konflikter med palæstinenserne og de arabiske naboer har kunnet løses med knusende militær overlegenhed. Den aktuelle Gaza-konflikt illustrerer alt for godt, at netop den tankegang på sigt er væsentligt farligere for Israels sikkerhed, end de primitive Hamas-raketter, der har taget deres fokus.

Kommentar af Brian Esbensen, RÆSONs Mellemøstredaktør

For første gang i mere end 20 år lyder luftsirenerne over storbyen Tel Aviv i Israel. Raketter affyret fra Gaza har foreløbigt dræbt tre israelere, og angreb den modsatte vej har kostet omkring 50 palæstinensere livet. Langs grænsen til Gazastriben har Israel mobiliseret og titusindvis af landets reservister er blevet bedt om at være klar.

Situationen er allerede yderst alvorlig, og vi er kun et par fejlskøn mere fra, at det går rigtigt galt og worst-case scenariet – en regional storkrig – kan blive virkelighed.

Når jeg i det følgende analyserer og konkluderer som jeg gør, er det ud fra den helt centrale præmis, at status-quo ikke er en mulighed: Der er praktisk talt ingen – ikke engang det store flertal i Israel, eller dets nærmeste allierede – der bestrider, at Israel er en besættelsesmagt. Med andre ord: Der kommer et tidspunkt, hvor palæstinensernes legitime krav om selvbestemmelse og frihed, på den ene eller den anden måde, fører til enten en demokratisk ét-statsløsning for både jøder og palæstinensere, eller en to-statsløsning, som er det, der ligger til grund for det nærmeste man er kommet et bud på en løsning i form af Oslo-aftalen i start 1990erne.

Mellemøsten er i forvejen præget af politisk opbrud, og særligt hos to af Israels naboer, Syrien og Egypten, har det arabiske oprør, betydet ændringer, som øger uforudsigeligheden markant. Trods lejlighedsvis skarp retorik og lidt teatertorden fra de pågældende aktører – Israel, Egypten og Syrien – har de siden start-1970erne vidst præcis, hvor de havde hinanden. Det er slut nu. Dermed ikke sagt, at de farer i totterne på hinanden, ved først givne lejlighed, for det er der absolut intet der tyder på. Pointen er blot at spillet har ændret sig og nye aktører, hvis ønsker vi ikke kender fuldt ud, er kommet på banen.

Derudover – og nok allervigtigst i denne sammenhæng – så skaber Israels strategi, det bedst tænkelige rekrutteringsgrundlag overhovedet for militante bevægelser som Hamas, og dem der er endnu værre. At ‘løse’ en konflikt som denne med militær overlegenhed kan gå i en hvis periode, men ikke i al evighed.

Der refereres ofte til ‘Israels legitime ret til at forsvare sig’, hvilket næsten hver gang blot resulterer i den forudsigelige og ufrugtbare diskussion om hønen eller ægget: Hvem angriber hvem, og hvem forsvarer sig mod den anden?

Hvis den diskussion nogensinde har givet en form for mening, så gør den det i hvert fald i stadigt mindre omfang. Problemet – og det der virkeligt burde bekymre de der kalder sig Israels støtter – er, at man radikaliserer en hel befolkning og gøder jorden for de grupperinger man påstår at bekæmpe. Eksempelvis netop nu i Gaza.

Palæstinensernes kamp er gået fra, i 1960erne da den tog fart, at være sekulær og marxistisk inspireret, til at blive væsentligt mere radikal og islamistisk , hvilket i virkelighedens verden betyder fra PLO/Fatah til Hamas. Nu er selv Hamas udfordret, da heller ikke deres kamp rigtig bærer frugt. Helt kort – og dermed noget forenklet – er det logiske ræsonnement hos mange palæstinensere at benytte den klassiske udelukkelsesmetode: Hvilket alternativ er ikke afprøvet?

Derfor er det eneste blivende resultat af, at bombe Gaza øget modstand og øget radikalisering. Den erfaring kender man også andre steder fra. Uden sammenligning i øvrigt, så viser tal fra Afghanistan, at i 2011 havde USA og dets allierede slået 5-10 gange flere talibanere ihjel, end man skønnede, der fandtes i 2001. Hvorfor? Var det fordi man havde de forkerte tal til at starte med? Nej, det er fordi at ‘løsningen’ meget hurtigt udvikler sig til at udgøre selve problemet: Den radikale islam der skræmmer både i Jerusalem, New York, London og sågar København, har netop sin rod her.

Demokrati, overholdelse af international ret og menneskerettigheder, er det bedste våben overhovedet – også mod bevægelser som Hamas, der netop lever af død, ødelæggelse og den harme Israels bomber skaber.

At fred mellem Israel og palæstinenserne selvfølgelig er muligt, er Jordan er måske det bedste eksempel på. Ikke blot bliver landet ofte fremhævet for sin mangeårige relative interne stabilitet, men i denne kontekst er Jordan interessant, da det trods en palæstinensisk befolkningsmajoritet, nok er det land i hele regionen, hvor de anti-israelske tendenser er mindst og naboforholdet bedst.

Den pointe burde Israel tage ved lære af, før det er for sent. Hamas er ikke nogen militær trussel mod Israel, og prisen for, kortvarigt, at neutralisere deres raketter, er Israels sikkerhed på længere sigt. Enhver der kalder sig israelernes ven, burde tage udgangspunkt i det faktum.

Brian Esbensen er RÆSONs Mellemøstredaktør og cand.scient.soc, med speciale i udviklingspolitik og internationale politiske forhold, journalist og fagbogsforfatter. Han har tidligere boet og arbejdet flere år i Mellemøsten.

ILLUSTRATION: Netanyahu på besøg i Washington (FOTO: Den israelske premierministers kontor)