Israel: Den nye regering har hænderne fulde

Israel: Den nye regering har hænderne fulde

01.07.2012


Israels premierminister Netanyahus kæmpekoalition er blevet endnu større, men sommeren kan vise sig at blive meget lang for den nye regering.

ANALYSE af David Jano

LÆS OGSÅ:
Leila Stockmarr: Israel er på vej til at blive et apartheidregime
Hvis Israel angriber: Sådan reagerer Iran
Kommentar: Drop mærkeordning og boykot varerne, Villy

I sidste måned trådte oppositionspartiet Kadima ind den israelske regeringen. Nu tæller den over 90 ud af 120 mandater i det israelske parlament. Spekulationerne har siden gået på, hvorfor premierminister Netanyahu ønskede udvide sin i forvejen omfattende regering. Alt tydede ellers på, at sæsonens sidste møde i parlamentet ville byde på beslutningen om et tidligt nyvalg til september. Kadima og partileder Mofaz var langt bagud i meningsmålingerne, mens Netanyahu så ud til at gå fire mandater frem til i alt 31. Netanyahu kunne så igen sætte sig i front sammen med de højreorienterede og religiøse partier, mens Kadima og venstrefløjen ville fortsætte nedturen.

For afhængig af højrefløjen
Men selvom de fleste så regeringsudvidelsen som en overraskelse, er der dog flere gode grunde til, at Netanyahu indlemmer sine rivaler. Uden Kadima er Netanyahu på den ene side afhængig den yderste højrefløj, som lader bosættelsespolitikken overskygge alt andet. På den anden side det sefardiske og ultraortodokse parti Shas (11 mandater i parlamentet) og deres askenaziske modstykke United Torah Judaism (3 mandater i parlamentet). I begge partier har de religiøse overhoveder mere at skulle have sagt end de valgte partiledere. Og hverken religion eller bosættelsespolitik står øverst på premierministerens dosmerseddel

Bølgen af protester fortsætter
I år fortsætter sidste års sociale protester nemlig med at strømme ind over Israel. Nu slår ikke bare middelklassen på tromme for forandringer. De laveste grupper af samfundet er også kommet på banen. De ser sig selv som de evige tabere i Israel. Specielt i lyset af den seneste bølge af illegale immigranter fra det afrikanske kontinent. Og oven i de indenrigspolitiske spændinger ulmer spørgsmålet om Iran stadig. Med andre ord har Netanyahu nok at tænke på. Og Mofaz kan være med til at hjælpe ham med at sætte en anden dagsorden end den, den øvrige del af regering ønsker. Mofaz besluttede sig på sin side for, at man kunne få mere indflydelse i en stor regering end i en svag oppositionen. Den nye koalition ligner mest af alt en kombination af et fornuftsægteskab og et sammenfald af interesser.

Ny mand i regeringen
Og hvem er Shaul Mofaz så? Han er søn af iranske immigranter og arbejdede sig op til at blive øverste leder for den israelske hær i slutningen af 1990’erne. Så ligesom mange andre tidligere succesrige israelske politikere er han fra militærets rækker. Han blev udnævnt som forsvarsminister under Ariel Sharon, som Mofaz valgte at følge, da Sharon brød ud af Likud og stiftede partiet Kadima. Mofaz havde ellers lovet at blive i Likud. Og for nylig lovede han også, at han aldrig ville indgå i en alliance med Netanyahu. Så ligesom mange andre politikere har Mofaz et standpunkt, til han tager et nyt.

Nyt parti i regeringen
I dag leder Mofaz Kadima. Partiet er helt på linje med Likud, når det kommer til neoliberal økonomisk politik, mens det er mere kompromissøgende på det udenrigspolitiske område. På trods af at Kadima opnåede det bedste valg af alle partier i 2009, så lykkedes det ikke Livni at danne regering. Siden er det gået hastigt ned af bakke i meningsmålingerne, qua den mangelfulde indflydelse i oppositionen. Mofaz har lovet, at partiet vil få langt mere indflydelse i regeringen, hvor Kadima skal sætte sit markante præg på israelsk politik frem mod næste valg.

På med arbejdshandskerne
Lige nu og her ser tingene dog ikke rosenrøde ud for Netanyahu, Mofaz og deres nye regering. De mange socioøkonomiske demonstrationer tager til. Denne gang med boligsituationen som det varmeste emne. Regeringen har samtidig lovet, at skolegang skal være gratis fra efteråret, mens en omfattende skattereform også har været på bordet. Og det er kun to eksempler på de mange løfter, regeringen formentlig ikke kan leve op til. På den korte bane vil folket gå på gaderne og kræve mere fair boligpriser, bedre uddannelsesmuligheder og en drastisk sænkning af de stigende fødevarepriser (priserne er i gennemsnit tyve procent højere end i resten af OECD). Og hvor protesterne sidste år foregik i ro og mag, tyder meget på, at de bliver voldelige i år. Senest har der været flere episoder, hvor illegale immigranter fra hovedsagligt Sudan og Eritrea er blevet overfaldet, da mange dårligt stillede israelere føler, at de underminerer lønningerne på arbejdsmarkedet ved at tilbyde ulovlig arbejdskraft. Arbejdsklassen lader sine frustrationer gå ud over udlændingene i stedet for regeringen, som har ansvaret. En regering, størstedelen af de israelske arbejdere da også stemmer på.

Uligheden stiger
For at aflede opmærksomheden fra problemerne i samfundet, taler regeringen konstant om den fantastiske økonomiske situation, Israel befinder sig i på nuværende tidspunkt. Siden 2004 har landets BNP vokset med mere end fire procent om året. Men den gennemsnitlige israeler mærker ikke noget til fremgangen. Pengene ender nemlig i lommerne på omkring 20 velhavende og indflydelsesrige familier. Forventningerne om en økonomisk forbedring tager til, og vælgerne tilslutter sig i stadig stigende grad forslag om, at de rigeste skal betale mere skat. Tidligere har World Bank og direktøren for Bank of Israel, Stanley Fischer, anbefalet samme manøvre i deres kritik af den israelske økonomi.

Der er forskel på jøder
Og som om det ikke var nok for den store koalitionsregering, så er den fortsatte statsstøtte til ultraortodokse jøder også blevet en varm kartoffel, fordi den også er med til at polarisere samfundet. De mange Haredim-jødiske studenter fortsætter med at studere toraen i religiøse skoler efter eksamen er i hus, mens andre israelske unge aftjener mindst to års værnepligt i den israelske hær. Den ultraortodokse befolkning vokser langt hurtigere end resten af befolkningen i Israel, men de yder ikke deres pligt i forsvaret af landet, hvis man spørger den gennemsnitlige israeler. For nylig stadfæstede den israelske højesteret, at Haredim-jøder skal behandles på linje med alle andre og ikke nyde særlige privilegier, såsom ikke at aftjene værnepligt. Seneste forsøg fra regeringen var den såkaldte Tal-lov, der skulle sikre, at et begrænset antal udvalgte religiøse jøder kunne komme i hæren, hvorimod resten stadig kunne slippe. Det har højesteret siden erklæret forfatningsstridigt, så loven lever kun frem til parlamentets åbning i september. Regeringen skal til den tid nå frem til et kompromis, der ikke er i strid med højesterets kendelse. Det fortsatte pres på Haredim-jøderne betyder dog højst sandsynligt, at Shas, UTJ og resten af de religiøse småpartier tager deres 17 mandater og forlader regeringen efter sommerferien. Med den nylige tilgang af hele 28 mandater fra Kadima, vil tabet af religiøse mandater dog ikke bringe Netanyahus regering i krise.

Vind eller forsvind
Kadimas indtræden i regeringen tyder altså på, at Netanyahu hellere vil lave politik med den midtersøgende del af opposition ved sin side end den religiøse yderfløj af sin regering. Mofaz og Kadima skal nu bevise, at de kan levere varen. De skal alene formå at dreje regeringen ind på en mere midtersøgende og samtidig sekulær vej. Lykkedes det ikke for Mofaz, så kan det betyde et endeligt nederlag for Sharons Kadima-projekt til det kommende valg i 2013. Hvordan efterlader det så Netanyahu? Han finder bare nogen andre at lege med.

DAVID JANO (f. 1985) er cand. Mag. i Moderne Mellemøststudier fra Syddansk Universitet og har en BA i Historie fra Københavns Universitet. Han har desuden læst på University of Haifa i Israel og er ekspert i Israelsk politik, kultur og historie.