Iran vs Israel: Bliver der krig?

Iran vs Israel:
Bliver der krig?

29.05.2012


I 2012 dirrer Mellemøsten af risikoen for en militær konfrontation mellem de to regionale stormagter Iran og Israel. Kommer den?

ANALYSE af David Jano


Udvalgte artikler:

OM MAGTKAMPEN I IRAN:
Analyse: Israels krigsretorik kan redde det iranske styre
Iran: Konservative straffer Ahmadinejad for ødsel og krigsretorik
Seth G. Jones: Al-Qaeda har nærmest frit lejde i Iran
Forsker: Frygten for Iran er overdrevet
RÆSON7: Hvad nu hvis Iran taler sandt?
BAGGRUNDSANALYSE: Magtkampen i Iran

HVAD VIL ISRAEL?
Kommentar: USA stadig Israels vigtigste allierede, men Israel ikke længere USA’s
Irans atomplaner: Passivt USA vil øge risikoen for israelsk soloangreb snart

BLIVER DER KRIG?
Analyse: Et for forsigtigt Vesten kan betyde krig mod Iran
Eldad Beck: Israel angriber ikke Iran – de ville aldrig true først
Søvndal: EU-sanktioner vil tvinge Iran til forhandlingsbordet
Abbas Edalat: Krigen ER allerede i gang mod Iran – efterretningerne igen tvivlsomme


I januar 2012 omkom en iransk atomforsker, da en bombe sprang i den bil, han netop havde sat sig ind i uden for sit hjem i Teheran. Det seneste i en lang række mord på forskere involveret i Irans meget omtalte atomprogram. Ingen har endnu taget ansvaret. Men i Iran er man overbeviste om, at den israelske efterretningstjeneste står bag. I februar 2012 fik en iransk mand i Bangkok sprunget sine ben af, da hans bombe eksploderede – ifølge thailandsk politi var den tiltænkt israelske mål. En bombe sprang samtidig uden for den israelske ambassade i New Delhi, mens en lignende episode blev afværget ved den israelske ambassade i Georgien. Ingen har endnu taget ansvaret. Men i Israel er man overbevist om, at Iran eller deres libanesiske håndlangere, Hizbollah, står bag.

Israel og Iran har ikke haft diplomatiske relationer siden Khomeinis revolution i Iran i 1979. Han forærede Israels gamle ambassade til PLO. Siden 1979 har Iran betragtet Israels eksistens som et vestligt, kolonialistisk onde, og efter Mahmoud Ahmadinejad blev præsident i Iran i 2005, er landets tone over for ”det zionistiske styre” blevet endnu skarpere. Men Israel og Iran har heller aldrig officielt angrebet hinanden. Israel har to gange i nyere tid foretaget præventive angreb mod andre magter i Mellemøsten, som de følte sig truet af: I 1981 angreb Israel Osirak-reaktoren i Irak og satte Saddam Husseins daværende atomprogram flere år tilbage. I 2007 angreb de militære installationer i Syrien. Bliver 2012 året, hvor de angriber igen?

Et angreb er allerede i gang, siger Europakorrespondent Eldad Beck fra den israelske avis Yehidiot Ahronot: ”Her taler jeg ikke om en militær intervention, men om de mange cyberangreb, der har ramt Iran den seneste tid og markant har forringet deres nukleare program. De kommer uden tvivl fra den israelske efterretningstjeneste. Jeg mener dog, at der er tale om retorik, når israelske ledere som præsident Shimon Peres og forsvarsminister Ehud Barak taler om et muligt kommende israelsk angreb på Iran. Det er for at lægge pres på det internationale samfund.” Den danske Iran-ekspert Ali Alfoneh, der arbejder som forsker ved American Enterprise Institute i USA, ser et spektrum af israelske motiver for at rasle med sablen: ”Det kan være et forsøg på at intimidere Iran, et forsøg på at tvinge USA til at angribe Iran, så Israel ikke selv skal gøre det, eller et tegn på reel uenighed blandt de israelske beslutningstagere. Det kunne også være et forsøg på at forberede den israelske offentlighed på mulige tab i tilfælde af israelske angreb. Eller på at forberede den internationale offentlighed på et kommende israelsk angreb.”

Imens krigen på ord raser, er forberedelserne til en rigtig krig formentlig for længst sat i gang. Iran har i 2012 gennemført en række militære øvelser i den sydlige del af landet, nær det omdiskuterede Hormuz-stræde, Eventuelle israelske forberedelser til et angreb er der dog ikke sluppet meget ud om. Og mange tvivler på, om et angreb overhovedet vil kunne stoppe Irans atomplaner. Eldad Beck mener, at Israels trussel er tom: ”Så ville de slet ikke have talt så meget om det. I de to tidligere tilfælde, hvor Israel har angrebet andre mellemøstlige lande, uden det førte til krig, kom angrebene ud af den blå luft. Ingen i den israelske elite havde luftet tanker om dem. Derfor tror jeg ikke, at et angreb på Iran er nært forestående.”

Det kommende år er afgørende
Er det hele et israelsk bluff for at få strammet sanktionerne yderligere mod Iran og tvinge dem til forhandlingsbordet? Eller er der virkelig tale om seriøse israelske forberedelser til et storstillet militært angreb mod Iran i 2012?

RÆSON har talt med en af Israels førende journalister på det militære område, Yaakov Katz, fra den engelsksprogede avis Jerusalem Post. Det kommende år er afgørende for bestræbelserne på at standse Irans atomvåbenjagt, mener han: ”Israel vil sandsynligvis give den nuværende proces med diplomati og sanktioner et stykke tid, før man beslutter, om en militær aktion er den eneste tilbageværende løsning. Men hvor længe er de villige til at vente? Hvis det lykkes Iran at få atomvåben, vil Israel være nødt til at leve med den konstante trussel om et iransk angreb og vil se deres handlefrihed forringet i fremtidige operationer i området. Et atombevæbnet Iran vil sandsynligvis sætte gang i et større atomvåbenkapløb med blandt andre Egypten, Saudi-Arabien og Tyrkiet. Man har tit sagt, at lande med atomvåben opfører sig ansvarligt, men jeg tør ikke forestille mig, hvad der kan ske, hvis et land som Iran kommer med i atomklubben.”

”Iran er et land, der opildner til at Israel skal ødelægges og fjernes fra landkortet og som samtidig fører en politik, der gør, at de vil kunne sætte handling bag ordene,” siger Katz, der mener at Iran sandsynligvis fortsat vil forhandle med vesten for at vinde mere tid mens de fortsætter, atomvåbenprogrammet. ”Israels bekymring er, at et angreb mod Iran kan føre til affyring af tusinder af raketter og missiler ind i Israel fra enten Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza-striben eller fra Iran selv. Der er også en mulighed for, at Syrien vil engagere sig i et eventuelt gengældelsesangreb mod Israel, efter et israelsk udspil mod Iran. Iran ventes også at forsøge at lukke Hormuz-strædet, hvilket vil kunne føre til, at oliepriserne ryger i vejret.”

Netop Hormuz-strædets skæbne vækker stor opmærksomhed i Vesten og navnlig i USA. 20 procent af verdens oliehandel går gennem Hormuz-strædet, og USA har sagt, at man ikke vil tillade, at iranerne lukker strædet, fordi USA og resten af Vesten anser det for internationalt farvand. Gør Iran det alligevel, er der i amerikanernes øjne tale om en krigserklæring. Under krigen med Irak fra 1980 til 1988 truede Iran flere gange med at lukke strædet, men gjorde det aldrig. Er det tomme trusler igen?

Ifølge den amerikanske sikkerhedsforsker Matthew Kroenig fra Council on Foreign Relations i Washington DC, som er tidligere særlig rådgiver i det amerikanske forsvarsministerium vedrørende Iran, kan et israelsk angreb på det iranske atomprogram godt finde sted uden amerikansk viden og accept: ”Israel har gjort det klart over for USA, at man hverken vil fortælle om, hvornår eller hvordan man evt. vil angribe Irans atomprogram. Historien viser, at Israel tidligere har handlet uden amerikanernes viden. Noget tilsvarende kan sagtens ske igen.” Da jeg spørger Kroenig, om også USA vil kunne finde på at angribe alene, tøver han: ”Israel har kun de næste par måneder til at angribe Iran, så det er ved at være nu eller aldrig. Men USA kan tillade sig at vente længere, da amerikanernes militære styrke er langt større end Israels. USA er måske ikke længere en global supermagt, men man er i hvert fald stadig en regional stormagt i Mellemøsten, så den massive amerikanske tilstedeværelse i regionen gør det iranske atomprogram til et yderst vigtigt emne i amerikansk politik. Alle muligheder er på bordet, også en militær intervention – dét har både Obama-regeringen og samtlige håbefulde republikanske præsidentkandidater meldt ud. Jeg tror dog ikke på at amerikanerne angriber Iran, selv om det ville være smartere at gøre det så tidligt som muligt. Men Israel gør det helt sikkert inden for det næste år. Skulle dette ske, vil det blive spændende at se det amerikanske svar, som kommer til at afhænge af, hvorvidt Iran svarer igen, og af, hvem der er præsident i USA til den tid.”

Ali Alfoneh: ”Jeg har vanskeligt ved at forestille mig et amerikansk militært angreb på Iran udført af Obama-administrationen, i hvert fald ikke på denne side af det kommende amerikanske præsidentvalg. Washington må dog lade Iran forstå, at USA både har evnen og viljen til at bruge magt for at forhindre Iran i at blive en atommagt.”

Ingen beviser på, at Iran vil have atomvåben
”Der er ikke nogen afgørende beviser på, at Iran er på vej mod atomvåben,” siger den iranske forsker Rouzbeh Parsi fra European Union Institute for Security Studies i Paris. ”To undersøgelser fra US National Intelligence Estimates samt den seneste rapport fra IAEA i november 2011 fastslår, at Iran siden 2003 har undersøgt og lært teknologier, der kan lede til atomvåben og åbenlyst også beriget uran. Dette er fuldt lovligt. Disse undersøgelser konkluderer dog samtidig, at intet tyder på, at Iran har taget den politiske beslutning om rent faktisk at påbegynde produktionen af et atomvåben. Ville man BARE anskaffe sig atomvåben, så har omkostningerne været alt for store for iranerne igennem de mange år, man har haft sit atomprogram. Det virker for mig uforståeligt, at man skulle ville andet end bare at styrke sin infrastruktur. Det er dog klart, at man hurtigt, i relative termer, får muligheden for en atombombe, hvis atomprogrammet fortsætter.”

Ali Alfoneh siger: ”Hensigten med det iranske atomprogram er at udvikle infrastrukturen. Man vil dog utvivlsomt gerne have evnen til også at kunne udvikle atomvåben i løbet af meget kort tid. Der er tale om Japan-modellen, hvor man vil have muligheden for at spille atomkortet over for sine fjender i regionen.”

Den danske historiker, Iranekspert og professor på Carsten Niebuhr-instituttet på Københavns Universitet, Claus V. Pedersen, er netop hjemvendt fra en tur til Iran. Han vurderer: ”Iran har villet være atommagt meget længe. I Irans selvbevidsthed er man en stolt nation, hvis folk er arvtagere til det mægtige persiske rige. Derfor skal Iran selvfølgelig også have ret til atomvåben. Man betragter sig selv som en historisk stormagt i Mellemøsten. Tidligere under præsident Rafsanjani og vel også under Mousavi og Khatami, var det primært vigtigt at styrke infrastrukturen med atomkraft, og en mulig atombombe fyldte ikke væsentligt i debatten. Men under Ahmadinejad, som i øvrigt stadig har den åndelige leder Ayatollah Khameneis fulde støtte, er der ikke længere tale om et eventuelt kompromis med Vesten om atomspørgsmålet. Under Ahmadinejad definerer Iran sin identitet som værende i opposition til USA og Israel samt andre udefrakommende lande, det være sig Storbritannien eller Rusland efter behov, som ifølge iranerne mere end rigeligt gennem historien har blandet sig i interne iranske anliggender.”

”Iran har ganske atypisk meldt ud, at de mange sanktioner mod landet og de mange cyberangreb har sat atomprogrammet væsentligt tilbage. Men programmet skal nok blive gennemført. Det eneste, der kan stoppe det, er et angreb udefra eller endnu strammere sanktioner. Jeg tror ikke Iran lader det komme helt dertil, for styret ved udmærket godt, at man slet ikke har de samme militære evner som USA og Israel,” siger Claus V. Pedersen. ”Ahmadinejad og hans håndlangere har mistet meget af deres popularitet efter valget i 2009, hvor man slog hårdt ned på oppositionen. Det iranske folk vil gerne have demokrati, men regimet holder det i et jerngreb. Så indadtil står styret stadig stærkt. Sanktionerne rammer, ligesom dem mod Irak og Saddam Hussein før i tiden, ikke styret, men befolkningen. Udadtil mister Iran dog endnu en allieret snart, når Assad falder i Syrien, så vennerne bliver færre og styret falder også en dag. Men det bliver desværre ikke foreløbig.”

Rouzbeh Parsi tilføjer: ”Situationen i Iran er meget urolig. En krig mellem Israel og Iran vil være katastrofal for alle parter, det er en krig som regel. Tager man den manglende tillid til hinanden og den udprægede dæmonisering i betragtning, så er det svært at forestille sig hvordan et angreb på Iran ikke ville udvikle sig til noget langt mere omfattende. De seneste forhandlinger mellem Iran og vesten i Istanbul og Bagdad kan godt lykkes, men det kræver at alle parter skal sluge store kameler. At Iran igen stiller op til forhandlinger, viser, at der er en lyst til at indgå en diplomatisk løsning, men skeptikerne får nok ret når de siger, at forhandlingerne ikke fører noget med sig, da parterne står så langt fra hinanden.”

Parsi fortsætter: ”Ingen tvivl om at Iran ikke er noget match overfor USA og Israel i en egentlig krig, men jeg tror slet ikke det er i nogens interesse at det kommer så vidt. Israelerne hævder selv, at man med et angreb på Iran blot kan sætte atomprogrammet tilbage og man er vel ikke interesseret i at gøre et israelsk angreb på Iran til en årlig begivenhed? Irans mulighed ligger i at ødelægge faciliteter i nabolandene, der er vitale for verdensøkonomien og USA’s allierede i regionen. Militært fokuserer Iran på asymmetrisk krigsførelse og ville være i stand til at øve en form for skade på det amerikanske militær i området, herunder i Irak og Afghanistan.”

Den iranske forsker, Mohammad Marandi, fra Universitetet i Teheran er milevidt fra de betragtninger, vi ofte bliver præsenteret for i vesten. Ligesom Rouzbeh Parsi mener han det er USA og resten af vesten der er helt afsporet i spørgsmålet om Iran: ”Der er absolut intet, der peger på at Iran jagter atomvåben, og det har der i øvrigt aldrig været. Der er ingen beviser for påstandene,” siger han og fortsætter: ”Det er bestemt ikke Iran der trækker tiden, men derimod vesten, der åbenbart ikke kan acceptere at Iran er en suveræn stat og har ret til atomkraft på linje med alle lande i verden. Vesten bliver nødt til at acceptere, at nye lande som Iran, Indien, Brasilien og ikke mindst Rusland og Kina har meget mere og skulle have sagt nu om dage. USA kan komme med alle sine sanktioner, men Iran finder bare nye forhandlingspartnere. USA og Europa er den gamle verden.”

En israelsk-islamisk konfliktlinje
I Israel er det blevet skabt konsensus om, at den største udenrigspolitiske krise på nuværende tidspunkt hverken er det evigt skrantende forhold til palæstinenserne eller forholdet til de allierede Egypten, Tyrkiet og USA, men den ulmende trussel fra Iran. Den israelsk-britiske historiker Jonathan Spyer er seniorforsker på ”Global Research in International Affairs Center” i den israelske by Herzliya. Til RÆSON siger han: ”Jeg tror faktisk ikke et angreb på Iran udført af Israel er nært forestående. Jeg tror faktisk slet ikke de israelske ledere har besluttet sig endnu. Ligesom Yaakov Katz mener jeg, at Israel forsøger at undgå et angreb til det sidste, da en mulig krig mellem Israel og Iran vil være forfærdelig for hele Mellemøsten.” Den mangeårige anerkendte israelske Iran-ekspert, professor David Menashri, der i dag stadig er seniorforsker på University of Tel Aviv, supplerer: ”Det er vigtigt at pointere, at andre lande i regionen, så som Saudi-Arabien eller Golfstaterne, ville ønske et israelsk angreb på Iran jo før jo bedre, for så sidder Israel med alle forklaringsproblemerne overfor omverdenen, mens mange af Irans fjender vil være lykkelige.”

Spyer mener dog at Israel har grund til at være bekymrede: ”Iran ER den største udenrigspolitiske trussel for Israel i disse tider. Fænomenet den ”Israelsk-Arabiske”-konflikt er ikke længere dominerende, men derimod kan man i dag tale om en ”Israelsk-Islamisk”-konflikt. Nu, hvor islamistiske partier også gør sig gældende i Egypten, samtidig med at Hizbollah og Hamas dominerer billedet på Israels to fronter i henholdsvis Libanon og Gaza, begge støttet af Iran, og siden Golfstaterne og Saudi-Arabien de facto er allierede med Israel mod Iran som fælles fjende, så dækker udtrykket ”Israelsk-Islamisk”-konflikt langt bedre Israels forhold til verden omkring sig i dag.”

Spyer tvivler på Irans påståede civile intentioner med atomprogrammet: ”Med alle de undersøgelser og rapporter, der har været fra IAEA vedrørende Irans atomprogram, og når man samtidig medregner Irans omhyggelige hemmelighedskræmmeri og vildledning, så er det vanskeligt at konkludere at Iran blot ønsker sig atomkraftværker til elektricitet og infrastruktur. Iran har samtidig nægtet at andre lande så som Rusland kunne berige uran på deres vegne, noget, der ellers ville have dæmpet de voldsomme internationale sanktioner mod landet. Iran har simpelthen ikke akut brug for atomkraft, og det er vanskeligt for mig at forstå hvorfor man i Iran skulle være interesseret i al den ballade, hvis man blot jagtede en alternativ energikilde. Det må uden tvivl være atombombekortet Iran er på jagt efter!”

David Menashri mener ikke, det alene er Israels ansvar at stoppe Irans atomprogram. ”Hele verden burde være mere interesseret i at stoppe et land som Iran i at få atomvåben. To toge har nemlig allerede forladt perronen i Iran. Det ene tog buldrer derudaf i jagten på atomkraft, ledsaget af skarp retorik og hån over for USA og Israel, noget, der samler og styrker den iranske nationalitetsfølelse. Det andet tog derimod forlod perronen i 2009, da oppositionen, studenter og andre demonstranter endnu engang forsøgte at gøre oprør mod styret. Verdenssamfundet burde gøre meget mere for at støtte tog nummer to.” Spyer er enig: ”Ultimativt, ifølge mine betragtninger, så burde USA og resten af Vesten have en ligeså stor interesse som Israel har, måske endda en endnu større interesse i at stoppe det iranske atomprogram. Irans strategiske mål er i højere grad Golf-området end det er Middelhavsområdet og Israel. Et nukleart Iran vil forsøge at erstatte USA som stormagt i Golfen, og en konfrontation vil være højst tænkelig. Jeg håber denne virkelighed er ved at blive mere indlysende for amerikanerne, specielt da USA kan ramme det iranske atomprogram meget bedre end Israel. Jeg er slet ikke sikker på Israel har midlerne til effektivt at sætte det iranske atomprogram ud af spil, man kan vel blot forsinke det og er det så det hele værd? Hvem der først trykker på knappen ved jeg ikke. Hvem det ikke bliver, er nemmere at sige: USA gør ikke noget på denne side af præsidentvalget, og Iran angriber i hvert fald ikke først, da de blot vil have atomtrumfen, men ikke tør bruge den aktivt. Så er der vel kun Israel tilbage?”

David Jano (f. 1985) er cand. mag. i Moderne Mellemøststudier fra Syddansk Universitet og har en BA i Historie fra Københavns Universitet. Han har desuden læst på University of Haifa i Israel og er ekspert i israelsk politik, kultur og historie. ILLUSTRATION: Israels premierminister Benjamin Netanyahu på Israels ældste universitet, Technion i Haifa, 20/3 2012 (foto af Moshe Milner via Flickr).