Hollande: Velforberedt favorit med for store ambitioner

Hollande: Velforberedt favorit med for store ambitioner

09.04.2012


Francois Hollande er favorit til at vinde det franske præsidentvalg. Han har dog to alvorlige hovedpiner: Politikerleden blandt franskmændene vokser, og Europas statsledere blander sig utidigt i valget.

PORTRÆT af Jakob Mygind Korsby


VEJEN TIL ÉLYSÉE: François Hollande er Frankrigs nye præsident. En af EU’s mest indflydelsesrige medlemsstater er skiftet fra borgerligt til socialistisk styre. Et skifte, der kommer til at påvirke hele Europa. RÆSON dækkede valget gennem en række portrætter, interviews, analyser og kommentarer.
Sarkozy: Handlekraftig populist på vakkelvorn knivsæg
Fransk præsidentvalg: Sarkozy og Hollande vil føre samme EU-politik
Fransk præsidentvalg: Derfor vinder Hollande


Under sloganet ”Forandring – det er nu!” er Hollande trådt velforberedt ind i den franske valgkamp. Et udførligt politisk program med hele 60 konkrete lovforslag til at ”bringe Frankrig på ret kurs” tegner et klart billede af, hvad socialistpartiet vil levere, hvis det kommer til magten: fokus på uddannelse og 60.000 nye jobs i uddannelsessektoren. Styrkelse af franskmændenes købekraft med en skattereform, der tilgodeser middelklassen og øger skattetrykket på de rigeste. Nedsættelse af pensionsalderen til 60 år for personer, der har tjent arbejdsmarkedet, siden de var 18 år eller derunder. Alt i alt et program, der indebærer større velfærdsudgifter, som skal finansieres gennem øgede skatteindtægter. Hollande har tilmed suppleret sit program med en nøjagtig plan for socialisternes første år ved magten. Planen skal på ambitiøs vis sættes i gang allerede den 7. maj, dagen efter anden og afgørende valgrunde. Hollandes nøje kampagnetilrettelæggelse er hans store styrke i forhold til Sarkozy, der har virket underligt tøvende og først for nylig fremlagde sit eget valgprogram. Vel at mærke med under tre uger til valgets første runde.

Politikerleden vokser
Forspringet til trods har de seneste ugers begivenheder ikke været på Hollandes side. De franske sikkerhedsstyrkers kontante håndtering af drabsmanden fra Toulouse og præsidentens efterfølgende lov og orden-retorik har ifølge meningsmålingerne skubbet vælgere i Sarkozys retning. Som modsvar har Hollande og den øvrige opposition kritiseret Sarkozy for at skabe et populistisk antiterrorshow med unødigt massiv pressedækning af anholdelsen af en gruppe formodede militante islamister. Alligevel har Hollande bestemt ikke vundet terræn på den pludselige mordsag. Han ligger nu et par procentpoint bag Sarkozy i meningsmålingerne for første valgrunde den 22. april.

Den helt store trussel mod Hollandes kampagne er imidlertid en anden: Sofavælgerne. Politikerleden siges at have nået nye højder i dagens Frankrig, og ifølge analysebureauet IFOP vil hver tredje franskmand afstå fra at sætte sit kryds den 22. april. Det er en trist rekord i manges øjne, men for Hollande og Parti Socialiste kan situationen få fatale konsekvenser. Venstrefløjens stemmer vurderes nemlig at udgøre en stor del af de potentielle sofavælgere. Partiets talsmand, Benoît Hamon, mere end antyder, at den siddende regering bevidst undlader at opfordre til valgdeltagelse. Situationen vækker bitre minder om valgforløbet i 2002. Her røg socialisten Lionel Jospin ud allerede i første valgrunde, til dels fordi store dele af venstrefløjen blev hjemme på valgdagen. Af samme grund appellerer socialisterne i disse dage til at møde talstærkt op på den 22. april.

Kampen om venstrefløjen
Helt sort ser det dog ikke ud. Hollande har også trofaste følger. Det politologiske forskningscenter, CEVIPOF, vurderer, at middelklassens lønmodtagere er Hollandes sikre bastion. Offentligt ansatte og intellektuelle på landets skoler og højere undervisningsinstitutioner bakker op om partiets klassiske venstrefløjspolitik, hvor de økonomiske goder omfordeles fra samfundets velhavende til de mindre velhavende. Med det kontroversielle forslag om at beskatte indtægter på over én million euro med op til 75 procent har Hollande rakt ud mod den yderste venstrefløj, som ellers bliver anført af Jean-Luc Mélenchons parti Front de Gauche, der blandt andet samler landets kommunister. Partiets tilslutning er eksploderet de seneste dage, og det har sågar overhalet Front National i meningsmålingerne. I takt med at Mélenchons popularitet er steget, er Hollandes hovedpine taget til. Flere kommentatorer i de franske medier har nemlig peget på den tiltagende splittelse af venstrefløjen og den trussel, som det indebærer for Hollande. Et svagt mandat efter første valgrunde vil gøre opgøret med Sarkozy i anden valgrunde endnu vanskeligere. Hollande kæmper derfor fortsat en indædt identitetskamp med Mélenchon om at være venstrefløjens parti.

Prominente fjender
Hollande kæmper dog ikke kun på hjemmefronten. Hans ønske om at genforhandle finanspagten, der i januar blev vedtaget af 25 EU-lande, herunder Frankrig, har skabt furore blandt Europas borgerlige statsledere. Finanspagten skal sikre finansiel stabilitet ved at give EU større kontrol med medlemslandenes økonomier. Hollandes kampagnerådgiver, Pierre Moscovici, har ivrigt argumenteret for, at pagten lægger op til en forfejlet restriktiv finanspolitik, som i yderste konsekvens vil trække eurokrisen i langdrag og forsinke den ønskede vækst yderligere. Derfor har Hollandes lejr insisteret på at genforhandle pagten. Men kravet møder massiv modstand fra en række af Europas prominente politikere.

Ifølge den tyske avis, Der Spiegel, skal den engelske, den tyske, den portugisiske og den spanske statsleder endda have overvejet at nægte at mødes med Hollande som en stiltiende protest imod hans manglende opbakning til finanspagten. Flere iagttagere mener, at presset fra udlandet har påvirket Hollande. Han har da også siden trukket størstedelen af sin kritik af finanspagten til sig. Muligvis for ikke at stå uden for det gode selskab, som potentielt udgør Hollandes fremtidige kollegaer. En anden forklaring er, at Hollandes tendens til at fremsætte for store og overambitiøse løfter i manges øjne står i kontrast til den mere moderate forandringstilgang, han grundlæggende plæderer for.

Reformer, ingen revolution
Hollande har nemlig ikke tænkt sig at vende Frankrig på hovedet. Han satser ikke på at vinde valget ved at appellere til en revolution. Han går heller ikke til valg på en mængde usammenhængende enkeltsager og kontroversielle udtalelser, som tilfældet er hos modstanderen Sarkozy. Tværtimod. Den røde tråd i Hollandes kampagne er en gradvis forandring af samfundet mod det, han selv kalder en mere retfærdig model. Hos Hollande og hans partifæller stilles retfærdighedsidealet op over for den stigende arbejdsløshed og de urimelige direktørbonusser, som bliver ved at forarge befolkningen i Frankrig. På højrefløjen handler retfærdighed om hårdere strafferammer for kriminelle, mere politi i gaderne og præventive anholdelser af muslimer fra radikale miljøer. På venstrefløjen handler retfærdighed om fordelingspolitik. Hollandes økonomiske rådgiver, Michel Sapin, tegner Hollandes retfærdighedsønske i billedet af den tidligere socialistiske præsident Francois Mitterand – en inspirationskilde, Hollande ikke selv lægger skjul på. Der går en direkte linje tilbage til Mitterand og hans kamp mod finansverdens magt i 1980’erne, når Hollande på vælgermødet siger: ”Jeg går ærlig talt mest op i mennesker, mens andre er mere fascinerede af penge.”

Overambitiøse valgløfter skubber vælgerne væk
Tidsånden og den udbredte mistillid til den finansielle elite er i den forstand gunstig for Hollande. Han har vundet momentum med sin kritik af Sarkozys favorisering af landets økonomiske elite og bankverden. Men balancen er hårfin. Faren er, som flere påpeger, at Hollande i sin iver for at gøre op med det eksisterende system har skabt et overambitiøst politisk projekt, der ikke er realiserbart. Sarkozy angriber af samme grund Hollande for at love samfundsforbedringer, han ikke kan finansiere. Kritikken vinder indpas på begge fløje, og selvom Hollande fortsat er i front med 53 procent i meningsmålingerne for anden valgrunde, er afstanden til Sarkozy, der ligger på 47 procent, støt svindende. Hvis Hollande formår den krævende manøvre at holde fast ved befolkningens retfærdighedssans uden at forfalde til overambitiøse valgløfter, kan han meget vel blive Frankrigs næste præsident den 6. maj.

Jakob Mygind Korsby (f. 1984) er cand. scient. pol. og har gennem en årrække fulgt undervisning i moderne fransk og europæisk politik hos Jérôme Delcassé. ILLUSTRATION: Hollande til kongres (Foto: Parti Socialiste)