Helle Malmvig: Magtbalancen tipper i Mellemøsten

Helle Malmvig: Magtbalancen tipper i Mellemøsten

19.05.2012


”I kraft af oprørene, efterfølgende valg og nye forfatninger i toneangivende lande mister Saudi Arabien og Iran legitimitet og indflydelse i regionen.” Det siger DIIS-forsker i internationale relationer i Mellemøsten, Helle Malmvig, til RÆSON.

INTERVIEW af Louise Boo Jespersen


EFTER FORÅRET: RÆSON interviewer op til vores store konference Efter det Arabiske Forår i Den Sorte Diamant 4. juni 2012 de deltagende eksperter, journalister og kommentatorer. Læs mere om konferencen og køb billetter her.
Puk Damsgård: Politik og strategi vejer tungere end rettigheder og liv
Rasmus Tantholdt: Religion er vigtigere end politik i mellemøstlige demokratier
Skovgaard-Petersen: De klassiske arabiske autoritære styrers tid er ved at være forbi


RÆSON: Hvilke overordnede geopolitiske ændringer er de mest iøjnefaldende i lyset af de arabiske oprør?

Malmvig: Skiftene i magtbalancen er meget interessante. Man kan sige, at Golflandene og især Iran har været toneangivende i Mellemøsten de seneste 10-15 år. Det har det Arabiske Forår på mange måder vendt op og ned på. Især Iran har mistet fodfæste. De har både mistet legitimitet og reel magt. Med Det Arabiske Forår er demokrati kommet på dagsordenen, og den arabiske verden er begyndt at problematisere forholdet mellem regime og befolkning. Førhen har det været meget tys-tys og ikke noget, man diskuterede i den arabiske liga eller andre fora. Men det billede er blevet vendt på hovedet, fordi der nu både er diktaturer og de mere eller mindre folkestyrede stater i Mellemøsten.

RÆSON: Hvad er det for nogle nye sikkerhedsspørgsmål, Saudi Arabien og Iran står overfor?

Malmvig: De bliver begge presset på nogle af de nye normer, som er begyndt at herske i den arabiske verden; demokratinormerne. Det er lidt svært at bruge ordet demokrati, men det er en ny måde at diskutere relationen mellem legitimitet, befolkning og styreformer. Både Iran og Saudi Arabien har problemer med deres egne befolkninger. I kraft af oprørene og de efterfølgende valg og forfatninger i andre toneangivende lande, især Egypten, Saudi Arabien og Iran presset internt såvel som regionalt.

RÆSON: Hvilken betydning har magtændringerne i regionen?

Malmvig: Mens Iran og Saudi Arabien mister legitimitet og indflydelse i regionen, vinder nye spillere frem. Ikke lige nu, men på længere sigt. Jeg er ret sikker på, at Egypten vil genvinde meget af sin magt i den arabiske verden. Jeg er også ret sikker på, at Nordafrika og Maghreb-landene, som i mange år har været meget defineret af Golfen, får større betydning i Mellemøsten. Det er her, at der er sket nogle demokratiske revolutioner. De orienterer sig også i højere grad mod EU, som kan danne grobund for samarbejde i Mellemøsten.

RÆSON: Hvilken form for samarbejde er der tale om?

Malmvig: Økonomisk samarbejde. Fra infrastruktur til universitetssamarbejde, hvor studerende og professorer kan udveksles. Der kan også komme nogle sikkerhedsmæssige samarbejder på tale, som der allerede nu bliver taget skridt til, blandt andet i Nordafrika og på sigt måske også i forhold til den Arabiske Liga.

RÆSON: Hvordan kommer ændringerne i Mellemøsten til at påvirke EU og USA?

Malmvig: Det er meget spændende. Det kommer an på, hvor det hele ender henne. Og meget afhænger af udfaldet i Syrien. Hvis Assad falder, vil det begrænse Iran og Hizpollah endnu mere. Og så kommer EU og USA til at stå endnu stærkere. Men selv hvis der ikke sker noget i Syrien, så tror jeg under alle omstændigheder, at Vesten har nogle nye muligheder og nogle nye begrænsninger. Som nævnt orienterer mange af de mere demokratiske styrer sig mod EU, og det kan og bør EU drage fordel af. På den anden side, er der også nogle udfordringer. Mange af de islamistiske partier, der er kommet til magten, er for eksempel meget kritiske over for især USA.

RÆSON: Du siger, at især Syrien er central i forhold til magtbalancen. Hvorfor er Syrien spændende i et geopolitisk perspektiv?

Malmvig: Syrien er helt afgørende, fordi styret er allieret med Iran, som er allieret med Hizpollah. Og de to grupperinger har stået stærkt i Mellemøsten. Falder Assad, bliver både Iran og Hizpollah svækket. Det ved de godt, og det er også en af grundene til, at de holder ved. Syrien er vigtig rent geopolitisk på grund af alliancemønstrene, der har været mellem provestlig og antivestlig og ekstremistiske og moderate grupper. De bliver vendt op og ned nu med det Arabiske Forår. Syrien er også rigtig vigtig på grund af den måde, landet er sammensat etnisk og religiøst. Kampene mellem sunni- og shiamuslimer, provestlige og antidemokratiske grupper muliggør på godt og ondt, at nabolandene og store magter involverer sig i konflikten.

RÆSON: Netop de traditionelle stridsspørgsmål – shia versus sunni og provestlig versus antivestlig – har du før kaldt som irrelevant. Hvorfor?

Malmvig: Det Muslimske Broderskab og magthaverne i Tunesien er islamister. De er ikke tætte allierede med Vesten, men på den anden side er de heller ikke decideret antivestlige. Det Muslimske Broderskab er ikke i alliance med Hizpollah, Syrien eller Iran. Og tag et land som Saudi Arabien, som er provestligt, men fortaler for status quo og ikke går ind for demokratisk omvæltning. Samet set betyder det, at nogle af de traditionelle opdelinger er under forandring. De revolutionære kræfter over for status quo magter skaber en spændende dynamik.

RÆSON: Hvad er det mest interessante emne i Mellemøsten netop nu?

Malmvig: Syrien er det mest interessante. Det er der en masse geopolitiske og regionale grunde til. Men også internt i Syrien. Det er den mest voldelige konflikt, vi endnu har haft i Mellemøsten, og alle er usikre og i tvivl om, hvordan man skal håndtere Syrien, og hvad der kommer til at ske bagefter. Det er afgørende både af humanitære- og strategiske årsager.

Louise Boo Jespersen (f. 1983) er journalist ved Palestine Monitor og politisk medarbejder for “Arab World Democracy and Electoral Monitor”, Al Marsad. Hun har en BA i statskundskab og en MA i analytisk journalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har tidligere arbejdet på presseinstituttet i Ulaanbaatar i Mongoliet i 8 måneder og bor nu i Ramallah. ILLUSTRATION: Syriske oprørere (Foto: freemiddleeast / flickr)