Guinea Bissau: kokain og kronisk ustabilitet

Guinea Bissau: kokain
og kronisk ustabilitet

11.05.2012


Guinea Bissau er blevet et knudepunkt for verdens kokainhandel. Det fik landets borgere at føle, da det seneste præsidentvalg blev afgjort med et militærkup.

Af Nina Monrad Boel

En svag statsstruktur har gjort Guinea Bissau til et knudepunkt for kokaintrafik fra Sydamerika til Europa. Opholder man sig på Bijagos, øerne ud for Bissau, kan man se de små fly lande med narkotransporter. Henrik Vigh, lektor på Institut for Antropologi ved Københavns Universitet, har forsket i Guinea Bissau gennem flere år. Han forklarer, at landets politik dybest set afgøres af handler og aftaler om rettigheder til kokainsmugleriet. Alligevel ser man ikke rivaliserende bander, der bekriger hinanden som i Mexico. Forklaringen er, at Guinea Bissaus karteller bærer uniform. Både politi og militær er nemlig dybt involverede i kokaintrafikken.

Kokain og et fraktioneret militær er årsag til kronisk ustabilitet
Der er konkurrerende fraktioner inden for militæret, og hver fraktion har sin politiske forbindelse. ”Så længe man har en situation, hvor det eneste, man kan tjene penge på i Bissau, er kokain, og man har fraktioner, der konkurrerer om at skovle penge ind, vil man blive ved at have en kronisk ustabil situation,” siger Henrik Vigh.

Historisk har militæret altid haft en central rolle i politik og i den uformelle politiske økonomi i Guinea Bissau. Politikere har nødtvunget måttet acceptere kokainhandlen, da den er eneste mulighed for at holde militæret i ro uden andre finansieringskilder – der er ofte lavvande i statskassen i det fattige land, der har satset alt på en afgrøde: cashewnødden. Og militæret har en stor personelvolumen: ”Militæret er oppustet, både fordi der er for mange menige, men også fordi der er for mange generaler og majorer. Det er en institution, hvor man giver hinanden fordele og tjenester, og det tjener ikke landets ve og vel.”

Ifølge Henrik Vigh skal militæret ikke betragtes som én enhed: ”Hver garnision har sin egen konge, sit eget mål og virke,” forklarer han. Militærets fraktionering bidrager hermed yderligere til ustabiliteten. Forskellige Omni Grandes (store mænd, red.) indgår alliancer og aftaler med hinanden og er i konstant oppe at toppes om kokainhandlen. På et tidspunkt var det militæret og politiet, der bekrigede hinanden.

Kokainprofitten gør sanktionspres ligegyldigt
For det internationale samfund er det svært at gøre noget ved kokaintrafikken. ”Samtlige statsinstitutioner er involveret i kokaintrafikken i Guinea Bissau,” fortæller Henrik Vigh: ”Kokainkartellerne kom til Guinea Bissau, fordi den guineanske stat er fuldstændig på røven, og fordi staten kun eksisterer nominelt. Der er ingen monopol på hverken legitim magtudøvelse eller vold.”

Han beskriver Guinea Bissau som en stat, hvis suverænitet er anerkendt udadtil i internationale fora, men hvis myndigheder ingen legitimitet har i landet: ”Man har en stat, som internt ikke eksisterer, men udadtil er anerkendt, og det betyder, at man ikke kan gøre noget ved kokainhandlen – medmindre man intervenerer, og det er der ingen, der har interesse i.”

Den politiske ustabilitet viste senest ansigt ved det netop afholdte præsidentvalg. Den demokratiske manifestation endte med et militærkup, da landets militærjunta efter et ellers relativt fredeligt valg anholdte storfavoritten Carlos Gomes Junior inden anden valgrunde. Gomes går også under navnet Cadogo, og er fra partiet African Party for the Independence of Guinea and Cape Verde (PAIGC). Ifølge Henrik Vigh ser det ud til at være den folkekære Cadogos militærvenlige rival Kumba Yala, der står bag kuppet. Den officielle udmelding er, at hemmelige planer mellem Cadogo og den angolanske hær er blevet afsløret, men årsagen skal nok snarere findes i Cadogos ønske om at reformere militæret for at få flere eksterne donorer til Guinea Bissau. Disse reformer har militæret ikke været venligt stemt overfor.

Kuppet blev fordømt af ECOWAS, FN’s sikkerhedsråd, EU og andre internationale aktører. Den Afrikanske Union har suspenderet Guinea Bissaus medlemskab, og Verdensbanken og Den Afrikanske Udviklingsbank har stoppet al bistand til Guinea Bissau. Men på grund af landets mange års politiske ustabilitet har Guinea Bissau løbende fået minimeret sin udviklingshjælp siden 1996. Sanktioner har af samme grund ikke længere den store betydning: ”Det, man kæmpede om før i tiden, var at skumme fløden af udviklingshjælpen. Nu kæmper man om kokainet”, fortæller Henrik Vigh: ”Et estimat siger, at overskuddet fra kokainhandlen er dobbelt så stort som landets BNP.”

Insolvent og internationalt isoleret
Meget tyder på, at landet snart får brug for sine kokainpenge. EU valgte at følge ECOWAS’s eksempel med flere sanktioner, og Guinea Bissau vil inden længe være insolvent. Sammen med en fejlslået cashewnødhøst, øger udsigterne til insolvens usikkerheden og truslen fra et uregerligt militær. Offentligt ansatte har ikke kunnet få udbetalt løn, og banker har været lukket ned siden kuppet. Der er varslet generalstrejke, og PAIGC har meldt ud, at de vil trodse militærjuntaens forbud mod demonstrationer. Militæret vil sandsynligvis slå hårdt ned på de varslede protester.

Samtidig har regionalt pres hidtil kun haft begrænset betydning. Den 26. april holdt ECOWAS møde om Guinea Bissau og Mali i Abidjan. Her besluttede sammenslutningen sig for at sende fredsbevarende styrker til begge lande og krævede desuden Cadogos løsladt. Militærjuntaen i Guinea Bissau havde tidligere meldt ud, at udenlandske tropper i Guinea Bissau ville blive opfattet som en invasion og blive besvaret som sådan. Sidenhen meddelte de så, at man ville acceptere de fredsbevarende styrker fra ECOWAS, men meldingen blev så igen trukket tilbage. De har dog givet efter for kravet om at løslade Cadogo, som nu er eskorteret til Elfenbenskysten.

Juntaen har til gengæld ikke indvilliget i kravet om nyvalg inden 12 måneder, hvilket har fået ECOWAS til at sætte hårdt mod hårdt. Ifølge BBC erklærede ECOWAS den 30. april, at militærjuntaens leder, General Antonio Indjai ”ikke er klar til at forhandle og tydeligvis foretrækker at tage konsekvenserne.” Måske får befolkningen snart lov til at dyppe fingeren i blæk ved valgstederne igen. Når det sker, tør Henrik Vigh godt spå om udfaldet: ”Når der bliver valg, bliver det sikkert en balanta, der bliver valgt, for de sidder hårdt på magten – både den politiske og den militære. Men man vil muligvis indsætte en foreløbig marionet med en anden etnisk baggrund for at berolige andre grupper, og for at skjule forfordelingen af balantagruppen.”

Nyt valg har lange udsigter
Men et valg har efter alt at dømme lange udsigter. Den militærjunta, der kuppede Cadogo, og som nu er ved magten, etablerede den 15. april et nationalt overgangsråd og udskød præsidentvalget to år. Udmeldingen faldt ikke i god jod hos hverken FN, AU eller ECOWAS. Flere politiske partier, blandt andet PAIGC, nægter desuden at deltage i det nationale overgangsråd. Henrik Vigh ser ønsket om en to-årig stilstand som en mulighed for militæret til at konsolidere kokainhandlen: ”Det er folk i militæret, der har brug for arbejdsro. Kokainhandlen spiller en vældig rolle i det.”

Geopolitisk spiller Guinea Bissau til gengæld det nærmest modsatte af en vældig rolle. Men Henrik Vigh forklarer, at man har nogle globale processer, der gør, at Guinea Bissau trods marginaliseringen bliver et centralt knudepunkt for verdens skyggehandel og derfor bliver landet trukket ind i den globale politik på en bastant måde. ”Det er hamrende interessant som fænomen, for det fortæller os noget om det globale og noget om de her skyggesider af global handel, global politik og globale bevægelser”.

Nina Monrad Boel (f. 1985) er redaktør på Statskundskab Kontakt ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Hun har en BA i medicin og tillægsuddannelsen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har boet i afrikanske lande i 8 år og har besøgt Guinea Bissau i marts 2012. ILLUSTRATION: Valgdag i Guinea Bissau (Foto: Nina Monrad Boel)