Gadekunst i Kairo: Vores gader, vores fremtid

Gadekunst i Kairo: Vores gader, vores fremtid

13.02.2012


Det overbemalede gadebillede i Kairo er ikke kun pynt. Det er også en kompromisløs kommunikationsstrategi, der skal provokere forbipasserende til at forholde sig til de politiske omvæltninger.

Af Bogdan Vasii og Sarah Borger

Læs også:
Egypten: Tillykke med revolutionen, unge egyptere
Analyse: Giv demokrati i Nordafrika og Mellemøsten en chance
Reportage INDEFRA: Sådan arbejder de egyptiske oprørere

Cairo ligner sig selv på trods af revolutionen i januar og de voldsomme sammenstød mellem hær og demonstranter i november og december. Bevæger man sig nogle få hundrede meter væk fra Tahrir-pladsen, er der ikke meget, der vidner om de store omvæltninger, landet gennemgår. Downtowns farvestrålende butikker sælger stadig. Bolex-ure og Brada-tasker til spotpriser, og her dufter af kofta og kardemomme fra gadekøkkener og kaffehuse. Men tager man et nærmere kig på byens gader, er noget alligevel forandret. Vægge og mure er dækket af malerier af demonstrationernes ofre, fængslede aktivister og karikaturer af Mubarak og Tantawi.

Fænomenet kaldes street art eller gadekunst og er kendt fra Europa. Kunstnere som Banksy har gjort genren både populær og kommerciel. Men den egyptiske gadekunst har sin egen karakter og historie. Den er født ud af den tunge censur, der kendetegnede Mubaraks regime, og som i vid udstrækning er fortsat under den nuværende regering. Sammen med en række uafhængige, internetbaserede aviser, Facebook og Twitter udgør byens vægge et frit og tilgængeligt kommunikationsrum. Her kan egypterne udtrykke holdninger, de ikke kan udtrykke i andre sammenhænge.

Revolutionen skal holdes i live
Udviklingen i den egyptiske gadekunst følger den politiske udvikling. Alle begivenheder bliver kommenteret og afbilledet i farverige fortolkninger. Gadekunstnerne maler mindesmærker over kampenes ofre. Sidenhen bliver det dækket med nye, aktuelle malerier. De tragiske hændelser i Port Said er ingen undtagelse. Allerede dagen efter ulykken var murene omkring Downtown dækket af store portrætter af ofrene for sammenstødet. Gadekunstneren Keizer lod sin holdning komme til syne i billedet af en bloddryppende “tænker”, der ikke helt indiskret lader sine tanker falde på Daakhlia, indenrigsministeriet, mens han stirrer tomt på en fodbold foran sig.
Gadekunst skal få folk ud i de grå nuancer Keizer er en af de mest produktive gadekunstnere, og hans stencils og malerier kan ses overalt i byen. Siden revolutionen har han arbejdet fuld tid med gadekunst og været med i adskillige udstillinger, film og artikler om emnet. Pseudonymet Keizer er navnet på en type egyptisk brød, som fattige egyptere har råd til at købe i hverdagen. Keizer betragter det nemlig som sin vigtigste opgave at nå ud til den almindelige egypter.

”Det handler om at provokere og få folk til at tænke. Og tænke, for en gangs skyld på egen hånd. Det gør de ikke her. De vil ikke have de grå nuancer. Og selv om det kan blive ubehageligt, så bliver jeg nødt til at gøre det. Det er med til at reducere frygt og muliggør en kritisk stillingtagen,” fortæller han.

Hans motiver er provokerende, simple og humoristiske, som katten og grisen i militæruniform, eller kommentaren ”Respect existence, or expect resistance”, der provokerende henvender sig til politiet og militæret. Men størstedelen af hans budskaber retter sig mod egypteren på gaden. Han minder dem om, at de skal holde fast og udnytte chancen for retfærdighed og frihed. De skal ikke ukritisk acceptere en ny undertrykker.

Gadekunst som politisk aktivisme
Men ikke alle gadekunstnere tør stå frem som Keizer. “Hamudi” foretrækker at være anonym. For mange venner og bekendte er blevet banket eller fængslet af politiet, til at han tør risikere noget. Alligevel fortsætter han kampen. For Hamudi handler det ikke bare om ytringsfrihed og reformer. Det er også kamp for retten til byen og gaderne i sig selv. “Under revolutionen blev gaderne et sted, hvor man kæmpede, og det er de stadig. I lang tid mente hæren og politiet, at de bestemte over byen. Men nu vil vi vise dem, at vi har ret til at være og kæmpe på gaderne, og malerierne er en del af den kamp”, siger han.

Gadekunst er en del af en politisk aktivisme i højere grad end et kunstnerisk indslag, selvom de to perspektiver ofte overlapper hinanden. Sådan er det for både Keizer og Hamudi, og sandsynligvis for størstedelen af byens gadekunstnere, der synes at være enige om valget af motiver, stil og budskaber.

Drevet af frygt for ny politisk apati Gadekunstnerne løber en stor risiko, men som de mange andre politiske aktivister i dagens Egypten, ser kunstnerne ikke noget alternativ til at fortsætte deres kamp. “Vores land har fået en stor chance, og hvis vi ikke udnytter den mulighed ordentligt, så fortjener vi måske endnu 30 års undertrykkelse,” siger Keizer. Han frygter, at den egyptiske befolkning vil synke tilbage i den politiske apati og glemme, at kampen for deres rettigheder kun er begyndt. Ganske vist er de nyligt overståede parlamentsvalg i landet historiske. Det er de første demokratiske valg, siden de frie officerer overtog magten i 1952. Men demokrati kræver også kritisk diskussion og stillingtagen mellem valgene. Han mener, at man må blive ved med at udfordre hinanden og systemet for at fastholde friheden til at gøre netop det. ”Ok, lad os irritere systemet, lad os blive ved med at provokere systemet, for det var den mulighed, vi ikke havde før,” siger Keizer.

Gadekunst er en mulighed for at få afløb for de voksende frustrationer blandt unge, uddannede egyptere, der trods revolutionen stadig lever i et samfund præget af fattigdom, arbejdsløshed, korruption og politibrutalitet. De politiske reformer lader vente på sig, og skuffelsen er ikke til at overse. Tiden, hvor det var muligt at holde en befolkning i uvidenhed, er for længst forbi. Satellit-tv og internettet viser egypterne, hvad de ikke opnår, hvis den politiske situation ikke ændrer sig markant. Og det er måske netop de dystre fremtidsudsigter, der ansporer et antal af egypterne til at fortsætte den omkostningsfulde kamp for reformer og frihed med en spraydåse i den ene hånd og et insisterende krav om ytringsfrihed i den anden.

Revolutionen er ikke ovre
Gadekunstnerne ser deres kunst som en mulighed for at minde andre egyptere om de vedvarende problemer på et tidspunkt, hvor store dele af befolkningen mener, kampen om Tahrir og nationen er forbi. Gadekunsten skal være inspirerende og anspore almindelige egyptere til kritisk stillingtagen, når minderne fra revolutionens pris og sejre falmer. Den er med til at skabe en politisk bevidsthed blandt det egyptiske folk. Et folk der ellers er berygtet for sin politiske ligegyldighed, som har været følgevirkningen af mange års politisk afmagt. Før revolutionen var den indenrigspolitiske kampplads forbeholdt Mubaraks regering og en forsvindende lille opposition. Nu er den tilgængelig for hele befolkningen gennem blandt andet gadekunsten. Også mellem valgene. Gadekunsten kan vise sig at blive et stort skridt i retning af demokrati, hvis kunstnerne når deres mål og gør alle individer til politiske individer.

Bogdan Vasii (f. 1981) er cand.scient.soc. i geografi og antropologi, og Sarah Borger (f.1981) er BA i arabisk og kommunikation og stud.cand.com. Begge er på nuværende tidspunkt bosat i Egypten. Illustration: Tank vs. cykel & Sad Panda (Foto af Bogdan Vasii og Sarah Borger)