Free Syrian Army om splittelsen i oppositionen: Frihed først – politik bagefter

Free Syrian Army om splittelsen i oppositionen: Frihed først – politik bagefter

12.04.2012


Et seniormedlem af den syriske oprørshær, Free Syrian Army, taler i et eksklusivt interview med RÆSON om splittelsen i den syriske opposition: “Ingen har stemt på The Syrian National Council, så hvem har givet dem ret til at formulere en ny forfatning? Det er en stor fejl, Syrian National Council begår, og Free Syrien Army’s pointe kan sammenfattes til: Frihed først – politik bagefter.”

INTERVIEW af Brian Esbensen, ISTANBUL, TYRKIET

”Inden vi begynder, kan vi så ikke lave følgende aftale: Udenfor referat kan jeg fortælle dig lidt om min rolle i Free Syrian Army (FSA). Men i det, der efterfølgende bliver skrevet eller fortalt, vil jeg bede dig blot kalde mig ’ansvarlig for logistik’”. Sådan indleder FSAs repræsentant vores interview, som efter dennes ønske foregår på et større hotel i den pænere del af Istanbul en aften i starten af april. Men mr. Khaled, som han vil blive kaldt her i artikler, er naturligvis mere end ’ansvarlig for logistik’. Han er centralt placeret i FSAs netværk, hvis ledelse sidder sidder i Tyrkiet. Nøgternt understeger han blot det åbenlyse, og grunden til at hans rolle ikke skal offentliggøres:

”Det syriske efterretningsvæsen opererer også i Tyrkiet, og selvom de ikke har den samme magt her som i Syrien, så er vi i konstant fare.”

For få uger siden forhindrede den tyrkiske efterretningstjeneste en planlagt syrisk kidnapning af navngivne FSA-folk i Tyrkiet. Og inden det to timer lange interview er forbi, skal det vise sig, at mr. Khaled har noget at have sin bekymring i.

Assad forbigår internationale aftaler
Lige nu – ugen efter den sammenslutning af nationer, der kalder sig ’Friends og Syria’, mødtes for anden gang og netop i Istanbul – ser den syriske regeringshær ud til at have overtaget i Syrien. ’Friends of Syria’ blev etableret som et alternativ til FN-sporet, der konsekvent er blevet blokeret af Kina og Rusland, men de seneste uger har FNs tidligere generalsekretær alligevel pendlet frem og tilbage mellem blandt andet New York, Istanbul og Damaskus.

I dag skal våbnene efter aftalen tie, men for få dage siden larmede og dræbte de som aldrig før; i Hama, Idleb, Zabadani, Deraa, Homs, Allepo og endda i hovedstaden Damaskus. Mr. Khaled har samme analyse som mange internationale observatører af, hvorfor Assad tilsyneladende har accepteret Annans udspil:

“Han har blot købt lidt mere tid – det er smart,” siger mr. Khaled og henviser til den aftale, som kom i stand inden for rammerne af den arabiske liga for få måneder siden:

“Ifølge den aftale skulle militæret trække deres tunge våben tilbage til kasernerne, og ansvaret for at opretholde sikkerheden skulle være politistyrkernes opgave. Sådan er det også blevet: Man har malet grønne kampvogne blå og sikkerhedsstyrkernes militær ID-kort er skiftet ud med politiets. Det er et fantastisk trick, og Assad vil sno sig på lignende måder i forhold til FN-aftalen for på den ene side at kunne fortsætte den militære offensiv, men samtidig i det mindste skabe international uenighed om, hvorvidt han overholder den nye indgåede aftale. Ifølge Annans plan skal militærets køretøjer være minimum 10 kilometer uden for byerne. Det er de fleste steder allerede, og det har de hele tiden været. De er sårbare, når de er i tæt bebyggede områder, hvor vi blandt andet kan ramme dem med vores selvproducerede miner. Derfor tager de oftest opstilling langt uden for byerne, sønderbomber og beskyder bykernen med raketter derfra. Så det punkt efterlever Assad teoretisk set allerede, men for syrerne er det uden betydning. De bliver stadig slået ihjel – nu og ret sikkert også efter i dag,” siger han.

Det er i hvert fald et faktum, at det officielle dødstal konstant opjusteres, og selv de mest konservative skøn lyder på omkring 9.000 dræbte i den 12 måneder lange konflikt. En konflikt hvor nærmest alle analytikere er enige om, at regimet forsøger at spille de forskellige etniske grupper ud mod hinanden.

Splittelsen i oppositionen
Tilbage er der faktisk kun at diskutere, om den strategi vil lykkes. Er oppositionen i virkeligheden for splittet, og de forskelle etniske gruppers interesser så modstridende, at Assad ad den vej kan beholde magten? Særligt forholdet mellem det politiske niveau – The Syrian National Council (SNC) – og den militære gren, FSA, er ikke problemfrit, fortæller mr. Khaled:

”De folk, der sidder i SNC, er mine venner gennem mange år, men jeg – og FSA – er uenige med dem. Særligt på ét område. Man er gået i gang med at formulere en ny forfatning, hvilket meget godt sammenfatter den store fejltagelse, SNC er i færd med. I en revolution skal man kun beskæftige sig med to ting: At komme af med det eksisterende og undertrykkende regime og at beskytte civilbefolkningen under kampene. Intet andet.”

”Bagefter kan vi så igen gå hver til sit og kæmpe inden for en demokratisk politisk ramme, men lige nu bør det kun være revolutionen, som er vores opgave. Ingen har stemt på SNC, så hvem har givet dem ret til formulere en ny forfatning? Det diskuterer jeg stadigvæk med dem, og de ved, at FSA er uenig. Det er en stor fejl, SNC begår, og FSAs pointe kan sammenfattes til: ’Frihed først – politik bagefter’.”

”Desværre er vi også uenige på et andet centralt punkt – en eventuel aflønning af FSA-kæmpere. Det er sådan, at FSA rekrutterer fra to forskellige grupper: deserterede soldater fra regeringshæren og almindelige syrere, der kæmper, mens kampene står på. Fordelingen er i grove træk 30/70. Det er her roden til problemet ligger. Strengt taget er vi alle FSA-kæmpere nu. Man har talt om, at FSA mangler penge og våben, og det gør vi i høj grad også. SNC kunne starte med at aflønne i morgen, men – desværre – vil de kun aflønne de deserterede soldater, selvom der reelt ikke er forskel på dem og de andre styrker. Det vil naturligvis skabe splittelse i FSA, hvis vi accepterede en sådan forskelsbehandling, så det har vi afslået. Hvordan skal vi forklare folk, at de ikke får penge for at sætte livet på spil i revolutionen, men dem de kæmper side om side med gør. Det ville være meget farligt og en sikker opskrift på problemer. Jeg er skuffet over, at de SNC-folk, som er politiske venner gennem årtier, har lidt for travlt med at forberede grundlaget for deres egen fremtidige politiske magt, snarere end at forene alle kræfter i kampen for at styrte regimet’.”

Det ender ikke i borgerkrig
Trods uenighederne i den syriske opposition, afviser mr. Khaled – ligesom stort set alle de eksil-syrere, RÆSON har talt med i Tyrkiet gennem de seneste uger – at det kan ende i en borgerkrig, hvis/når Assad-regimet falder. Sammenstemmende peger de på, at det netop er den ild, Assad forsøger at puste til. Syrien er både etnisk og religiøst meget sammensat, og det er et faktum, at allawiterne, som nogle opfatter som en del af shia-islam, sidder på den politiske og økonomiske magt. Det står også klart, at oprørerne i stort omfang består af sunni-muslimer. Forholdet har betydning for både regimets og oppositionens alliancer uden for Syrien. En interessant – og antageligvis meget overset – faktor i det spil er kurderne, som udover Syrien også er en anseelig minoritet i Tyrkiet, Iran og Irak. På det nyeste (3. april, 2012) oversigtskort over dræbte i Syrien fremgår det, at 5.174 er omkommet i for eksempel området omkring Homs. I den nordøstlige og kurdiske provins er nede på 44. Mr. Khaled forklarer hvorfor:

“I FSA tror vi på syrisk enhed, hvilket betyder at enhver befolkningsgruppe kan spise, hvad de vil, tale det sprog de har lyst til, praktisere den religion, de ønsker, danse de lokale danse og i det hele taget nyde store friheder. Så længe det er inden for grænserne af det, vi kender som Syrien. Kig på Irak eller det tidligere Jugoslavien i 1990’erne og Kosovo nu – det er opskriften på problemer, hvis enkelte provinser løsriver sig. Det er FSAs helt klare linje, og her kommer det kurdiske spørgsmål ind i ligningen. Vi har opfordret kurderne – med de våben, som alle ved de har – til at blive en del af FSA, men de afventer af flere grunde. Man kigger mod irakisk Kurdistan, som er de facto selvstændigt, og strategien er at gemme sine våben, til Assad er væk og den usikre situation, der så måske opstår.”

Den analyse er ikke grebet ud af den blå luft. Sidst i marts kom det frem, at syriske kurdere bliver trænet i lejre i Erbil i Irak af blandt andet PKK for at være klar, når regimet falder. Men selvom det kurdiske mindretal ikke er grebet til våben endnu, har de indirekte hjulpet FSA godt på vej. Netop det kurdiske spørgsmål var nemlig afgørende for, at Tyrkiet vendte på en tallerken i spørgsmålet om Syrien sidste år. Før støttede landet regimet i Damaskus, nu er det blandt dets største kritikere og FSAs bedste venner. Tyrkiets ømme punkt er netop den store kurdiske minoritet, hvis kamp for større autonomi har kostet titusinder menneskeliv de seneste årtier, men som lige nu er under relativ kontrol. Her har Tyrkiet og FSA fælles interesse, og som mr. Khaled beskriver det forhold:

”Det sidste col. Riad al-Asaad [FSAs leder, der opholder sig i Antakya i det sydlige Tyrkiet, red.] ser, inden han falder i søvn, er de tyrkiske efterretningsfolk, der passer på ham, når han sover. Det er et forhold vi ikke har råd til at sætte på spil på nogen måde.”

En mystisk stemme i røret
Interviewet er ved at være slut og samtalen falder på Libanon, hvor RÆSONs udsendte har boet og om få dage tager til igen for at møde flere folk fra den syriske opposition. Kunne Mr. Khaled måske skaffe flere kontakter på den libanesiske/syriske grænse? Det kan Mr. Khaled muligvis godt. I hvert fald kommer han i tanke om en gammel bekendt, som han uden held har forsøgt at få fat i flere gange de seneste måneder.

“Jeg forsøger lige at ringe til ham nu – så er han forberedt på, hvem du er, og at du kontakter ham i Libanon.”

Mr. Khaled får forbindelse og allerede efter 30 sekunder er samtalen slut: ”Det var meget mærkeligt. Det er ikke godt det her,” når han at sige, inden telefonen ringer tilbage. Denne gang varer samtalen 2-3 minutter, men Mr. Khaled er nu kun blevet endnu mere bekymret: ”Det var ikke min ven, der tog telefonen. Den blev taget, og besvaret med det rigtige navn, men jeg har kendt ham her altid – det var ikke ham. Jeg ved, han ligger og krydser grænsen mellem Libanon og Syrien hele tiden, så det kan desværre godt betyde, at han er blevet fanget.”

Mr. Khaled er blevet urolig. Inden han forsvinder, understeger han, at han ikke gør sig illusioner om, at sejren kommer uden ofre. Han ved også, at han – ligesom sin bror, der døde i et af Assads fængsler – måske skal betale med livet: ”Jeg har kæmpet i 40 år, så vi giver ikke op nu. Det her er et afgørende øjeblik i Syriens historie, og det har allerede kostet mange tusinde menneskeliv, men der er ikke nogen vej tilbage – det ved vi. Alternativet er at overgive os, hvilket betyder den sikre død, da vi af erfaring ved, at regimet vil hævne sig og ikke skåne nogen, man har den mindste mistanke om har deltaget i oprøret. Vi har ikke noget at miste, og kampen fortsætter. Jeg vil tro, at vi skal bruge et par år mere og op mod 150.000 dræbte, inden revolutionen har sejret. Vi er meget realistiske og netop derfor også svære at knække, fordi vi ved, det værste ikke er overstået endnu.”

Brian Esbensen er Cand.Scient.Soc., med speciale i udviklingspolitik og internationale politiske forhold, journalist og fagbogsforfatter. Han har tidligere boet og arbejdet flere år i Mellemøsten og bidrager fast til RÆSON. ILLUSTRATION: Syriske oprørere (Foto: Charlotte Hamson )