Fransk præsidentvalg: Politikerne vejer tungere end politikken

Fransk præsidentvalg: Politikerne vejer tungere end politikken

13.04.2012


Franskmændene er ikke meget for den liberale politik, Sarkozy og Hollande i store træk er fælles om. Men de søger ikke ud på fløjene efter alternativer, for de kan heller ikke forlig sig med højreekstremister eller ekskommunister. Det betyder, at valgkampen kommer til at handle mere om personlighed end politik.

ANALYSE af Jørn Boisen


VEJEN TIL ÉLYSÉE: François Hollande er Frankrigs nye præsident. En af EU’s mest indflydelsesrige medlemsstater er skiftet fra borgerligt til socialistisk styre. Et skifte, der kommer til at påvirke hele Europa. RÆSON dækkede valget gennem en række portrætter, interviews, analyser og kommentarer.
Fransk præsidentpost: Et permanent statskup
Fransk præsidentvalg: Sarkozy og Hollande vil føre samme EU-politik
Marlene Wind: Terrorangrebene i Toulouse sender Sarkozy på sejrskurs


Præsidentvalget i Frankrig handler naturligvis om den økonomiske krise. Hele Europa er præget af en fundamental usikkerhed, der forplumrer konturerne af den politiske debat. Det betyder, at valgkampen har været kendetegnet ved en blanding af en endeløs række perspektivløse og mere eller mindre absurde polemikker kombineret med et egentligt fravær af uenighed om de afgørende strategiske spørgsmål: hvad der skal ske med Europa? De europæiske institutioners krise? Forholdet mellem frihandel og protektionisme? De perifere emner har fortrængt det afgørende spørgsmål om visionerne for, hvordan fremtiden skal forme sig for Frankrig, for Europa og for den markedskapitalisme, vi kender i dag.

Topkandidater enige om det mest afgørende
At debatten ikke tager de store spørgsmål op skyldes til dels, at de to hovedkandidater ikke adskiller sig stort fra hinanden, når det kommer til fremtidens Frankrig. Der er konsensus om den liberale model som den bedste samfundsmodel. Den bliver kun udfordret af fløjene, hvor Front Nationals generationsskifte fra Jean-Marie Le Pen til datteren Marine Le Pen har givet partiet en profil, der i økonomiske spørgsmål ligger ganske tæt på Le Front de gauche (det franske svar på Enhedslisten) og partiets karismatiske lederfigur Jean-Luc Mélenchon. Laissez-faire er et fransk begreb, men franskmændene har aldrig været overbeviste om liberalismens fortræffeligheder. Alligevel kan fløjene – trods den udbredte skepsis over for den liberale samfundsmodel – ikke mønstre meget mere end en tredjedel af vælgerne (for første gang siden firserne er den tredjedel delt ligeligt mellem de to fløje). Og det ekstreme højre og det yderste venstre kan lige så godt række hinanden hånden over midten, for de store midterpartier, Sarkozys UMP og Hollandes socialistparti, nægter at tage dem alvorlig. Her har vi forklaringen på vælgernes lidt kyniske distance til valgkampen. Egentlig sympatiserer mange med yderfløjenes kritik af det bestående, men de kan ikke identificere sig hverken med højreekstremister eller med ekskommunister, så de stemmer på en “ansvarlig” kandidat, som de dybest set ikke er særlig enige med.

Kandidaternes stil bliver tungen på vægtskålen
Når debatten om de grundlæggende spørgsmål er stendød, kommer valgkampen i stedet til at dreje sig om skinspørgsmål og værdipolitik. Og så bliver kandidaternes personlighed naturligvis altafgørende. Det er det, som præsidentvalget handler om nu: kandidaternes stil, den måde som de lover at regere på. Socialistpartiets kandidat, François Hollande, har udmærket forstået, at han skal afvise præsident Sarkozys måde at regere på. Ved et stort møde i slutningen af januar 2012 sagde Hollande, at han ville være en “en normal præsident”. Med ordene satte han meget præcist og ganske habilt fingeren på Sarkozys ømme punkt. Man kunne måske tro, at der ligger en polemisk intention i Hollandes brug af ordet “normal” (altså en antydning af, at Sarkozy skulle være unormal), men det var ikke det, der var på spil. Han mente derimod, at han vil være i overensstemmelse med den ånd og de principper, der ligger til grund for embedet. Med andre ord en tilbagevenden til en klassisk præsident.

Den siddende præsident har på sin side en række ikke specielt prangende konkrete resultater fra sin tid i embedet. Han gør derfor ganske logisk det eneste rigtige: Han prøver at gøre sig fri af fortiden, lade de døde begrave deres døde, nulstille tælleren og starte på en frisk. Han vil ikke fortsætte, hvor han slap. Da han annoncerede sit kandidatur den 15. februar 2012, sagde han, at han ville være “folkets kandidat”. Politikernes modstilling af folk og elite er velkendt, og det er lige så velkendt, at det giver bingo at satse på “folket”. Men når den person, der vil repræsentere folket mod eliten, taler fra Élysée-palæet, hvor han i fem år har haft et af det mest magtfulde embeder på kloden, virker det nærmest surrealistisk. Men det er på en måde Sarkozy i en nøddeskal: Han er ikke for fastholdere; man skal ikke forvente, at tingene hænger sammen. Han fremhæver derimod sin evne til at reagere, til at finde på nye løsninger over for krisen. Han er overbevist om, at hans største trumf er hans egen person, hans stil, hans talent for at improvisere, hans kapacitet til at møde begivenhederne og reagere på dem.

En ny krise kalder på en ny slags præsident
Det er nærliggende at tro, at krisen får folk til at længes efter en stærk mand. Det har i århundreder været et tilbagevendende fænomen i fransk historie. Det går under navnet bonarpartisme, og den sidste troværdige inkarnation af rollen var de Gaulle i 1940 og 1958. Det er imidlertid tydeligt, at ingen af kandidaterne har spillet kortet. Der er sket noget afgørende. Demokratiet befinder sig ikke længere i heltenes tidsalder. For det første gør moderne politik det ikke specielt nemt af blive en helt. For det andet ligner krisen ikke de dramaer, den franske nation (og Europa) har været udsat for før. Der er ingen udenvælts fjende, der truer Frankrig på livet, og nationen er heller ikke splittet i to fraktioner, der er villige til at slå hinanden ihjel. Det er en ny form for krise. Den er ekstraordinært alvorlig, men den har rod i nogle valg, franskmændene selv traf for 30 år siden. Det er deres egne fejltagelser, der er årsag til krisen, og det er dem, som de skal råde bod på. Der er ikke nogen stærk mand, der med sit mod og sin handlekraft kan finde en løsning på den type problemer. Det handler ikke om at samle eller genopbygge et land. Det handler om at få et land til at fungere i en verden, hvor intet længere er, som det plejede at være. Der er ikke brug for en helt. Der er brug for mennesker, der er i stand til at få den kollektive overvejelse til at fungere på alle planer: Nationalt, europæisk og internationalt. Indsatsen ved det her valg er at finde en ny type statsmand, der er i stand til at løfte udfordringerne i en ny verden, mens den gamle verden er ved at ramle sammen om ørerne på borgerne.

Verden er forandret
Den kommende franske præsident vil stå i en ny situation, hvor vægten fra traditionen er på sine skuldre. Frankrig er et land med en lang og rig historie. Traditionelt har Frankrig opfattet sig selv som et foregangsland, som man lytter til overalt i verden, og som har det meget svært med, at der ikke lyttes lige så meget, som der blev gjort engang. Det er sammen med krisen det andet underliggende tema i valgkampen: frygten for nedturen, for tabet af magt og status og samtidig viljen til at skrive sig ind i den stolte tradition.. Franskmændene har for længst opgivet enhver drøm om at bestemme, hvad der skal ske i verden, men de vil gerne (nøjagtig som Danmark) være et foregangsland. Frankrigs dage som superstormagt er definitivt ovre, men man kan godt være en mellemstor magt og alligevel være tro mod sin historiske mission. Det er ikke det mindste paradoks i valgkampen, at franskmændene, når de skal vælge en person til at inkarnere ikke blot sig selv, men også nationens skæbne, vælger den karismaforladte, men driftsikre Hollande frem for den flamboyante og uforudsigelige Sarkozy.

Jørn Boisen er lektor ved institut for Engelske, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet. Han forsker blandt andet i fransk idéhistorie, historie og samfund. Desuden ph.d. i fransk litteratur fra Syddansk Universitet og docteur d’université i moderne litteratur fra Université de Bordeaux III-Michel de Montaigne. ILLUSTRATION: Hollande møder sine vælgere (Foto: Hollande via flickr)