Fransk præsidentpost: Et permanent statskup

Fransk præsidentpost: Et permanent statskup

11.04.2012


Den franske præsidents magtbeføjelser er uden sidestykke i noget andet demokratisk land. Det er resultatet af en umulig forening af landets to traditionsrige styreformer: monarkiet og republikken.

ANALYSE af Jørn Boisen


VEJEN TIL ÉLYSÉE: François Hollande er Frankrigs nye præsident. En af EU’s mest indflydelsesrige medlemsstater er skiftet fra borgerligt til socialistisk styre. Et skifte, der kommer til at påvirke hele Europa. RÆSON dækkede valget gennem en række portrætter, interviews, analyser og kommentarer.
Hollande: Velforberedt favorit med for store ambitioner
Sarkozy: Handlekraftig populist på vakkelvorn knivsæg
Fransk præsidentvalg: Derfor vinder Hollande


Når franskmændene går til stemmeurnerne for at vælge landets næste præsident i slutningen af april og begyndelsen af maj, vælger de ikke kun en statsleder. De vælger også en af de mægtigste præsidenter i verdens reelle demokratier. Med det franske præsidentembede følger nemlig en række betydelige kompetencer: Det er den franske forfatnings grundlæggende princip, at folkeviljen udtrykker sig direkte gennem præsidenten. Præsidenten udpeger selv premierminister og gennem denne en regering, som han kan fyre, når han vil; typisk definerer han udenrigs- og sikkerhedspolitikken (Sarkozy er notorisk kendt for at have ført sin udenrigspolitik uden om det ellers overordentlig veludbyggede franske diplomati), men i virkeligheden kan han eller hun blande sig i hvilket som helst politikområde og overtrumfe sin minister, hvis det skønnes nødvendigt. Præsidenten kan desuden udskrive valg, hvis den lovgivende forsamling ikke arter sig tilfredsstillende. Det plejer den imidlertid at gøre, for valgsystemet med flertalsvalg i enkeltmandskredse gør, at regeringen næsten altid har et knusende flertal bag sig.

Præsidenten ligner en monark
I 1964 kaldte oppositionens leder François Mitterrand forfatningen for et permanent statskup i bogen Le Coup d’État permanent. Det var ganske præcist, men det forhindrede ikke samme Mitterrand i at bruge forfatningen til det yderste, da han selv blev præsident. Hvordan man end ser på det, er det et gigantisk paradoks. Frankrig er et lidenskabeligt demokratisk land. Intet land har afskaffet enevælden så dramatisk og så eftertrykkeligt. Alligevel lader franskmændene ved første øjekast til at have indført noget, der ligner de facto monarki ad bagvejen. Det skyldes, at franskmændene ligesom amerikanerne adskiller præsidentvalget og valget til den lovgivende forsamling. Præsidenten er meget mere end leder af et parlamentarisk flertal. Han eller hun har en dobbeltrolle, der er ganske kompliceret; vedkommende skal på én og samme tid inkarnere hele nationen (hævet over spild og kævl), og samtidig er han eller hun leder af og ansvarlig for den konkrete politik, der bliver ført.

Præsidenten er ikke monark
Den præsidentielle rolle som inkarnation af nationen har fået mange til at bebrejde franskmændene, at de i virkeligheden er blevet hængende i en monarkistisk forestillingsverden. Det beror imidlertid på en fundamental misforståelse. Det er rigtigt, at der er noget umiskendeligt monarkistisk over den franske republiks institutioner i den forstand, at den udøvende magt samles i én person. Men præsidenten fortjener at få overdraget den enorme autoritet, fordi han repræsenterer folket og dets vilje. Han repræsenterer det, som borgerne ønsker for deres land. Og her adskiller præsidenten sig fra monarken.

En folkevalgt præsident som den franske (og den amerikanske) er en person, der til enhver tid kan give udtryk for det, som befolkningen anser for at være i fællesskabets interesse. Han repræsenterer folket over for den politiske nødvendighed, og han tager på folkets vegne nødvendige valg i de situationer, som befolkningen mere eller mindre bevidst føler, er de mest alvorlige. Skønt præsidentstyret i sin form og sit udtryk kan ligne monarkiet, er dets indhold altså radikalt anderledes. Kongen besidder en autoritet, der er personlig. Præsidenten repræsenterer lovens autoritet: Det vil sige republikken, og det er noget helt andet end personlig autoritet. Mange af de kontroverser, der har været omkring præsident Sarkozy og hans måde at regere på, afspejler uklarheden. Man kan sige, at Sarkozy både har været for lidt og for meget monark. Han har ikke i tilstrækkelig grad inkarneret lovens autoritet; til gengæld har han spillet for meget på den personlige autoritet.

En mulig opgave
Det er ikke overraskende, at Sarkozy har fejlet. Jobbet som præsident er i praksis umuligt at udføre tilfredsstillende. Præsidentembedets er i sin grundkonstruktion løsningen på et uløseligt problem. Det er ikke en perfekt løsning, men snarere en afbalanceret måde at inkarnere en konflikt på. Det helt særlig ved Frankrig er, at Den Femte Republik (det politiske system i Frankrig, red) prøver at samle to historiske politiske systemer: på den ene side arven fra monarkiet – knap 1300 års kongedømme fra Clovis i 496 til Ludvig d. 16. i 1789 – og på den anden side republikken.

Siden revolutionen har Frankrig haft en kaotisk historie. Den Femte Republik dukkede op i 1958 (i form af general de Gaulle) og formåede at forene de to traditioner, der havde bekriget hinanden i århundreder. Trods sin konservative fremtoning var de Gaulle en visionær statsmand og en skarp analytiker. Hvad var fejlen ved det parlamentariske styre? spurgte han sig selv. Det havde efterkrigsårene under Den Fjerde Republik (1946-1958) afsløret: uansvarlighed, der især viste sig som manglende evne til at træffe svære beslutninger. Hvad var fejlen ved et monarkisk styre? Vilkårlighed; magten unddrog sig borgenes kontrol, og dens beslutninger havde ingen legitimitet i forhold til folket og dets ønsker. For de Gaulle var det nødvendigt at finde en måde at komme begge fejl til livs. Det er faktisk lykkedes for Den Femte Republik. Man må på den ene side anerkende, at demokratiet har slået definitivt rod i Frankrig, og det er sket gennem Gaulles forfatning. Det er et paradoks, når man tænker på, at den er temmelig autoritær og giver præsidenten en uhyrlig forrang. Men det er dybest set ikke det, den handler om: Forfatningen er løsningen på et historisk problem, der har splittet nationen i århundreder. Det er lykkedes for den at kombinere to nedarvede og fundamentalt forskellige opfattelser af, hvad Frankrig er.

Bestig tronen, bestig skafottet
Præsidentvalget i 2007 betød tilsyneladende en markant fornyelse af den monarkistiske stil. Både Ségolène Royal og Nicolas Sarkozy placerede sig langt fra den konventionelle og formelle statsmandsstil; de gav et mere personligt, menneskeligt og intimt bud på præsidentfunktionen. Men franskmændenes foretrukne præsidentfunktion skifter ved stort set hvert valg, for den endelige ligevægt er ikke fundet. Man kan sige det på den måde, at de vil have en konge, som de vil hugge hovedet af. De er på en og samme tid trofaste mod monarkiet og trofaste mod republikken, trofaste mod kongen og trofaste mod kongedræberne. Enhver, der er kandidat til tronen, er på samme tid kandidat til skafottet. På sin vis gør Nicolas Sarkozy og François Hollande sig altså rede til at bestige skafottet. Heldigvis for dem nøjes man i vore dage med at hugge hovedet af suverænen rent symbolsk.

Jørn Boisen er lektor ved institut for Engelske, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet. Han forsker blandt andet i fransk idéhistorie, historie og samfund. Desuden ph.d. i fransk litteratur fra Syddansk Universitet og docteur d’université i moderne litteratur fra Université de Bordeaux III-Michel de Montaigne. ILLUSTRATION: Sarkozy taler for sit parti (Foto: UMP via flickr)