FRA RÆSON11: Kan man indgå et kompromis med Khamenei?

FRA RÆSON11: Kan man indgå et kompromis med Khamenei?

21.06.2012


Hvad vil Iran? Selv under krigstrusler og med en skruetvinge af sanktioner om fødderne afviser Iran Vestens krav. Har regimet bevidst kurs mod selvudslettelse, eller er der logik bag stædigheden?

ARTIKEL FRA RÆSON11 af Sune Engel Rasmussen


KRISTELIGT DAGBLAD ANMELDER RÆSON11: “DYBDEGÅENDE ARTIKLER AF NOGLE AF DE STÆRKESTE SKRIBENTER PÅ OMRÅDET […] DET ER SVÆRT AT PEGE ENKELTE UD. RÆSON ER SPÆKKET MED VELSKREVNE GODTER.”


Glem Mahmoud Ahmadinejad. Irans balstyriske præsident med den lille statur og de store armbevægelser har ikke meget at skulle have sagt i forbindelse med iransk udenrigspolitik, og i endnu mindre grad om landets atomprogram. Irans manglende samarbejdsvilje, både til at give det internationale samfund fuldt indblik i landets atomfaciliteter og til at lægge substantielle indrømmelser på forhandlingsbordet, dikteres af Den Øverste Leder, Ali Khamenei.

Om Khamenel styrer landet egenhændigt eller påvirkes væsentligt af sine rådgivere, er der ingen udenforstående, der ved. Men det er sikkert, at alle udenrigspolitiske beslutninger skal forbi hans bord først. For at kunne tale konstruktivt med Iran er det nødvendigt at forstå Khamenei. Og han er en misforstået mand. Ikke forstået sådan, at Khamenei ikke er en både radikal, fundamentalistisk og brutal leder. For det er han. Men han er også en politisk leder med logik bag sine handlinger.

Når Iran selv under højlydte israelske krigstrusler og forkrøblende vestlige sanktioner tilsyneladende ikke er til at lokke ud af sit hjørne i Teheran, skyldes det ikke irrationel trodsighed eller et messianistisk ønske om selvudslettelse. Det er heller ikke nødvendigvis, som mange vestlige iagttagere ellers synes at konkludere, fordi iranerne hemmeligt er i gang med at udvikle atomvåben.

Khameneis hovedprioritet er at sikre sit regime og Den Islamiske Revolutions overlevelse. Og han føler sig overbevist om, at den egentlige agenda bag de vestlige landes politik er at fremtvinge et regimeskifte i Teheran. Presset både indenrigs- og udenrigspolitisk har Khamenei ikke råd til at vise tegn på svaghed. Derfor skal han for at give indrømmelser tilbydes en vej ud af den nuværende anspændte situation, som ikke alt for åbenlyst lader ham tabe ansigt og udstiller Iran som eftergivende over for vestligt pres.

Hvad enten han taler til sine embedsmænd eller sit folk, mener Khamenei som regel, hvad han siger. At hans overbevisninger så ofte bygger på nogle temmelig uortodokse opfattelser af virkeligheden (og at han efter sigende med mellemrum rammes af svære udbrud af depression), er en anden sag. For at forstå Khamenei kommer man derfor langt ved at se, hvordan han regerer. Og ved blot at høre efter.

Da grundlæggeren af Den Islamiske Republik, ayatollah Ruhollah Khomeini, døde i juni 1989, var Ali Khamenei ikke det mest oplagte valg som den næste Øverste Leder. Republikkens anden store teologiske tænker efter Khomeini, ayatollah Montazeri, havde længe – som den eneste – været udset som hans efterfølger, men blev skubbet væk fra magten, da han ragede uklar med Khomeini, i takt med at han allerede før dennes død var begyndt at blive en rivaliserende magtfigur. Efter Khomeinis død trådte en gruppe af religiøse lærde sammen, og med den senere præsident Hashemi Rafsanjani som kongemager blev Khamenei valgt til landets mest magtfulde person.

Det var en kontroversiel beslutning. Med titlen Hojjat-ol Islam var Khamenei en religiøs mellemvægter og måtte over natten blive ophøjet til Ayatollah for overhovedet at kunne betræde sit nye embede. Store dele af landets religiøse elite modsatte sig valget af Khamenei, og uden Khomeinis karisma og folkelige popularitet baserede den nye leder primært sin legitimitet på sin magtbase i den politiske elite og på sit omdømme som en god revolutionær fra Den Islamiske Revolution ti år tidligere og den efterfølgende otteårige krig mod Irak. Også som præsident (1981-89) var han i mange henseender politisk underlegen, og Rafsanjani, som mange mener er direkte ansvarlig for Khameneis opstigning til magten, var i flere år den reelle leder af landet.

For at skabe sig en personlig magtbase oprettede og dyrkede Khamenei et netværk af loyale islamiske lærde og bureaukrater, anslået omtrent 4.000 personer, placeret i alle vigtige ministerier og institutioner landet over. Det er stadig disse „øjne og ører“, som Khamenei bruger til at kontrollere alle aspekter af det politiske liv i Iran.

Khamenei har som sin forgænger ry for at leve en asketisk livsstil, og det siges, at han, da han sad i fængsel under shahen, med glæde gav mad videre til sine medfanger og først spiste, når alle havde fået. Men den renommerede selvopofrelse til trods er Den Øverste Leders forfatningsgivne magt omfattende: Han udpeger ledelsen af de vigtigste magtorganer i landet – retsvæsenet, medierne og militæret, herunder både de konventionelle styrker og elitestyrkerne i Revolutionsgarden – og har kontrol over landets mest magtfulde institution, Vogternes Råd, som har ret til at nedlægge veto mod beslutninger taget i parlamentet, og som godkender alle kandidater til valgene.


Udvalgte artikler:

OM MAGTKAMPEN I IRAN:
Analyse: Israels krigsretorik kan redde det iranske styre
Iran: Konservative straffer Ahmadinejad for ødsel og krigsretorik
Seth G. Jones: Al-Qaeda har nærmest frit lejde i Iran
Forsker: Frygten for Iran er overdrevet
RÆSON7: Hvad nu hvis Iran taler sandt?
BAGGRUNDSANALYSE: Magtkampen i Iran

HVAD VIL ISRAEL?
Kommentar: USA stadig Israels vigtigste allierede, men Israel ikke længere USA’s
Irans atomplaner: Passivt USA vil øge risikoen for israelsk soloangreb snart

BLIVER DER KRIG?
FRA RÆSON11: Iran vs Israel: Bliver der krig
Analyse: Et for forsigtigt Vesten kan betyde krig mod Iran
Eldad Beck: Israel angriber ikke Iran – de ville aldrig true først
Søvndal: EU-sanktioner vil tvinge Iran til forhandlingsbordet
Abbas Edalat: Krigen ER allerede i gang mod Iran – efterretningerne igen tvivlsomme


Militariseret magt
Oprindeligt skulle Den Øverste Leder (velâyat-e faqih) fungere som en åndelig vejleder, hævet over fraktionspolitik og interne skærmydsler. Khamenei påførte derfor sin allerede anskudte legitimitet et voldsomt slag i 2009, da han åbenlyst støttede Mahmoud Ahmadinejads dubiøse genvalg, mens millioner af iranere forenet i den såkaldte Grønne Bevægelse gik på gaden i de største folkelige protester i Den Islamiske Republiks historie.

Det gjorde han, fordi han oprigtigt følte regimets eksistens truet. For at sikre overlevelsen af Den Islamiske Revolution, og alt hvad den stod for, må regimet forblive i total kontrol, forklarer Hooman Majd, der er journalist og forfatter til bogen The Ayatollah Begs to Differ. „Khamenei er klog nok til at erkende, at uden en opposition har regimet ingen troværdighed. Men han vil ikke tolerere en opposition, hvis regimet er i fare, og han følte sig truet af den Grønne Bevægelse. Dens ledere var loyale over for regimet, men de udløste nogle kræfter, der ikke var loyale,“ siger Hooman Majd, der også har arbejdet som tolk for præsidenterne Mohammad Khatami og Mahmoud Ahmadinejad.

De sidste tre år har Khamenei brugt på at reparere, hvad der gik i stykker i 2009, og parlamentsvalget i foråret forløb uden protester og rensede stort set alle reformister ud af et i forvejen konservativt og svagt parlament. Der var ingen internationale observatører til stede, men at dømme efter fremmødet og ifølge udenlandske og iranske iagttagere er regimets egen udlægning af valgdeltagelsen stærkt tvivlsom. Alligevel lykkedes det regimet at hævde en valgdeltagelse på godt 65 procent uden at blive sagt højlydt imod. Stabiliteten i Den Islamiske Republik er genoprettet, og det er blandt andet sket gennem en yderligere militarisering af styret, og en sideløbende semiprivatisering af mange økonomiske institutioner, som har ført til, at ikke blot Khamenei, men også elitestyrkerne i Revolutionsgarden sidder tungere på magten end nogensinde.

Ud over et par mindre demonstrationer i foråret 2011, der resulterede i, at de to oppositionsledere Mir-Hossein Mousavi og Mehdi Karroubi blev sat i husarrest, har oppositionens aktivister været stort set usynlige i Teherans gader siden februar 2010. De, der ikke er fængslet eller har forladt landet, forholder sig i tavshed. De politiske forfølgelser, inklusive jævnlige henrettelser af aktivister, er taget voldsomt til, og regimet har generelt haft stor succes med at besvare den politiske uro med massiv repression.

Mistro til Vesten
Set fra Teheran har Khamenei historisk set al mulig grund til at nære dyb mistro til Europa og USA. Britiske og amerikanske efterretningstjenester gav afgørende støtte
til kuppet på Irans demokratisk valgte premierminister Mohammad Mosaddegh i 1953 – i øvrigt efter to års sanktioner mod landets olie ikke helt ulig det sanktionsregime,
der i dag er indført mod Iran – og støttede derefter shahens totalitære styre frem til Den Islamiske Revolution. Senere støttede vestlige lande Saddam Hussein under krigen mellem Iran og Irak (1980-1988). Læg dertil den uforbeholdne amerikanske støtte til Israel, som aldrig har foregøglet at være andet end eksistentielle modstandere af det islamiske styre i Teheran, en konstant, tung amerikansk militær tilstedeværelse i i Den Persiske Golf samt de senere års attentater på iranske atomfysikere, hvoraf det sidste udløste en direkte anklage fra højtstående politikere mod Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) for at lække oplysninger om Irans forskere. Ikke overraskende anklager Teheran Israel og landets efterretningstjeneste Mossad for at stå bag, og israelerne har ikke fundet det nødvendigt at benægte synderligt kategorisk.

Khamenei – og en stor del af iranerne i det hele taget – er overbevist om, at den egentlige agenda bag sanktioner og politisk pres er at fremtvinge et regimeskifte i Teheran. „Den amerikanske regering har stadig ikke mistet sit umættelige begær efter at beherske vores land […]. De drømmer stadig om de dage, hvor statsoverhovedet i dette land, især den korrupte og forræderiske [shah] Mohammad Reza [Pahlavi], ikke foretog nogen beslutninger uden først at konsultere med amerikanske embedsmænd,“ som han sagde i 2002.

Vesten føler på den anden side heller ikke synderlig grund til at stole på iranerne, og problemet er ifølge Ali Reza Eshraghi, der er rådgiver ved Institute for War and Peace Reporting, at ingen af parterne forsøger at vinde den anden sides tillid. „I international politik er en vis grad af mistro uundgåelig, og det er normalt ikke et stort problem, så længe begge sider anerkender, at mistroen er gensidig. Men Iran og Vesten adresserer ikke hinandens mistanker og bekymringer, de gentager bare sig selv, og som et resultat er begge sider fanget i en selvopfyldende cyklus af mistro, som blot tjener til at forstærke fjendtligheden.“

Pragmatisk koldkriger
Selvom kaotiske tilstande i regionen normalt er til Irans fordel, kan Khamenei ikke føle sig styrket på ret mange fronter.

I Egypten har Det Muslimske Broderskab gjort, hvad det kunne, for at indskærpe, at den nylige revolution ikke var islamisk som den iranske. I Syrien vil Irans nærmeste allierede, Bashar al-Assads, fald give plads til Tyrkiet og/eller Saudi-Arabien, og det vil gøre Iran mere afhængigt af Irak og ændre på magtbalancen mellem de to. Blandt andet derfor er der i øjeblikket intensiverede statsbesøg mellem de to lande, og den iranske ayatollah Shahroudi har efter sigende oprettet en religiøs base i den hellige irakiske by Najaf, hvor den Teheran-kritiske ayatollah Sistani har omfattende magt.

Sporadiske iranske tilnærmelser til elementer i den syriske opposition har desuden tæret på den iransk-syriske alliance, som også er blevet belastet af Assads klodsede nedkæmpning af oprørerne, som irriterer iranerne, der er langt mere kirurgiske i deres undertrykkelse.

Også forholdet til proselytterne i Hamas og Hezbollah er mindre stålfast, end det ofte fremlægges. Mens ingen ved, om den libanesiske shia-milits Hezbollah i tilfælde
af en krig mod Israel reelt vil vove pelsen for sin iranske trosfælle, har der længe været splittelse i Hamas over, hvordan man skal forholde sig til Teheran. Fra Teherans side er støtten heller ikke ufravigelig, hvilket sås i 2003, da iranerne i et hemmeligt tilbud til USA tilbød at opgive støtten til de to grupper mod at få en række indrømmelser.

Iran mangler venner, og ligesom USA’s ideologiske prioriteringer gennem tiden har ledt dem ind i nogle forunderlige alliancer, hænger præsident Ahmadinejad også ud med socialistiske bonkammerater i Latinamerika, der kan råbe med på „Død over Amerika“, men som i øvrigt er mere gudløse, end Iran ynder at prygle USA for at være.

Hvor fundamentalistisk og dogmatisk Iran end forekommer, så guides landets politik stadig af et stærkt element af pragmatisme. Det er derfor, at palæstinenserne nyder godt af Irans islamiske solidaritetsfølelse, mens der ikke falder nogen krummer af til de muslimske tjetjeneres modstandskamp: Iranerne ønsker ikke at lægge sig ud med russerne.

Khamenei kan sin koldkrigshistorie, og han ser amerikansk økonomisk og kulturel krigsførelse, som førte til Sovjetunionens og Østblokkens indre forfald, som en lige så stor trussel mod Iran som USA’s militære magt. „USA har udtænkt en omfattende plan om at undergrave det islamiske system. Denne plan er en efterligning af den plan, der ledte til det tidligere Sovjetunionens kollaps,“ skrev han i en tekst i 2000. Men selv forholdet til USA har et skær af pragmatik. Under Bush-regeringen i 2008 sagde Khamenei: „Det er en af vores grundlæggende politikker at afbryde forbindelserne til Amerika. Men vi har aldrig sagt, at vores relationer skulle være afskåret for altid […]. Det er utvivlsomt, at den dag relationer til Amerika vil vise sig gavnlige for den iranske nation, vil jeg være den første til at bifalde dem.“

Eksistentiel trussel?
Foragten for Israel derimod stikker dybere end blot mistro. Oprettelsen af „den zionistiske enhed“ var den ultimative uretfærdighed, og Khamenei har aldrig så meget som antydet forsoning med Israel. Dermed ikke sagt, at Israel skal „fjernes fra landkortet“, som præsident Ahmadinejad (noget upræcist) er citeret for at have sagt. I 2006 forklarede Khamenei: „Vi tror, i overensstemmelse med vores islamiske principper, at det ikke er logisk eller fornuftigt hverken at smide jøderne i havet [som foreslået af Egyptens Gamal Abdel Nasser] eller at sætte ild til halvdelen af det palæstinensiske land [som foreslået af Saddam Hussein] […]. Palæstina tilhører palæstinensere, og Palæstinas skæbne bør også bestemmes af det palæstinensiske folk.“

Det kan virke tvetunget at erklære sin støtte til palæstinensernes egenrådighed og samtidig støtte Hamas og vedvarende opfordre til arabisk boykot af de israelskpalæstinensiske fredsforhandlinger, men denne sabotage af forhandlingerne kan også ses som et udtryk for en mistanke om, at forhandlingerne er endnu et forsøg på at stække Irans internationale indflydelse.

Ikke kun ideologisk, men også materielt er det ikke helt tydeligt, at Iran skulle udgøre den „eksistentielle trussel“ mod Israel, som landet er blevet udråbt til. Det har både USA’s forsvarsminister, Leon Panetta, og den tidligere Mossad-chef Meir Dagan da også benægtet, at Iran er. Center for Strategic and International Studies
vurderer, at Israel har over 100 atomvåben med potentiale til at udslette fem-syv iranske byer. I Teheran ser man på et kort over amerikanske baser i regionen (læs: Iran er omringet) og spørger, hvem der egentlig er en trussel mod hvem, og hvorfor et i øvrigt utilregneligt land som Pakistan må have atomvåben, når Iran ikke må.

Og det er en vigtig grund til, at Khamenei tvivler på oprigtigheden af den vestlige nervøsitet og efter sigende ikke tager de israelske krigstrusler alvorligt: Det dominerende skræmmebillede af Iran står simpelthen ikke mål med virkeligheden.

Uden at man behøver at komme med påstande om, hvad målet med det iranske atomprogram reelt er – hvilket ingen udenforstående alligevel ved – er der nogle knaster i den herskende fremstilling af programmet, der skader Teherans tillid til de vestlige lande, og som det derfor er værd at trække frem. Først og fremmest kan den seneste rapport fra IAEA læses efter behag. Mens rapporten ganske vist bekræfter tvivlen omkring de „mulige militære aspekter“ af atomprogrammet, så understreger den også, hvad både amerikanske og israelske efterretningstjenester allerede er enige om: at Iran endnu ikke har taget beslutningen om at udvikle atomvåben. Robert Kelley, tidligere leder

Der er konstant inspektører og overvågning på de iranske atomfaciliteter, og hvis atomprogrammet skulle tage en militær drejning, ville IAEA opsnappe det
med det samme af IAEA.

Atomprogrammets vigtighed
Set fra Teheran er vestlige og israelske krav om kontrol over det iranske atomprogram en åbenlys uretfærdighed. Også blandt befolkningen, hvor et fåtal ønsker atomvåben, er den generelle holdning, at det er Irans suveræne ret at bestemme, hvilken slags energi man vil udvikle. Atomprogrammet symboliserer nogle af de vigtigste
idealer fra Den Islamiske Revolution: uafhængighed, selvforsyning og videnskabelig opblomstring „fremmet af og til fremme for“ islam. Mehdi Khalaji, der er forsker ved Washington Institute og skriver på en biografi om Khamenei, mener, at programmet er blevet en central bestanddel af Khameneis politiske identitet, fordi Iran ideologisk har spillet fallit. „Det er ikke lykkedes Iran at blive den regionale supermagt, de ønskede at være, fordi ideologien fra revolutionen ikke appellerer til de arabiske lande. Det kan man se i Tunesien og Egypten og også Tyrkiet, hvor islamister, når de kommer til magten, forsøger at distancere sig fra Iran. Derfor er Iran nødt til at basere sin magt på atomprogrammet,“ forklarer han.

Også indenrigspolitisk er atomprogrammet essentielt, fortæller en redaktør for et af landets statsmedier på betingelse af anonymitet: „Både atomprogrammet og den
antiimperialistiske kamp skal primært tjene regimets overlevelse, og de bliver blæst op, så det, specielt over for befolkningen, ser ud, som om nationen forfølger et højere mål.“

Khamenei synes overbevist om, at grunden til USA’s modstand mod atomprogrammet ikke er en frygt for atomvåben, men en frygt for iransk uafhængighed politisk såvel som økonomisk. Og hvis han ser sig omkring, bliver han kun bekræftet i sin mistro. Eksempelvis føler Khamenei sig næppe overbevist om, at han ikke kan komme til at lide samme skæbne som Saddam Hussein eller Moammar Gaddafi, som jo begge opgav deres landes atomprogrammer efter vestligt pres (selv om det retfærdigvis må nævnes, at Gaddafi sandsynligvis var blevet forsøgt væltet tidligere, hvis ikke han havde opgivet sit atomprogram).

Krigen er allerede i gang
Set fra Teheran er den vestlige strategi at presse Khamenei op i et hjørne ved hjælp af sanktioner og krigstrusler. Og den har endnu ikke virket. Det har taget Khamenei 20 år at få Iran under sin fulde kontrol, og det har krævet en meget konfrontativ retorik om, at „pres, snigmord og sanktioner vil ikke bære frugt. Ingen forhindringer kan stoppe Irans atomprogram.“ Det er simpelthen ikke en mulighed for Khamenei at lade sig ydmyge.

Historien giver heller ingen forhåbninger om, at udemokratiske regimer kan manøvreres med sanktioner. Ifølge Trita Parsi, der er præsident for National Iranian American Council og ekspert i amerikansk-iransk diplomati, er det i de seneste ti tilfælde, hvor et land er blevet straffet med sanktioner i stil med de iranske, kun Sydafrika, der har kapituleret. Generelt viser historien, at i takt med at et land bliver mere og mere isoleret, jo sværere får det ved at gøre andet end blot at sætte hælene i. I tilfældet Irak førte det i sidste ende til krig, og det er da også det, mange almindelige iranere tror, at disse sanktioner er designet til at udløse.

På den måde risikerer sanktioner at fremprovokere en modreaktion i form af stærk nationalistisk modstand, som redaktøren i Teheran forklarer. Hun mener, at det vestlige sanktionsregime bygger på en helt fundamental misforståelse af Iran og dets befolkning: „Hvad de vestlige lande ikke forstår, er, at ved at pålægge sanktioner og gøre livet hårdere for iranerne får de ikke den iranske befolkning til at gøre oprør mod regimet. Sanktionerne får bare iranerne til at vende sig bort fra Vesten. Hvis vi skal vælge mellem at blive mishandlet af vores egen slægt eller at blive angrebet af nogen, vi ikke kender, er der ingen tvivl om, hvad vi vælger.“ Meget sigende er et normalt svar, når man spørger folk på gaden i Teheran, om de er bange for krig: „Vesten fører allerede krig mod os.“

Mehdi Khalaji fra Washington Institute er tilhænger af vestlige sanktioner, men ikke fordi han forventer, at de vil udløse et folkeligt oprør eller få Khamenei til at knække: „Khamenei er ikke presset nok til at indgå en aftale med P5+1 (de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd – USA, England, Frankrig, Kina, Rusland – samt Tyskland). Alle præsidenter, både Rafsanjani, Khatami og Ahmadinejad, har forsøgt at åbne op over for Vesten, men den eneste politiske magtfaktor, der kan true Khamenei, er Revolutionsgarden. De bliver ramt af sanktionerne, og hvis det spidser til, tror jeg godt, at de kan finde på at rejse sig mod Lederen.“

Ifølge journalist Hooman Majd skyldes den fejlslagne politik over for Iran, at de vestlige lande ikke kan forlige sig med, at et land, der tidligere var dem underlegent, ikke uden videre retter ind og følger trop: „Selve ideen om, at Iran ikke kan dikteres, selv ikke med alle mulige former for bestikkelse, som Saudi-Arabien og andre lande ellers kan, er helt og aldeles fremmed for amerikanske politikere. Det kan godt være, at der er stor utilfredshed med regimet blandt iranere, og at mange gerne vil have forandring, reformer, ja sågar et helt nyt system, men Iran vil aldrig igen blive den kvasikolonistat, det var engang.“

Olien som våben
Et militært angreb mod Iran er ingen garanti for at få lukket atomprogrammet ned. Det vil forsinke atomprogrammet med få år og kan til gengæld føre til, at iranerne eskalerer programmet, smider FN-inspektører ud, og at befolkningen rykker sammen bag regimet, lyder vurderingen fra blandt andre tænketanken International Crisis Group.

Iran har i foråret foretaget militærøvelser i Den Persiske Golf for at minde potentielle aggressorer om, at landet allerede besidder en slags masseødelæggelsesvåben: kontrollen over olien. Om Iran reelt vil være i stand til i længere tid at blokere Hormuzstrædet i Golfen, som langt størstedelen af regionens olie transporteres igennem, er usandsynligt. Men blot en kort afbrydelse af forsyningen til Vesten kan forårsage store globale olieprisstigninger, som ville kunne forstærkes af asymmetrisk krigsførelse og angreb på vestlige olietankere og på raffinaderier, eksempelvis med mindre motorbåde fra den iranske side af Golfen eller via angreb fra iranskstøttede proxygrupper i lande som Irak. Oliefelterne på den anden side af Golfen er også så tæt på Iran, at de relativt let ville kunne angribes med iranske missiler.

Derudover har det vist sig sværere at kompensere for det fald i den iranske olieeksport, som nuværende og kommende sanktioner medfører. Saudi-Arabien vurderes maksimalt at kunne øge sin produktion med 1,5 millioner tønder per dag, hvilket ikke kompenserer for den manglende iranske produktion. USA’s strategiske oliereserve har vist sig sværere tilgængelig end forventet: Frem for de 4,4 mio. tønder per dag, man havde regnet med, tyder det på, at man kun kan hente 500.000 tønder herfra per dag. International Energy Agency vurderer, at den globale efterspørgsel på olie vil stige med to millioner tønder per dag i det andet kvartal i 2012. Det er svært at se, hvor den olie skal komme fra, og dét ved Khamenei.

Tegn på tilnærmelser
Med amerikanerne i valgkamp og iranerne fanatisk opsatte på ikke at udvise svaghedstegn poserer begge parter i øjeblikket mere, end de rækker ud til hinanden.

Og så alligevel. Djævlen er i detaljen og i de seneste måneder har både Iran og USA gjort forsigtige tilnærmelser til hinanden forud for de forhandlinger, der i april blev genoptaget i Istanbul, og som efter planen fortsætter i Baghdad 23. maj. Selv valget af Baghdad som mødested er et kompromis fra Vesten, som godt ved, at Iran vil benytte lejligheden til at flexe musklerne og demonstrere sin kontrol over Irak. Det er et lille offer at bringe for landene i P5+1, men det giver Iran en følelse af at forhandle fra en styrket position, hvilket kan gøre dem mindre kontrære at tale med.

Efter Benjamin Netanyahus besøg i Washington i starten af marts gav Khamenei gelinde et skulderklap til Obama for at nedtone Israels krigstrusler. Det blev besvaret af en aldrig tidligere hørt anerkendelse fra Hillary Clinton af islam som ledende princip i Iran: „Den Øverste Leder ser masseødelæggelsesvåben som værende i strid med islam. Vi skal mødes med iranerne for at diskutere, hvordan denne erklærede overbevisning kan udmøntes i en handlingsplan.“

Samtidig opfordrede tidligere præsident Hashemi Rafsanjani i april Iran til at sætte sig ned og tale med amerikanerne ved at understrege, at islam ikke byder iranerne at bryde relationer med dem, der ikke deler deres tro, og at kinesisk og russisk „arrogance“ i øvrigt ikke er bedre end amerikansk. Det er ikke nye toner fra Rafsanjani, men hans bemærkninger blev mødt af en voldsom retorik fra ledende skikkelser, der som regel fungerer som talerør for Khamenei. Rafsanjani, Irans rigeste mand, er desuden kølerfigur for hele det iranske erhvervsliv, og hans udtalelser kan ses som rammende for den frustration, den private, erhvervsdrivende klasse føler over situationen.

Uanset hvad det måtte sige om, hvilken linje regimet lægger forud for forhandlingerne med P5+1, så viser det, at der er en diskussion inden for det iranske establishment, og at det kan være en fordel at anerkende netop dét. Men i stedet er Vesten i gang med at skubbe de mere moderate skikkelser i Iran fra sig, mener Ali Reza Eshraghi fra Institute for War and Peace Reporting: „Vesten er gået ud fra, at sanktioner og trusler mod Iran ville hjælpe Irans moderate til at vinde støtte til at indgå kompromiser. Men i stedet har presset på Iran givet medvind til hardlinerne, som mener, at enhver indrømmelse er et tegn på svaghed og vil opmuntre Vesten til at øge presset endnu mere.“

Forhandlingerne genoptaget
Da atomforhandlingerne blev genoptaget i Istanbul i april, var atmosfæren forbløffende forsonende. EU’s udenrigspolitiske repræsentant Catherine Ashton og Irans chefforhandler Saeed Jalili roste hinanden for en høflig samtale, og der var en generel følelse af, at forhandlingerne nu kan genoptages for alvor. Der var ingen skingre anklager mod Vesten fra Iran – ja, Jalili brugte sågar ikke engang ordet „undertrykkelse“.

Ikke meget er kommet ud, men mødet synes dog at have være så godt som renset for substans. Hverken Iran eller P5+1 lader til at have flyttet sig i forbindelse med nogle af de emner, der forventeligt vil blive genstand for forhandlingerne: Irans ret til berigelse af uran på egen jord, lettelse af sanktioner, atomfaciliteterne på det såkaldte Fordo-værk og uhindret adgang for internationale inspektører.

Alligevel formåede Iran at spinne mødet til sin fordel og fremstår i en hjemlig kontekst som at have mødt op ene land mod seks, med ryggen mod muren, og stadig komme derfra med en anerkendelse af retten til at berige uran. Hvilket da heller ikke er helt usandfærdigt, eftersom P5+1 så godt som anerkendte ikkespredningstraktaten (NPT) som grundlag for forhandlingerne, og dén sikrer lande en ret til berigelse til civile formål.

Den venlige tone over for Vesten kan også være en måde at give den iranske befolkning et indtryk af, at regimet ikke slår plat på de økonomiske pinsler, som de vestlige sanktioner forårsager, ved at fremture med lange tirader om Den Store Satan og zionisterne – den slags markeringer, som tidligere har fået forhandlinger til at strande, inden de var kommet i gang.

Er det muligt at indgå kompromis med Khamenei?
Som sådan gav Istanbul-mødet ingen pejlemærker for, hvor langt væk et kompromis om atomprogrammet er. Historisk set har Khamenei været kompromissøgende, når han har følt, at det har gavnet regimet. Som præsident i 80’erne var han først involveret i Iran-contra-affæren, hvor USA i al hemmelighed solgte våben til Iran for at få frigivet amerikanske gidsler i Libanon og brugte indtægterne til at støtte contraerne i Nicaragua i deres kamp mod sandinistregeringen, og senere, som Øverste Leder, tillod han i 2001 videregivelse af efterretningsinformationer til amerikanerne under invasionen af Afghanistan. I 2003 lod han præsident Khatami fremsætte et tilbud om dialog, der åbnede for fuldt samarbejde om atomprogrammet, et muligt stop for støtten til militante palæstinensiske grupper samt godkendelse af en tostatsløsning – og dermed anerkendelse af Israel (hvilket blev afvist af Bushregeringen). Og i 2009 underskrev Iran en aftale med Brasilien og Tyrkiet om at bytte
1,2 tons lavt beriget uran for isotoper til deres medicinske atomreaktor i Teheran. Aftalen blev afvist af Barack Obama, der i første omgang ellers havde givet sin opbakning, men som så den endelige aftale som en afledningsmanøvre og i stedet fik gennemført nye FN-sanktioner mod Iran.

Verden er stadig i tvivl om, hvor Iran fører sit atomprogram hen. Alle gætter – mere eller mindre kvalificeret – og det er Irans største styrke. En dybere indsigt i atomprogrammet vil enten betyde, at Iran afsløres i at være på vej mod en atombombe, eller at verden finder ud af, at de er langt fra – hvilket vil svække deres magtposition betydeligt. Derfor er det i Khameneis interesse at opretholde uvisheden.

For Khamenei er det lige så essentielt at blive overbevist om, at den vestlige overvågning af Irans atomfaciliteter ikke misbruges til at forkrøble atomprogrammet, som det er for Vesten at få forsikringer om, at Iran rent faktisk lever op til de løfter, landet måtte afgive under kommende forhandlinger. Selv om USA ofte understreger, at det ikke er et mål at vælte regimet i Teheran, er Khamenei ikke overbevist. Bliver han det – og det vil kræve mere end blot floromvundne ord – er det ikke urealistisk at finde en løsning på det centrale spørgsmål om 20-procents-beriget uran, som er en afgørende grænse for at kunne udvikle atomvåben, mener journalist Hooman Majd:
„I første omgang ser iranerne Vesten an for at se, om deres vilje til forhandling er oprigtig. Det er sådan set det samme, USA gør. Hvis tilliden forbedres, tror jeg, at iranerne vil være villige til at stoppe uranberigelse over 4 procent og få det højere berigede uran udefra. Men det kræver, at USA og EU viser, at de ikke deler Israels
holdning om, at al iransk uranberigelse er uacceptabel, og at de tilbyder en form for mekanisme til at få lettet eller fjernet sanktionerne.“

Mens Vesten har al interesse i at få løst konflikten om Irans atomprogram så hurtigt som muligt, ser iranerne fin logik i at lade forhandlingerne trække ud for at vinde tid, som Barack Obamas atområdgiver Gary Samore har udtrykt det. Iran har allerede rigeligt beriget uran til de civile formål, de hævder at have, men det primære formål med at øge beholdningen af beriget uran og antallet af centrifuger er ikke nødvendigvis at anskaffe sig atomvåben, men snarere at indtage en så magtfuld position, at Vesten tvinges til at give nogle substantielle indrømmelser.

Ali Khameneis personlighed taget i betragtning virker det usandsynligt, at Iran vil foretage et grundlæggende politisk kursskifte, så længe han er ved magten. Så meget desto vigtigere er det derfor, at vestlige politikere giver Khamenei en vej ud af forhandlingerne, som forhindrer ham i at tabe ansigt. Lykkes det, kan begge sider få
nogle indrømmelser og komme godt ud af den nuværende situation, mener Ali Reza Eshraghi fra Institute for War and Peace Reporting: „Med den rigtige aftale vil USA kunne påstå, at pres og trusler mod Iran har virket, mens Iran kan påstå, at deres modstand og standhaftighed har presset Vesten til at lave en aftale, der anerkender Irans ukrænkelige rettigheder,“ siger han.

Alternativet er et sammenbrud i forhandlingerne, og det kan have katastrofale konsekvenser. Jo flere trusler om magtanvendelse der sættes i værk for at få Iran til at ændre adfærd, des sværere er det at undgå at gøre alvor af dem, hvis de viser sig ikke at virke. Khamenei er ikke den eneste, der har brug for at komme ud af det her med æren i behold.

Sune Engel Rasmussen (f. 1984) er skribent og har i flere år rejst jævnligt i Mellemøsten, hvorfra han har skrevet artikler til blandt andet RÆSON. Han har det sidste år været bosat i Teheran.