Flyt fokus: Demokratiske valg løser ikke Afrikas problemer

Flyt fokus: Demokratiske valg løser ikke Afrikas problemer

21.08.2012


Der er for meget fokus på kritisable valgprocesser i Afrika, siger flere afrikanske demokratieksperter til RÆSON. Uden sociale og økonomiske forandringer vil afholdelse af valg aldrig sikre reelt demokrati i Afrika.

ANALYSE af Hanna Ohm Cleaver

Læs også
Guinea Bissau: kokain og kronisk ustabilitet (GRATIS)
Afrika: 2012 er et nøgleår for opgøret med de stærke ledere (GRATIS)
Stor artikel af Friis Bach: Får vi nogensinde en ny global handelsaftale?
Det arabiske forår: Derfor rammer det ikke Afrika syd for Sahara

”Demokratiske valg er paradoksalt nok ved at blive de nye borgerkrige i dagens Afrika,” skrev den sierra leonske demokratiekspert Dr. Abdul R. Lamin for nylig i Journal of African Elections. Han mener, at demokratiske valg i Afrika ofte skaber flere problemer, end de løser. Alene i 2011 forårsagede afrikanske valg flere nationale konflikter. Nigerias præsidentvalg blev fulgt af voldelige oprør i landets nordlige del, mens valget i Elfenbenskysten endte i borgerkrigslignende tilstande, da den siddende præsident nægtede at acceptere sit valgnederlag. I sin oversigt over de i alt 17 afrikanske præsidentvalg sidste år, konstaterer den aktivistiske webportal, Africandictator.org, at 78 procent endte i stridigheder og konflikter. Dr. Lamin uddyber over for RÆSON: ”Selvom demokrati i stigende grad bliver accepteret som normen for politisk kultur i Afrika, er der stadig fundamentale problemer, der ikke er blevet løst – primært voksende økonomisk ulighed og dårlig fordeling af nationale ressourcer. Hvis ikke vi tager hånd om de problemer, vil valg aldrig kunne løse samfundets problemer.”

Eliten udnytter demokratiet
Selvom demokrati vinder frem i Afrika, er der stadig kun reelt folkestyre i færreste af kontinentets formelt set demokratiske lande. International Crisis Groups’ projektleder i Vestafrika, Gilles Yabi, konstaterer over for RÆSON en stigende kollektiv tilslutning til demokrati på tværs af kontinentet: ”Det er mit indtryk, at afrikanske befolkninger foretrækker demokrati, fordi demokrati betyder frihed. Men problemet mange steder i regionen, og især her i Vestafrika, er, at demokrati er et forholdsvist nyt fænomen, som blev indført i lande med udbredt fattigdom og analfabetisme. Det betyder, at det kun er eliten, der forstår systemet. Det udnytter den til at mobilisere folk på baggrund af eksempelvis etnicitet og religion.” I adskillige lande som Guinea og Kenya har vi set eksempler på, hvordan etnicitet kan bruges til at mobilisere den uuddannede befolkning under demokratiske valg. Gilles Yabi påpeger, at vi derfor kan ende med meget uheldige resultater, selv efter principielt frie og retfærdige valg. Problemet i mange afrikanske lande er, at en stor del af vælgerkorpset kæmper med den daglige overlevelse og derfor er lette at manipulere politisk. Dr. Lamin fastslår: ”Problemet er meget større end valg. Der er behov for langt mere arbejde med at inddrage almindelige borgere i politiske og økonomiske processer. Ellers vil valgprocesserne altid være omgivet af de spændinger, som præger dem i dag.”

Vind tilliden til demokratiet
Gilles Yabi: ”Den største trussel for demokrati i Afrika er, hvis de lokale befolkninger mister tilliden til systemet, fordi det ikke formår at skabe håndgribelige resultater for levestandarden.” I Burkina Faso har mange af landets unge intellektuelle for længst afsværget det nuværende demokratis evne til at skabe forandringer. Landets største studenterbevægelse har gang på gang opfordret til at boykotte de demokratiske valg, der for dem er rent spil for galleriet. En af bevægelsens unge ledere siger: ”Vores små brødre og søstre dør på gaden, fordi de ikke får mad nok. Imens tager de rige til Frankrig, så snart de får en forkølelse. Når deres børn bliver store nok, rejser de til udlandet for at studere. Er dét et retfærdigt, demokratisk samfund?”

Dansk udviklingsminister tror på positiv udvikling
Burkina Faso er et prioritetsland for dansk udviklingsbistand, og i det nuværende 5-årige program støtter Danmark god regeringsførelse med 130 millioner kroner. På trods af landets massive udfordringer er udviklingsminister Christian Friis Bach optimistisk med hensyn til dets demokratiske fremtid. Ministerens indtryk er, at det generelt går den rigtige vej med regeringsførelse i Afrika, men han understreger over for RÆSON, at der ikke er tale om en snorlige vej, som alene består af fremskridt: ”Opbygning af demokratier er en langsigtet opgave, og der er ingen tvivl om, at også Burkina Faso står over for massive udfordringer, der er blevet yderligere aktualiseret af den nuværende fødevarekrise i det nordlige Sahel [ørkenområde i Vestafrika, red.] og urolighederne i Mali. Derfor er Burkina Faso også et land, vi fortsat skal samarbejde med over de kommende år og støtte de elementer, der arbejder for en fortsat demokratisk udvikling. Der er næppe tvivl om, at hvis den demokratiske transition, der er fastlagt i forfatningen, ikke respekteres, vil det have alvorlige konsekvenser.”

Hellere militærregime end demokratisk valgt leder
Men ifølge Gilles Yabi og de studerende på Burkina Fasos universiteter er regeringens demokratiske løfter om social retfærdighed og bedre fordeling af ressourcer ikke blevet indfriet: ”Risikoen er, at borgere i sådanne tilfælde kan få indtryk af, at et militært regime eller en diktator bedre kan sikre stabilitet og fremgang i landet.” Ifølge en spørgeskemaundersøgelse udarbejdet af en lokal tænketank i Burkina Faso ser 39 procent af ungdommen da også positivt på muligheden for et militært regime frem for et demokrati i landet. Den burkinske professor Augustin Loada, som står bag undersøgelsen, understreger: ”Mange af de unge intellektuelle her i landet er ligeglade med demokratiske valg, fordi systemet alligevel vedligeholdes, uanset hvilken leder der vælges. De tror ikke på, at en ny mand på posten vil skabe reel forandring. De vil have et helt nyt system.”

Problemets rod: en demokratisk model uden fundament
Hvis folkestyret og dets institutioner ikke er understøttet i befolkningen, kan et ellers på overfladen velfungerende demokrati hurtigt krakelere. Det så vi for nylig i Burkina Fasos naboland Mali. Indtil marts måned sidste år blev det vestafrikanske land fremhævet vidt og bredt som et demokratisk forbillede, der havde formået at afholde regelmæssige, velorganiserede valg. Det kom derfor bag på de fleste eksperter, da militæret afsatte den valgte præsident, ophævede forfatningen og overtog magten. For Gilles Yabi er militærkuppet i Mali endnu et eksempel på, at demokratiske valg ikke i sig selv er garanti for bedre regeringsførelse: ”Valg er kun et instrument til at have legitime ledere, men det definerer ikke i sig selv kvaliteten af de demokratiske systemer. Mali havde store problemer, fordi der ikke var nogen logisk sammenhæng mellem organiseringen af valg og de valgte lederes faktiske regeringsførelse.” Institut for Menneskerettigheders regionale koordinator i Vestafrika, Monique Alexis, supplerer: ”Mali har levet på en myte. Flerpartisystemet skjulte en konsensuspolitik, som dræbte den frie debat, der er essentiel for et demokrati. Nepotismen og korruptionen inden for statsadministrationen var så slem, at det underminerede de demokratiske institutioner, der viste sig at være meget svage og skrøbelige.”

Ét skridt ad gangen
Hvis andre unge afrikanske demokratier ikke skal ende som Mali, er der ifølge Gilles Yabi behov for mere politisk innovation i den måde, demokrati udformes og implementeres lokalt: ”Demokratiske systemer er heller ikke ens i vestlige lande, men tilpasset de forskellige nationale strukturer. På samme måde kan vi i Afrika have systemer, som respekterer de vigtigste demokratiske principper, men samtidigt bygger på modeller, der er bedre tilpasset vores landes meget forskellige vilkår.” Yabi mener, at en af de vigtigste betingelser er, at eliterne frigør sig fra “koloniseringskomplekset”, der forhindrer dem i at tænke selvstændigt nyt. Dr. Abdul Lamin er enig. Han peger på, at traditionelle institutioner, såsom slægtskab, kan være en vigtig nøgle til at skabe inkluderende, demokratiske samfund i Afrika: ”Selv i Ghana, som er et velfungerende demokrati i Vestafrika, er der stadig mange ting i landområderne, som staten slet ikke har kontrol over. Her er det de traditionelle autoriteter og lokale magtinstitutioner, der styrer folks liv. Vi skal finde måder at imødekomme disse lokale og traditionelle institutioner inden for rammerne af en moderne demokratisk stat. Det vigtigste er, at den politiske kultur, dvs. både de afrikanske eliter og de enkelte borgere, accepterer demokratiet som det gældende system. Hele pointen med demokratiet er deltagelse.”

Hanna Ohm Cleaver (f. 1987) er kandidatstuderende i antropologi på Københavns Universitet. Hun har været i praktik på den danske ambassade i Burkina Faso og arbejder som student i Udenrigsministeriets Afrikakontor. FOTO: Valg i Afrika (UNECA presse).