NYHEDSPERSPEKTIV OM BANKTILSYNET Marlene Wind, Peter Nedergaard, Christen Sørensen og Martin Marcussen

NYHEDSPERSPEKTIV OM BANKTILSYNET
Marlene Wind, Peter Nedergaard, Christen Sørensen og Martin Marcussen

13.12.2012


Det nye nummer af RÆSON indeholder artikler om EU og Euro-samarbejdet af professor Marlene Wind, professor Peter Nedergaard, Mogens Lykketoft (S) og Merete Riisager (LA): Tegn abonnement nu og få nummeret med posten (porto og ekspedition er gratis). Wind og Nedergaard giver herunder, sammen med Christen Sørensen, deres vurderinger af EU’s planer for et fælles banktilsyn:


1. Er bankunionen et tegn på, at en egentlig fælles finanspolitik er lige om hjørnet?
MARLENE WIND: Nej, men man kan sige at tilsynet som kom på plads i nat er den første byggesten og at det er i den retning ihvertfald Eurogruppen bevæger sig.
PETER NEDERGAARD: Der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem en bankunion og en mere samordnet finanspolitik. Danmark kan derfor sagtens gå med i det ene, uden at gå med i det andet.
MARTIN MARCUSSEN: Det er der flere ting at sige til. For det første kan vi sige noget mere præcist om dette når vi ved, om der kommer en decideret bankunion, og hvilken form den tager, jvf. nedenfor. For det andet, kan man sige, at vi på mange måder allerede har en meget begrænset form for EU-finanspolitik, idet der både er indtægter og udgifter, og budgetprocedurer. En decideret fiskal union, som man kender det fra føderale stater, er langt ude i horisonten: EU´s budget fylder en meget begrænset del af EUs BNP – der er meget langt op til de budgetstørrelser vi kender fra medlemsstaterne. Hvad angår EUs styring af de nationale finanslove er disse allerede pakket ind i diverse EU-regelsæt, der gør, at der i princippet skulle være hånd i hanke med hvordan EUs medlemsstater bruger deres skatteindtægter (men personligt tror jeg ikke på at de nuværende regelsæt er bedre egnede til at styre de nationale budgetter end de gamle, som jo blev totalt ignorerede da det gjaldt). Dét, der endnu mangler på det finanspolitiske opråde er: (1) automatiske sanktioner over for medlemslande, der ikke overholder reglerne, (2) eneret for EU-komissionen til at bruge penge; og (3) penge (EU-skatter). Mange flere penge. Det er, efter min vurdering, langt ude i fremtiden.
CHRISTEN SØRENSEN: Nej. Som jeg har redegjort for både i Informations kronik idag og min artikel i Finans/Invest [EU’s nye tilsynsregler, hvad kan vi lære af erfaringer fra finanskrisen?], er det kun det juridiske grundlag, der er indgået en aftale om. Det helt afgørende problem – hvem der skal til lommerne, såfremt banker skal hjælpes – er ikke afklaret, som det i øvrigt fremgår meget tydeligt af den fælles pressemeddelelse (Joint Statement) af 25. september fra den tyske, hollandske og finske finansminister (se nærmere herom i artiklen i Finans/Invest). Netop fordi dette grundlæggende problem ikke er løst, er det også ganske overdrevent at tro, at den netop indgående aftale om et fælles tilsyn har nogen afgørende indflydelse på gælds-/bankkrisen i en række euro-lande.

2. Sveriges finansminister, Anders Borg, kritiserer tiltagene og talte igår om “en sørgelig dag for Europa”: “Det er klart, at vi står mere splittet end tidligere. Og det er en problematisk udvikling. […] Vi må være meget forsigtige på det felt. Og hvis vi tror på et EU med et velfungerende indre marked, skal vi passe meget på med at skabe splittelse i Europa”. Vil Storbritanniens og Sveriges skepsis kunne brede sig til andre lande?
MARLENE WIND: Det tvivler jeg meget på. Jeg mener at Sverige spiller højt spil ved at stå udenfor. Nordea – som jo har hovedkvarter i Stockholm – har allerede sagt, at de vil flytte hovedkvarteret til Helsinki, hvis Sverige ikke går med. Samtidig er det, Borg giver udtryk for her, et tegn på, at også svenskerne er klar over, at det indre marked er i fare for splitelse og jeg kan ikke se hvilken interesse svenskerne skulle have i at blive udelukket fra det finansielle indre marked. Selvom de ikke fører fastkurspolitik, er de jo klar interesserede i at være med i den finansielle del, der nu er under opbygning. Man skal også lægge mærke til, at Borg har sagt at Sverige godt kan tænkes at gå med på et senere tidspunkt.
PETER NEDERGAARD: Vi må til at acceptere begrebet ”fleksibel integration” i EU. Det er en måde at holde sammen på EU på og ikke udtryk for splittelse. Det er EU’s eneste overlevelsesmulighed som en store kontinentbaseret samarbejdsorganisation.
MARTIN MARCUSSEN: Der er, efter min vurdering, betydelig skepsis omkring dette i rigtig mange lande. Det er bare ikke alle, der har modet til at artikulere dette. Efter min mening er der behov for at tale lige ud af posen om, hvad der er på spil, og om hvorvidt de præsenterede løsninger peger i den rigtige retning og er holdbare. Det kan ikke nytte noget, at man præsenterer et forslag bare fordi man vil vise handlekraft. EU består af rigtig mange medlemsstater, hvor økonomiernes grundlæggende meekanismer er meget forskelige fra land til land, og hvor de forskellige lande er berørt af kriserne på forskellige måder og i det hele taget performer meget forskelligt. Ikke så sært, at det er svært at komme med forslag, der passer alle. Ikke så sært, at der er nogle, der er særdeles utilfredse med indhold og proces.
CHRISTEN SØRENSEN: Årsagen til den dårlige situation i EU er grundlæggende, at man indførte Euroen uden at man var klar til at tage konsekvenserne. Euroens indførelse er den største ulykke for de, der som jeg, der på langt sigt er føderalist, gerne ser et fælles Europa.

3. Margrethe Vestager siger her til morgen, at hun ikke umiddelbart vurderer at deltagelse i bankunionen indebærer en suverænitetsafgivelse for Danmark. Har hun ret? (“Det er lidt tidligt at kræve en folkeafstemning, når vi endnu ikke ved, om der er noget at stemme om. Noget andet er, at jeg faktisk ikke kan vurdere, om der er tale om et paragraf 20-spørgsmål, som kræver en folkeafstemning, hvis man kigger på tilsynet isoleret. Der skal jurister ind over. Umiddelbart tror jeg ikke, at vi kommer til at overlade suverænitet til EU, men det ser jurister på, og så må vi tage den derfra”, skriver Berlingske)
MARLENE WIND: Her må også jeg melde hus forbi. Man skal helt ned i en meget teknisk indviklet fortolkning af selve den juridiske udmøntning og så forholde den til grundloven, før man kan sige noget som helst meningsfuldt om det.
PETER NEDERGAARD: Jeg har meget svært ved at se nogen form suverænitetsafgivelse ved en dansk deltagelse i bankunionen på de præmisser, som man nu er blevet enige om. Men i sidste ende er det en justitsministeriel afgørelse.
MARTIN MARCUSSEN: Hvis det indskrives i forslaget til bankunion, at Danmark har en opt-in – det vil sige en mulighed for at anvende bestemmelserne, hvis vi har lyst – så kan jeg ikke se det store problem. Kan EU derimod beslutte at lukke banker i Danmark, taler vi om omfattende mængder afgivelse af suverænitett. Om det også er suverænitetsafgivelse i en juridisk forstand, skal jeg ikke gøre mig klog på. Hvor bliver de danske banker og deres organisationer i øvrigt af i denne debat?
CHRISTEN SØRENSEN: Ja. Det har jeg allerede givet udtryk for i kronikken i Information for idag – vel at mærke som ikke-jurist. Som situationen er i Euroland, måtte vi i Danmark have en kattelem, der forhindrer, at ECB får direkte suverænitet over danske retssubjekter (dvs. pengeinstitutter). Jeg har forstået, at det danske hovedkrav er, at vi skal kunne modsætte os, at en dansk bank lukkes på krav fra ECB, men at prisen herfor er, at vi træder ud af det fælles tilsyn. I øvrigt er det kun fantaster, der kan forestille sig, at der ville komme en folkeafstemning herom, som situationen nu er i Euroland. Alternativet til kattelemmen ville – efter min vurdering – være, at vi ikke kunne eller ville tiltræde et fælles tilsyn.

ILLUSTRATION: Margrethe Vestager til finansministermøde [foto: EU]